Sådan er det at drive et morgenværtshus i hjertet af Vesterbro
Ergo-Michael bag baren på Jernbanecaféen. Alle billeder af artiklens forfatter.
danmark

Sådan er det at drive et morgenværtshus i hjertet af Vesterbro

På Jernbanecaféen tolererer man ikke morgenfriske natteravne, der pudrer næsen. Her får man klip i kortet, når man drikker en bajer, og det er stamgæsterne, der er de sande kulturbærere.
23.2.18

Velkommen til serien Last Call, hvor vi besøger barer over hele verden for at lære fra de bedste bartendere og kroværter – om alt fra livsråd til hvilke drinkbestillinger, der grines hånligt af.

Normalt er drikfældighed ikke noget der belønnes med hæder og metal, men sådan er det ikke på Jernbanecaféen i Reventlowsgade overfor Københavns Hovedbanegård. Her får man nemlig et klip i kortet hver eneste gang, man køber en øl.

Annoncering

Når man har drukket 10, bliver man præmieret med en bronzemedalje, der desuden fungerer som øloplukker. 17 udløser en sølvmedalje, 27 en guldmedaljer, og når øl nummer 30 er røget indenbords, bliver man dekoreret med en Dannebrogsprydet, øloplukkende hædersmedalje.

Det er ikke unormalt, at folk finder vej til værtshuset med det ene mål for øje at slingre ud ad døren med op til flere medaljer om halsen. “Det er sket mange gange,” fortæller 62-årige Agnete Bjørlig, der ejer Jernbanecaféen. “Vi har oplevet flere selskaber, der ankommer med morgenbrød ved åbningstid, så de kan starte tidligt. Så bliver de hængende, indtil missionen er fuldført.

“Hvis jeg selv skal sige det, er medaljeordningen ret så genial. Vi kommer i dialog med gæsterne, da vi altid skriver navn på kortet, og når vi fortæller dem, at det kan føre til en medalje, trækker de fleste gæster på smilebåndet.”

Jernbanecaféen set fra Reventlowsgade.

Jernbanecaféen er en københavnsk kulturinstitution, der blev grundlagt i 1933. Den har været i familiens eje siden 1970, og Agnete er tredje generation af ejere efter sin mor og morfar. Siden 1997 har det været hendes ansvar at sørge for, at Jernbanecaféen er forblevet en konstant i en ellers foranderlig verden med byfornyelse, rygelov og en alkoholkultur under forandring. Lige her midt i orkanens øje rundt om hjørnet fra Istedgade.

Da Agnete overtog værtshuset, var Jernbanecaféen tilholdssted for lokoførere og jernbanearbejdere, men sådan er det ikke længere. “Det kan være, fordi de har fundet et andet sted at være, eller måske mere sandsynligt fordi der er kommet andre boller på suppen,” fortæller Agnete. ”Dengang var det sådan, at hvis kasseren fra fagforeningen var her, så var der ingen på værtshuset, der gik tørstige hjem.”

Oppe under loftet i den ende af lokalet kører et lille tog i pendulfart fra vinduespartiet til endestationen over indgangen til dametoilettet. Her har lokoførere, pendlere, turister og lokale vesterbroere kunnet slå vejen forbi til en sludder, en quiz, fællessang eller grønlandsk maskedans hver eneste dag – fra syv om morgenen til to om natten – i en menneskealder.

Selvom værtshuset godt kunne bijobbe som jernbanemuseum, er det gæsterne og ikke de mange effekter, der hænger i loftet og på væggene, der er Jernbanecaféens sande kulturbærere.

Agnete Bjørlig i baren på Jernbanecaféen.

Agnete Bjørlig i baren på Jernbanecaféen.

Der lyder et højt brag fra et af bordene, da en stamgæst banker bunden af en tom ølflaske ned i et af barens træborde. “Det er Ole,” fortæller værtshusets 29-årige barchef Lasse Brandt, der har arbejdet på værtshuset i otte år. “Det betyder, at han skal have endnu en 47’er. Han er den eneste gæst, der har lov til at bestille på den måde. Han kommer her hver formiddag og drikker tre 47’ere. Og lige om lidt kommer pølsemanden ovre fra den anden side af gaden med en hotdog til ham.

Værtshuset set indefra.

“Man får opbygget nogle meget tætte venskaber,” fortsætter Lasse. “En af vores superstjerner hedder Mogens. Han sidder altid på sin faste plads oppe ved jukeboksen, hvor han får sig en varm elefant. Ham har jeg brugt rigtig mange samtaletimer sammen med.”

Da Agnete fortæller, at Mogens ikke kommer her så ofte længere på grund af helbredsmæssige årsager, bliver hun tydeligt rørt. Hun har besøgt ham på hospitalet, og det er langt fra første gang, at hun forlader værtshuset for at tage del i gæsternes tilværelse væk fra Jernbanecaféen. Dagen før var hun i Jylland for at være med til begravelsen af en kær stamgæst.

Jernbanecaféens barchef Lasse Brandt drikker en øl.

Jernbanecaféens barchef Lasse Brandt.

Det er en del af det sociale ansvar, man også påtager sig, når man arbejder et sted som Jernbanecaféen.

“Vi havde en gæst, der var her lidt for ofte i en periode,” fortæller Lasse. “En dag tog jeg en snak med ham, og jeg tror på, at det gjorde en forskel for ham. Vi ser ham i hvert fald ikke rigtig mere.”

Agnete følger op: “Det er vigtigere for os at få sagt stop i god tid, end at få solgt to øl mere. Det er vigtigt, at vores gæster ved, at vi tager hånd om dem. Det giver respekt. Vi er vel en slags eksperter i at håndtere beruselse.”

Det skal man også være, når man er morgenværtshus. Åbningstiden, klokken syv om morgenen, tiltrækker nemlig et særligt publikum. Særligt i weekenden, når resten af byens beværtninger og diskoteker lukker ned, er Jernbanecaféen en yndet destination for folk, der ikke er helt klar til at gå hjem og sove.

Herretoilettet på Jernbanecaféen.

Bartendere fra andre af byens barer og klubber kommer ofte forbi for at få sig en fyraftensbajer. Men den tidlige morgentimer tiltrækker også et andet segment, der ikke lader sig nøje med en kold eller end skarp.

“Vi er jo desværre også nødt til at håndtere folk, der har puttet noget i næsen,” fortæller Agnete. “Selv de mest præsentable mennesker gør det. Især på weekendmorgener er vi en populær destination, og der lukker vi simpelthen ikke folk ind, hvis vi bare har den mindste mistanke. Det har skaffet os mange trusler på nakken – trusler om at folk vil gå til politiet – men det må de jo så bare gøre.”

Glasmontre med modeltog, og andre jernbaneeffekter på væggene.

“Det er et klart tiltagende problem,” fortæller Lasse. “Men det er ikke de mennesker, der står over på den anden side af Reventlowsgade og hygger sig, der skaber problemer hos os. Det er mere folk, der kommer hertil fra andre dele af byen, end det er folk fra nærmiljøet, der kan være problemer med.”

Det er dog langt fra alle besøgende, der er kilde til uro. Stefy og Luffe fra Fyn nyder et roligt øjeblik på værtshuset i selskab med en øl og en smøg, inden turen går tilbage over Storebælt. Det gør de altid, når de er på besøg i Hovedstaden. Og altid på Jernbanecaféen. Både når de ankommer, og inden de forlader hovedstaden igen, fortæller de.

Stefy og Luffe fra Fyn nyder en øl og en cigaret på Jernbanecaféen.

Når Stefy og Luffe er på besøg i København, starter og slutter deres besøg altid på Jernbanecaféen.

“Hey, ursäkta?! Du må altså ikke sidde her og sove,” lyder det pludseligt fra bartenderen Ergo-Michael. En svensk gæst har taget sig en hurtig blund ved et af bordene tættest på indgangen i kølvandet på et morgenmøde med en landsmand på udkig efter en skateboardrampe.

Det er alligevel grænser for, hvor stille og fredeligt man kan tillade sig at opføre sig på Jernbanecaféen. Imens kører toget videre, og så længe der stadig er ølkort, der skal stemples, fortsætter dagligdagen på det gamle københavnske værtshus.