FYI.

This story is over 5 years old.

Culture

Vi har spurgt kvinder fra hele Europa, hvordan de håndterer uønsket opmærksomhed i nattelivet

"Pludselig knappede han sine bukser op og hev pikken frem."

En frisk og selvsikker gang, blikket i fortovet eller et fast greb om telefonen i jakkelommen. Når man som kvinde går alene rundt i byen om aftenen, kan det ske, at et eller andet kryb beslutter sig for at følge efter eller chikanere en. Den ønskværdige løsning på det problem er selvfølgelig, at alle mænd lærer at respektere kvinder (som så mange mænd allerede gør), men ind til videre må kvinder leve med utrygheden.

Annoncering

For bedre at forstå, hvordan kvinder håndterer den uønskede opmærksomhed på gaden, har vores kolleger rundt om på kontinentet spurgt kvinder fra 13 forskellige byer, hvornår de føler sig utrygge om aftenen – og hvordan de håndterer den følelse.

PARIS, FRANKRIG

Marie, 26, studerende

VICE: Er der steder i Paris, hvor du ikke føler dig tryg alene om aftenen?
Marie: Mest i velhaverkvartererne, faktisk, for der er gaderne for det meste tomme på det tidspunkt, så ingen opdager det, hvis du bliver overfaldet. Men at tage metroen om aftenen er nok det værste.

Hvorfor det?
Foruden det generelle ubehag ved at være i en lukket stålvogn under jorden med en masse andre andre mennesker, så har jeg også haft nogle klamme oplevelser dernede. Der var en gang en fyr, der prøvede at skubbe mig ned på skinnerne, mens jeg ventede på toget. Der har også været et par stoddere, der har onaneret foran mig, og en anden gang var der en galning med et barberblad i sin blodige hånd, som fulgte efter mig.

Hvordan håndterer du den slags?
Jeg går bare fra stationen, hvis jeg føler mig utryg. Det er noget af en prøvelse at gå alene om aftenen som kvinde. Der er altid et eller anden røvhul, der kommer med en kommentar. Især, hvis man har høje hæle på – den lyd, de giver, tiltrækker bare skumle typer.

MILANO, ITALIEN

Lidia, 25, revisor

VICE: Er der bestemte gader eller områder i Milano, du er bange for at være i, når du er alene om aftenen?
Lidia: Generelt føler jeg mig ikke utryg, men jeg er lidt mere påpasselig, når jeg er i et mere råt område eller en isoleret forstad, hvor der ikke er så mange mennesker. Ironisk nok har jeg oplevet mest chikane i de mere centrale og travle områder af byen.

Hvad kan der ske?
For et par måneder siden sad der en mand over for mig i toget på vej hjem, som pludselig knappede sine bukser op og hev pikken frem. Det var ikke første gang, det er sket for mig – det var fjerde gang, faktisk. Så det var ikke ligefrem chokerende for mig, men jeg satte mig på en ny plads.

Annoncering

Tror du, du er blevet immun over for det?
Jeg tror aldrig, det vil afholde mig fra at færdes i byen om aftenen. Men det er tankevækkende, at så mange kvinder oplever det her hver eneste dag – at det at blive chikaneret dybest set er normen.

LONDON, STORBRITANNIEN

Pria, 29, negletekniker

VICE: Føler du dig tryg, når du færdes alene i London om aftenen?
Pria: Som regel, ja. Jeg bor i East Ham, hvor der godt kan føles lidt skummelt. Så nogle gange er det lidt uhyggeligt – især om aftenen.

Gør du noget særligt for at føle dig mere tryg?
Jeg vælger bevidst ikke at have høretelefoner på, og jeg undgår øjenkontakt. Hvis jeg er alene, og jeg ser nogen komme imod mig, som gør mig utryg, så lægger jeg min telefon væk og går over på den anden side af gaden.

Er der nogensinde sket noget, som har afholdt dig fra at færdes alene om aftenen?
Der er aldrig sket noget virkelig slemt for mig i den forstand, og derfor har jeg det egentlig OK med at færdes alene. Jeg er fra Derbyshire, og jeg føler mig generelt tryggere i den lille by, jeg kommer fra, men der er stadig skumle mennesker. Jeg føler mig af og til tryggere i London, fordi der er flere mennesker på gaden – hvis der sker noget, så er der flere til at gøre noget.

BERLIN, TYSKLAND

Gisa, 28, BUTIKSEJER

VICE: Føler du dig utryg i Berlin?
Gisa: Jeg har aldrig været alvorligt bekymret for min sikkerhed, men Berlin har helt sikker sine områder, hvor jeg kan føle mig en smule utryg. Jeg er ofte ude på mærkelige tidspunkter, hvilket betyder, jeg møder nogle ret mærkelige mennesker på min vej.

Hvor sker det henne?
På Hermannplatz i Neukölln for eksempel. Der var en fyr, der fulgte efter mig ved højlys dag og råbte sexistiske kommentarer efter mig. Jeg tror ikke, han var helt rigtig i hovedet.

Annoncering

Men det påvirker ikke din generelle følelse af tryghed?
Nej, generelt føler jeg mig tryg, især når jeg kører på cykel. Jeg synes ikke, folk burde være så bange – Berlin er slet ikke så slem, som folk tror.

BUKAREST, RUMÆNIEN

Elena, 30, MEDSTIFTER AF NGO

VICE: Er der et bestemt område i Bukarest, hvor du føler dig utryg om aftenen?
Elena: Jeg føler mig utryg på St. George's Square om aftenen, som ligger i hjertet af Bukarest. Der er en masse forladte huse og besættere. Der var jeg udsat for noget i sommer.

Hvad skete der?
Jeg var på vej hen til min bil omkring klokken 17, da en fyr sprang på mig bagfra. Han tog mig på brysterne og munden og trak mig tilbage meget voldsomt. En fyr, som holdt vagt på parkeringspladsen, kom og hjalp mig og skræmte manden væk. Han virkede ikke hjemløs eller psysisk syg, og hvis han bare ville stjæle mine ting, ville han jo have taget fat i min taske i stedet for min krop.

Tror du, Bukarest er særligt farlig for kvinder, som er alene om aftenen?
Altså, man skal ret jævnligt lægge ører til på verbale overfald, og der findes også en kulturel opfattelse af; 'Hvad lavede hun ude så sent, og hvorfor havde hun nederdel på?' Og derudover er der den her tanke i Rumænien om; 'Jamen, jeg slog hende bare, det er jo ikke, fordi jeg slog hende ihjel.' Så gadechikane er ikke et stort problem for dem, som tænker på den måde.

BARCELONA, SPANIEN

Uda, 22

VICE: Føler du dig nogensinde utryg, når du går alene hjem om aftenen?
Uda: Meget ofte og ikke kun om aftenen. Mænd har råbt efter mig, bedt om mit nummer og chikaneret mig.

Er der et bestemt sted i Barcelona, hvor du helst ikke går hen alene?
Det er faktisk værre lidt uden for Barcelona – i Badalona eller Mataró for eksempel. Der bor så mange fyre, som ikke har noget job og ikke har noget at lave hele dagen, som bare hænger ud og plager de kvinder, der tilfældigvis går forbi.

Annoncering

Hvorfor tror du, Spanien kan være et utrygt sted for kvinder, der går alene om aftenen?
Det er nok relateret til machokulturen, som stadig er meget tilstedeværende i Spanien. Men det kommer selvfølgelig an på fyren. Jeg er muslim, og jeg oplever stadig en stor ulighed mellem kønnene i vores miljø. Jeg tror ikke, det har noget at gøre med religion – det er en kulturel ting og et spørgsmål om opdragelse. Min far har overhovedet ikke et macho-mindset, men min kæreste har. Han kan ikke lide, hvis jeg færdes ude alene eller sammen med mine venner.

BEOGRAD, SERBIEN

Sofija, 19, STUDERENDE

VICE: Undgår du at gå alene om aftenen i bestemte dele af byen?
Sofija: Ja, jeg undgår alle gader, der ikke ligger i centrum, og dem, hvor der ikke er gadelamper eller mennesker. Egentlig bare alle gader, der ikke er de store hovedveje. Det er vel bare et forsøg på at at undgå, at der sker noget.

Hvordan kommer du så hjem om aftenen?
Jeg går aldrig alene hjem. Enten tager jeg en taxa, eller også overnatter jeg hos en veninde eller min søster.

Hvorfor?
Det er ret uhyggeligt, hvis der er mørkt, og jeg vil ikke have, der skal ske noget med mig. Jeg har hørt mange historier. Jeg bor i en forstad, men jeg studerer i Beograd, og jeg har hørt om den her pige, som tog den samme vej hjem, som jeg gør, og hun blev voldtaget.

STOCKHOLM, SVERIGE

IDA, 24

VICE: Er der en bestemt gade i Stockholm, hvor du ikke færdes alene om aftenen?
Ida: Ikke rigtigt, men jeg føler mig ikke så tryg tæt på banegården. Der er mere politi nu, men generelt sker der mange ting deromkring.

Har du oplevet noget særligt truende, mens du har været alene ude om aftenen?
Ikke rigtig. Jeg har følt mig meget sårbar, når jeg er i metroen, og der ikke er så mange mennesker, men jeg har som regel en hættetrøje på, og min stil er ret kønsneutral, så jeg bliver nogle gange forvekslet med en fyr. Jeg har oplevet en del agression fra mænd, som antager jeg er en fyr, og som vil slås.

Annoncering

Hvad kunne få dig til at føle dig tryggere?
Det ville være nemmere som mand. Alle kan selvfølgelig blive overfaldet eller berøvet, men der er en anden dimension af frygt, som jeg ikke tror, ciskønnede mænd nogensinde vil forstå eller opleve på samme måde. Og det ville helt klart hjælpe med mere oplysning på området.

WIEN, ØSTRIG

Anna*, 20, studerende

VICE: Er der et område i Wien, hvor du føler ubehag ved at færdes alene om aftenen?
Anna: Jeg bor i forstæderne, og om mandagen er jeg aldrig hjemme før klokken 21. Min station med toget er som regel ret affolket på det tidspunkt af dagen – bortset fra ældre mænd, som tidligere har været virkelig klamme over for mig.

Hvad har de gjort?
De spurgte mig, hvad jeg lavede helt alene og kom med nogle upassende kommentarer eller spurgte, om jeg ville tage hjem med dem.

Hvad gør du, når sådan noget sker?
Jeg prøver at ryste dem af ved at gå hurtigt og selvsikkert. Hvis det ikke virker, siger jeg til dem, at jeg ikke har tid til at snakke, og at jeg går hjem til mig selv. Heldigvis har det virket indtil videre.

ZÜRICH, SCHWEIZ

Carmela, 42, hjemmegående mor

VICE: Er der et område i Zürich, du forsøger at undgå, når du færdes alene om aftenen?
Carmela: Jeg kan ikke lide at gå ned ad Langsstrasse i Zürichs red light district om aftenen. Jeg føler mig utryg der selv om dagen. Hvis der sker dig noget i Zurich, så er det der. Og jeg har hørt, der sker en del i forstæder som Schwamendingen. Det får mig bare instinktivt til at undgå området.

Har du oplevet noget særligt slemt, som får dig til at føle dig utryg nu?
Jeg har aldrig været involveret i en bestemt episode, nej. Jeg har boet i Zürich i 16 år, og heldigvis er der aldrig sket noget traumatisk. Jeg tror også, det er, fordi jeg altid har boet i områder, der generelt er ret sikre.

Annoncering

AMSTERDAM, HOLLAND

Natasja, 29, STUDERENDE

VICE: Er der bestemte steder eller områder, du forsøger at undgå, når du er alene ude om aftenen?
Natasja: Nej, jeg har udviklet et tykt panser ved at vokse op i Amsterdam. Der var en gang i toget om aftenen, hvor en mand satte sig ved siden af mig og begyndte at røre ved mig. Jeg råbte af ham, og så løb han ind i den næste vogn. I en periode satte jeg mig kun ved siden af kvinder i toget, men jeg bærer ikke som sådan rundt på oplevelsen længere.

Hvad gør du for at undgå at blive chikaneret?
Man kan overveje, hvordan man klæder sig på. I dag er jeg klædt ret drenget, og så sker der ikke så meget på gaden. Det ændrer sig til gengæld, når jeg har noget mere feminint på.

WARSZAWA, POLEN

Carolina, 22, studerende

VICE: Er der et område eller en gade i Warszawa, hvor du ikke kan lide at færdes alene om aftenen?
Carolina: Lige da jeg var kommet til Polen, boede jeg i Żoliborz i den nyere del af Warszawa. Jeg skulle gå igennem mange mørke byggepladser derude, og jeg havde det tit, som om nogen holdt øje med mig eller fulgte efter mig.

Hvorfor tror du, kvinder føler sig utrygge ved at gå alene?
Kvinder opfattes som værende svagere end mænd. Det er måske nemmere at røve eller chikanere en kvinde, fordi man tænker, hun ikke svarer igen. Der er større sandsynlighed for, at en mand kæmper imod. Engang stod jeg og pakkede instrumenter sammen efter et job med mit band på en klub, og mens jeg løftede en af kasserne, spurgte klubejeren mig: "Er den der ikke for tung til en kvinde?"

Annoncering

ATHEN, GRÆKENLAND

Sofia, 18, studerende

VICE: Er der en gade i Athen, som du er bange for at gå ned ad alene om aftenen?
Sofia: Der er aldrig sket noget, men jeg er bange for at gå alene. Selv når jeg er hos en ven, så ringer jeg til min bror og beder ham komme og hente mig. Der er ikke en bestemt gade, jeg er bange for – bare mørke, smalle gyder. Tidligere gik jeg slet ikke ud alene. Hvis jeg var nødt til det, lad os sige fra Ilion til Peristeri, så skulle det være sammen med nogen. Det er til gengæld blevet bedre nu.

Hvor kommer frygten fra?
Jeg ved det ikke. Man hører historier i TV, og ens forældre advarer en. Min far siger altid, jeg ikke skal gå alene hjem, men i stedet ringe til ham eller min bror. Det er sådan, jeg er opdraget.

*Annas navn er blevet ændret på hendes anmodning.

Mere fra VICE:

Vi spurgte kvinder over hele Europa, hvad de bliver tiltrukket af på Tinder

Europæiske turistattraktioner set gennem Pokémon Go

'Jeg synes faktisk, Storbritannien er lidt arrogante': Europæere reagerer på Brexit