Annoncering
kokke

En hilsen til røvhullet der stjal mine kokkeknive

Hvis fyren, der stjal mine knive, læser med, håber jeg, at han skærer sig i hånden og får citronsaft i såret.

af Adrian Correa
10 august 2016, 8:00am

Foto von Tracy Rhodes via Flickr

Når man lever af at være kok, bliver ens knive en forlængelse af ens arme. De bliver en vigtig del af ens hverdag, og derfor bliver man helt automatisk følelsesmæssigt knyttet til dem.

Når man er kok på en restaurant, er det ikke unormalt, at man bruger en stor del af sin løn på knive. Jeg har personligt knive for omkring 2000 dollar (cirka 13.000 kroner)—urteknive, slagterknive, kokkeknive—men det tog noget tid at genopbygge min samling, efter at jeg sidste år fik mine knive stjålet.

Jeg glemmer aldrig den rædselsfulde dag. Jeg var lige startet i et nyt job på en restaurant tæt på baseballholdet Los Angeles Dodgers' hjemmebane, og som en idiot lod jeg min knivrulle ligge i bilen, en dag jeg tog ind for at se en eftermiddagskamp på stadion. Da jeg vendte tilbage til bilen, var knivrullen væk. Røvhullerne stjal også min læderjakke og en karton cigaretter. I det øjeblik det gik op for mig, at mine knive var væk, blev jeg overvældet af en dyb, synkende følelse. Det er den samme følelse, der rammer en, når man får at vide, at en, man kender, er døende, og man skal til at bearbejde det faktum, at man ikke vil komme til at se personen igen.

Hvis fyren der stjal mine knive, læser med, håber jeg, at han skærer sig i hånden og får citronsaft i såret.

Det var det sæt knive, der havde hjulpet mig med at skabe en karriere som professionel kok. I rullen lå også et slibestål, jeg havde fået af mine forældre. Stålet var så perfekt, at min chef ofte spurgte mig, om han måtte bruge det. Jeg er pænt sikker på, at jeg ikke vil kunne finde et magen til. Derudover var der en rigtig lækker kniv, jeg havde fået i gave af min kæreste. Den var speciel, fordi den både virkede, når der skulle hakkes løg, og når jeg jeg skulle afpudse en mørbrad.

At mine knive blev stjålet var en så ødelæggende oplevelse, at jeg var målløs i adskillige minutter. Det var en overvældene følelse, der bedst kan beskrives som en blanding af panik og desperation. Jeg tænkte bare: Hvordan kunne det ske? Hvorfor lige mig? Jeg besindede mig og ringede til politiet for at anmelde tyveriet. De kunne fortælle, at kokke, der får stjålet deres knive, er et stigende problem i byen, fordi tyvene er smarte og har fundet ud af, at knivene kan sælges videre for en stor sum penge—særligt kulfiber knive. Den anden dag fik en anden kok fra restauranten, jeg arbejder på, også stjålet sine knive. Det er et hårdt slag, da alle kokke ved, hvor hårdt de skal arbejde bare for at tjene 10 dollar (cirka 65 kroner), for ikke at nævne de 200 dollar (cirka 1300 kroner) eller mere der skal til, hvis man skal købe en bare nogenlunde anstændig kniv.

Da jeg vågnede den efterfølgende morgen, fattede jeg stadig ikke helt, hvad der var sket. Jeg følte mig hjælpeløs. Hvordan kunne jeg arbejde uden det værktøj, jeg skulle bruge for at være i stand til at udføre mine pligter? Arbejder man et godt sted, får man lov til at låne kollegernes beater knives. Det er deres billige knive, de ikke behandler specielt godt. Hvis ikke man kan låne af dem, så er man nødt til at bruge restaurantens egne lorteknive, der bruges af de kokke, som forbereder madvarer om morgenen. De knive kan dårligt bruges til at skære løg eller gulerødder. At bruge de knive svarer til, at man er en størrelse 47 og er nødt til at gå i sko i størrelse 40. De er meget akavede at bruge, og de sænker ens tempo. De sløve kanter betyder, at man ikke kan arbejde effektivt, hvilket betyder, at man sænker alle andres tempo i køkkenet. Når ens knive bliver stjålet, påvirker det alle i køkkenet. Ikke bare knivenes ejer.

Det svier stadig, når jeg tænker over det, og rent psykologisk vil jeg nok aldrig komme mig helt over det. Det er en af den slags traumatiske ting, der rammer en, og derefter påvirker måden, man tænker om andre mennesker på og lever ens daglige liv. Det er en oplevelse, jeg ikke ønsker vil overgå nogen anden kok. Hvis der er en ting, jeg har lært, som jeg kan give videre til andre kokke, så er det, at man aldrig må lade sine knive ude af syne, ikke engang i et sekund. Og man ikke skal stole på nogen.

Hvis fyren, der stjal mine knive, læser med, håber jeg, at han skærer sig i hånden og får citronsaft i såret.

Som fortalt til Javier Cabral.

Adrian Correra arbejder for tiden på Rustic Canyon i Santa Monica i Los Angeles. Du kan følge ham på Instagram, hvis du vil se noget at det fantastiske mad, han får fra hånden med sine nye knive.