Broadly

Jeg ledte efter mændene, der har været for #MeToo-domstolen i Danmark

Lektor Marianne Stidsen mener, at #MeToo har udviklet sig til en folkedomstol i Danmark. Det mener Kvinfo-direktør Henriette Laursen ikke. De er dog enige om, at en folkedomstol ikke er løsningen.

af Lene Munk
09 marts 2018, 9:03am

Illustration: Mathilde Brandborg

I mandags læste jeg en kronik i Politiken med overskriften "#MeToo-bevægelsen er ude af kontrol i sin selvretfærdighed og er blevet en usund folkedomstol". Og vi har hørt det mange gange på det seneste i forbindelse med #MeToo, det her ord; folkedomstol. I går kunne jeg så læse på forsiden af Metroxpress, at over halvdelen af de adspurgte danskere i en ny YouGov-undersøgelse mener, at #MeToo "er gået for vidt med hensyn til offentlige beskyldninger mod enkeltpersoner."

Hverken undersøgelsen eller overskriften på kronikken fortæller, om man taler om #MeToo-bevægelsen globalt eller i Danmark. Men hvis vi tager de lokale briller på og koncentrerer os om Danmark, så undrer jeg mig. Hvor er alle de her enkeltpersoner, som er blevet ofret på #MeToo-alteret?

Jeg ringede derfor til forfatteren til ovennævnte kronik, Marianne Stidsen, som er lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet, og spurgte:

Du skriver i din kronik, at du mildest talt er alarmeret over de forskellige tendenser til at lade folkedomstolen overtage retssystemernes og institutionernes funktioner, hvor er det, du ser de her tendenser?

”Det ville næsten være futilt (meningsløst, red.) at begynde at remse eksempler op på, hvad der har været i medierne af mennesker, der er blevet hængt ud – som oftest mænd – ved navns nævnelse og så at sige dømt ad den vej, uden at der forelægger nogle formelle anklager, som er et gået igennem et retssystem.”

Det siger du også flere gange gennem kronikken; at der er så mange eksempler, at det nærmest ikke giver mening at begynde at remse dem op, men jeg er faktisk i tvivl i forhold til navngivne mænd, der har fået ødelagt deres karriere, altså, hvor er det, vi har set det? Udover vi for eksempel har set mænd i Hollywood, hvor har vi så set det herhjemme?

”Prøv lige selv at tænke dig om, og så kunne jeg godt tænke mig at spørge dig, der har siddet og arbejdet længe med emnet, hvilke navne har du fået øje på?”

Jeg har ikke fået øje på mange navne, det er derfor…

”Er det rigtigt?”

...at når du skriver det i din kronik, så tænker jeg, at det må være, fordi du har set de her konkrete eksempler?

”Du får mig simpelthen, overhovedet ikke, til at gå ind i enkeltsager. Det er jeg ikke interesseret i.”

Hvorfor ikke?

”Fordi det her handler ikke om enkeltsager, for så fortaber vi os i nogle bestemte sager og detaljer omkring det, og det er ikke det, jeg synes, er problemstillingen her. Jeg synes, problemstillingen, i al sin korthed, er, at vi i denne her periode, den her tid, som #MeToo-bevægelsen har kørt, har set gentagende eksempler på mennesker, der er blevet hængt ud ved navns nævnelse, selvfølgelig med den konsekvens, at deres ry og omdømme har lidt stor skade.”

De havde diskussionen i "Debatten" på DR2 for nylig, hvor Nima Zamani (radiovært på Radio24syv og debattør på Ekstra Bladet) siger, at han er bange for, at #MeToo i Danmark vil udvikle sig til en folkedomstol, men at vi heldigvis ikke har set det endnu. Du nævner igen og igen, at der er de her eksempler…

”Og jeg opfordrer til, at man selv bladrer Politiken, for eksempel, igennem fra de seneste par måneder bare, og så kan man jo ved selvsyn se, at der er sat navne på de her personer, men du får mig ikke til at gå ind i enkeltsager.”

Så det gjorde jeg. Jeg gik Politikens #MeToo-tidslinje igennem, hvor artikler er samlet, fra da #MeToo-bevægelsen tog fart i oktober med anklagerne mod Harvey Weinstein, for at se, hvor mange danskere der var røget for ”folkedomstolen”:

1.
I oktober begyndte ”Zentropa-sagen” at rulle, da en række beskyldninger blev rettet mod Peter Aalbæk. Det kastede nogle besøg fra Arbejdstilsynet af sig, mens Aalbæk opholdt sig på sin gård i Herfølge og havde fået mundkurv på. Arbejdstilsynet fandt under dets besøg ikke noget at kritisere, og Peter Aalbæk er tilbage på job.

2.
Det var også i oktober, at Björk anklagede ”en dansk filminstruktør”, som straks blev identificeret som Lars von Trier, for at have sexchikaneret hende. Lars von Trier afviste de beskyldninger.

3.
I december kom det frem, at den tidligere rektor på forfatterskolen Pablo Llambias forlod sit job to år tidligere på grund af en sag om sexchikane over for en af skolens elever, selvom han tidligere havde forklaret, at det var for at dedikere sig egne projekter. Eleven, Nana Storr-Hansen, skrev i begyndelsen af december et #MeToo-opslag på Facebook, hvor hun beskrev forløbet. Llambias har også beskrevet forløbet fra sin vinkel i en bog, som udkom i sommer, og han kommenterede på Nana-Storr Hansens opslag:

”Jeg har ikke ret til at betvivle din version af historien, heller ikke detaljerne i den, selv om jeg i flere tilfælde har tilføjende eller andre opfattelser af dem. Jeg sagde selv op i juni 2015 som følge af sagen. Jeg erkender mit ansvar.”

4.
I begyndelsen af januar trak danske Peter Martins sig som balletchef for New York City Ballet efter beskyldninger om sexchikane og vold. Han er med på listen her, fordi han er dansk, men man kunne jo argumentere, at det ikke er en dansk #MeToo-folkedomstol, vi har at gøre med her.

5.
Sidste på listen bliver Den Jyske Opera. For den er selvfølgelig dansk, og sagen har været beskrevet i Danmark. Lederen af den, Philipp Kochheim, er dog tysker, og han blev bortvist fra en produktion i Østrig på grund af beskyldninger om sexchikane i januar. Philip Kochheim har undskyldt og er stadig chef for Den Jyske Opera.

Marianne Stidsen ville ikke nævne navne, og hun forklarer, at hun i forbindelse med personudhængningen i kronikken taler om den brede tendens. Nu har jeg imidlertid nævnt navne på de fire danskere og en tysker ansat i Danmark, jeg kunne finde. Jeg ved jo ikke, om det er dem, hun henviser til i sin kronik. Og måske er fem mange. Man kan længe diskutere, hvor meget der skal til for, at #MeToo-bevægelsen er ude af kontrol og har udviklet sig til en folkedomstol i Danmark, og det gjorde Marianne Stidsen og jeg også, men så talte vi også om, hvorfor hun føler, at hun er nødt til at gå ud og advare om den her folkedomstol. Det drejer sig om retssikkerhed, og så drejer det sig om, at truslen er tæt på, lige på den anden side af sundet. Og der har også været langt flere beskyldninger mod navngivne personer i Sverige. (Hvilket også har ført til, at en kvinde er blevet dømt for æreskrænkelse, efter hun beskyldte en mand for voldtægt i et Facebook-opslag).

”Vi er ikke der, hvor svenskerne er, endnu. Gudskelov, og jeg håber ikke, vi kommer det. Hvis jeg kan gøre mit til, at vi ikke kommer det, så har det været det værd at skrive den kronik,” siger Marianne Stidsen.

Hendes kritik i kronikken tager udgangspunkt i et åbent brev, som 48 studerende sendte til rektorer for universiteter landet over i februar. Her blev ingen navngivet, og afsenderne var anonyme. Stidsen mener, at det er problematisk, at de studerende valgte at gå direkte i medierne i stedet for at bruge de instanser, som faktisk eksisterer på for eksempel Københavns Universitet, hvor hun selv arbejder. Her har man – og det havde man også før #MeToo – nogle meget klare retningslinjer for det psykiske arbejdsmiljø, som også omfatter de krænkelser, #MeToo-bevægelsen har fokus på, forklarer Marianne Stidsen.

Havde de instanser så ikke fungeret, og var man ikke blevet taget alvorligt, så mener hun, at man bør kritisere instanserne, men løsningen er ikke at tage beskyldningerne ud i offentligheden, forklarer hun. Og eksemplet kan så overføres til resten af samfundet.

”Jeg tror på de moderne, demokratiske institutioner, som det har taget et par hundrede år at bygge op i den vestlige verden, og som andre dele af verden også ønsker sig og kæmper for. Det betyder ikke, at de er perfekte, selvfølgelig er de ikke det, og der må man så gå ind og se på, om der er tilfælde, hvor de her institutioner har nogle blinde punkter, og så må man gå ind og arbejde på at forbedre dem. Man løser efter min mening absolut ikke problemet ved at lave sådan en alternativ folkedomstol, som jeg synes, #MeToo-bevægelsen har udviklet sig til,” siger hun.

Hun mener desuden, at det også er farligt og en form for folkedomstol, når der ikke peges på navngivne personer, men på en hel gruppe – i det åbne brevs tilfælde; på alle ansatte på danske universiteter:

”At gå rundt på en arbejdsplads, hvor alle går og ser mistroisk på hinanden, fordi anklagerne ligesom bare bliver spredt i rundt i luften, uden man behøver at dokumentere dem, det er for mig at se en virkelig farlig glidebane at komme ud på.”

Direktør hos Kvinfo, Henriette Laursen, er enig med Marianne Stridsen i, at en folkedomstol ikke er en god løsning. Hun er dog ikke enig i, at vi har sådan en folkedomstol i Danmark. I en kronik i Berlingske skriver hun, at hun mener, at ”den navngivne #MeToo-anklagede mand i Danmark er et spøgelse.” Men betyder det så, at halvdelen af danskerne ser spøgelser? Jeg ringede til Henriette Laursen og spurgte:

I dag har metroxpress en historie på forsiden med en undersøgelse fra YouGov, som viser, at over halvdelen af danskerne mener, at #MeToo er gået for vidt med hensyn til at beskylde enkeltpersoner. Hvorfor tror du, så mange danskere mener det?

”Jeg ved det faktisk ikke, jeg kender ikke baggrunden for det, andet end at der er nogle debattører, der har haft held til at sige, at der er opstået sådan en folkedomstol. Men den eksisterer ikke. Den er noget, vi taler om, men jeg mangler at få folk til at fortælle mig, hvilke konkrete sager det her drejer sig om. Hvem er det helt konkret, der er blevet dømt ved en folkedomstol? Jeg ved det ikke.”

Jeg talte med Marianne Stidsen, som har skrevet en lang kronik om det her i Politiken, og bagefter prøvede jeg at se, hvor mange navngivne danskere jeg selv kunne finde. Jeg fandt Peter Aalbæk, Lars von Trier, Pablo Llambias, Peter Martins og den tyske chef for Den Jyske Opera. Den håndfuld-ish, mener du, at den retfærdiggør at sige, at vi har en folkedomstol?

”Nej. Og jeg synes ikke, det står i forhold til alle de mange udsagn, der er kommet fra personer, der har oplevet chikane, som har været holdt tilbage, og som vi må erkende, at vores systemer ikke har været gode nok til at agere på. Og som jo er grunden til, at vi er kommet derhen i dag, hvor det er nødvendigt med #MeToo.”

Henriette Laursen forklarer, at hendes overvejelser om retssikkerhed især er fokuseret på dem, der har været udsat for overgreb, og som i mange år ikke har følt, at de kunne fortælle om det, og dem, som har anmeldt sager, er endt med at miste deres arbejde og har fået ”en latterligt lille godtgørelse.” Hun understreger dog, at hun – ligesom Marianne Stridsen – mener, at sager skal afgøres ved nævn og domstole.

”Jeg er selv uddannet jurist og går meget ind for retssikkerhed.”

Nogen har jo opfordret til, at man skal #namethem, så vi kan få nogle flere navne ud i Danmark, men det er du ikke enig i?

”Nej. Jeg synes, man skal bruge institutionerne, og så skal vi have gjort et politisk arbejde for at forbedre de systemer, så man ikke skal leve med seksuelle overgreb på sin arbejdsplads eller andre steder.”

Marianne Stidsen og Henriette Laursen er altså uenige i, om #MeToo har udviklet sig til en folkedomstol. Men de enige om, at en folkedomstol ikke er en løsning på seksuel chikane og overgreb. Man må bruge de instanser, som sikrer retssikkerheden for alle. Stidsen siger også, at hun anerkender, at instanserne ikke altid løser deres opgave godt nok, ligesom Laursen mener, vi har været vidner til længe, men så er det instanserne, man må kritisere. Vi skal ikke #namethem, siger begge.