Den grusomme fortælling om blod på film

Denne artikel er oprindeligt publiceret af MUNCHIES USA i oktober 2015.

Blod. Blood. Blut. Sangue. Veri. Krof. Rakta. Chi. Dam. Xuè.

Uanset hvad man kalder det, flyder blodet i os alle. Og da blod er en så central del af det at være menneske (selv Highlander bløder en gang i mellem), giver det næsten sig selv, at teaterblod har været en vigtig ingrediens, lige så længe folk har spillet teater. Da tricket med det røde lommetørklæde ikke virkede længere — hvilket sandsynligvis skete meget, meget tidligt i forløbet — havde skuespillerne brug for en substans, der kunne gøre det ud for den ægte vare.

Er man tilfældigvis kulturel neanderthal uden nogen særlig viden om teatervidenskab i det 16. århundrede, kan man fristes til at tro, at man brugte dyreblod til at opføre de tidligste udgaver af Shakespeares blodigste stykke, Titus Andronicus. Men eksperter på området mener, at det er tvivlsomt, at dyreblod har været brugt vidt og bredt. Og det er der en praktisk årsag til.

Farah Karim-Cooper fra Globe Theater i London fortæller: "Det er svært at svare på, om man brugte dyreblod på scenen, men overvej lige kvaliteten og prisen på datidens kostumer, og at man ikke kunne vaske dem." Sagt med andre ord: ingen renserier, intet dyreblod.

Derfor har opskrifter på teaterblod været i høj kurs i adskillige århundreder, og man har udviklet mange forskellige af slagsen i takt med at skuespillet har bevæget sig fra scenen til film og tv, og videre til HD og CGI.

Men hvordan lavede man det så i gamle dage? En af de tidligste udgaver af teaterblod blev lavet med insekter. På det parisiske teater Grand Guignol, der slog dørene op i 1890 og blev berømt for dets horror-opsætninger, lavede man teaterblod med rød pigment fra kogte og tørrede insekter, bland andet fra cochenillelus, der indtil for nylig også blev brugt til at give Campari dens karakteristiske farve. Når den opskrift blev kølet ned, koagulerede det og skabte nogle imponerende sårskorper.

Moderne teaterblod laves selvfølgelig ikke med kogte insekter. Indenfor filmens verden brugte man i de gode gamle sort-hvid dage et nemt og hurtigt alternativ til teaterblod: chokoladesovs. Ja, da verden var sort-hvid stod chokoladesovs i stærk kontrast til lyse baggrunde. Men også censuren hjalp filmproducenterne, da det ikke var tilladt at vise særligt meget blod.

Men det var ikke altid lige let af få chokoladesiruppen til at dryppe helt så realistisk – indtil der var en, der opfandt plastikflasken. Den opfindelse havde lige ramt markedet, da Jack Barron var ansvarlig for makeup under indspilningerne til Alfred Hitchcocks Psycho. Barron fortalte forfatteren Stephen Rebello, der har skrevet bogen The Making of Psycho, at chokoladesirup i en plastikflaske var en helt futuristisk opfindelse, der gjorde det muligt at skabe troværdige bloddråber: "Shasta havde lige lanceret en chokoladesovs på plastikflaske. Det var før man havde 'plastikeksplosioner,' så det var pænt revolutionerende. Før da brugte man Hersheys, men man kunne gøre meget mere med en plastikflaske."

Da man skiftede fra sort-hvid til farver, steg forventningerne til, at blod på film så ægte ud. Det falske filmblod blev kendt som "Kensington Gore", da den pensionerede britiske apoteker John Tynegate begyndte at fremstille og sælge teaterblod, som han opkaldte efter Kensington Gore, en gade i London. Og Tynegates opskrift blev brugt vidt og bredt op gennem 60'erne og 70'erne.

BBC's udgave af John Tynegates Kensington Gore:

5 dl gylden sirup 2,5 dl lunken vand 10 tsk rød frugtfarve et par dråber blå frugtfarve et par dråber gul frugtfarve 10 spsk majsmel mynte-essens (kun nødvendigt hvis det skal smage af den slags teaterblod, man kan købe i butikker)

Der er ikke yderligere instruksioner, men vi går ud fra, at man bare blander det hele sammen og voila. Et blodigt svineri, der kan danne ramme om selv det blodigste kongemord.

Den mest berømte opskrift på teaterblod kommer dog fra Dick Smith, en makeup-artist fra Hollywood der døde for nylig i en alder af 92. Smith stod bag blodet i filmklassikere som Exorcisten, Taxi Driver og The Godfather. Smith anses i visse kredse for at være den bedste makeup artist nogensinde, og hans opskrift på blod er en klassiker. Den er tilfældigvis også super giftig. Og her får du den:

Dick Smiths opskrift på giftigt lav-ikke-selv-det-her-derhjemme-teaterblod

1 spsk zinkoxid (skal købes hos en leverandør af laboratorieudstyr) 1 spsk vintage gul frugtfarve fra Ehler 30 ml vintage rød frugtfarve fra Ehler 30 ml vand 30 ml Kodak Photo-Flo *Giftigt* (kan købes i fotobutikker) 9,5 dl hvid majssirup

Anvisninger:

Hæld zinkoxid i en skål, tilføj vand, Kodak Photo-Flo (Husk, det her er giftigt). Tilføj rød og gul frugtfarve og bland det sammen (Bruger du et andet mærke end Ehler, så tilføj kun halvt så meget gul frugtfarve). Tilføj 1/4 af majssiruppen og hæld det i en bøtte. Sørg for at bøtten er stor nok, da blodet kommer til at skille. Hæld det resterende majssirup i, og bland det godt sammen. Opbevar blodet på køl, da majssiruppen kan forårsage mug. Husk altid at røre bandingen omhyggeligt, inden det skal bruges.

LAD VÆRE MED AT PUTTE DET I MUNDEN — vi understreger lige endnu engang, at den her opskrift er giftig.

Nu tænker du måske på, hvorfor Smiths giftige opskrift er så berømt, når blod så ofte flyder ud af munden på skuespillere? Det viser sig, at der er lavet spiselige versioner baseret på Smiths opskrift. Har du for eksempel lyst til at få din Evil Dead på, kan du jo kigge nærmere på Bruce Campbells bog If Chins Could Kill: Confessions of a B Movie Actor, hvor man kan finde en opskrift på spiseligt teaterblod med laktosefri fløde. Du har måske endda lyst til at krydre dit forlorne slagterorgie med lidt chokolade- eller peanutbutter blod.

Idag er tiden løbet fra plastikflaskerne, og i stedet bruger man kondomer. Warren Appleby, der er special effects coordinator og som har arbejdet på blandt andet genindspilningen af Carrie fra 2013, påpeger, at kondomet er perfekt til at lave et rigtig fint og blodigt svineri: "De er billige og lette at fylde op. Man fastgør det fyldte kondom til kostumet, og så placerer man en lille sprængladning mellem skuespiller og kondom eller blodpose. Vi brugte vakuumposer, så vi kunne lave en fin firkant — sommetider sprænger kondomet ikke, og andre gange gør det. Lige som i det virkelig liv."

Men kunsten at lave realistiske teaterblod kan være på vej mod en koaguleret ende — i det mindste når det gælder produktioner til film og fjernsyn. CGI-blod, udelukkende lavet af pixels, bliver mere og mere brugt af instruktører. The Expendables 2 blev faktisk lavet uden en eneste dråbe teaterblod; alt blodet var skabt med CGI. Selv en anerkendt instruktør som David Fincher valgte CGI frem for teaterblod i langt størstedelen af scenerne i Zodiac, fordi man derfor ikke behøver at lægge ny makeup, hvis en scene skal filmes flere gange.

Selvom teaterblod måske i fremtiden kun vil være at finde på teatre, vil det utvivlsomt leve videre blandt fastelavn og halloween-elskere. Uanset om man laver det hjemme ved hjælp af en af disse opskrifter (hold dig nu alligevel fra den giftige, ikke?), eller om man køber det i butikkerne, så sørg for at gøre dit kostume ekstra blodigt i år.

Vi tager ikke skade af engang i mellem at blive mindet om, hvad der flyder inde i os.