Da min motorcykeltaxichauffør sætter mig af ved Eminent Air Boxing Gym, begynder jeg med det samme at svede. Det er ikke fordi jeg er nervøs ved tanken om at skulle interviewe hårdtslående muay thai-kæmpere; det er fordi jeg er ved at blive kogt levende i Bangkoks trykkende hede. Med en temperatur på omkring de 32 grader og en luftfugtighed på 80 procent, er det umuligt ikke at svede, som et vandfald.
Både thailandske og udenlandske kæmpere begynder så småt at ankomme til det udendørs træningsområde, for at komme i gang med denne eftermiddags træning. Iført kulørte satinshorts varmer de op ved at sjippe og løbe rundt i nabolaget.
På trods af den nærmest ulidelige sommervarme, skal disse mænd til at begynde en tre timer lang trænings-session—dagens anden af slagsen. Jeg kan knap nok holde sveden væk fra mine øjne, og jeg står endda bare lige så stille og betragter de trænende på afstand. En bekymret træner giver mig en iste for at hjælpe mig med at køle lidt af.
Jeg er ankommet for at finde ud af, hvad muay thai-kæmpere spiser når de træner. Hvad fodrer disse mænd deres nærmest skulpturerede muskler med? Efter at have læst om Dwayne "The Rock" Johnsons torske-tunge kostplan forventede jeg, at muay thai-miljøet var domineret af strikse og begrænsende kostplaner. Er muay thai-kæmperne ernæringspuritanere?
I modsætning til de træningsfascister jeg kender i USA, var der blandt disse mænd ikke megen snak om kosttilskud—og der var ikke en eneste, der nævnte ordet torsk. Derimod fik jeg fortalt, at kæmpernes kost ikke adskiller sig meget fra den gennemsnitlige thais.
Lolo Kiatphontip ankom fra Frankrig for fire måneder siden, men han har syv gange tidligere besøgt Thailand i forbindelse med muay thai-arrangementer og træning. I denne omgang skal han være i Thailand i otte måneder. Klokken seks om morgenen står Lolo op og løber på tom mave. Og han er ikke ene om at udskyde dagens første måltid til senere. I muay thai miljøet er det nemlig mere reglen end undtagelsen, at man springer den traditionelle morgenmad over.
"Om morgenen spiser vi ikke, da træningen starter klokken syv. Der er ikke rigtig tid til det—vi foretrækker bare at sove," fortæller Claudio Amoruso fra Italien. "Vi vågner og tager direkte til træning. Jeg ved godt, at det er forkert, da det er meningen, at man skal spise før man træner, men hvis man vil spise, er man nødt til at stå mindst en time tidligere op, og når man træner hver eneste dag, er man træt."
Når der skal spises morgenmad efter morgenens hårde træning, spiser muay thai-kæmperne et måltid, der minder mest om frokost eller aftensmad. Måltider inkluderer thailandske street food-klassikere som khao man gai, gra pao eller khao soi.
muay thai-kæmpernes kost har en tendens til at variere, alt efter hvilken region de befinder sig i. Jeg talte med Frances Watthanaya, der for nyligt åbnede et træningscenter i Isan sammen med hendes mand—der selv er muay thai-kæmper—om et morgenmåltid, der er en mester værdig.
"I Isan inkluderer et typisk morgenmåltid ris (selvfølgelig), fiskesuppe, som tam-salat (Isan-varianten), æg og måske lidt kogte grøntsager," fortæller hun om de nordøstlige kæmperes kost. "I Isan er folk meget fattige, så de fanger selv fisk, men hvis træningscentrene har lidt penge, så køber de fra de lokale. Skal man forkæle sig selv, kan man spise svinekød."
Da de er en billig kilde til protein, er æg også et fast indslag i muay thai-kæmpernes daglige kost over hele Thailand.
"Typisk spises æggene som en thailandsk omelet, men uden andre ingredienser," fortæller Frances. "På den måde, kan kæmperne bedre deles om måltiderne."
Lige som thaiernes kost varierer afhængigt af, hvilken region de kommer fra, så der er også nogle af de udenlandske kæmpere, der holder fast i deres egne morgenmadrutiner—også selv om deres kost, er centreret om thailandsk street food.
Da den britiske kæmper og Eminent Air-legende, Melissa Ray var på træningsophold, var hendes foretrukne morgenmåltid en blanding af grød, müsli, yoghurt og sojamælk. Den sydafrikanske kæmper Wasim Mather foretrækker en tropisk frugt-smoothie, som han laver hjemme i lejligheden, inden han går på gaden for at skaffe kylling og ris.
Der bliver spist rigtig meget ris, både af de lokale og af de udenlandske kæmpere. Det lader til, at ris er for muay thai-kæmperne, hvad torsk er for The Rock.
"Der bliver altid spist ris," fortæller Frances. "I Isan afhænger det af træningscentrets beliggenhed, om det er sticky ris eller normal ris. Og når kæmperne skal ned i vægt, spiser de rissuppe."
Kæmperne foretrækker de simple kulhydrater, fordi de er lette at fordøje og af selvsamme grund, foretrækker italienske Claudio også ris istedet for sit hjemlands elskede pasta.
"Det er bedst for træningen at spise ris, da det giver energi til at træne hårdt, uden at det ligger tungt i maven," fortæller han. "Spiser man pasta, skal det spises to-tre timer, før man skal træne. Man kan under alle omstændigheder ikke spise en time før træning."
Og tid er i høj kurs. Som Claudio understregede, sætter muay thai-kæmperne meget pris på alle de timer, de kan hvile sig i, for at kunne følge med deres nærmest umenneskelige træningsprogrammer.
"Træningen giver ikke tid til meget andet end at spise, da det er meget krævende at være på måtten, i clinch eller at løbetræne. Derfor sover de fleste kæmpere i løbet af dagen," fortæller Phil Savage, en kæmper fra Storbritannien, der træner i Chiang Mai.
Den thailandske kæmper Suedam "Black Tiger" Kongsittha starter dagen med en løbetur klokken halv seks om morgenen, inden han tager hen til sit træningscenter, Kongsittha Muay Thai i Bangkok. Der står den på et par opslidende timer foran boksesækken, hvor der trænes knæspark, armbøjninger, bliver sparret og meget mere. Og den rutine bliver gentaget senere på dagen.
Ikke overraskende forsøger kæmperne, når de træner op til en kamp, at sove hvert et minut, de kan komme til det. Det er måske også forklaringen på, hvorfor de kan holde sig trimmede, selvom de nærmest udelukkende lever af nudler og ris.
Alt det ændrer sig selvfølgelig, når kæmperne skal nå kampvægt. Så er det sultetid.
Når man skal tabe sig mellem 2 og 5 kg, inden man skal i ringen, så er street food—og så godt som alt andet mad—forbudt. Schweizeren Markus Meier tilbragte omkring fire år med at kæmpe i Thailand. Han husker perioderne, hvor han skulle tabe sig, som "forfærdelige".
"Jeg spiste slet ikke. Måske et æble og lidt suppe om dagen—tre dage i træk," fortæller han om de drastiske metoder, der tages i brug, når man skal opnå sin kampvægt. "Og så løbeture i joggingsæt, to gange om dagen, så længe det tog at nå kampvægt. Sådan gør man i Thailand. Man presser vægten, så meget man kan. Og nogle besvimer af det."
Han husker at have set andre kæmpere spise afføringsmiddel og gå i sauna iført joggingtøj. Det lyder virkelig forfærdeligt.
Da jeg ankommer til Lumpinee Stadium i Bangkok fredag aften, bliver jeg budt velkommen af musik, der mest alt lyder, som noget en slangetæmmer kunne finde på at spille. Mænd på tribunerne placerer væddemål, griner, laver sjov med hinanden og vifter med deres arme, som var de igang med at praje en taxa.
I ringen er to kæmpere i gang med at varme op med en wai khru-dans—et tegn på respekt. Kæmperne er fokuserede og iført monkhon-pandebånd, mens de danser til thaimusik.
Kampen begynder og tilskuernes energi, er overvældene. Sparkene bliver hårdere, tilskuerne bliver mere larmende og tonerne af klokker og horn, supplerer den intense trommemusik. Blodet flyder, knæene flyver gennem luften. Stadion bliver mere og mere elektrisk, som kampen skrider frem. Mændene skriger, dommeren skriger og pludselig skriger jeg også.
Og der føler jeg det som om, at jeg endelig forstår, hvad der får mændende fra Eminent Air Boxing Gym, til at løbe tur efter tur gennem Bangkoks ulidelige eftermiddagsvarme.
De mange timer med træning og sult leder til dette øjeblik. Og det er det hele værd.
Denne artikel udkom oprindeligt på MUNCHIES USA i maj 2015.