Annoncering
essay

Der er masser af seje kvinder i ‘Black Panther’ – bare ikke på soundtracket

Kvinder spiller en stor rolle i den nye Marvel-film, men der er ikke mange af dem på soundtracket.

af Kristin Corry
23 februar 2018, 12:31pm

Billede via Marvel Studios

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Instruktør Ryan Cooglers helt store opgave i Black Panther var at få Wakanda til at føles hjemligt. Det opdigtede, østafrikanske land er i omverdens øjne bare endnu et tredjeverdensland, men indenfor dets grænser bor et krigerfolk, hvis samfundsøkonomi er baseret på metallet vibranium, som udvindes fra undergrunden. Det er et sagnomspundet lan, hvor kvinder kan være spioner som Nakia, tech-pionerer, som lillesøsteren Shuri, eller generaler med kommando over en kvindemilits som Okoye. Med kvinderne i ryggen jager T’Challa skurken Klaue efter sidstnævnte har forsøgt at sælge et oldgammelt wakandansk artefakt lavet vibranium. Kampen mod Klaue indebærer blandt andet en hektisk biljagt, hvor Nakia, spillet af Lupita Nyong’o, sidder bag rattet, mens Okoye, spillet af Danai Gurira, står på taget. Letitia Wright, som spiller Shuri, kører T’Challas flugtbil, og generelt er filmen præget af kvinder, der bruger deres list og intelligens til at holde mændene i skak. Men musikken, der ligger i baggrunden under bemeldte scener, kan desværre ikke helt hamle op med billederne.

”Opps”, et bastungt track, der er mikset med futuriske 808’ere, lyder som om det smedet i virbranium. Tracket byder på kraftpræstationer fra Kendrick Lamar, Vince Staples og den sydafrikanske kunstner Yugen Blakrok, men det er kun Lamars vers, der optræder i selve filmen. Det er en scene, der viser Okoye, Nakia og Shuri, ikke bare som kvikke kvinder, men som vaskeægte actionstjerner. Men den energi, som de tre kvinder leverer virker på en eller malplaceret i samspil med Kendrick Lamars stemme – især når man tager i betragtning, at Yugen Blakrok er den eneste kvinde, som optræder på ”Opps”.

Black Panther er blevet kaldt en ”revolutionerende” film, fordi langt de fleste skuespillere i den er sorte, og det allervigtigste i den sammenhæng er, at deres historie ikke udfoldes indenfor rammerne af en hvid fortælling. Debatten omkring filmen har på mange måder overset, hvor stor en indsats Coogler har gjort for at vise kvinders styrke uden at forvrænge og objektivisere dem. Fra det øjeblik, hvor de bliver afsløret på kasinoet, kæmper Okoye og Nakia lige så aggressivt, som mænd traditionelt gør på det store lærred, men det sker på deres egne præmisser. Iført højhælede sko og balkjoler bruger kvinderne parykker, stilethæle og spyd som våben og gør definitivt op med den fordom, der lyder, kvinder kan ikke være barske på film, mens de samtidigt undergraver den stereotype forestilling om afrikansk barbari – noget som Klaue selv kommenterer på i filmen. Lige siden Hattie McDaniels optrådte i Borte med blæsten, er sorte kvinder typisk blevet castet i biroller, der læner sig tungt op af racestereotyper, som den vrede sorte kvinde, der ruller med øjnene. Man er indforstået med, at Chadwick Boseman, som spiller T’Challa, gør op med de begrænsninger og den undertrykkelse, som sorte skuespiller har lidt under, men det er faktisk Wakandas kvinder, der i sidste ende gør den største forskel. Det er derfor også skuffende, at soundtracket ikke byder på flere kvindelige stemmer og kunstnere.

Gennem hele sin karriere har Kendrick Lamar, med albums som To Pimp a Butterfly og DAMN, bestræbt sig på at udforske sort identitet, som Coogler nu også har gjort med Black Panther. Lamar har en uovertruffen evne til at fange nuancerne og modsætningerne i den sorte oplevelse af verden, og derfor var det også helt oplagt, at han skulle stå i spidsen for udviklingen af soundtracket til en film, der er blevet kaldt et skelsættende øjeblik i filmhistorien. Problemet er bare, at Lamar og TDE kun har skrevet et soundtrack til kongen og hans ærkefjende. De har ikke formået at se længere end til de mandlige roller. Albummet, der er skruet sammen med bidrag fra en bred vifte af kunstnere, lader til at være en indsats for mangfoldighed og et forsøg på at give projektet international flair, men det har mest kommet mandlige kunstnere til gode. I sidste uge bemærkede Noisey, hvor få repræsentanter fra den afrikanske diaspora optræder på soundtracket, men efter at have set filmen, er det endnu mere påfaldende, hvor få kvinder der er. Med over 20 gæsteoptrædener fordelt på 14 tracks skulle man tro, at pladen ville afspejle kvindernes indsats på lærredet, men der tager man fejl. Der er faktisk kun fire kvinder på soundtracket, og den britiske sanger Jorja Smith er den eneste, som har en solosang. ”I am”, som Smith optræder med, er en smuk sang med en melankolsk stemning og en latent, atmosfærisk frygt. For sig selv er det en rigtig god sang, men igen virker den malplaceret, når man tænker på, at Wakandas kvinder er alt andet end melankolske og fulde af frygt. Filmen giver sorte kvinder mulighed for at spejle sig i en repræsentation, der for en gangs skyld ligestiller dem med mændene, også selv om det kun foregår i et opdigtet land. Men soundtracket gør det modsatte. Der optræder kvinder kun som staffage.

Kvinderne i Black Panther lever i en drømmeverden. Det er en verden, som ikke alene er fri af køns- og racediskrimination, men også de måder hvorpå krydsfeltet i mellem de to påvirker kvinder i deres hverdag. Wakanda er et patriarkat, men det opdigtede lands kønsrollemønster er dog tættere på egentlig ligestilling. Det ser man i måden, hvorpå Shuri, Okoye og Nakia dominerer deres respektive områder, hvilket blandet andet betyder, at de er i stand til at redde T’Challa, når det brænder på for helten. Det er netop deres professionelle evner, der gør dem i stand til det. ”De har lov til at gøre en masse ting, og det er noget samfundet opmuntrer dem til… De er på den måde fantastiske rollemodeller. Det kunne være fedt at leve i Wakanda,” siger Gurira i et interview med Huffington Post.

I stedet for et soundtrack, der skifter mellem at fokusere helten og hans ærkefjende, så havde det været fedt, hvis vi kunne høre musikken i Okoyes hoved, inden hun går i kamp. Nakia er på hemmelig mission over hele verden, men hvad er der på hendes playliste? Shuri er ung, men har alligevel evnerne til at skabe ny teknologi, som dybest set redder landet. Nyong’o og Wright har allerede bevist, at de har freestyle-skills, så prøv at forestille dig, hvordan deres musikbiblioteker ser ud. Black Panther lever op til den positive omtale, og det er især på grund af de kvindelige præstationer. Det afspejler soundtracket desværre ikke.

Et af de få steder, hvor kvinderne på lærredet får den musikalske opbakning, de fortjener, er kampscenerne med Wakandas Dora Milaje-milits, anført af Okoye, hvor et kor af senegalesiske kvinder messer i baggrunden. Selv om selve soundtracket svigter de kvindelige kunstnere, så er lydsiden under filmen ikke nær så problematisk. Filmmusikken er komponeret af svenske Ludwig Göransson, som også arbejdede sammen med Coogler på Creed. Göransson tilbragte en måned i Senegal sammen med lokale kunstnere som Baaba Maal for at få Wakanda til at lyde mere afrikansk. ”Det var vigtigt for mig, at musikken blev kulturelt funderet,” siger Göransson i et interview med Pitchfork. Igennem hele filmen komplimenterer musikken både T’Challa og hans ærkefjende Erik Killmonger, spillet af Michael B. Jordan og deres herkomst. Åbningsscenen og ledemotiverne, der følger T’Challa hele vejen igennem filmen, er inspireret af den ceremonielle trommemusik, som Maal spiller, når han turnerer. I et interview med Genius afslører Göransson, at lyden af den talende tromme er opnået ved at lægge seks lag talende trommer indover en 808. Dertil kommer blæserne, som giver musikken royal flair. Det var også Göranssons opgave at lægge autentisk afrikansk musik indover TDEs udvalg af sange, som transformerer det, der ellers lyder som en californisk mands forestilling om Wakanda. Fulafløjterne slynger sig om Killmonger og tilføjer en West Coast-stemning, der passer til antagonisten, som har rødder i Oakland.

Når man ser bort fra det mandsdominerede soundtrack, så er Black Panther gribende gennem samtlige 134 minutter. Det, at en afroamerikansk mand instruerer en film om en afrikansk nation, har skabt en del røre i visse kredse, men jeg er ikke enig i kritikken. Cooglers værk giver afroamerikanere adgang til et kulturelt ophav, som de måske ikke har oplevet på anden vis. På samme måde som safe spaces blev oprettet på universiteter, der traditionelt har været forbeholdt sorte studerende, og Black Twitter afslørede alle de ting, vi har tilfælles fra vores barndom, så er Wakanda også unikt, fordi det er vores. Det er et åbent sted, der aldrig fremmedgør folk, og så gør det definitivt op med den kulturelle trope om at sortes historie begynder med slaveriet. Den tager for en gangs skyld en afrikansk kongefamilie alvorligt i skarp kontrast til for eksempel Eddie Murphy i Coming to America og det opdigtede land Zamunda. Med 218 millioner dollars i indtjening over den første weekend har Black Panther slået alle rekorder for en Marvel-film, og det er derfor sikkert at konkludere, at verden er træt af at høre den samme gamle historie om og om igen.

Tagged:
Music
Noisey
Kendrick Lamar
TDE
Black Panther
kvinder
black panther soundtrack
ludwig goransson
black panther kendrick lamar