Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
Sultestrejker er dukket op igen og igen i 2017. Udover sultestrejken på Udrejsecenter Kærshovedgård, i protest mod forholdene for asylansøgere i Danmark, er det vel nok mest bemærkelsesværdige tilfælde de to fanger i Guantanamo, Khalid Qasim og Ahmed Rabbini, som ikke har spist siden 20. september. De har begge været fængslet i 15 år uden at blive anklaget.
Faste som ikke-voldelig protestform har sin oprindelse i Irland, inden landet blev kristent, hvor Skt. Patrick benyttede sig af det, og fra det antikke Indien, hvor der er dokumenterede tilfælde mellem år 400 og år 750 før hvor tidsregning. Det er en form for protest, der er blevet brugt af alt fra sufrragetter og irske republikanere til Gandhi og cubanske systemkritikere. Men hvordan føles det at sulte sig selv for en sag og risikere at dø af det?
Jeg spurgte menneskerettighedsakvisten, Lateef Johar Baloch, som til daglig er studerende.
SE: Politics of Food – Guantanamo Bay Kitchen
VICE: Hej Lateef. Hvorfor besluttede du dig for at sultestreje?
Lateef Johar Baloch: Jeg begyndte min sultestrejke til døden den 22. april 2014. Jeg ville sætte fokus på min ven Zahid Baloch, der var blevet taget af de pakistanske sikkerhedsstyrker. Zahid var leder af en studenterbevægelse, og den 18. marts 2014 blev han taget i varetægt lige foran en masse øjenvidner i Balochistan. Han er stadig ”forsvundet” den dag i dag.
Så du håbede at skabe noget opmærksomhed omkring det?
Formålet med at sulte mig selv til døde var at få opmærksomhed fra medier og internationale organisationer og sætte fokus på de bekymrende situationer med forsvundne personer og mystiske mord på studerende, menneskerettighedsaktivister og politiske aktivister i Balochistan, begået af de pakistanske sikkerhedsstyrker. Den humanitære situation i Balochistan er ekstremt forfærdelig, og de meget bekymrende tal er bekræftet af Human Rights Watch og andre internationale organisationer.
Hvorfor valgte du sultestrejken som protestform?
Jeg kommer fra Awaran, som er et af de fattigste og mest afsides områder i Balochistan, og der er analfabetisme og fejlernæring udbredt. Området er hårdt ramt af militære angreb, udført af paramilitære, pakistanske grupper, der angriber civile. Der er ingen medier i Balochistan. Den pakistanske hær giver ikke internationale medier adgang til Balochistan. Journalisten Declan Walsh fra New York Times blev bedt om at forlade landet efter hans rapporter om Balochistan.
Så du havde brug for noget, der virkelig fik opmærksomhed?
Vi havde forsøgt alle mulige former for protest, blandt andet symbolsk sultestrejke, butiksstrejker, offentlige demonstrationer, forsamlinger og lange marcher, alt sammen med kravet om at sætte en øjeblikkelig stopper for brud på menneskerettigheder. Intet hjalp, og Pakistan blev ved med at angribe lærere, professorer, akademikere, advokater og andre fra Baloch. Mig og mine kollegaer blev enige om, at en sultestrejke til døden var den eneste måde at sætte fokus på undertrykkelsen på.
Det eneste, jeg ikke frygtede, var døden.
Hvad skete der med dig, da først du gik i gang med strejken?
De første dage var jeg ekstremt sulten og havde virkelig ondt i maven. På et tidspunkt i den anden uge forsvandt sulten til sidst, og jeg havde i stedet virkelig ondt over hele kroppen. Den mest ubehagelige og ubærlige smerte kunne jeg mærke i mine knogler. Jeg kunne ikke sidde ordentligt ned. Jeg kunne heller ikke koncentrere mig, og jeg blev bange, hver gang nogen forsøgte at tale med mig. Tre uger senere besvimede jeg hver tredje eller fjerde time, og jeg svarede meget aggressivt, hvis folk talte til mig. Jeg havde svært ved at trække vejret hen mod slutningen. Jeg havde meget blod i min afføring. Jeg mistede al min energi. Jeg kunne ikke høre ordentligt. Jeg havde altid en voldsom hovedpine. Jeg kunne ikke sove, mens det stod på. Det eneste, jeg ikke frygtede, var døden.
Shit.
Jeg tabte over 26 kilo af min kropsvægt. Der var ingen muskler. Kun skelettet var tilbage.
Jeg er glad for, at du stoppede.
Jeg endte strejken efter 46 dage uden mad den 6. Juni 2014. Efter adskillige af ofrenes pårørende, aktivister fra menneskerettighedsorganisationer, samt venner og politikere i Balochistan bad mig om det. De tiggede om, at jeg ikke ofrede mit liv til en stat, som er så brutal og døv, at det ikke ville gøre nogen forskel.
Har du mærket nogle eftervirkninger i forhold til dit helbred?
Ja, sultestrejken har givet langvarige men, både fysisk og mentalt. Der er stadig mange ting, der er svære. Det har påvirket min mave, min hukommelse og min tolerance. I to måneder efter strejken kunne jeg ikke spise andet end let mad. Hvis jeg spiste et lille stykke brød den ene dag, ville jeg have ufattelige smerter de næste mange dage. Jeg kan stadig ikke koncentrere mig ordentligt i skolen. Jeg bliver meget hurtigt træt. Jeg glemmer ting og har svært ved at huske ting udenad.
Hvilken mediebevågenhed fik strejken?
Opmærksomheden fra medierne var uovertruffen. Strejken blev dækket af mange lokale og internationale medier, herunder AFP, BBC World, Al Jazeera, Dawn News fra Pakistan og mange andre. Men det var de sociale medier, der spillede den vigtigste rolle i forhold til at sætte fokus på min protest. Det var overalt på Twitter, Facebook og andre medier. Under strejken fik jeg at vide, at folk fra alle mulige steder i verden tweetede deres støtte hver dag. Det var meget opmuntrende.
Hvor succesfuld synes du, din strejke var, i forhold til at nå de mål du havde?
Strejken fik opmærksomhed over hele jorden, og der kom internationalt fokus på de forsvundne personer. Mange internationale organisationer udtrykte bekymring omkring situationen i Balochistan. Men de pakistanske sikkerhedsstyrkers fremgangsmåde fortsætter, og de internationale organisationer har været tavse siden. De seneste tilfælde er kidnapning af kvinder og børn fra Quetta og Karachi. Den pakistanske hær har ransaget et hus i Quetta, hvor de kidnappede tre kvinder sammen med deres børn. Noget lignende skete i Karachi. De Pakistanske Rangers (en paramilitær politistyrke, red.) brød ind i tre lejligheder, hvor de kidnappede den velkendte menneskerettighedsaktivist Nawaz Atta sammen med otte teenagere. De er stadig forsvundne. Vores protest mod deres praksis fortsætter. Det vil jeg fortsætte med til den dag jeg dør.