Denne billedserie er oprindeligt udgivet af VICE Canada
I januar 2016 besluttede den tidligere ishockeytræner Ian Andersen sig for at forlade de store stadioner i Nordamerika til fordel for nye eventyr på nogle af verdens mest afsides og højtliggende naturlige skøjtebaner.
Beliggende højt oppe på det Tibetanske Plateau – lige vest for den omstridte grænse til Kina og med en gennemsnitlig hævning på 4.500 meter – ligger den sparsomt befolkede østlige del af Ladakh-provinsen i Indien. Tre måneder om året, når temperaturen falder til under –20 grader, og det er for koldt til at holde skolerne åbne, dannes der skøjtebaner af naturlige vandhuller, mens andre baner bliver til ved fælles hjælp. På banerne samles børn og unge fra hele regionen for at finde adspredelse og kammeratskab. Det giver en modbalance til de høje krav i skolen og i hjemmet, mens børnene samtidig opbygger deres selvtillid og styrker fællesskabet i lokalmiljøet.
Ian hørte om en amerikansk NGO ved navn HELP Inc Fun, gennem sit tidligere arbejde, hvor han trænede et hold i Serbien. Hvert år indsamler organisationen doneret hockeyudstyr fra Canada og USA og inviterer nordamerikanske spillere, trænere og ungdomsledere til at arbejde friviligt med marginaliserede grupper for at demokratisere en sport, som tidligere kun var tilgængelig for nogle få, priviligerede i Ladakh-provinsens hovedstad Leh. Nu begynder hockeybevægelsen at sprede sig til andre steder end hovedstaden. Ian tilbragte tre måneder i Ladakh blandt ældgamle buddhistiske templer, shiamuslimske landsbyer og semi-nomadiske yak-hyrder.
Før den første træningsdag lærer børnene i Kargyam at binde deres skøjter.
Ian Andersen demonstrerer en øvelse for børnene i landsbyen Thangnak.
En dreng fra Kargyam på vej tilbage fra skøjtebanen.
Forældre fra landsbyen Shyok samles for overvære deres børn spille en øvelseskamp.
Børnene fra Thangnak lærer at skøjte.
Efter dagens træning tager Ian for det meste et par runder på isen på banen i Kargyam.
