Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Indonesien
Da den amerikanske højesteretsdommer Potter Stewart forsøgte at få styr på retssystemets skiftende definitioner af uanstændighed og pornografi, blev han berømt for at afvise en konkret definition og i stedet erklære, at “jeg kan se det, når det er der.”
Videos by VICE
53 år senere og sådan cirka 16.000 kilometer væk bliver den samme kamp kæmpet i Indonesien, men på en meget anderledes måde. Efter en ophedet debat besluttede landet i 2008 at implementere en lov, der forbyder besiddelse, distribuering og produktion af porno. Men de indonesiske lovgivere besluttede også at tilføje en paragraf, der gør pornoaksi ulovligt. Det betyder “porno-adfærd”, og loven gør det muligt at slå ned på “uanstændig opførsel.”
Men som kritikerne rigtigt pointerer: Hvordan definerer man uanstændighed? Med pornoaksi-paragrafen er det muligt at retsforfølge hvad som helst myndighederne vurderer er uanstændigt, og det kan være sådan noget som stripklubber, miniskørter og traditionelle danse, men kan også overføres på alt mulig andet. De indonesiske myndigheder kan også “se det, når det er der” – og det er åbenbart overalt.
Det gælder især, når det kommer til landets LGBTQ-miljø, som bliver stadig mere forfulgt. I slutningen af maj udførte politiet i Jakarta en razzia mod en homoseksuel sauna i bydelen Kelapa Gading, hvor de arresterede 14 mænd og retsforfulgte mindst ti af dem efter den nye antipornografi-lov. Hvad var grunden? “Vi greb homoseksuelle mænd i at strippe og onanere på stedet,” udtalte talsmand for Jakarta Politi Raden Argo Yuwono til BBC i Indonesien.
Der var en lignende historie tidligere på måneden, da politiet i Surabaya ransagede en såkaldt homofest, der blev holdt på to hotelværelser. De arresterede 14 mænd, og sigtede otte af dem for at forbryde sig mod pornografiloven efter at betjente havde taget dem på fersk gerning, i færd med at se homoseksuel porno og tage del i “uanstændige seksuelle handlinger.”
Det lokale politi fortalte bagefter medierne, at det var første gang, de udførte den slags razzia i byen, som har en befolkning på 6,4 millioner mennesker.
Pornografiloven bliver anvendt på stadig flere områder, og især når det kommer til ransagninger i LGBTQ-miljøet bekymrer det juridiske eksperter og menneskerettighedsgrupper.
“Det indonesiske politi krænker igen LGBT-personers basale rettigheder ved at invadere deres privatliv,” sagde vice-direktør i Asien for Human Rights Watch, Phelim Kine, efter en razzia. “Ransagningen i Surabaya udsatte homoseksuelle mænd for traumatiske ydmygelser, to af dem står over for lange fængselsstraffe, og hele sagen truer alle indoneseres privatlivsrettigheder.”
Homoseksualitet er kun ulovligt i den konservative Aceh-provins, hvor de lever efter deres egen version af Sharia-lovgivning. På landsplan er der ingen love, der kriminaliserer homoseksualitet, sodomi eller lesbisk sex. I stedet benytter myndighederne den antipornografiske lov til at slå ned på dem, de fanger under deres ransagninger. Sigtelserne mod mændene kan give helt op til 15 års fængsel.
“De gør en aktiv indsats for at marginalisere alle, der har en seksualitet, de ser som afvigende,” fortæller formanden for det indonesiske retshjælpsinstitut (YLBHI), Muhammad Isnur. “Det er det, vi kritiserer. Når det kommer til anholdelserne af homoseksuelle i Kelapa Gading, er der noget lusket ved både arrestationen og de love, man henviser til.”
Amnesty International har opfordret regeringen til at se nærmere på de voksende bekymringer, der er omkring anti-pornografiloven, og sætte en stopper for ransagninger af hoteller, undergrundsklubber, saunaer og private hjem.
“Den indonesiske regering bliver nødt til at revidere pornografilovene, så de ikke kan misbruges på den måde, vi har set,” sagde vicedirektør for kampagner i Amnesty International, Josef Benedict. “I stedet for at sprede deres åbenlyst homofobiske retorik burde autoriteterne bruge deres kræfter på at skabe et sikkert og inkluderende samfund for alle medlemmer af LGBT-miljøet på lang sigt.”
Forfatningsdomstolen afviste forsøg på at omstøde loven tilbage i 2010 og slog fast, at den nuværende definition af “pornografi” som værende stort set alt, der bliver spredt “gennem diverse massemedier eller tilsvarende offentlig opførsel, der kan vække seksuelle lyster og/eller krænke offentlighedens moralske værdier” var konkret nok.
Den eneste kvindelige dommer, Maria Farida Indrati, delte ikke den holdning, og udtalte at “loven kan føre til offentlige fordømmelser på grund af forskellige definitioner af ‘pornografi’.”
En juridisk ekspert bemærkede et lighedstegn mellem totalitære staters forståelse af retssikerhed, og hvor bredt pornografiloven rammer. Forelæser ved Airlangga Universitet, Jeoni Arianto, mente, at loven var “et tydeligt forsøg på at standardisere vores samfunds moralske værdier.”
Det er en debat, der fortsætter den dag i dag. Pornografiloven har stadig en vag ordlyd og er åben for fortolkning, hvilket gør det nemt for myndighederne at misbruge eller overfortolke den, hvilket de især er interesseret i efter et voksende offentligt pres for at slå ned på bestemte personer, der vurderes at være en trussel mod nationens moral.
Hvis ikke loven bliver omskrevet eller helt trukket tilbage vil alle disse tvivlsspørgsmål om statens rolle i borgernes privatliv sandsynligvis fortsætte med at plage landet, forklarede Asep Komarudin, der er leder af forskningsafdelingen i Jakartas retshjælpsnetværk (LBH).
“Der findes stadig ikke nogen nøjagtig definition af pornografiloven,” sagde Komarudin. “Det er meget subjektivt, hvornår og hvordan den bliver implementeret, og det er let at misbruge den. Vi diskuterer stadig, om folks privatliv skal kunne kriminaliseres.”
