At udvælge den daglige frokost er lidt som at bevæge sig i et minefelt. Den slags minefelt, der kan udløse pinlige emails som: "Vi skal lige huske jer på, at det IKKE er okay at varme karry op i mikroovnen."
De åbenlyse frokost no-gos er æggemadder med mayo, Gamle Ole, og alt der bare tilnærmelsesvis indeholder fisk. Men hov, hvad så med din harmløse tunsalat? Og hvad nu hvis du sidder overfor kontorets veganer, er det så okay at spise en spegepølsemad?
En ny undersøgelse foretaget af dekorationsfirmaet Ambius dykker dybt ned i den forunderlige frokost al desko. Man spurgte 1000 britiske kontormus og fandt ud af, at to tredjedele indtager deres frokost ved skrivebordet de fleste af ugens dage.
Ambius fandt ud af, at over halvdelen af de adspurgte anså de af deres kolleger, der spiser ildelugtende mad på kontoret, som værende "antisociale".
LÆS MERE: Derfor bliver du et bedre menneske hvis du tør spise alene
De mest antisociale af den slags frokostretter var makrel, sardiner, ost og æg. Så du kan godt sige farvel til den salat nicoise, du havde planlagt at tage med i morgen.
Undersøgelsen fandt også ud af, at de mindst anstødelige ting, man kan tage med, er toast med smør, wienerbrød, og bacon sandwich. Gareth Cowmeadow fra Ambius reagerede på resultatet på følgende måde: "Mange folk forstår nok ikke, hvor meget deres valg af frokost kan påvirke de af deres kolleger, der sidder i nærheden af dem."
Endnu værre end kollegernes ildelugtende frokostvalg var det dog, at to ud af fem kontorarbejdere ifølge undersøgelsen simpelthen ikke har tid til at holde en ordentlig frokostpause.
Så er spørgsmålet bare, om folk i virkeligheden har for travlt til at spise frokost, eller om de bare er nervøse for, at ham den lækre fra økonomi vil rynke på næsen af den der makrelmad, man har så svært ved at lade blive derhjemme.
