Nu bliver krige livestreamet

De bliver kedelige. Og vi bliver skuffede.

|
19 oktober 2016, 7:00am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Motherboard

Hundredtusindvis fulgte i går morges med i invasionen af den IS-besatte irakiske by Mosul – det gjorde de live via Facebook og YouTube.

Det mest populære stream – der var flere – blev delt af det kurdiske netværk Rudaw, og delt videre af blandt andet The Washington Post og britiske Channel 4. Nogle seere kommenterede positivt på offensiven, andre var mere forargede over selve livestreamingen. Vrede smileyer og Wow!-emojis svævede over levende krigsbilleder, mens flere bemærkede, at det hele mindede lidt for meget om en dystopisk sci-fi-hallucination om krigsliderlig kultur.

For de fleste engelsksprogede seere, der fulgte med i de her streams, var der ingen forklaring, ingen kontekst, ingen undertekster eller oversættelser – bare billeder af et øde, fremmed landskab overstrøet med mænd og lastbiler, der stod og kukkelurede, sporadisk afbrudt af vold. Og i dette tomrum udbrød kommentatorerne: "HVORFOR ER DER IKKE NOGET SKYDERI, EKSPLOSION. JEG VIL SE KRIG," smiley smiley.

Men hvilken krig? Måske et af de mange fiktive slag i film, computerspil og TV, fra steder med enten rigtige eller fantasifulde navne, ikke at det i virkeligheden betyder så meget, om det seneste Call of Duty finder sted i Afghanistan eller det ydre rum?

"Krig er 99 procent kedeligt og en procent ren spænding og/eller terror," skriver David Axe, der er krigskorrespondent og redaktør for nyhedssiden War Is Boring, i en email. "Man skynder sig at vente, bevæger sig langsomt, rykker frem, holder kontrolpunkter, forsyner sig, opdaterer sin plan og information, hviler, spiser, tanker op, rykker frem igen, og så videre og så videre. Det kan være kedeligt og langtrukkent. Indtil skududvekslingen begynder. Og så er det på ingen måde kedeligt. Men krig er i virkeligheden det omvendte af actionfilm."

At se livestreamet fra Mosul-offensiven uden nogen kontekst eller forklaring mindede mig lidt om, første gang jeg så Werner Herzogs 1992-film Lessons of Darkness. I den viser Herzog langsomme gengivelser af brændende oliefelter i Kuwait efter Golfkrigen, der var resultatet af hærens "scorched earth-politik" under tilbagetrækningen.

Men Herzog giver os ikke nogen politisk eller historisk kontekst. Han siger ikke, at det er i Kuwait eller overhovedet på Jorden. "Der er ikke så meget som en enkelt indstilling i filmen, der kan identificeres som vores planet, og alligevel ved vi, at den er nødt til at være skudt her," sagde han om filmen. Han ønskede at skabe en metafysisk skildring af konflikt og at stikke dybere, end nyhedsudsendelser gør til trods for deres hvirvelvinde af fakta og detaljer. Det semantiske vakuum af billeder, der kunne være fra hvilken som helst krig, giver en dybere forståelse af krigens generelle natur.

Men i 2016, flere årtier efter Lessons of Darkness blev udgivet, og på sociale medier i stedet for i et mørklagt arthouse-teater spytter vakuummet noget helt andet ud end dyb, metafysisk visdom om menneskelig natur. I stedet bruger folk kommentarfeltet til at bede om penge. De diskuterer porno. De citerer Green Day-sangtekster. De kalder folk for "cucks".

Selvfølgelig var det ikke alle, der reagerede på den her måde. Men det var der mange, der gjorde.

"Livestreamet har journalistisk værdi," skriver Axe og bemærker, at det generelt er en god ide at ignorere kommentarer lige meget hvor på internettet, man støder på dem.

Hvis man skal dømme ud fra livekommentarerne, så minder livestreamingen af en krig meget om livestreamingen af en koncert eller et hvilket som helst andet arrangement. Men betyder de lave udgifter ved at dele nogen andres stream, koblet med det høje antal seere, at det er noget, vi kommer til at se igen? "Helt klart, ja," skriver Axe.

Læs mere fra VICE og Motherboard:

Sådan er det at feste i en krigszone

Hvem har ansvaret for den atombase på Grønland, der dukker op, når indlandsisen smelter?

Kan over 100 mennesker stoppe et landende fly i GTA V?