Annoncering
DC

Superman burde ikke være hvid

Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvilken farve den næste superman har. Men jeg har ikke tænkt mig at blive ved med at lade, som om hvid er den bedste løsning.

af Noel Ransome
21 september 2018, 1:33pm

Billeder via Wikipedia Commons. 

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Nu siger jeg bare noget. Så må du true mig med tæsk bagefter, hvis du er til den slags. Men hvis du partout vil slås – og jeg ville virkelig foretrække det, hvis vi kunne lade være – så gør det ikke mit budskab mindre sandt.

Superman bør ikke længere være hvid.

Jeg sagde det, og jeg mente det. Vi er kommet så langt forbi det "woke" øjeblik i vores kultur, hvor vi måtte indse det. Vi kender jo alle sammen Supermans oprindelseshistorie, der stammer fra en svunden tid, vi kalder 1930'erne – den samme periode, hvor Jesus, der vandrer rundt i en mellemøstlig ørken, blev fremstillet helt bleg. Men vi er kommet videre, er vi ikke? Er det ikke på tide, at vi stopper med at bevare en 80 år gammel historie nøjagtig, som den blev præsenteret af DC Comics i sin tid? Der er sgu da ingen, der er naive nok til at tro på, at et rumvæsen fra en anden planet giver mest mening, hvis han er en hvid mand med blå øjne. Selvfølgelig ikke.

Hvorfor skriver jeg så alt det her nu? Som Variety, Deadline og flere andre medier kan fortælle, vil Warner Bros ikke længere bruge Henry Cavill i rollen som Superman/Clark Kent. Rygterne fortæller, at det handler om løn eller dårlig instruktion, men et navn lurer også i kulissen, og noget kunne tyde på, at Michael B. Jordan skal være den næste til at påtage sig rollen. En sort mand. Og det giver bare så meget mere mening.

Lad os lige tænke lidt over, hvad vores helt i underhylere står for i dag: En hvid, stærk, flot, maskulin og ung person, der er eksemplarisk i alt, han gør – han er et ideal. En romantiseret helt, som passer til det 20./21. århundrede, og som ikke kan korrumperes. Han er landet på en anden planet i et rumfartøj, han ikke havde kontrol over. Han var tvunget til at assimilere sig i et samfund, samtidig med at han gjorde sit bedste for ikke at virke truende. Det lyder overhovedet ikke som en gennemsnitlig hvid mand.

Skaberne af Superman, Joe Shuster og Jerry Siegel, var begge børn af jødiske indvandrere, og de tegner et andet billede. Målet var ikke at skabe en eller anden bleg, kristen helt. De ville lave en semi-hebraisk Moses-figur, der ville blive set som en fremmed – både i sin samtid generelt og i en amerikansk kontekst. Superman var et ideal, der var fyldt med muligheder - han var et billede på, at hvem som helst kunne blive til noget i Amerika.

Superman, som vi kender ham, har den fordel, at han kan skjule sin "anden" side på en måde, der gør det ligegyldigt, at han er fra en fremmed planet.

Hvis man er immigrant, er man konstant fanget mellem glæden ved at være budt velkommen og det vedholdende stigma, der er forbundet med at være anderledes end sine omgivelser. Jeg har aldrig troet på historien om et rumvæsen, der har den fordel, at han kan skjule, at han er fremmed bare ved at tage briller på. Han kan simpelthen bare klæde sig ud som journalist i fint jakkesæt, og så elsker alle ham, og ingen af de lovlydige borgere ser ham som en trussel - hans hvide, skarpskårne kæbe og hans blå øjne giver ham det privilegium. En sort Superman ville aldrig blive taget så godt imod. Han ville til gengæld passe bedre ind i Shuster og Siegals oprindelige vision om at skulle hæve sig selv over sin status som "fremmed" for at blive noget endnu større – et håb, som USA har forsøgt at promovere, siden det blev grundlagt: Den amerikanske drøm.

Det burde efterhånden være tydeligt for enhver, at hvis man er imod en sort Superman, så handler det om fordomme. Jeg ved godt, at der kan være noget problematisk ved at bytte rundt på racer. Hvis man for eksempel fjernede den mørke hud fra Black Panther og gjorde ham kridhvid, ville man samtidig udrydde alt det, der gjorde karakteren speciel til at starte med. Hele konceptet ved ham er, at han er en stolt, sort mand, der spytter den hvide kolonialisme lige i ansigtet. Det er pointen. Jeg kan også sagtens forstå, at publikum helst vil se en sort mand tage ejerskab over en rolle, der oprindeligt var sort, i stedet for at udnytte en hvid mands historie (der har faktisk været en sort superman fra et andet univers, og der var også sorte kryptoniter).

Superman er til gengæld bare en karakter, der er blevet mere og mere hvid og messiansk med tiden. Han har absolut intet at gøre med det oprindeligt udgangspunkt. Han er til gengæld i tiltagende grad blevet en fortærsket stereotyp – en fiktiv omgang propaganda, der forsøger at gentage den rosenrøde fortælling om, at hvis man er hvid, er det det samme som at være god, uskyldig, have medgang og opnå store ting.

Selv hvis vi lægger al videnskab om melanin fra os, så vil jeg bare have det, der er bedst for den originale historie. Jeg vil se kunsten illustrere menneskets natur, og det er blandt andet at være bange for ting, vi ikke forstår. Jeg vil have, at skinhead Lex Luthor (superskurken) skal være så ægte, at han fortæller sorte Superman, at han ligefrem frygter det, han ikke forstår.

Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvilken farve den næste superman har. Men jeg har ikke tænkt mig at blive ved med at lade, som om hvid er den bedste løsning.