Jeg tog til maskingeværfest i Wyoming med kanoner, børn og pulled pork-sandwiches

Det er ligesom at være til hvilket som helst andet tivoli eller dyrskue ude på landet. Der er bare automatvåben og granatkastere i stedet for forlystelser.

|
13 oktober 2016, 8:00am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Alle billeder af Ryan Dorgan

Som man ville forvente, giver en 90mm-kanon et ordentligt brag, men alligevel bliver jeg overrasket over den trykbølge, som våbnet udsender, når det fyrer et projektil på størrelse med en termokande flere kilometer ud i horisonten. Til den 19. årlige Northern Rockies Machine Gun and Cannon Shoot i juni piskede skud fra den enorme kanon, der stod for enden af en 500 meter lang landingsbane, så store støvskyer op, at jeg ikke kunne se, om skuddene ramte plet. En af trykbølgerne blæste kasketten af en tilskuer ved siden af mig, som om vi var i en tegneserie. Det samme tryk sendte et – meget ægte – stykke flintesten flyvende ind i min hals.

Machine Gun and Cannon Shoot i Casper, Wyoming er en ud af kun en håndfuld årlige, organiserede events i USA, hvor folk samles for at affyre militærudstyr som kampvogne og fuldautomatiske rifler for sjov, ifølge Stu "Doc" Rubens, der er en af arrangørerne bag eventet. Rubens, der er pensioneret læge, startede eventet i 1997, da han samlede en håndfuld mennesker fra lokalområdet, der ejede maskingeværer ligesom ham, for at skyde ude på en ranch.

"Det var en kold, klam forårsmorgen," fortæller Rubens mig. "Der dukkede seks mennesker op, og vi havde det skide skægt."

Eventet udviklede sig gennem det næste årti, i takt med at maskingeværsejerne skabte en nonprofit organisation, Wyoming NFA Shooters, og fandt større områder at fyre den af på. Lokale og besøgende fra regionen begyndte at udleje deres våben via "shooting stations", så ikke-ejere kunne betale for at opleve den rendyrkede glæde, det er at affyre eksotiske skydevåben. Overskuddet fra arrangementet blev doneret til det lokale brandvæsen – altså blev skydefesten en offentlig indtjeningskilde, omend en ydmyg en af slagsen.

"I 2006 var der kun 10 registrerede skydesteder, og det, der skete, var stort set bare, at folk dukkede op og skød," fortæller Gareth West, der driver et lokalt våbenrestaureringsfirma og er en af de nuværende arrangører bag eventet. "I dag er vi nået op på 72 skydesteder, og det er blevet en familiebegivenhed. Folk har nyfødte med, ufødte børn. Jeg har set ældre mennesker i kørestole. Vi ser hele molevitten. Der er selvfølgelig mange, der kan relatere til skydevåben."

En pige samler patronhylstre op med en magnet på en pind.

Næsten alle i USA har et eller andet forhold til våben – selvom det forhold i voldsom grad kan variere. En uge efter skyde-eventet i Wyoming åbnede Omar Mateen ild med en semiautomatisk Sig Sauer-riffel i en natklub i Orlando, hvor han dræbte 49 mennesker og sårede yderligere 53. Tre uger efter brugte Micah Xavier en semiautomatisk AK-74 SKS-riffel til at dræbe fem politibetjente i Dallas. Disse hændelser er bare de seneste kapitler i den lange, blodige historie af masseskyderier i USA – en blodig historie, der har givet dele af befolkningen en afskyende foragt for skydevåben.

Men West rejser børster af sammenligningen mellem hans lovlige, våbenfyldte verden og Mateen – der, som West bemærker, befandt sig (midlertidigt) på FBIs liste over terrormistænkte og derfor nok ikke skulle have haft lov til at købe et våben til at begynde med. "Et våben er bare et værktøj," fortæller han mig. "Det er brugerens hensigt, der er problemet, ikke værktøjet. Når man snakker om situationer, hvor folk bliver skudt på af en sindsforvirret person, så kald det, hvad det er."

Tilskuere får sig en pause.

En af grundene til, at West arrangerer maskingeværfesten, er, at han gerne vil afmystificere og normalisere militærvåben for den brede befolkning. Og den er god nok. Når man ankommer til eventet, føles det meget som at komme til ethvert andet tivoli eller dyrskue ude på landet i Wyoming: Autocampere og pickups, der står parkeret i bynken, madboder, der sælger sandwich med pulled pork og t-shirts, tilskuere, der myldrer rundt over det hele, og en lang række telte af den allestedsnærværende art, man kender fra kræmmermarkeder og festivaler. Den eneste forskel er, at disse kanvastelte rummer borde og skabe fyldt med AK-47-rifler, Uzier, sovjetiske PKMer, .50-kalibers snigskytte-geværer, Thompson SMGer og et hav af andre anordninger, der spytter ild og bly (eller bowlingkugler, som er tilfældet med en af granatkasterne).

"Hvis det findes, og det kan skyde, så har vi haft det," siger West.

I den anden ende af skydelinjen fra 90mm-kanonen står Russ Morgan oven på sin Stuart Tank i armygrønt og aviators og gnaver i en cigar som general Patton. Ved siden af ham står to mænd i borgerkrigsudklædning og presser krudt ned i deres antikke kanon. Det er helt klart lidenskaben for militærhistorie, der har inspireret mange af deltagerne – Rubens, en af arrangørerne, fortæller, at det var hans interesse for krigshistorie, der førte til købet af hans første maskingevær. Men til eventet virker det ofte, som om linjerne mellem militær virkelighed og fantasi bliver sløret. Der er legitime krigsveteraner til stede – den mest synlige er Bill Black, en pensioneret underofficer fra flåden og arrangementets officielle skydebanekommandør, der har positioneret sig oven på en container, hvorfra hans meddelelser og ordrer runger ud gennem et lydanlæg. Men de fleste er her bare for at lege krig. Den store kanon blev brugt tilbage i 1967 under Seksdagskrigen, da Israel først besatte Gazastriben og andre palæstinensiske territorier. Men dens nuværende ejer, Dean Kingersmith, siger, at han kun affyrer den til events to gange om året – og at han nogle gange skyder med løst krudt til ceremonier.

Ellers står den bare til pynt i haven, forklarer han.

Bill Black er den officielle skydebanekommandør for Northern Rockies Machine Gun and Cannon Shoot i Casper, Wyoming

"I Wyoming er der mange, der ikke er klar over, at de gerne må eje et class-three-våben," fortæller West mig. Class three (eller "title II") er en betegnelse for de apparater, der falder under NFA (National Firearms Act), en lov fra 1934, der blev vedtaget for at komme bandevold fra forbudstiden til livs og senere justeret af den amerikanske kongres i 1960erne. NFA-våben omfatter alt fra fuldautomatiske maskingeværer til lyddæmpere, rifler og jagtgeværer med korte løb, tanks, kanoner og bazookaer – det vil sige alt, hvad du har set i actionfilm – samt mere obskure våben som pen gun og Marble Game Getter.

"Så længe man er amerikansk statsborger og har våbentilladelse, må man eje et class-three våben," forklarer West, der fortæller mig, at han har en statsautoriseret våbentilladelse og betaler en særlig erhvervsbetinget skat, der bemyndiger ham til at mægle køb og salg af class-three-våben. Nogle delstater har deres egen, særskilte våbenlovgivning, og potentielle købere af class-three våben i hele landet skal have foretaget baggrundstjek. Men hvis du har en pletfri straffeattest, lidt tålmodighed og omkring 6500 dollar (43.500 kroner) til en Mac 10 SMG eller 25.000 dollar (167.600 kroner) til en Thompson, kan du komme til at eje din helt egen.

Barack Obamas præsidentperiode har været en turbulent tid på markedet for class-three-våben. Mellem 2009 og 2015 steg antallet af ansøgninger, der blev behandlet af Bureau of Alcohol, Tobacco, and Firearms, fra folk, der ønskede at producere, købe, eksportere eller registrere NFA-skydevåben med 256 procent. Antallet af bevillingshavere som West, der betaler en særlig erhvervsbetinget skat og derfor kan producere class-three-våben eller formidle deres salg, er steget fra 3600 i 2009 til omkring 10.000 i dag.

Den udbredte forvirring om, hvorvidt det er lovligt at eje et maskingevær, stammer hovedsageligt fra højprofilerede forsøg på at regulere "assault-våben" – der for det meste har været nyttesløse, som man kan udlede af, at offentlige maskingevær-events er en ting. Hver gang et masseskyderi er på forsiderne, er der snak om at indføre et forbud mod våben som AR-15, AK-47 eller deres mange afledninger, der er populære blandt terrorister både i USA og andre steder i verden. Men fordi forkæmperne for våbenrettigheder har så meget politisk magt, undviger selv de mest frygtindgydende våben – skydevåben, der helt klart er fremstillet til krigsførelse og det tætteste, fortalere for våbenkontrol kommer på lavthængende frugt – enhver form for legitim regulering.

Ansvarlige hobbyister som West, der ikke skader nogen ved at pløkke med automatvåben ude på bøhlandet, gør det sværere at identificere den iboende ondskab i "assault-våben" (et begreb, West afviser som noget medieskabt, der ikke har reel betydning inden for våbentaksonomi). Faktisk er det ret sjældent, at NFA-skydevåben overhovedet bliver brugt i en kriminel sammenhæng, med undtagelsen af et flabet bankrøveri i 1997. Masseskyderier begås næsten altid med semiautomatiske våben, der er billigere og nemmere at få fat på. Og det er kun en meget lille brøkdel af voldelig kriminalitet i USA, der begås med rifler i alle afskygninger.

Det har fået nogle af de mennesker, der kæmper for at få reguleret våbenloven til at stille spørgsmålstegn ved, om militærvåben i virkeligheden er spild af deres tid. Skuddrab er en amerikansk epidemi – skydevåben blev brugt til at dræbe over 300.000 mennesker i USA mellem 2005 og 2015. Men størstedelen døde ikke af AR-15 skud, men af håndvåben. For amerikanere, der bor i storbyer, hvor skudepisoder ikke kun er et abstrakt fænomen fra nyhederne men en barsk realitet på lokalplan, virker kampen for at indføre forbud mod automatvåben i stigende grad som spildte kræfter – eller i hvert fald som spild af politisk kapital. Omkring halvdelen af ofrene for skyderier i USA er sorte mænd, og historierne om deres dødsfald ofte tæt forbundne med fattigdom, arbejdsløshed, dårlig eller mangelfuld uddannelse, massefængsling og andre biprodukter af strukturel racisme. Derfor vil man også skulle tage fat på disse andre indgroede, sociale problemer, hvis man for alvor vil komme den amerikanske skudepidemi til livs – i stedet for bare at ønske de store våben væk.

I Wyoming er NFA-skyderne godt klar over, at våben, der udelukkende er konstrueret til krig, er ekstremt farlige. I et brev, som gruppen sendte til potentielle deltagere i årets event, nævnes en hændelse fra 2008, hvor en otte-årig dreng ved et uheld dræbte sig selv med en mini-Uzi til et maskingevær-event i Massachusetts. Som respons nedlagde arrangørerne bag Wyoming-eventet forbud mod udlejningen af automatvåben med korte løb og krævede, at alle de skydende skulle deltage i et sikkerhedsmøde. Mange af de fremmødte skydere var børn, og de voksne førte seriøst og nænsomt tilsyn med dem og lærte dem at kontrollere geværløbet, at sigte og om generel, ansvarlig omgang med skydevåben.

De deltagende iagttager bowlingkugle-morteren – dagens længste "hang time" var 26 sekunder

Jeg er selv vokset op med jagt i Wyoming og var ikke chokeret over at se børn med skydevåben. Ja, nogen af dem kunne teoretisk set godt slutte sig til militser som voksne eller finde andre måder at bruge deres evner på ondskab – Sandy Hook-skyderen Adam Lanza tilbragte angiveligt tid på skydebanen sammen med sin mor. Men jeg tror nærmere, at den tidlige udsættelse for våben kan sammenlignes med den måde italienske forældre lader deres børn drikke vin og derved dulmer fascinationen med det forbudte.

Folk i Wyoming har tendens til at sætte en ære i deres evne til at holde skydevåben og skudepisoder adskilt – delstaten er den, hvor der er flest skydevåben per indbygger, men også nogle af de laveste kriminalitetstal (selvmordsraten er til gengæld skyhøj, og langt de fleste tager livet af sig selv med skydevåben). Mange af dem, der ejer våben, gør det for at tage del i statens robuste jagtkultur. Bernadine Craft, der er delstatens senator gennem længere tid (men dog ikke deltog i maskingeværfesten), påpeger, at der næsten ikke er nogen i Wyoming – i hvert fald ikke hende selv – der opponerer mod retten til at eje våben for folk, der vil bruge dem til at dræbe et dådyr, en elg eller en antilope.

"Men det der er ikke lad-os-gå-ud-og-skaffe-vores-kød-til-vinteren-våben," siger hun til mig. "Man bruger ikke et assault-våben, når man jæger rådyr. Jeg ved ikke, hvad dit budskab er, hvis du snakker om kanoner, maskingeværer, AK-47ere – det, vi forbinder med terrorisme, med snigskytter, med konflikt. Det er noget, vi forbinder med at slå mennesker ihjel."

En hvirvelstorm af sporlysammunition affyret under Mad Minute.

Solen går ned, og flere familier ankommer med legesyge, pilende børn, teenagere går rundt i grupper, og søde par holder i hånd. Det hele smager af støv og lugter af brændt pulver, og det er svært at føre en samtale, fordi alle har høreværn på. Alligevel bryder en form for klassisk amerikansk sommeratmosfære frem – i en sværm af mænd med pistoler på hoften.

Himlen sortner, og Bill Black – oppe på sin container – erklærer, at 'Mad Minute' skal til at begynde. De skydende har indstillet skyderiet i flere minutter og ladt deres våben med sporlys-ammunition. Da Black gør tegn til det, åbner alle ild, og skydebanen bliver oplyst af, hvad der ligner millioner af lysspor, der bevæger sig ualmindeligt hurtigt henover jorden, preller af en bakke i distancen og bliver kylet ud i nattehimlen, hvor de svæver yndefuldt i et øjeblik, inden de forsvinder som ildfluer blandt nattens første stjerner.

Læs mere VICE:

Jeg er ung og sort, og jeg vil ikke dø

I billeder: Fotos der skildrer den syntetiske narkoepidemi, som hærger Gaza

SE: Den første blinde amerikaner med våbentilladelse