Mød krigsveteranen, som fører kamp mod Københavns kaffepriser

FYI.

This story is over 5 years old.

danmark

Mød krigsveteranen, som fører kamp mod Københavns kaffepriser

Jonathan Zagouri har skiftet krig ud med kaffebar og kæmper nu nogle helt andre kampe. Både med sig selv og imod prisniveauet i København.

29-årige Jonathan Zagouri ejer kaffebaren Zaggi's ved søerne i København. Det er der ikke umiddelbart noget særligt ved i en by, der drukner i koldbryg, latte til 45 kroner, og Aeropress-filtre. Men på Zaggi's sælges både, kaffe, kage, toast og sandwich til 15 kroner, og Jonathan er ikke prototypen på en københavnsk barista. Han har været med kamptropperne i Helmand, han brygger kaffe til både overklassen og gadens folk, og så fører han krig mod de københavnske kaffepriser.

Annoncering

Jeg startede min kaffebar, fordi der skulle ske noget nyt i mit liv. Jeg havde været i forsvaret i seks år og kunne ikke rigtig finde mig selv længere. Jeg blev udsendt i 2011 med kamptropperne fra Slagelse, og jeg var syv måneder i Helmand. Det var noget af en tur.

Militæret har givet mig meget på både godt og ondt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle bruge mit liv på, men jeg tænkte, at det at gøre noget godt for andre var vejen frem. Om vi soldater så rent faktisk gjorde noget godt for andre, det er en helt anden historie.

Alle billeder af Amanda Bødker

Jeg havde været hjemme fra Afghanistan i tre år, før jeg kom i gang med mit kaffeprojekt. Jeg havde allerede leget lidt med tanken, før jeg tog afsted, men havde hverken pengene eller tankevirksomheden til at føre det ud i livet. Jeg var jo stadig en lille dreng, da jeg tog til Helmand.

Jeg gik egentlig i gang med en civil uddannelse betalt af militæret, men da jeg havde siddet i klasselokalet i to uger og mest af alt havde lyst til at skyde mig selv af bar kedsomhed, tænkte jeg, at der skulle ske noget drastisk.

Så jeg lånte en masse penge til højre og venstre. Af familie og hvor jeg ellers kunne få hjælp. Jeg har egentlig ikke tjent en krone de sidste to år. Jeg har kun betalt af på gæld.

LÆS MERE: En feltkoks største frygt er diarré i geleddet

De penge, jeg havde tjent i Afghanistan, havde jeg drukket væk og brugt på stoffer og alt muligt andet lort. Det var også derfor, livet var ekstra hårdt, da jeg kom hjem. Man bliver lidt skør af at være i militæret. Man kan godt komme til at begrave sig lidt i sine egne tanker, og så finder man nogle måder, man kan få de tanker på afstand. Og som så mange andre med den slags problemer fandt jeg min løsning i nattelivet.

Annoncering

Jeg kan godt lukke mig inde i mig selv, og når alt står virkeligt skidt til, så er min bedste ven en flaske whisky. Det kan jeg ikke løbe fra. Men det er noget, man lærer at leve med. Og så må man forsøge at minimere skaden på sig selv og de mennesker, man holder af. Jeg gik ikke til psykolog de første tre-fire år efter jeg kom hjem, men det er jeg begyndt på nu. Det gavner. Men alt tager tid.

Min kaffebar hjælper mig også rigtig meget. Ni ud af ti morgener vågner jeg op og tænker 'fuck det her lort', men det, at man skaber sit eget lille parallelsamfund sammen med stamkunderne, giver sgu noget liv, noget glæde og noget positivitet. Og det skal man huske at tage med sig. Det er vigtigt. Især når man kan have en tendens til at have et lidt negativt syn på verden. Og det giver mig overskud til at give et smil videre til de af mine kunder, der kunne have brug for det.

En kop kaffe skal være noget socialt og inkluderende. Det vigtigste ved en kop kaffe må derfor være, at alle skal have råd til den. Og det er også årsagen til, at alt på vores kaffebar koster 15 kroner. Jeg forstår ikke, hvorfor ting skal koste så meget. Jeg tror, at folk ville have en større tendens til at bruge penge ude i byen, hvis priserne var lidt mere normale. Det startede som et koncept, men nu er det blevet en principsag for mig. Selvom jeg næsten hver dag har lyst til at sige 'fuck det' og sætte prisen op, gør jeg det ikke. Jeg føler, at jeg er nødt til at modbevise alle dem, der grinte af mig og af konceptet i starten.

Annoncering

LÆS MERE: Det rene kaffeliv i narkoens skygge

Vi har mange sjove stamkunder. Det at alt koster 15 kroner gør jo, at det er alle slags mennesker, der kommer hos os. Fra misbrugere, der fortæller røverhistorier og vil købe på klods, til de helt rige folk fra Nordsjælland, der er trætte af at betale overpris i Hellerup, eller hvor fanden de nu plejer at købe deres kaffe. Man lærer nogle sjove personligheder at kende, og man lærer meget om mennesker.

Jeg kan for eksempel falde i snak med et menneske, der også har haft det svært og været igennem det ene eller det andet. Og så går det op for dig, hvor ens vi egentlig er. At vi alle sammen har vores at slås med. Man skal huske at åbne op for sluserne engang imellem, for det gavner i det lange løb.

Når jeg går forbi et sted, hvor en latte koster det hvide ud af øjnene, kan jeg ikke lade være med at tænke: Jeg kan lave det her for ti kroner, og så skal jeg give 40 kroner for det? Hvis jeg sætter mig ind et sted og køber noget, som jeg godt kender den oprindelige pris på, må jeg lige bide tænderne sammen. Men min kæreste bliver glad, når vi tager ud, så jeg kan ikke undgå det. Var det ikke for hende, var det her projekt aldrig lykkedes. Hun havde været barista i fire år, da vi åbnede i modsætning til mig selv, der ingen erfaring havde overhovedet.

Jeg er et helt andet menneske i dag, end jeg var for fem år siden. Og jeg tror, jeg har ændret mig ti gange på de seneste tre år. Man kommer virkelig i kontakt med sig selv, når man har sådan en udsendelse på bagen. Om man har været afsted én eller tre gange, så tror jeg generelt, at når man oplever den del af verden – hvordan man lever der, og hvordan virkeligheden ser ud – så tror jeg man får et andet syn på tilværelsen. Jeg er blevet lidt mere hippie og lidt mere laid back. Jeg går ikke længere så meget op i, hvordan samfundet ser på én, og hvad der forventes af én.

Det føler jeg ikke, jeg har behov for. Det kan være så overfladisk.


Som fortalt til Simon Espholm