Disney-prinsesser er ikke kendt for at være kræsne. De har været tiltrukket af tyveknægte, bedragere, mænd, der er kommet for at tage deres land og dræbe deres familie, kaniner, uhyrer og bier. Men hvad de aldrig er blevet tiltrukket af, er en person af deres eget køn. Det har gennem tiden vakt en del frustration i homomiljøet, at Disney mente, det var mere troværdigt, at deres kvindelige karakterer blev tiltrukket af en bi end en anden kvinde.
Karakteren Elsa fra Frost er af mange blevet læst som homoseksuel. Da hendes ”magi” begynder at vise sig, mens hun stadig er barn, tager hendes forældre hende med til en trolddoktor, der skal vurderer, om det er medfødt, eller om hun er blevet forhekset. Det er desværre medfødt. Hvad gør hendes forældre så? De låser hende inde og tvinger hende til at undertrykke sine naturlige tilbøjeligheder, hvilket fører til, at hun bliver følelsesmæssigt forkrøblet og ender med at stikke af for at leve i isolation. Her får vi så den store forløsning, da Elsa beslutter, at hun ikke gider holde sin ”magi” inde mere og synger ”Lad det ske” ("Let it go" i originalversionen). Her smider hun sin kåbe og slår håret løs, mens hun synger:
”Luk ingen ind, lad ingen se
Hold facaden, det' du forpligtet til
Luk af hver dag, læg låget på
Nu skal de få
Lad det ske, lad dem se
Jeg viser mig, som jeg er
Lad det ske, lad dem se
Jeg vil aldrig gemme mig mere”
Det er ikke kun Elsa, der har en queer-vibe i Frost. For udover at man møder et (måske) homoseksuelt par i bjergene i form af en købmand, og hvad han selv betegner som sin familie, der ser ud til at bestå af fire børn og en anden mand, så er selve slutningen i Frost (spoiler alert!) temmelig progressiv i og med, at det ikke er et kys fra den flotte fyr, der redder Anna, men derimod kærligheden fra en kvinde. Søskendekærlighed, that is.
Nå, men alt det har givet mange LGBTQ-Disney-fans håb om endelig at opleve repræsentation. Allerede i 2016 satte en Twitter-bruger gang i kampagnen #GiveElsaAGirlfriend. Og da det kom frem, at Disney vil lave Frost 2, begyndte folk at spekulere i, om det mon ikke ville være et passende plot, at Elsa mødte kærligheden (hun kan jo ikke sådan gå og være en single prinsesse, og hun bliver jo heller ikke yngre), og at den kærlighed passende kunne komme i form af en kvinde. Så hun kunne få afløb for sin "magi".
Nu har manuskriptforfatter og medinstruktøren, Jennifer Lee, så sagt følgende om muligheden for, at Elsa får en kvindelig kæreste til Huffington Post: ”Det betyder alverden for os, at vi er en del af den her samtale,” og: ”Jeg skriver altid ud fra karakteren, og Elsa fortæller mig hver dag, hvor hun er, og hvad hun laver i sit liv. Vi må se, hvor vi går hen.” Og selvom dette ikke-totale-afvisning-af-at-det-principielt-kunne-ske-svar bestemt er et tyndt fundament at bygge en masse forhåbninger på, er det præcis, hvad mange har gjort, og derfor oplever #GiveElsaAGirlfriend fornyet liv på de sociale medier i disse dage.
Der er selvfølgelig også nogen, som mener, det er noget forfærdeligt gris, som vil fordærve børn og lære dem forkerte familieværdier. Disse folk har organiseret sig under #GiveElsaABoyfriend.
Elsa er altså gået hen og er blevet en identitetspolitisk kampplads, hvor virkelig mange voksne mennesker mener at vide, hvad en fiktiv karakters sande seksuelle orientering er. Der er sågar blevet lavet en underskriftindsamling "imod bevægelsen, der vil gøre Dronning Elsa lesbisk".
"Kvinder verden over ser Disney-film og drømmer om at vokse op og få et liv, som minder om deres favorit Disney-prinsesses eller drømmer om dagen, hvor de gifter sig med deres egen drømmeprins," skriver de og anmoder Disney om ikke at give efter for presset fra de politisk korrekte, men istedet stå fast ved traditionelle familieværdier og repræsentere "den naturlige familie" a.k.a. give Elsa en prins i Frost 2. Det er der indtil videre 334.540, som har skrevet under på.
Der er som sådan ikke noget nyt i, at Disney-film er centrum for debat. Tidligere har der været diskussion om, hvorvidt det er racistisk, at den første sorte Disney-prinsesse først så dagens lys i 2009. Hvorvidt Aladdin portrætterer folk fra Mellemøsten som barbariske. Og om at skurke som Scar, Jafar og Hades alle har en tydelig feminin fremtoning, hvilket er med til at stigmatisere homoseksuelle mænd som værende onde. Og ja, nu den her om, hvorvidt Disney-prinsesser partout skal være heteroseksuelle. Grunden til, at voksne gider bruge så meget tid og energi på at diskutere Disney-film, handler om det faktum, at populærkulturen er med til at forme vores forståelse af virkeligheden og ikke mindst os selv. Som børn spejler vi os i de karakterer, vi ser. Og ser vi ikke nogen, som minder om os selv, får vi indtryk af, at vi ikke er gode nok, som vi er. Ergo, der handler om repræsentation.
De seneste 25 år har Disney været mere opmærksomme på repræsentation i forhold til etnicitet, hvilket Aladdin, Pocahontas, Mulan og Prinsessen og Frøen er eksempler på. Men repræsentationen af forskellige seksuelle orienteringer lader vente på sig. Jojo, bevares, der var det der måske-bøssepar, som man så i et splitsekund i Frost, og Le Fou danser med en anden mand i den nye ikke-tegnede udgave af Skønheden og Udyret, men den store homokærlighedshistorie har vi endnu til gode. Og der er stadig 1 år og 264 dage, til vi finder ud af, om det er Elsa, som kommer til at give os den.