Annoncering

Jeg arrangerede swingerfester i Pakistan i 80'erne

"Diktaturet gjorde det kun mere spændende. Vi gjorde oprør på den mest bramfri måde."

af Mahmood Fazal
28 juli 2017, 2:38pm

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien

Chunni Babu bor i Melbourne i Australien. I dag er han ejendomsmagnat, men tilbage i 80'erne var hans liv temmelig anderledes. Under Zia Ul-Haqs diktatur arrangerede Chunni eksklusive swingerfester for de øverste lag af det pakistanske samfund. I årevis var festerne en udpræget succes, indtil det hele faldt sammen om ørerne på ham.

Jeg har kendte Chunni i mange år, men jeg har aldrig fået hele historien. Så for nylig tog jeg på besøg hos ham for at ryge vandpibe på altanen og spørge ham, hvordan hans fester opstod og forsvandt igen, og hvordan han forsvarede at være swinger som muslim.

VICE: Hej Chunni. Lad os starte med at snakke om Pakistan i slutningen af 70'erne. Hvordan var det politiske klima, dengang du holdt de første fester?
Chunni Babu: Det var ikke for sjov. Landet kom virkelig ud på et sidespor under Zia Ul-Haqs militærdiktatur fra 1978-1988. Zia Ul-Haq tvang sine ideer igennem og ødelagde alle de fremskridt, som den progressive, socialistiske regering havde opnået. Jeg arbejdede som ejendomsudvikler. Min familie begyndte at omdanne de gamle markeder til moderne indkøbscentre og lejede dem ud. Men socialt var min kone og jeg mest derhjemme. Det var vores eget lille Pakistan, hvor vi kunne slippe for hverdagen udenfor.

Fortæl, hvordan festerne begyndte.
Vi havde ikke en særlig stor omgangskreds. Vi var altid sammen med de samme mennesker i weekenden, så vi kendte hinanden temmelig godt. En aften havde vi to par på besøg, og de spurgte, om vi havde lyst. Vi var alle sammen ret skæve og sad og lyttede til Rafis ballader, så vi tænkte hvorfor ikke?

Hvordan blev én aften til mange?
Jeg meldte mig frivilligt til at være vært for den næste fest, for jeg kendte ikke meget til swinger-scenen. Jeg var nysgerrig og havde nogle gode kontakter, der kunne hjælpe os med musikere og dansere. Vi lavede en kontaktliste og udsendte nogle smukke, guldindfattede invitationer, der var håndskrevet af en kunstner fra Peshawar, som var specialist i arabisk kalligrafi. De første fester var små og var mest vores venner og os, men ligesom med alt andet i Pakistan så spredte rygtet sig. Pludselig inviterede gæster fra overklassen dem, de havde lyst til. Mine stakkels vagter fik tæsk af bøller og politikere, som ikke ville finde sig i at blive afvist.

Så folk begyndte bare at dukke op ved dit hus?
Ja, men jeg ville gerne have, at de mennesker, jeg holder af, kunne være frie, og at de virkelig kunne nyde den korte tid, vi har sammen på planeten. Seksuel frigørelse er en meget gammel tanke, som vi har ødelagt efterhånden, som vi er blevet mere "civiliserede" - hvad end det betyder.

Jeg har hørt om begivenheder, der foregik i det skjulte, i de velhavende dele af den arabiske verden.
Ja, det blev eftersigende kaldt "Ifadas nat". Stearinlysene blev pustet ud, og skæbnen lod dig give efter for de lyster, du havde, sammen med dem omkring dig.

Alle billeder af Ben Thomson

Hvordan slap du væk med alt det under et diktatur?
Vi betalte selvfølgelig politiet for at kigge den anden vej. Og diktaturet gjorde det faktisk bare mere spændende. Alle vil gerne smage på friheden, og jeg tror på, at hvis man dunker folk oven i hovedet med en ideologi, så vil de gøre oprør – det er menneskets natur. Så vi gjorde oprør, på den mest bramfri måde.

Bramfri?
Det var mere seksuelt, mere frigørende, og i sidste ende mere dystert. I starten tænkte jeg, at det var vestlig indflydelse – hippierne kom konstant og besøgte de nordlige dele af Indien og endda Afghanistan – men jeg tog fejl. Overklassen har et næsten helligt, rituelt forhold til seksualitet, som er tæt forbundet med historien og vores traditioner.

Hvor dystre endte festerne med at blive?
Til vores sidste fest var der over 50 gæster. Det var i midten af 80'erne, og hele huset var indrettet i samme stil som Mogulriget. Det var en varm nat, men jeg var anspændt, og gik rundt i hele huset for at sikre mig, at alle havde det godt, for der var mange, jeg ikke kendte. Der var kommet gæster fra samfundets øverste lag – politikeres sønner og rige mafiafolk. I Pakistan er de to slags mennesker nogle gange de samme.

Da jeg kom hen til gæsteværelserne, kom en af tjenerne svedende og panisk hen til mig og sagde, at han havde set noget, som han ikke burde have set. Han var bange. Først tænkte jeg, at han havde set to mænd have sex. Men jeg tog fejl. En af mafiosoernes håndlangere havde åbenbart givet to af danserne heroin, og den ene var gået i chok. Den skyldige var skredet og havde råbt, at tjeneren skulle tage sig af det. Jeg blev hurtigt ædru og havde det som om, jeg var vågnet midt i et mærkeligt mareridt. Jeg kunne høre, at de sang ghazal nedenunder, og i køkkenet var et engelsk par i fuld gang. Det var bizart og ret skræmmende.

Var danseren okay?
Jeg vil helst ikke tale om det. Men jeg vil sige, at der ikke var en eneste til festen, der spurgte, om hun var okay. Det var meget ubehageligt. Det endte helt galt.

Hvor lang tid holdt i festerne?
Vi afholdt dem jævnligt i omkring fem år, normalt hjemme hos mig. Når festen var færdig, var der mange af gæsterne, der holdt deres egne små efterfester. De begyndte at holde hemmelige fester, som ingen nævnte med et ord, for at holde bandemedlemmerne ude. De fester spredte sig til Indien og endda helt til London. Nogle af dem bliver stadig afholdt. Når jeg tager til Mumbai, Dubai eller Karachi, bliver jeg stadig ringet op af gamle venner, som spørger, om jeg har lyst til at feste ligesom i gamle dage.

Interessant... Synes du ikke, at den slags kommer lidt på kant med din muslimske tro?
Måske, men som oftest er det meget usikre mennesker, der anklager dig for den slags. Religion er en personlig ting, et direkte forhold til Allah. Jeg tror på rigtigt og forkert. Jeg har aldrig i mit liv skadet nogen, og jeg tror på, at hvis jeg skal vejes på vægtskålen, så vil der være mere godt end dårligt. Vi havde det virkelig sjovt, og vi gav folk en mulighed for at udforske deres forhold og dem selv, langt mere end de nogensinde havde troet muligt. Det var som en forsmag på både himlen og helvede i en verden, der ikke havde plads til os.

Tænker du tit tilbage på dengang?
Hele tiden. Vi havde det virkelig fedt og var virkelig ude og eksperimentere. Ikke ligesom ungdommen i dag, der sidder fanget bag deres computerskærme. Vi havde store tanker og ideer, og modet til at forfølge dem. Som tiden går, kommer jeg længere væk fra den tid og det sted, og i takt med det bliver mit liv trist og konservativt med jakkesæt og slips. Men det er måske bare den tid, vi lever i.