Bryd palmer og perfekte croissanter op med disse seks Instagram-poeter
Foto: Instagram-opslag fra @trylleformuleringer og @mellemlinjerne

FYI.

This story is over 5 years old.

Feminisme

Bryd palmer og perfekte croissanter op med disse seks Instagram-poeter

Vi elsker Instagram for sit miks af kropsaktivisme, Kim Kardashian og Københavns mest hypede croissant fra #Juno. Men også for dem, der lægger tekst ind i de kvadratiske bokse og bryder palmestrande op med digital poesi.

Der er palmestrand, feminint karseklip, byens bedste – i hvert fald mest hypede – bagværk fra #Juno, ej at forglemme den fortærskede avokadomad. Instagram er vores flatterende fotoalbum, og drivkraften bag det billedbårne medie er den hastige bedømmelse og afkodning, det er hurtige likes og små kommentarer. Det er stedet for røde læber, faste baller og også bløde deller, men endnu ikke nøgne nipples, kun kreative løsninger på det forbud… Med andre ord: Vores feed fodrer os, og vi fodrer tilbage med billeder, helst akkompagneret af et #tb, hvis de lægges op a little too late.

Annoncering

Men de kvadratiske bokse fyldes også af andet end flygtige øjebliksbilleder og tidstypiske motiver, nemlig af tidløse tekststykker. Digterspirer, aktivister og andre ordekvilibrister udgiver digital poesi, hverdagsdialoger og krøllet tankestof, der til trods for Instragrams mantra om hurtig læsning sætter sig fast. Dem er jeg glad for, og derfor har jeg forfattet denne liste over nogle af de insta-poeter, der er værd at følge:

@mellemlinjerne

Cecilie Sund Kristensens hudsultne digte, delt på profilen mellemlinjerne, minder dig om, hvor meget du kan længes efter en krop. Og et menneske. Om kærligheden og manglen på samme. Er du alligevel sunket helt ned i dynen, så dyrk følelsen, scroll igennem dette insta-feed, og slug digte som: ”Du trykker like, men du kysser mig ikke mere”. Ud over den digitale digtning har Cecilie Sund Kristensen udgivet to digtsamlinger Blandet Slik fra 2013 og Blå nætter fra 2015. Hun er desuden at finde på flere københavnske scener, primært "Ord på Flisen" og "Poesi i Tranquebar".

@rupikaur_

Måske er der ikke vildt mange, der læser poesi, men der er mange, som læser Rupi Kaur. Den indisk/canadiske digter debuterede med samlingen Milk and Honey, der har solgt – hold fast – over en million eksemplarer. Kaurs poetiske instagramkonto tæller ditto antal følgere. Forståeligt! Hendes feministiske digtning berører emner som vold, misbrug, kærlighed og tab. I sikker stil rammesætter hun sine billeder og poesi i en systematisk mosaik, der ikke bare fryder øjet, men også tænder hjernevindinger. Kaurs eksperimenterer desuden med andre poetiske formater og kom i medievælten, da Instagram i 2015 slettede billeder fra fotoessayet period, hvor Kaur på et af sine fotos ligger i en seng med blodpletter på lagnet og på sine natbukser. Nok en af de mest almindelige situationer for os menstruerende, men klart for meget for Instagram. Ehm…

Annoncering

@snithvede

’Barnet og jeg’ præsenteres som samtaler mellem journalist Ayse Dudu Tepe og hendes datter, Aida, på Ayse Dudu Tepes instagram-profil, snithvede. Det er råt for usødet og fyldt med kærlighed, når pre-teenageren giver sin mor ærlige udmeldinger. Hvorfor skal mor også hele tiden ringe – hun vil jo ikke rigtig noget. I samtalerne bliver der tænkt stort og småt over verdens indretning, især fra barnets side, der endda til forveksling kan ligne den voksne i dialogerne. Barnet kan, som børn gør bedst, se igennem og skære ind til benet. Det gælder både, når det handler om Google, racisme – om at ”lave livet” og om moderens ekskærester. Mor: ”Jeg talte forresten med min ekskæreste her den anden dag”. Barnet: ”Sagde han så, hvor røvirriterende du var”? …Men hey, dem, der får mest ærlighed, er vores største kærlighed.

@alexanderfallo

Vi kan vist ikke komme uden om, at de fleste af os (alle) lider af SKAMstinenser – de store kærlighedsdramaer i den lille hverdag. Den norske digter Alexander Fallo får dig med et opslag sat tilbage i samme stemning som i Hartvig Nissens skolegård. Hans stilrene feed sender strofer ud, der på en måde før har løbet over dine egne læber: ”Nei det er sant det skal vi jo ikke” – hvem har måske ikke leveret eller modtaget selvsamme sætning og omvendt tænkt: Det skal vi jo! Fallo rammer nerven, og derfor bliver du også blæst flere skridt baglæns, når han enkelte gange bryder med sin ellers konsekvente form og trykker capslock i bund for at råbe noget op og ud.

Annoncering

@toveditlevsen

Godt nok lever fyrbøderens datter fra Vesterbro ikke længere, men Tove Ditlevsens ord er i den grad stadig levende – og måske mere anerkendt nu end dengang forfatteren sad bag skrivemaskinen. Ditlevsens digte er nemlig meget andet end triviallitteratur, og det har folk efter hendes selvvalgte farvel til verden i 1976 fundet ud af. Vi hylder hende for hendes rå og usentimentale stil, og forlaget Gyldendal har tilmed dedikeret en Instagram-profil til Tove D-digte. Om hun selv havde valgt at dele poesi på Instagram, kan vi kun gisne om. Hendes rim om livet som kvinde og forfatter, misbrug og kærlighed, passer dog perfekt i Instagrams firkantede felter, selvom hendes lyrik ikke kan sættes i boks.

@trylleformuleringer

Bianca Fløe poster poetiske tekstbilleder i forskellige farver og typografier under aliaset trylleformuleringer. Hun bruger ord som likes, Snapchat og selfiestang i sin digtning – for følelser findes også på de sociale medier. Instagram, som eksempel, kan være en dræber, når ekskæresten deler de første billeder efter bruddet, eller når flirten ikke svarer på Facebook – selvom den lille grønne prik er tændt. Bianca Fløe leverer universelle følelser helt ufiltreret på en medieplatform fyldt med filtre. Det hele begyndte som et eksperiment i 2013, og henover et år udviklede det sig til over tusind tekststykker. De dynamiske digte udkommer desværre ikke længere, men vi anbefaler alligevel, at du kigger forbi @trylleformuleringer for et tilbageblik. Og hey, Bianca Fløe, vi savner dine lyriske insta-updates, please give us some more.