Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA og bringes her med bidrag fra Noisey Danmark
Mandag morgen skal der laves kaffe til kontoret, sættes nye patroner i printeren og analyseres salgstal på arbejdet, men den absolut sværeste opgave er at rode stakken af weekendens nye udgivelser igennem. Det er selvfølgelig dejligt at sidde med sådan et overflødighedshorn af musik til rådighed, når man skal fyre op under en ny uge, men det kan være svært at finde ud af, hvor man skal begynde. Derfor præsenterer vi hver uge en liste over vores favoritter blandt de album, mixtapes og ep’er, der er udkommet inden for den sidste uges tid. Du kan lytte til alle numrene her på siden. Listen er hverken udtømmende eller særligt fair, men sådan er livet jo. Værsgo.
Videos by VICE
Offset, 21 Savage & Metro Boomin: Without Warning
21 Savage dukkede op som en komet på himlen, da han udgav Savage Mode sidste år, hvis succes i nogen grad skyldes Metro Boomins eminente produktion, der supplerede 21’s melankolske aura med hjemsøgende beats. Issa Album var et nødvendigt og succesfuldt spring over i en lettere stil, men vi har alle sammen gået og ventet på, at 21 skulle vende tilbage til skyggesiden (i musikalsk forstand selvfølgelig). Without Warning kom lige i tide til den første Halloween i den post-faktuelle tidsalder og fungerer både som opfølger og expansion-pack til Savage Mode. Ep’en benytter noget af den samme mørke alkymi som forgængeren, men med Offsets upbeat-energi til at balancere 21s tunge flow. –Phil Witmer.
DJ Seinfeld: Time Spent Away From U
Seinfelds første album er et langt mere seriøst udspil, end kritikerne måske forventede. Det er ikke sikkert, at det ændrer folks holdning til lo-fi house, men pladens storslåede og supernørdede tour de force i housemusikkens historie er imponerende. Pladen tilbyder også lytteren et sjældent indblik i den ellers så muntre producers privatliv. I en pressemeddelelse hedder det sig nemlig, at Time Spent Away From U er “en lang kærlighedserklæring efter et knust hjerte… forfattet på et tomt dansegulv.” Det er derfor meget passende, at Time føles, som om det er mere optaget af timerne, efter man har forladt natklubben: din ven ligger og sover den ud på sofaen, TV’et står og flimrer, og du har en sat en YouTube-playliste på med et for længst glemt club-mix ripped fra et kassettebånd. Pladen vækker en form for nostalgi og længsel efter en fest, du aldrig har været til. –Tim Gagnon
Cannibal Corpse: Red Before Black
Cannibal Corpses fremragende nye album Red Before Black er lige udkommet på Metal Blade Records. Florida-ikonerne har nu udgivet over to dusin plader, hvoraf 19 har budt på Fishers velkendte, halsflænsende dødsgrowlen. Han meldte sig under fanerne i 1995, hvor han erstattede bandets gamle vokalist Chris Barnes (som i dag optræder med Six Feet Under) lige i tide til at optage Vile, der udkom i 1996. Da Barnes forlod bandet, signalerede det også begyndelsen til en subtil ændring i bandets æstetik. Cannibal Corpses pladecovers og tekstunivers havde indtil da været ganske chokerende, voldsforherligende og misogynistiske (derfor er flere af deres tidligere plader også fortsat bandlyst i Tyskland, Rusland og Østrig). Det var æraen, hvor bandet producerede numre med farverige titler som blandt andet “Fucked With a Knife,” “Entrails Ripped from a Virgin’s Cunt” og “She Was Asking for It”. Selv om Fishers tekster også er inspireret af splatterfilm og tegneserieagtig vold, så adskiller de sig markant fra Barnes’ i kraft af, de ikke specifik handler om kvinder længere. Bandet optræder stadig med mange af de gamle numre, men som Fisher fortalte mig, “I dag diskriminerer vi ikke nogen. Vi dræber alle.”
-Kim Kelly
Shamir: Revelations
“They say we don’t feel pain, they say we’re gross and vain,” synger Shamir på bandets seneste track “90’s Kids.” Sangen er en smuk lo-fi-ballade og har en besynderlig æterisk kvalitet – som om det er en melodi, du hører din sambo nynne i bruseren eller din nabo høre i radioen på den anden side af væggen. Det er den type sang, hvor man ender med at stå med øret klinet op af væggen for at høre den bedre. Men det er ikke bare en fængende popmelodi. Den udtrykker også på eminent vis den berusende blanding af eksistentiel gru, lammende angst og humor, enhver, der bruger alt for lang tid på at scrolle gennem memes på telefonen, kan nikke genkende til.—Daisy Jones
Liima: 1982
Et album lavet af de tre medlemmer af danske Efterklang og den finske percussionist Tatu Rönkkö, og som er co-produceret af Chris Taylor fra Grizzly Bear. Ud over at lyde som en våd drøm for alle Henrik Vibskov-beklædte københavnertyper for ti år siden, er det også virkeligheden på Liimas andet album, 1982. På pladen viser gruppen, at deres musikalske evner og legesyge godt kan bruges til at lave nogle mere klassiske sangstrukturer, end det for eksempel har været tilfældet i Efterklang. Det resulterer i et nostalgisk album, der samtidig udfordrer lytteren. Hornbriller er valgfri under gennemlytning. —Lasse Cato
Willow: The 1st
Willow Smith sagde i et interview med the FADER, at hun har dedikeret de sidste to år af sit liv til at lære musikteori samtidig med at bruge tid på sang, som hun har fået undervisning i, siden hun var lille, og det er virkelig noget, man kan høre på The 1st. Willow kanaliserer store helte og inspirationskilder som Lauryn Hill og Tori Amos, når hun på sit charmerende og ambitiøse andet pladeudspil fremmaner ung kærlighed, angst og den værdi, hun finder i at være ærlig over for sig selv, om hvem hun er. Hendes stemme svæver på tracks som “Romance” og “Warm Honey” og på trods af hendes unge alder, er det tydeligt, at hun bliver en stor musikalsk kraft.—Tiffany Wines
