Italiensk mad

Ifølge denne italienske kok laver du spaghetti bolognese helt forkert

Den elskede italienske kok Antonio Carluccio er ikke specielt glad for måden, udlandet behandler den klassiske pastaret.
12 oktober 2016, 6:00am
Foto viaFlickr-brugeren Bob Peters

Det er næsten umuligt at forkludre en god gammeldags spaghetti bolognese. Kød? Tjek. Kulhydrater? Tjek. En opskrift, der er så simpel, at den kan laves af alle, så selv folk med kun de mest basale kulinariske evner kan lave den? Tjek. Det kan da godt være, at det er det italienske køkkens mest basale ret, men det gør ikke nydelsen mindre, når den høvles ned på sofaen foran en genudsendelse af Til middag hos.

Men ifølge en italiensk mesterkok er det de færreste ikke-italienere, der formår at lave retten på en ordentlig måde. Og det er han ikke glad ved.

Antonio Carluccio, der flyttede fra Italien til Storbritannien i 1975, optrådte ved Cheltenham Literature Festival, da han italesatte briternes måde at behandle spaghetti bolognese, og særligt den slags madlavning han fandt på nogle af Londons første italienske restauranter.

LÆS MERE: Vil denne italienske kok virkelig dræbe alle veganere?

Carluccio sagde: "Man serverede spaghetti bolognese, en ret der slet ikke eksisterer i Italien. I Italien hedder det tagliatelle bolognese, med frisklavet tagliatelle og bolognesesauce og uden nogen som helst krydderier."

Carluccio er manden bag Carluccio's, en kæde af italienske restauranter og den ene halvdel af BBC-programmet The Two Greedy Italians sammen med Jamie Olivers mentor, Gennaro Contaldo. Carluccio bliver af mange i Storbritannien anset for at være "det italienske køkkens gudfar". Så ja, han har sandsynligvis mere styr på cucina italiana end etiketten på Dolmio-glasset.

Carluccio sparede ikke på detaljerne, da han forklarede præcis hvor misforstået, bolognese er i Storbritannien.

"Det skal gøres sådan her: olie, løg, to slags kød – okse- og svinekød – og det skal brunes, inden man tilføjer tomater, en smule vin og tomatpuré." Carluccio fortsatte: "Og så skal det simre i tre timer. Sådan er det. Ikke andet. Riv lidt parmesan ud over retten, og mere er der ikke i det."

Carluccio gik også i kødet på briternes vane med at putte oregano, basilikum og hvidløg i italiensk mad ("det er slet ikke okay"), og angreb andre britisk-italienske "retter" såsom avokado med rejer og salsa (hvad sker der også lige for det, Storbritannien?). "Salsaen består som oftest kun af ketchup og mayonnaise, og i Italien eksisterer avokado slet ikke," påpegede Carluccio.

LÆS MERE: Massimo Bottura om kampen for at samle Italiens køkken

Carluccio er ikke den første italiener, der har råbt vagt i gevær overfor måden det italienske køkken bliver behandlet i udlandet. Behøver vi nævne carbonara-gate?

Selv New York Times kan ikke se sig fri fra de italienske kokkes harme og foragt. I sommer modtog den amerikanske avis en lang række vrede kommentarer til en onlineopskrift på "hvid bolognese", der laves — mama mia! — helt uden tomat. Det var ligefrem "helligbrøde!!"

Måske vi skal holde den tyske spaghetti-is hemmelig for italienerne lidt endnu.