Transpersoner

Sådan er det at være transperson i restaurationsbranchen

”Hvis en kunde i forvejen er irriteret over noget, så bliver det, at man er transkønnet, pludselig en faktor.”

af Ruby Lott-Lavigna; billeder af Liz Seabrook
15 oktober 2018, 8:00am

Billede af Liz Seabrook.

Artiklen er oprindeligt udgivet af MUNCHIES UK

Da Jade Jones begyndte at gå med falske negle og hårextensions på arbejde, var hendes chef i supermarkedet ikke begejstret.

”Min chef var meget striks,” husker hun. ”Jeg måtte ikke gå med negle, selv om alle de andre piger havde dem. Mens jeg arbejdede i en anden afdeling, inden jeg flyttede til London, blev jeg mobbet for at gå med sminke – også selv om jeg kun havde meget lidt på”.

Det er svært, hvis man er transperson og kan identificeres som sådan på arbejdspladsen. Ifølge en rapport fra Stonewall, der udkom sidste år, så skjuler halvdelen af alle transpersoner i Storbritannien deres identitet på arbejde – og det giver god mening, når man tager i betragtning, at 12 procent af alle transpersoner i landet på et tidspunkt er blevet overfaldet af kolleger eller kunder henover det sidste år, og 21 procent føler ikke, at de tør melde hændelserne.

Og som Jones erfarede, så har transpersoner i restaurationsbranchen – et erhverv med tæt kontakt til kunderne – det endnu sværere.

I dag er det i Storbritannien ulovligt at tildele transpersoner mindre synlige roller på arbejdspladsen på grund af deres identitet, takket ved Equality Act-loven i 2010, hvilket betyder at flere transpersoner end nogensinde før arbejder på restauranter, barer og andre jobs i branchen. I takt med at transpersoner bliver mere synlige i offentligheden, er deres problemer også blevet en del af den større samtale. På mange måder er det en rigtig positiv udvikling, fordi der er kommet fokus på transpersoners rettigheder. Men slagsiden er desværre, at transpersoners synlighed betyder, at de i stigende grad udsættes for chikane.

Jones er opvokset i Dover, men flyttede til London, da hun var 19 for at blive musiker. Hun ledte efter et job med fleksible arbejdstider, og derfor virkede restaurationsbranchen som et oplagt valg. Hun fik job på LGBTQ-baren Dalston Superstore i det østlige London, inden hun rykkede videre til Voodoo Ray’s, en pizzarestaurant ejet af den samme gruppe.

Det er på Voodoo Ray’s Shoreditch-restaurant, at jeg først møder Jones. Vi sidder udenfor på terrassen og ryger en cigaret sammen. Henover brystet har hun en tatovering med påskriften, ”Perfect is Boring”.

”Når man arbejder et sted mere end 20 timer om ugen, bliver man klar over, at jo mere folk drikker, jo mere aggressive er de,” siger Jones. ”Man lærer at være hurtig, når man serverer, og man sørger for at begrænse sin interaktion med kunderne”.

Restaurationsbranchen er præget af kønnet sprogbrug, og for transpersoner betyder det, at de tit risikerer at blive kaldt ved det forkerte pronomen, hvilket implicit stiller spørgsmålstegn ved deres identitet og kan forårsage unødig stress.

”Jeg har altid følt en del angst ved det,” siger Jones. ”Jeg har altid gjort mit bedste for at undgå dybe samtaler med kunder, så jeg ikke bliver ydmyget eller såret”.

1539076727839-Jade_Selects_0F9A0573
Jade Jones udenfor Voodoo Ray's det østlige London. Billede af Liz Seabrook.

Misgendering – hvor folk tager fejl af en transpersons køn – er et udbredt problem blandt personale på restauranter og barer, men det er langt fra det værste. Sammenlignet med mange andre jobs i servicesektoren interagerer tjenere og bartendere direkte med kunderne i et miljø, hvor mange er påvirkede af alkohol. Hvis man er så uheldig, at man skal informere et selskab, som har drukket tæt, om at en bestemt ret er udsolgt, kan man nemt risikere at blive mødt med personlige angreb og tilsvining. Og hvis man oven i købet er transperson, er risikoen endnu større.

”En kunde prøvede engang at slå mig i ansigtet, da jeg nægtede at servere flere drinks for ham, fordi han var alt for fuld,” fortæller Jones. ”Han svinede mig til og sagde de mest forfærdelige ting”.

”Det hele gik meget stærkt, og det var helt fucked op,” siger hun. ”Jeg har det, som om jeg er den eneste, der oplever den slags ting. Jeg er den eneste på frontlinjen”.

Ruth Pearce, en transfeminist og akademiker fra University of Leeds, er enig i, at transpersoner har det sværere i forholdet til kunder og gæster i restaurationsbranchen.

”Hvis man er synligt transkønnet i servicesektoren, er man i større fare for at have negative oplevelser med kunder – især hvis man støder på nogen, som har et problem i forvejen,” fortæller hun over telefonen.

”Hvis en kunde i forvejen er irriteret over noget, så bliver det, at man er transkønnet, pludselig en faktor,” siger Pearce. ”Det er det punkt, hvor man kan risikere at blive udsat for diskriminerende bemærkninger eller trusler. Den slags er folk i servicesektoren vant til i forvejen, men transpersoner er særligt udsatte”.

”Jeg har det, som om jeg er den eneste, der oplever den slags ting. Jeg er den eneste på frontlinjen”.

Og for at gøre tingene værre, så er transpersoner mere tilbøjelige til at søge arbejde indenfor erhverv i servicesektoren.

”Transpersoner har ofte svært ved at finde arbejde,” forklarer Pearce. ”Derfor søger de ofte ind i restaurationsbranchen, fordi de har så svært ved at finde arbejde andetsteds”.

Risikoen for at blive udsat for mobning og chikane på arbejdspladsen er i forvejen høj for transpersoner, så hvilke farer udsættes man potentielt for, når man skal servicerer kunder, der både er sultne og fulde?

Em Cameron (der bruger det kønsneutrale pronomen ’de’) flyttede fra Edinburgh til Bristol for at studere. De blev færdig for to år siden og tog efterfølgende et job på Cafe Kino, en vegansk cafe og mødested i Bristols Stokes Croft-kvarter. Jeg møder Cameron på en travl torsdag eftermiddag under frokostserveringen, og cafeen er fuld af studerende, som læser op til eksamen, og unge familier, der spiser hjemmelavet falafel.

Cameron og jeg sætter os i underetagen sammen med to andre transkønnede og ikke-binære medarbejdere på cafeen, Jamz og Rae. Jeg lægger ud med at spørge de tre om, hvordan deres kønsidentitet påvirker deres arbejdsdag.

1539078305894-DSC01643
Indenfor på Cafe Kino, en vegansk café i Bristol. Billede af artiklens forfatter.

”Man serverer for folk, som hurtigt beslutter sig for, hvem du er,” fortæller Cameron.

”Man føler sig tryggere, når man står bag disken – der skal man bare træde et skridt tilbage, og så er man i sikkerhed,” fortsætter de. ”Men så snart man skal ud blandt kunderne og for eksempel skal bede nogen om at gå, eller man oplever en konfrontation, så opstår faren”.

Cameron forklarer, at de aldrig har følt sig truet på cafeen, men de har oplevet kunder, som meget aggressivt har spurgt ind til deres kønsidentitet.

”Man ser sig omkring og tænker, ’Okay, alle de andre har travlt, jeg må klare det selv’,” forklarer Cameron. ”Man ved godt, at risikoen er der. Man bevæger sig ind i en situation, som kan ende med en konfrontation”.

1539077496542-DSC01659
Em (venstre) og vennen Jamz udenfor Cafe Kino. Billede af artiklens forfatter.

Ligesom Jones og Cameron oplever mange transkønnede og ikke-binære personer diskrimination på arbejdspladsen. Men det er ikke altid let at rapportere det til myndighederne.

MUNCHIES har bedt politiet i London, Manchester, Glasgow og West Yorkshire om oplysninger om antallet af transfobiske sager på restauranter og barer over de sidste tre år. Selv om to af de fire politidistrikter ikke registrerer, hvor hændelserne finder sted, så rapporterer alle fire distrikter et lavt antal af anmeldte sager. I Glasgow blev kun 12 transfobiske hadforbrydelser anmeldt i hele 2016 – et meget lavt tal, når man tager i betragtning, at distriktet dækker næsten 770.000 indbyggere.

Politiet i London og West Yorkshire registrerer imidlertid, hvor sagerne er anmeldt. Politiet i London dækker et distrikt med 8,6 millioner indbyggere, og selv om antallet af transfobiske hadforbrydelser er højere sammenlignet med de øvrige distrikter, så blev der kun rapporteret otte sager på barer og restauranter i 2015 og 2016, og kun ti i 2017. West Yorkshire dækker 2,2 millioner indbyggere, herunder byerne Leeds og Bradford, og også her er antallet forbløffende lavt. I 2015 er der ingen anmeldte hadforbrydelser fra barer og restauranter.

Når man tager i betragtning, at 41 procent af alle transpersoner har været udsat for hadforbrydelser indenfor det seneste år, så er tallene foruroligende lave.

”Det, der springer mig i øjnene, er, at antallet af anmeldte hadforbrydelser på restauranter og barer er meget lavt,” siger Pearce, da jeg viser hende opgørelsen fra politiet i London. ”De undervurderer helt sikkert situationens alvor, men det kommer ikke som en overraskelse. Når det er sagt, så er antallet af sager, som anmeldes på barer og restauranter relativt højt.”

Ifølge Pearce så kan transpersoner også være modvillige overfor at anmelde hændelser, fordi de ikke stoler på politiet, eller fordi de måske ikke er bevidste om, hvad definitionen på en hadforbrydelse er – det blev først klargjort ved lov i 2010.

”Mange transpersoner frygter, at politiet ikke tager dem alvorligt,” siger Pearce. ”Folk har dårlige oplevelser, og så deler de dem med deres netværk. Så ender vi med en situation, hvor hele miljøet er påvirket af en bestemt opfattelse af, hvordan de i så fald vil blive behandlet”.

Selv om Cameron ikke selv har haft grund til at anmelde en hadforbrydelser endnu, fortæller de, at deres første tanke under alle omstændigheder ikke er at kontakte myndighederne.

”Generelt, så stoler jeg ikke på, at politiet tror på mig eller er på min side, hvis jeg tilkalder dem,” fortæller de mig. ”Enhver form for interaktion med myndighederne er hårdt arbejde og kan være svært følelsesmæssigt for en transperson på grund af for eksempel misgendering – her er politiet ingen undtagelse”.

Jeg spurgte politiet i London, om man har forholdsregler på plads til at hjælpe transpersoner som er ofre for hadforbrydelser i servicesektoren. Talsperson Anthony Forsyth fortæller mig: ”Politiet i London har en afdeling, som arbejder specifikt med hadforbrydelser, og de tilbyder støtte og praktisk rådgivning, når du skal bestemme, hvad dit næste skridt i en sag er”.

”Politiet i London arbejder på at skabe opmærksomhed omkring hadforbrydelser og opfordrer ofre til at anmelde forbrydelser. Vi er klar over, at hadforbrydelser ofte går uanmeldte hen, og det er også derfor, at vi fortsat vil arbejde målrettet på at etablere tillid til alle miljøer, så ofrene føler sig trygge nok til at stå frem”.

I den anden ende af Bristol ligger den veganske café Eat Your Greens, der blevet åbnet af Babs (de, dem), der tidligere var ansat på Cafe Kino. Hywel (de, ham), som er Babs’ partner og medarbejder, fortæller mig, at det kan være hårdt at være transperson i restaurationsbranchen.

“Jeg kan godt føle, at jeg stadig har det værste tilgode, fordi jeg endnu ikke har begyndt min fysiske transition,” siger de, da vi diskuterer det ret anstrengende forløb, man skal igennem i forbindelse med kønsskiftebehandling i det britiske sundhedsvæsen NHS. “Jeg er ikke selv inde i den akavede fase. Men jeg forestiller mig, at det må være ret udfordrende når, man har en rolle, der kræver så meget interaktion med offentligheden.”

“Det kan godt være følelsesmæssigt krævende, at arbejde i den her branche,” fortsætter Hywel. “Gæsterne kan godt komme ind og bare læsse alt muligt af på disken. De kan have en dårlig dag og det kan godt gå ud over en.”

1539078044166-DSC01671
Eat Your Greens i Bristol. Billede af artiklens forfatter.

“For Babs, der arbejdede som kok på forskellige restauranter i Bristol, før de åbnede Eat Your Greens, var det vigtigt, at caféen skulle være et safe-space for LGBTQ-personer. Ansatte såvel som gæster.

“Hvis nogen kom med transfobiske kommentarer henvendt til enten mine ansatte eller mine gæster, ville jeg ikke bare slå det hen, ikke på vilkår” fortæller de. “Ikke at sige noget er det samme som meddelagtighed.”

Den indstilling er meget anderledes, end måden man tacklede tingene, i de køkkener Babs tidligere har arbejdet i. De fortæller mig om en fine dining-restaurant, de tidligere arbejdede for i Bath.

“Jeg befandt mig i det her toksiske miljø og det var forfærdeligt,” fortæller de. “Jeg fortalte dem, at mit pronomen er ‘de,’ at ‘mit navn er Babs’ og de så, at min navn var Rebecca, og så kaldte de mig Becky. Der var ikke en eneste, der kaldte mig ‘de’ i den tid jeg arbejdede der.”

På trods af de negative oplevelser i branchen, ser både Hywel og Babs caféer og restauranter som vitale i kampen for at øge synligheden af transpersoner og for at fordre tilblivelsen af et transmiljø.

“Jo flere ikke-binære og transpersoner, der er i stand til at åbne steder og få støtte fra miljøet, jo bedre kan de øge folk bevidsthed,” siger Babs.

1539078203194-DSC01680
Babs (venstre) og Hywel. Billede af artiklens forfatter.

Så godt som alle jeg talte med i forbindelse med tilblivelsen af den her artikel, var enige i, at det at gøre både kunder og ansatte opmærksomme på at man fører en transinkluderendepolitik på arbejdspladsen, er det første skridt mod en forbedring af transpersoners sikkerhed og arbejdsglæde i branchen.

Jones lagde mærke til en betydelig forandring i gæsternes adfærd efter, at Voodoo Ray’s hængte plakater op i deres lokaler, hvor der stod: “Voodoo Ray’s er et LGBTQ-venligt sted. Homofobi, transfobi, racisme, misogyni og alt andet bullshit vil ikke blive tolereret.”

“Jeg bliver helt sikkert bedre forstået nu, end jeg gjorde før,” fortæller Jones.

“I en samtale vi senere har om plakaten, tilføjer hun: “Jeg er ligeglad med, hvad fremmede folk går rundt og mener, men jeg vil ikke lyve overfor dig – det var ikke let før i tiden.”

“Jeg kan godt føle, at den plakat ikke burde være nødvendig, folk burde bare respektere andre mennesker. Det burde ikke være noget, man er nødt til at minde dem om,” fortsætter hun.

Jones husker tilbage på en hændelse, hvor en transfobisk kunde gav Voodoo Ray’s en dårlig anmeldelse. I anmeldelse blev Jones beskyldt for at kalde kunden og vedkommendes venner for “bitches.” Før i år ville Jones have været nødt til at give sin chef en skriftlig udlæggelse af, hvad der var sket, “som en slags politirapport,” der krævede, at hun skulle genkalde og genleve fremmede menneskers overgreb.”

“Hvis jeg havde den bog og læste den igennem, ville jeg nok begynde at græde,” siger hun.

Voodoo Ray’s kræver ikke længere, at medarbejderne skriver sådanne oplevelser ned, og har samarbejdet med Jones om at udvikle en ny måde at rapportere sådanne hændelser. Hun understreger også, at den omsorg hun har modtaget på Voodoo Ray’s har været enorm: “Min bestyrer har støttet mig gennem nogle vildt svære perioder, og det er jeg taknemmelig for.”

“Alle, jeg arbejder sammen med, støtter mig, og det har betydet meget for mig,” tilføjer hun. “Det er sådan det burde være for alle transpersoner, der er i arbejde: sikkert.”

Dan Beaumont, ejer af Voodoo Ray’s og Dalston Superstore, forklarer, hvordan virksomheden har arbejdet målrettet for at skabe et mere positivt arbejdsmiljø for Jones og andre ansatte transpersoner.

“Vi er ekstremt heldige, at vi har et stærkt og støttende team ud over Jade, der arbejdede sammen med hende om at udvikle strategier, der kan håndtere håndtere det nonsens, der stadig foregår,” skriver Beaumont over email. “I forhold til den støtte vi har givet, er realiteten, at Jade har hjulpet os langt mere, end vi har hjulpet hende, ved at åbne vores øjne overfor den daglige kamp mange transpersoner må kæmpe bare for at få lov til at være tro mod sig selv.”

Selvstændige virksomheder som Voodoo Ray’s er ikke de eneste fødevarevirksomheder, der gør noget for at støtte ansatte transpersoner. I USA har Starbucks for nyligt annonceret, at man vil udvide de ansattes sundhedssikring til også at omfatte “nedre” og “øvre” kirurgi, mens caféer og restauranter på begge sider af Atlanten, i stigende grad tager kønsneutrale toiletter til sig.

"De fortalte mig lige ud, at jeg ved at springe ud, skadede mit brand, så cirka to uger efter jul, trak de sig fra en aftale til en værdi af 25.000 pund."

I den kulinariske medieverden er synligheden af transpersoner knap, men madskribenten Jack Monroe, der identificerer sig som ikke-binær, stod bag et af branchens mere synlige skridt mod mere trans-synlighed, da de sprang ud i 2016.

Monroe fortæller mig, at det bestemt ikke var en let beslutning.

“Da jeg følte mig klar til at springe ud i 2016, skulle jeg lige til at underskrive en kontrakt på, hvad der ville blive min tredje kogebog,” siger de. “Men forlaget faldt over en artikel, jeg havde skrevet et par uger forinden, hvor jeg sprang ud som ikke-binær transperson, og besluttede, at de ikke ville udgive min kogebog alligevel.”

“De fortalte mig lige ud, at jeg ved at springe ud, skadede mit brand,” fortsætter Monroe, “så cirka to uger efter jul, trak de sig fra en aftale til en værdi af 25.000 pund (cirka 213.000 kroner).”

Selv om Monroe ser madverdenen som blivende mere og mere tolerant, mener de stadig, at der er lang vej igen. Monroe tweetede for nyligt et billede af en kommentar, de modtog på deres blog, med en emailadresse der opfordrede Monroe til at “dø@såhurtigtsommuligt.com.” Den blev delt i kommentarsporet under en opskrift på kikærtesalat.

“Jeg tror, at madjournalistikken er så bange for alt, der ikke lige passer ind i dens pæne lille hjemmelavede småkageform,” siger Monroe. “Industrien er nødt til at indhente resten af verden.”

1539080882476-Jade_Selects_0F9A0515
Jones bag disken på Voodoo Rays. Billede af Liz Seabrook.

Hvor visse dele af fødevareindustrien er ugæstfri for overfor trans og ikke-binære, kan restauranter og caféer, med den rette politik og ledelse, blive et hjem for de mennesker, der er blevet rituelt ekskluderede. Cafe Kino var det første sted Cameron følte sig behageligt nok til mode til at springe ud.

“Jeg sprang først ud efter, at jeg var begyndt at arbejde her,” fortæller de. “Det var den enorme effekt Cafe Kino havde på mig. Jeg begyndte at arbejde der, og så, at halvdelen af de ansatte brugte pronomenerne de og dem. Da jeg så ansøgningskemaet med et særligt åbent felt hvor man kunne angive sit pronomen, tænkte jeg, ‘Nu er det tid.”

Selvom arbejdet i restaurationsbranchen har gjort Jones udsat over for overgreb, finder hun styrke ved at bruge sin synlighed til at konfrontere myter om transkønnede.

“Transfobi bliver ofte ikke taget seriøst. Det mindste folk kan gøre, er at oplyse sig selv og andre, før de taler. Hvis folk er oprigtigt interesserede, vil jeg bruge muligheden til at vise, at transpersoner ikke er anderledes end alle andre,” siger hun trodsigt, mens hun gestikulerer en sidste gang med sin hånd.

“Vi er ikke fuking monstre.”