Mød den 70-årige bartender, der har serveret for Pete Doherty, nonner og havnearbejdere
barer

Mød den 70-årige bartender, der har serveret for Pete Doherty, nonner og havnearbejdere

I 90'erne blev pubben det mest populære sted at hænge ud for kunstnere som Sarah Lucas og Tracey Emin, som havde et studie i nærheden i Brick Lane.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES UK i 2016.

Velkommen tilbage til Last Call, hvor vi besøger vandhuller over hele verden for at indsamle råd og livserfaringer fra erfarne bartendere. Denne gang taler vi med 70-årige Sandra Esquilant, som er en legende i London.

I over tre årtier har Sandra Esquilant stået i spidsen for The Golden Heart, en bar fra starten af 1900-tallet, der ligger overfor Spitalfields Market i Østlondon.

Annoncering

Her på denne helt særlige beliggenhed i East End har The Golden Heart i mange år tiltrukket et meget eklektisk klientel, lige fra havnearbejdere og nonner til Kate Moss og Pete Doherty, Gilbert and George og Fergus Henderson, som har sin restaurant St. John Bread and Wine få døre længere nede af Commercial Street. Kokken Lee Tiernan siger, at The Golden Heart er et af de bedste steder at få en Guinness i hele byen.

I 90'erne blev pubben det mest populære sted at hænge ud for kunstnere som Sarah Lucas og Tracey Emin, som havde et studie i nærheden i Brick Lane. Et af Emins værker hænger stadig på væggen i baren.

sandra-the-golden-heart1

Indenfor på The Golden Heart i ØstLondon. Alle billeder af forfatteren.

Men for 70-årige Sandra "er hver eneste kunde ens, de er alle specielle," og så er det lige meget, hvor mange priser eller forsider på Vogue man har. Det er den slags gammeldags gæstfrihed, der sammen med den unormale indretning (på et skilt står der "stå stille og rådn op") gør The Golden Heart til sådan et særligt sted at drikke. Det og så Sandras tilbøjelighed til at danse med hulahopring på bordene.

Vi tog forbi the Golden Heart for at tappe lidt af den visdom, som hun har opbygget i de 30+ år, hun har stået bag baren.

MUNCHIES: Hej Sandra, du har været ejer af stedet i næsten 40 år. Hvordan fik du fingrene i The Golden Heart i sin tid?
Sandra Esquilant: Min mand, Dennis, kom hjem en dag og sagde: "Sandra, jeg vil virkelig gerne købe en bar." Jeg var ærlig talt ret skræmt. Jeg sagde: "Dennis, min skat, jeg vil ikke have en bar."

Annoncering

Men så bad han mig komme med og se den. Han sagde: "Kom nu bare med og kig på den," og det gjorde jeg så. Og ved du hvad? Så snart jeg trådte indenfor, blev jeg forelsket i stedet. Hver eneste dag, når jeg træder ind klokken seks om morgenen, er jeg stadig forelsket.

Det er det, en bar skal kunne: Den skal være hjertet i lokalområdet. Der er mange specielle barer i East End, og de er centrum for alt.

I dag kan hvemsomhelst få sig en bar. Alle kan lave en. Dengang var det langt sværere at få bevilling, men vi gjorde det. Dennis var sådan en god mand. Jeg savner ham hver dag. Han døde for syv år siden, men han er stadig med mig.

Hvordan var det her område af byen, Spitalfields, dengang I fik The Golden Heart? Det må have været ret anderledes end i dag.
Det var simpelthen magisk. Det var det virkelig. Der var fuld gang i markedet med friske blomster, frugt og grøntsager og det hele. Spitalfields har forandret sig så meget. Tidligere havde vi bryggeriet Truman Brewery i området, og bryggeriarbejderne kom alle sammen herover, så snart de fik fri. Det samme gjorde politimændene, når de var færdige med deres aftenvagt. De kom alle sammen ind og var så høflige og opførte sig ordentligt. Alle var venlige. Der var aldrig nogle problemer. Det var gentlemen, som altid løftede på hatten, når de så mig.

Spitalfields var sådan et pulserende sted. Vi havde en jødisk skrædder og en avisredaktion længere nede af gangen. En af journalisterne hed Jim, og han kom ind og fortalte Dennis og mig historier. Dennis var en meget klog mand, som fik høje karakterer og gik på latinskole. Jim bad Dennis læse hans historier højt for ham i baren, mens han fik en fadøl.

Annoncering

Det lyder meget idyllisk. Du må have nogle ret utrolige minder fra de seneste fire årtier.
Åh ja - alt for mange. Vi dansede altid en masse og endte oppe på bordene. Og vi sang så vidunderligt meget. Jeg kan godt lide hulahopringe, det er min ting. Det er min specialitet. Men hvis jeg fortalte dig nogle af de historier, tror jeg, at jeg ender i problemer. Det kan være, jeg mister min bevilling!

sandra-the-golden-heart3

Ejeren af The Golden Heart, Esquilant.

Jeg bliver nødt til at spøge ind til kunstnerne, Sandra…
Jeg vil ikke snakke om enkeltpersoner. Alle er ens. Men ja, de var helt fantastiske, og jeg holder meget af dem. Vi havde det så sjovt, og der var altid rigeligt at spise og drikke.

Det var festerne, der var så fantastiske. Og det er det, en bar skal kunne: Den skal være hjertet i lokalområdet. Der er mange specielle barer i East End, og de er centrum for alt. Jeg blev født lidt længere nede ad vejen. Det her er mit hjem, og det er menneskene, der gør det til et hjem.

Er der nogle farverige karakterer, som jeg bliver nødt til at høre om?
Du skal næsten høre om Big Keith! Han var en god dreng, ham Big Keith. Han var temmelig stor, som du nok næsten kan regne ud. Vi havde engang en konkurrence, hvor man skulle spise pie and mash. Big Keith spiste 19 pies. Det var tilbage i de gode gamle dage.

Jeg er katolik, så jeg er også meget glad for Sisters of Mercy, som er nonner. En af mine favoritter var Søster Lauren, som af og til kom ind og fik en kop te. Hun var sådan en rolig og kærlig person.

Annoncering

Katolikkerne og jøderne boede alle sammen side om side og havde det godt sammen. Der var en skøn jødisk dame, som plejede at komme. Hun hed Gamle Rose. Hun kom altid ind og sad ved bordet lige derovre - hun stjal alles cigaretter. Det var ret irriterende. En af mine rigtig gode venner – Phil Maxwell – skulle afsted til Liverpool. Og han ville have et billede af Gamle Rose, men hun ville ikke lade ham tage det. Så en dag stillede han sit kamera på bordet, uden hun opdagede det, og formåede at tage et billede. Det hænger deroppe, kan du se det?

sandra-the-golden-heart4

Det var smart tænkt. Du nævner pie and mash, men baren serverer ikke mad længere?
Nej, men jeg var meget glad for min vinbar, hvor vi også have mad. Vi havde mange gode ting, som alt sammen var lokalt: Saltkød, skinke, røget laks, rejer. På Beaujolais Nouveau-dag (den dag proppen bliver trukket op af vinen) plejede jeg at servere gratis morgenmad. Vi spillede fransk musik. Om morgenen lavede jeg kæmpe morgenmad til 140 mennesker. Det var dejligt.

Hvad er din foretrukne drink?
Jeg drikker ikke længere, ikke siden Dennis døde. Jeg har heller ikke røget siden dengang. Jeg plejede at ryge 80 smøger om dagen, og jeg ville altid gerne have champagne. Jeg elsker det.

Et bestemt mærke?
Det er lige meget. Det er alt sammen champagne, er det ikke?

På en måde, jo. Men der har ikke altid været grund til champagne på The Golden Heart vel?
Nej. Vi har bestemt haft vores problemer. Det var frygteligt, da Spitalfields Market (som det tidligere var) lukkede. Så frygteligt. Det glemmer jeg aldrig. Vi havde stort set ingen kunder i seks år.

De seneste syv år har jeg selv stået for stedet. Da bryggeriet solgte baren og rev fødderne væk under mig, anede jeg ikke, hvad der foregik. Jeg vil ikke have problemer for at sige det her, men jo, de solgte stedet uden at sige det til mig, og det gjorde ondt. Jeg anede ikke, om jeg var på vej ud eller kunne blive. Det endte med at folk skulle betale med det samme for deres øl, og sådan har det aldrig været her.

Men jeg håber da, at det går bedre nu?
Jeg er her i hvert fald stadigvæk, ik? The Golden Heart er her stadig. Jeg står stadig op klokken seks om morgenen hver dag og har altid travlt. Jeg gider ikke gå ud på gaden, hvis ikke det har noget med baren at gøre. Jeg elsker det.

Tak for snakken, Sandra!