Hvor tæt er vi på at kunne printe vores eget tøj?

Denne artikel er en del af Sustainability Week og er udarbejdet med sponsorat fra Copenhagen Fashion Summit.

Modeindustrien er har altid været en del af teknologiske landvindinger. I 1700-tallet var den en essentiel del af den industrielle revolution: Da de første dampmotorer bumlende satte i gang, var tekstilindustrien i fuld sving med at producere stof. I 1930'erne opfandt videnskabsmænd noget, der hedder syntetiske fibre, hvilket banede vejen for hidtil usete forandringer, som f.eks. t-shirten, som du måske selv har på lige nu. Nylon kom til som en udløber af plastik og blev brugt til snart sagt alt: Faldskærme, trusser, fiskesnøre, shorts, kabler. Nu om dage regner vi kunststoffer i tøjet som noget ganske almindeligt, men nye tider på vej: Måske vil vi om nogle få år også tænke, at det er ret standard at downloade en fil online og printe en kjole derhjemme.

3D-printeren er blevet berømt og berygtet for at skabe tænder, våben, proteser, møbler og stort set alt andet, man kan designe på en computer, og den er godt på vej til at blive vor tids ultimative revolutionerende værktøj. Folk som den hollandske designer Iris van Herpen, som har lavet tøj til Björk, Karl Lagerfeld i hans 2015-kollektion for Chanel samt den brasilianske designer Pedro Lourenço har alle brugt en til at lave sko, tilbehør og tøj. De kan alle sammen siges at være en del af fortroppen i designere, der eksperimenterer med den nye platform og de muligheder, den tilbyder. Den 27-årige israeler Danit Peleg er også en del af denne gruppe og kan måske endda påstås at være længere fremme: Hun var den første til at 3D-printe en hel kollektion derhjemme.

Peleg fik sin uddannelse fra Shenkar College of Design. Det tog hende ni måneder, mange studietimer, nætter på kontoret og hjælp fra tekniske eksperter at printe hele kollektionen. Til trods for alt det hårde arbejde tror hun på, at denne metode snart vil være en naturlig del af hverdagen for alle, der gider. "Folk kan godt lide at være uafhængige. De vil gerne gøre tingene selv. gør det selv-kulturen er virkelig stærk. 3D-printere bliver billigere og hurtigere for hver måned, der går. Jeg tror, at rigtig mange vil have vænnet sig til teknologien i den nærmeste fremtid," siger hun.

Videoen om hendes projekt gik viralt, og hun begyndte at holde foredrag og workshops om det. Idéen så ud til at virke. Men selv Peleg indrømmer, at alt ikke er godt. "Lige nu tager det 300 timer at lave en kjole. Vi har heller ikke så mange materialer at eksperimentere med," siger hun. Ifølge designeren tager det omkring tolv dage at færdiggøre et stykke tøj lavet af FilaFlex, en fleksibel, blød, gummiagtig tøjfiber. "Lige nu kan det være meget udfordrende, men i fremtiden tror jeg, teknologien vil udvikle sig hurtigt".

Ligesom Peleg tror Andrew Bolton, kurator for Manus x Machina-udstillingen på New York Metropolitan Museum (MET), også på potentialet i 3D-revolutionen. I anledning af temaet for dette års Met Gala (Fashion in an Age of Technology), hvor Claire Danes var iført en selvlysende kjole, har udstillingen også fremvist nogle printede stykker beklædning. Bolton tror også, at teknologien snart vil være tilgængelig for alle, og desuden fremhæver han, at metoden er miljøvenlig. "Det er intet spild med printeren, hvor der altid er spild med tekstiler," siger han til finansmediet Bloomberg.

Bolton og Pelegs entusiasme er velbegrundet. Alligevel er der nogen, som ikke forestiller sig 3D-printere i folks hjem i nogen nær fremtid. Som lektor på universitetet i Espirito Santo i Brasilien var Gabriel Menotti med til at 3D-printe et væld af objekter til New Digital Art Biennalen.

Menotti tror ikke på, at 3D-print er en holdbar løsning på den korte bane. For det første skal man investere i en 3D-printer, som koster mange tusinde kroner, for det andet er teknologien så umoden, at det tager enorme mængder tid at printenoget brugbart. "Det, der bekymrer mig, er, hvordan visse teknologiske fremskridt ukritisk hyldes som den universelle løsning på de problemer, som vidt forskellelige industrier står over for, som om teknologien ved et trylleslag vil revolutionere produktionsmidlerne til gavn for lokale økonomier."

Han er heller ikke særlig optimistisk med hensyn til al den snak om bæredygtighed. "Mange af de råmaterialer, den bruger, såsom ABS, er plastik lavet af petroleum, som ikke er en vedvarende ressource. Set i det lys, hvor bæredygtig kan teknologien så være?" Desuden vil elpriserne stige markant, siger han. Det betyder - hvis vi er realistiske - at det meget vel kan være en brugbar teknologi for modeindustrien, men vi er langt fra at se 3D-printere blive anvendt bredt.

Den væsentlige pointe her er, at teknologien til at printe en gummiskjorte allerede er derude. Så det er op til os hver især at fordybe os i det. Købe udstyret, lære at bruge det og udføre de nødvendige tests. Indtil videre er det lettere at købe et magasin om syning og gå i gang ved symaskinen, hvis man vil lave sit eget tøj. Som vi alle ved, er det anvendelighed, der gør ny teknologi populær.