Annoncering
Film

​Radioaktivitet er en by i Rusland - som du ikke må besøge

Instruktøren af dokumentarfilmen 'City 40' siger, at han har mistet kontakten til de mennesker, der satte deres liv på spil for at fortælle deres historie.

af Tomas Urbina
06 juni 2016, 5:00am

Alle billeder fra 'City 40'

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Det ser ud til at være et dejligt sted. Når man står midt i byen, så har Ozersk en charme som en europæisk hovedstad: Smukke parker, store offentlige pladser, søer og tusindvis af mennesker, som lever deres liv i fred og harmoni. For de fleste af indbyggerne er det også præcis sådan byen føles. Udover selvfølgelig at hele byen er gennemsyret af radioaktivitet og omringet af vagter og kraftige pigtrådshegn. I årtier var byen ikke engang på et landkort.

Tilbage i 1947 besluttede Sovjetunionen at bygge en hemmelig by, hvor de kunne udvikle atomvåben i de tidlige stadier af Den Kolde Krig. Det var bygget med Richland i Washington som forbillede, hvor amerikanerne havde bygget "Fat Man," den plutoniumbombe, de smed på Nagasaki i Japan i de døende minutter af 2. Verdenskrig. Dybt inde i Rusland blev området først døbt City 40, og det var her Sovjetunionens første atombombe blev udviklet. Tusinder af mennesker blev flyttet til den afsides by, som blev bygget af russiske fanger, heriblandt de videnskabsmænd og teknikere, der skulle arbejde på Mayak-atomkraftværket.

De fik mere ud af det end nogle andre russiske kammerater kunne drømme om: Velbetalt arbejde, et sted at bo, fremragende uddannelse og sikkerhed. Men der var også omkostninger. De opgav deres frihed og alle former for kontakt med resten af verden. I dag, mere end tre generationer senere, er der ikke meget, der har ændret sig: Byen er hjemsted for Ruslands atomreserver og den er lige så hemmelig som altid.

Historien bliver fortalt i den nye dokumentar City 40, hvor instruktør Samira Goetschel får adgang til den forbudte by og de indbyggere, som har valgt at udtale sig, selvom de udsætter sig selv for en stor risiko. VICE mødtes med Goetschel til Toronto's Hot Docs hvor City 40 havde verdenspremiere.

VICE: Hvad kan du fortælle om, hvordan du fik adgang?
Samira Goetschel: Vi opholdt os uden for byen i nogle dage. Det ligger inde i en kæmpe skov. Vi så os om efter steder, hvor vi kunne snige os ind, men det var umuligt. Det var fuldstændig umuligt. Altså, vi snakker dobbelt pigtrådshegn og bevæbnede vagter, så man kommer ikke bare sådan ind. Jeg fandt med det samme ud af, at vi havde brug for hjælp fra en på indersiden. De ved, at de ikke må snakke med hvem som helst udefra. Alle udefra er fjender. Det gælder ikke kun udlændinge, men også de russere, der bor lige udenfor byen. Så den paranoide stemning er der stadig, og jeg ville undersøge, om folk ville snakke med mig. Jeg tog springet, og de tog mig til sig og begyndte at fortælle.

I filmen bliver de mennesker, der bor i City 40 sammenlignet med dyr i zoologisk have. Der bliver passet godt på dem, men de kan ikke komme ud.
For at sikre at folk blev der – de havde alligevel ikke tænkt sig at flygte – men for at sikre at de var glade for at være der, skabte regeringen et paradis for dem. Så de havde alt tænkeligt, de kunne have brug for og langt mere sammenlignet med udenfor murerne, hvor folk ingenting havde. Man kunne ikke finde dem på kortet, de var en stat inde i en stat. Deres identitet blev slettet. De eksisterede ikke udenfor byen. Jeg synes, det var som om, de var med i et afsnit af The Twillight Zone. Det er som om, de mennesker slet ikke lever i vores dimension.

Det var simpelthen så fascinerende for mig, at jeg øjeblikkeligt stoppede med at være filmskaber eller journalist eller, hvad vi skal kalde det. Jeg stoppede med at dømme.

Hvilke former for frihed, som vi nyder her i Vesten, har indbyggerne i City 40 ikke adgang til?
De har ikke adgang til noget som helst. De må ikke forlade byen. Under de første otte år af programmet, havde de ikke tilladelse til at tage nogle steder hen. Den mest basale frihedsret, vi har, er den frie bevægelighed. Det er en umistelig ret, vi har, vi er født med den, og disse mennesker har ikke den ret, og de er slet ikke klar over, at det går imod deres rettigheder. Hvis man vil forlade byen nu, skal man have exit-visa til specifikke dage eller specifikke tidspunkter, man må rejse på, og kun til bestemte steder. Men beboerne bor i en by, de ikke kan forlade, og de påstår ikke, at deres rettigheder bliver krænket – for dem er det hele deres verden.

Hvis de er glade, er der så noget galt med det?
Det, jeg håber at opnå med filmen, er præcis hvad du taler om. Jeg kæmpede virkelig med, hvordan jeg skulle fortælle historien rigtigt, for det havde jeg lovet dem. De risikerede deres liv for at fortælle mig historien. Russerne bliver altid præsenteret og repræsenteret af medierne og Hollywood som enten ofre eller mafia. Man hører aldrig rigtig deres stemme, så jeg besluttede at lade dem tale for sig selv. Lad publikum få en forbindelse til dem og identificere sig med dem gennem deres historier, og lad publikum få del i deres oplevelse, så de forstår virkeligheden.

Der er en meget smuk sø i filmen, men den er faktisk giftig.
De er udsat for radioaktivitet, både langsigtet og kortsigtet. I begyndelsen - og de gør det stadig - smed de radioaktivt affald i naturen, om det så var i søerne, i jorden eller ud i luften. Der er en bestemt sø, der er så forurenet af plutonium, at de lokale bare kalder den plutoniumsøen. Der er et skilt ved søen kun for dem. Der står "ingen adgang," fordi to timer ved søen er nok til at slå dig ihjel. Så hvis vi opholdt os der, ville vi allerede være døde. Andelen af kræftpatienter er enorm, og deres børn bliver født med kræft. De dør med kræft. Men for dem er det en del af livet.

Der er en central karakter i filmen, en enlig mor og menneskerettighedsadvokat, der kæmper for de folk, der er negativt påvirket af radioaktiviteten i byen. Hvilken risiko udsatte hun sig selv for ved at være aktivist i en forbudt by?
Nadia blev født i byen og voksede op der. Hun blev gift der og har fire børn. I starten synes hun, ligesom alle andre, at det var en fantastisk by, det var et paradis. Men efterhånden som hun begyndte at lære, hvad der skete med miljøet, deres rettigheder og alt andet, begyndte hun at stille spørgsmål. Du skal huske, at man ikke må stille spørgsmål.

Så de myndigheder, der leder byen, ved hvad hun laver. Det øjeblik hun gjorde historien bredere kendt, og begyndte at snakke med folk som mig, kom hun i kæmpe problemer. Hun blev forfulgt af de lokale myndigheder, FSB. De tog over efter KGB og er det hemmelige russiske politi. Hun kom ud i nogle store problemer med dem. Du snakker ikke, og hvis du gør, har du forrådt sagen. Du har forrådt din by, du har forrådt dit land, og du har forrådt moderlandet. Og moderlandet er alt.

Hvilken risiko udsætter de sig selv for?
En ufattelig, helt vild risiko. Du ser f.eks., hvad der sker for Nadia i filmen. Men i forhold til de mennesker, som faktisk stadig bor i byen, så har jeg mistet kontakten til dem. Jeg mener, det er livstruende, hvad de har gjort. Jeg må ikke snakke om det, men de har ligefrem sat deres liv på spil ved at bryde stilheden. De har forrådt Moder Rusland ved at tale med udefrakommende.

Men de gjorde det frivilligt?
De gjorde det frivilligt, fordi de i deres stille sind tænkte, "vi kommer til at dø alligevel." Det er de mennesker, som har forstået hvad der foregår og tænkt "vi skal dø lige meget hvad. Vi kan lige så godt fortælle vores historie og fortælle resten af verden, hvad der foregår her," for 80% af indbyggerne opfatter ikke, hvad der sker.

Læs mere fra VICE:

Graffitikunst i perfekt harmoni med dystopiske industrilandskaber

Mød guiden der smugler turister ulovligt ind i Tjernobyl

Fukushima fem år efter atomkatastrofen

Tagged:
Rusland
Vice Blog
Atomkraft
City 40
radioaktivitet
konspiration
kold krig
Dokumentarac