Stuff

Mød forskeren, der har opfundet syntetisk sprut, som udrydder både tømmermænd og alkoholrelaterede dødsfald

Vidundermidlet er her! En forsker har opfundet et stof, der virker som alkohol, men hverken giver dig tømmermænd eller slår dig ihjel.
11.11.16
En Alcosynth-cocktail (Foto: Suzannah Nutt)

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Fun fact! Alkoholmisbrug fører til hundredetusindvis af dødsfald hvert eneste år.

Vi ved alle sammen, at det er virkelig sjovt at drikke, men det er jo egentlig også gift, og det er der sikker allerede en eller anden hellig tosse, der har fortalt dig i en nedladende tone. Det er en giftig væske, der giver Panodil-fabrikkernes overskud, fordi millioner af mennesker har millioner af tømmermænd, og alkohol kan også føre til mere alvorlige lidelser end ondt i hovedet og følsomhed overfor skarpt lys og høje lyde – blandt andet leversvigt, kræft og hjertesygdomme.

Annoncering

Heldigvis findes der folk som professor David Nutt. Udover at være en helt er han tidligere rådgiver for den britiske regering, og han har brugt det seneste årti på at udvikle en syntetisk form for sprut, uden alt det dårlige. Nutt er overbevist om at Alcosynth – som lidt lyder som en eurodance-DJ, men altså er navnet på produktet – har erstattet rigtig alkohol fuldstændig inden 2050. Alligevel er der en del udfordringer inden da. Selvfølgelig er de store, magtfulde alkoholproducenter ikke begejstrede, og så er der desværre noget absurd lovgivning, som står i vejen. Specifikt drejer det sig om, at David Nutt kommer fra Storbritannien, og her indførte man sidste år en en lov, som gør lanceringen meget besværlig.

VICE: Hvornår begyndte du at arbejde på alcosynth?
Professor David Nutt: Det var tilbage i 2005, da jeg arbejdede for regeringen. De har en slags fremtidsværksted, og temaet var hjerneforskning og stoffer. Hele mit professionelle liv har jeg arbejdet på at nedsætte bivirkningerne ved alkohol, som hele sundhedssektoren kæmper mod. Fra min første dag som læge har jeg forsøgt at gøre noget ved slagtilfælde, afvænningssymptomer og alle de andre alkoholproblemer, vi ser på skadestuen. Det fede ved fremtidsværkstedet er, at man skal tænke abstrakt og brainstorme en hel masse. Lige pludselig kom vi frem til, at man aldrig rigtig kan slippe for alkoholens negative konsekvenser, fordi det er jo gift. Så måske man kunne erstatte det? I ti år har vi ledt efter et alternativ, og videnskaben er nået langt. Vi kan efterligne de gode effekter ved hjælp af andre farmakologiske stoffer.

Og nu har I fundet jeres endelige produkt?
Vi har to forskellige, som vi har testet på mennesker, og flere patenter i baghånden, hvis det alligevel ikke fungerer. Alkohol smager jo ad helvedes til – der er ingen, der drikker ren alkohol. Vi har tænkt os at skjule smagen ved stoffet på samme måde, som man gør med alkohol. Enten kan man så let som ingenting putte det i alkoholfri øl eller tonic, eller også kan det ende i mere sofistikerede drinks. Vi ved, at det virker i de drinks, som folk generelt godt kan lide. Drinks er den letteste vej ind på markedet. Der er mange cocktails, som blev opfundet under forbudstiden, for i smugkroerne var sprutten ganske enkelt frygtelig, så der skulle virkelig gøres en indsats for at skjule smagen, og sådan blev cocktails eksotiske i smagen og en rigtig kunstart. Det er samme tilgang, vi har. Man skal maskere smagen af alcosynth.

Annoncering

Men det vil også sige, at vi ikke kommer til at have tømmermænd?
Altså, nu er tømmermænd ikke ligefrem vores førsteprioritet, men de er selvfølgelig en klar og tydelig indikation på at alkohol er giftigt. Der er også nogen, som får forstoppelse, men bekæmpelse af tømmermænd er ikke målet med vores arbejde. Vi kunne sagtens lave et stof, som kunne fjerne tømmermænd, men det ville få folk til at drikke alt for meget. Tømmermænd afskrækker folk. Det har aldrig været formålet med alcosynth, men det er bevis på, at det ikke er giftigt.

Og der er et maksimalt niveau for effekten af stoffet?
Det er baseret på dose/respons-kurven. Jo mere man tager af et stof, jo mere kan man mærke. Hvis man bliver ved med at indtage mere og mere alkohol, dør man til sidst, fordi påvirkningen af hjernens receptorer er maksimal og giftig – og alkohol virker på mange receptorer. For at nedsætte risikoen fokuserer vi på én eller to receptorer og minimerer interaktionen med andre receptorer. Man designer også molekyler, der aldrig vil producere en maksimal effekt. Man kan endda designe molekyler, der slet ikke har nogen effekt. Bare se på heroin: Hvis du tager for meget, dør du. Men der findes en antagonist, der hedder Naloxon, som vi giver til folk, hvis de er ved at dø, som vækker dem. Der findes også stoffer midt imellem, som vi kalder delvise antagonister. Der er for eksempel Buprenorphin, som er meget udbredt, og som er designet til at være en sikrere form for heroin. Det er altså et helt etableret farmakologisk princip. Vi prøver at gøre det samme med alcosynth. Det er en delvis antagonist, der aldrig kan producere en maksimal effekt og aldrig kan slå dig ihjel.

Annoncering

Artiklen fortsætter herunder…

Hvorfor er det ikke blevet gjort før?
Det er alt for radikalt. For en forsker er det simpelthen oplagt. Spiritusindustrien beskæftiger faktisk mange videnskaber. Biokemi var eksempelvis et felt, der blev opstartet i 1850'erne af alkoholproducenter for bedre at kunne forstå, hvorfor forskellige typer gær skabte så forskellige øl. Hver eneste fabrikant har tusindvis af forskere. De siger til mig, at jeg har fat i det rigtige, og at de gerne vil være en del af det. De giver mig ret i, at ingen vil drikke alkohol i 2050. På den anden side har cheferne intet problem med at gå på pension om fem år og lade det være nogle andres problem. Videnskaben ved, at der bliver nødt til at ske noget.

I tobaksindustrien har Marlboro sagt, at de vil gøre alt i deres magt for at gå væk fra brændende tobak til sikrere alternativer. Spiritusindustrien ved, at de er tvunget til at gå samme vej, enten på grund af videnskabeligt pres eller offentlig efterspørgsel. Men de vil gøre det så langsomt som muligt, for den nemmeste vej til at tjene penge er at blive ved med at sælge alkohol.

Kan alcosynth komme til at blive ramt af den nye lov om psykoaktive stoffer, når nu det påvirker hjernen på en eller anden måde?
Det er et godt spørgsmål. Det ved vi ikke endnu. Loven har endnu ikke været i brug, for der er ingen, der forstår, hvad meningen med den er. Det eneste, loven gør, er at skræmme investorer, fordi den skaber usikkerhed. Det er en absurd lovgivning. Hvad er formålet med en lov, der aldrig bliver håndhævet? Det var intet andet end signalpolitik ved sidste valg. Dødsfald forårsaget af lovlige psykoaktive stoffer dræber fem mennesker om året. Det er ikke besværet værd at lave en lov for at redde fem mennesker, når alkohol dræber 25.000. Loven blev lavet for at gøre det lettere for politiet at lukke head shops – butikker, der sælger rygeudstyr, Bob Marley-plakater og lovlige stoffer. Folk kan ikke lide dem, fordi de ikke bryder sig om de mennesker, der benytter butikkerne. Men butikkerne holder stadig åbent, for det er altså ikke de lovlige stoffer, de tjener deres penge på.

Annoncering

Et andet formål med loven var at gøre det sværere at sælge lattergas på festivaler. Det siger sig selv, at det var spiritusindustrien, der stod bag den del af lovgivningen, fordi det hæmmede salget af alkohol. Det er sværere at sælge lattergas på gadeplan nu, men det handler mest om nemmere at kunne styre, hvad folk indtager. Det får investorerne til at ryste i bukserne, og tabloidpressen kunne sikkert sagtens få folk til at gå i panik over alcosynth.

Storbritannien er et hul i jorden. Vi tager vores idé med til at land, der har en mere rationel tankegang.

I forhold til langsigtede konsekvenser kunne det her altså være revolutionerende?
Selvfølgelig. Det er ikke giftigt, og det er medicinsk sikkert. Det er hundrede gange sikrere end alkohol.

Hvornår kunne det blive virkelighed?
Giv mig 60 millioner kroner, og så er det til salg til jul. Vi skal lancere det for investorer i Tyskland snart. Det er bare endnu et eksempel på, hvordan tåbelig lovgivning kan sende vigtige opfindelser til et andet land.

Tak for snakken!

Læs mere på VICE:

Derfor bliver dine tømmermænd meget værre i tyverne

Jeg drak mig i hegnet for at finde ud af om sex kan kurere tømmermænd

Denne flæskestegssandwich hjælper dig gennem de værste tømmermænd