stoffer

​Vi fik en dansk cokepusher til at rangere sine kunder

Der findes gode og dårlige kokainkunder.

af Lars Jellestad
10 marts 2016, 9:48am

Illustrationer af Mikaela Saletti.

Livet som kokainbud er ikke altid en dans på roser. Dine stribevis af utålmodige kunder går nemt over til konkurrenten, og din døgnrytme kan ikke undgå at blive påvirket, når du skal levere næsekrydderi til nattelivet weekend efter weekend. Og så er der den overhængende risiko for, at du kommer til at tilbringe en væsentlig del af dit liv i fangenskab.

Men hvis du holder din sti ren og sørger for at udskifte dit "vagtnummer", før det havner i hænderne på de forkerte, kan du sagtens passe din forretning stille og roligt uden for meget indblanding fra ordensmagten. Det fortæller pusheren PA, som efterhånden er en veteran i faget. PA har naturligvis ikke lyst til at stå frem med fuldt navn på grund af sit kriminelle erhverv, men redaktionen er bekendt med hans identitet. I snart et årti har han kørt København tynd og leveret kokain til barer, bopæle og backstage-fester.

Selvfølgelig er fælden klappet et par gange for ham, "ellers har du ikke solgt nok," som han siger, men alligevel har han relativt hurtigt kunnet vende tilbage til sin metier efter kortere ophold bag tremmer. I hans tilfælde løber de "kortere ophold" op i et par års fængsel sammenlagt, men det er selvfølgelig også småting i forhold til de livstidsdomme, der raskt væk bliver delt ud til de større fisk i fødekæden.

Det handler om mådehold, påpeger PA. Ifølge ham selv er han aldrig blevet ramt af det storhedsvanvid, der sendte Tony Montana og andre i samme branche på tvungen pension. Han er aldrig blevet grådig. PA har derimod sørget for at begrænse sig til den liga, hvor det aldrig rigtig bliver spændende for håndhæverne af narkolovgivningen.

Og når man har været i gamet i så mange år som ham, så lærer man en ting eller to om ens produkt og de mennesker, der køber det. PA har nemlig altid selv stået for udbringningen, og for at blive klogere på, hvem der egentlig giver folk som ham smør på brødet, fik vi ham til at fortælle os om sine kunder. PA foreslog selv, at vi startede med hans yndlingskunder og sluttede med bundskraberne. Vi giver ham ordet her.

Illustrationer af Mikaela Saletti

Modefolk

Fresh kunder. De suger helt sindssygt, især under modeugen, og generelt er det ikke pengene, der er problemet for dem. De kan også godt finde på at købe stort ind, når champagnen flyder, og det hele skal se smart og glamourøst ud. Der er godt med friværdi og godt med penge på repræsentationskontoen, og de er slet ikke typerne, der bitcher over, at prisen lige pludselig er steget i takt med efterspørgslen. Jo, og så er der mange homoer i miljøet, og de har ikke børn, så en lille hverdagsfest efter lukketid kan hurtigt udvikle sig til en god forretning for mig på de stille dage. Nok mine bedste kunder, selvom pengene ikke sidder lige så løst på dem som før finanskrisen.

Roadies

Eller i det hele taget folk, der er på turné. De her mennesker elsker at suge, og de køber stort ind. Jeg har mange gange suset forbi Pumpehuset, Forbrændingen og så videre med et æg (10 gram coke, red.) til stagehands eller måske en promoter, der agerer på vegne af et band i festhumør. Det er pissefedt, for de er tit ret ligeglade med prisen og synes bare det er sejt, at de har scoret stoffer på udebane. Det er ikke i alle byer, det er så let som her. Jeg kender et par promoters og nogle managers, der sørger for at sende dem videre til mig, når behovet opstår.

Håndværkerne

Gode folk at have i sin fold. Sorte penge, fyraftensbajere og svendegilder med mange unge betyder god business for mig. Men folk bliver også ældre, og de håndværkere, der tidligere udgjorde en væsentlig del af min kundekreds, har nu travlt med at passe børn og nå hjem til forstæderne, før myldretidstrafikken tager til.

Bartendere

Du får mig ikke til at nævne navne på barer, men lad os bare sige det sådan, at en håndfuld bartendere på udvalgte steder ved, hvem jeg er, og så kan vi i fællesskab tjene en skilling på et drikkelag, der gerne vil have en sjov aften. Det foregår sådan, at bartenderen overhører en samtale mellem gæsterne om mulighederne for at skaffe drys, og hvis han føler, at de er seriøse, så kan bartenderen i al diskretion nævne, at han kan hjælpe - men kun hvis de er villige til at købe en vis mængde og til en pris, der giver barmanden mulighed for at skumme fløden.

Ludomaner

Kokain og spilafhængighed går generelt rigtig godt i spænd, og det siger sig selv, at når man vinder på rulletten, så vil næsen have del i festen. Og man kan sjovt nok også få lyst til en streg, når man har tabt en hel månedsløn på et par timer. Jeg er sådan set ligeglad med om de vinder eller taber - har de penge, kan de få. Men det er et lidt snævert segment, som man ikke rigtig kan basere sin forretning på.

De stabile misbrugere

De er ude at skide, ingen tvivl om det, men de lægger en pæn skilling i min butik og formår på en eller anden måde at balancere kokainen med, hvad de ellers laver. Men det kan gå to veje for dem. Enten finder de ud af, at deres økonomi ikke kan holde til det i længden, og så stopper de og går i afvænning, eller også så begynder de selv at sælge. Det er jo klassikeren. Så meget skal man heller ikke skyde af, før ens eget forbrug er finansieret, og hvis man alligevel ikke har et job, så ligger det jo lige for at starte sin egen forretning op.

Rygerne

Et mindre, men interessant segment af kunder, der sætter pris på kvalitet og forsyningssikkerhed. Omvendt sætter jeg pris på deres penge og respekt for aftaler. Det er ikke nattelivsgæsterne, der finder på at ryge en sten kokain, men derimod de lidt ældre kunder, der har været i gamet længe. Der er også dem, der er i forfald, og som hurtigt kan glide ind i en tungere kategori, som slet ikke er til at arbejde med.

Turister

Ikke værd at spilde tid på. Du kan selvfølgelig godt være heldig at rende ind i en flok glade svenskere med penge på lommen, specielt på Roskilde Festival, men i det store hele er det ikke værd at jagte turister. Hvorfor? Fordi de ikke kommer igen. Det hele handler om at opbygge en stabil kundekreds, så du har bedre muligheder for at planlægge og bestille hjem.

Snotungerne

Folk er tidligt ude i dag med at prøve snavs første gang. Siden jeg startede i branchen, har jeg set, hvordan mine kunder er blevet yngre og yngre, og i dag er det helt normalt at få opkald og beskeder fra 17-18-årige, der er blevet sultne med næsen. Men jeg beder dem normalt om at fucke af. Ikke kun fordi jeg ikke gider at sælge til mindreårige, men også fordi de ikke har styr på en skid. Unge kunder betyder fulde kunder, som for det meste også er på røven. Så ender man op med at ligge og køre rundt inde i Gothersgade og lede efter fire stive gymnasieelever, der har splejset til et enkelt gram. Hvis man skal sige noget godt om kokaindebutanterne, så er det, at de aldrig bitcher over kvaliteten. Kun prisen.

Cokevragene

Der er mange forskellige måder at være junkie på, og i mit game ser jeg ikke de der helt udknaldede typer, der vælter rundt i Istedgade og sælger alt muligt lort, de har stjålet for at få råd til deres junk. Jeg ser funktionsnarkomanerne, som sikkert har gang i et eller andet, men de har fandme også gang i en solid narkokarriere. De skal have coke hver dag, og tro mig, selvom det ser pænt nok ud på overfladen, så krakelerer glansbilledet altid før eller siden. Jeg har også slæbt et par gode kunder til NA og Modtageenheden, før det kom derud.

Lad mig forklare et forløb for dig. En gut, lad os sige en sælger med en halvsmart mellemlederstilling, begynder at købe hos mig, og i løbet af det første år stiger hans forbrug fra et par gram i weekenden til et enkelt om dagen og opefter. Pludselig begynder han at ringe på alle mulige mærkelige tidspunkter, fordi hans døgnrytme er fucket helt op, og jobbet er der heller ikke længere. Så begynder han at ville have på klods, og så har man dilemmaet, for hvis jeg siger nej, risikerer jeg at miste en god kunde, der trods alt lægger mange mønter i kassen, men siger jeg ja, så har vi balladen, ikke? Så begynder junkielortet for alvor.

Og pengene? De kommer fucking aldrig. I bedste fald truer jeg ham til at betale, men så er det gode forhold slut, for pludselig sidder vi ikke og tager streger sammen og leger, at vi er venner. Det pis stoppede ligesom, da jeg truede med at smadre hans fjæs. Eller gjorde det. Og så går han over til en anden. Og hvis jeg giver ham på munden - sådan rigtigt på munden - så tror han, at han dermed har betalt sin gæld af. Men det har han jo ikke. Så må man efter ham igen, den her gang med endnu hårdere midler, og så er det, man risikerer, at han går til politiet og stikker dig. Det er jo bare en lortesituation, og derfor prøver jeg også at undgå, at det kommer derud. Der er ingen vindere.

Nasserne

De er jo egentlig ikke mine kunder, men alligevel nogen, jeg bruger meget tid på i løbet af en arbejdsnat, så lad os kalde dem klienter. Alle de mennesker, der nasser på min coke, og som bilder sig ind, at fordi vi er venner, så falder der nok lidt af til dem i løbet af natten. Og hvis ikke gratis, så vil de have det til indkøbspris. Jeg deler normalt kun ud til gode homies eller damer, jeg gerne vil knalde. Og selv ikke dér er jeg rundhåndet. Mit gode udseende klarer arbejdet for mig.

Rettelse 11. marts 2016: Det er præciseret, så det fremgår af artiklen, at redaktionen er bekendt med pusheren PA's fulde identitet.

Læs mere om stoffer i Danmark:

Det lærte vi om stoffer i 2015

En gymnasie-dealer forklarer, hvordan man sælger stoffer til studerende

Vi talte med et offer for klapjagten på kokain-kunder i København