”Jeg stryger lige kasketten,” siger Søren Pind og lægger pirathatten fra sig på talerstolen. Under den pompøse hovedbeklædning kommer hans silverback-slikhår til syne, idet han stirrer med sit ene gode øje ud på kødranden af journalister. Guldknapperne glimter på uniformen, og fra halsen hænger kommandørkorset af Dannebrogordenen.

Søren Pind tog i dag afsked med dansk politik efter 25 år, og aldrig har overdragelsen af et ministerium været en større fest.

Jeg elsker at hade Søren Pind. Stort set alt, han står for politisk, er jeg lodret uenig i, men jeg har altid respekteret ham på sådan en Stockholmssyndrom-agtig måde.

For i en politisk verden fyldt med flade personligheder, spin og løgne er det befriende at have en Elvis-dyrkende excentriker med glasøje gående, der siger præcis, hvad han mener – også selvom det går imod baglandet og i øvrigt er røvprovokerende.

Men det var ikke den afgående ministers meritter, der stjal rampelyset i dag. Det gjorde hans påklædning derimod. Søren Pind valgte nemlig at sige farvel til politik iført en replika af de traditionelle uniformer, som ministrene tidligere gik klædt i.

Det har længe været en våd drøm for Venstre-manden at iføre sig den anakronistiske mundering i embeds medfør.

“Indtil 1909 bar ministre uniform, men så afskaffede Radikale Venstre det, selvfølgelig – de forfærdelige mennesker,” sagde Søren Pind i 2017 til Euroman med vanlig sans for arrogance. Pinds ønske om at klæde sig ud, når han gik på arbejde var så stort, at han tog det op i Folketingssalen, hvor han spurgte, hvorfor ministre ikke længere gik i uniform.

Til trods for den uhyrlige mængde af dumme spørgsmål og pseudo-debatter, der foregår blandt de folkevalgte, var Pinds forespørgsel alligevel for meget for hans kollegaer, som ifølge ham selv “slet ikke havde sans for storheden i det”, og udråbte det til det syvende dummeste spørgsmål i Folketingssalen det år.

Søren Pind fik at vide, at han var i sin gode ret til at bære uniformen, men det er først nu, han har taget sig sammen til at få den fremstillet. Kostumet, oplyser Søren selv, har kostet 40.000 kroner, og det er uklart, om det er ham eller staten, som har punget ud. Men i tilfælde af, at det er for egen regning, så går det nok. Med afskeden følger nemlig et gyldent håndtryk på 1,8 millioner kroner, for slet ikke at tale om de 156.153 kroner om året, han vil modtage, når han fylder 63 og dermed når pensionsalderen (fem år før os andre).

Under alle omstændigheder lignede Søren Pind en lykkelig mand, som han stod dér i sin admiraludklædning og sagde farvel og tak til sit politiske liv. Den spraglede venstreløve fik godt nok ikke sit ønske om at blive boss for det Kongelige Teater opfyldt, men udklædningsstuntet lover godt for en eventuel karriere på de skrå brædder.

Afslutningsvis samlede Søren Pind sin pirathat op fra talerstolen og kiggede på sin afløser, Tommy Ahlers, der i bedste amerikanske stil er en rigmand kendt fra tv.

”Jeg vil gerne slutte af med at svinge min hat,” lød de afsluttende ord, og lad det være et passende farvel til en af dansk politiks mest flamboyante personligheder.

Farvel, Søren – jeg kommer ikke til at savne din politik, men folketinget bliver et kedeligere sted uden dig.