Jeg tog i kærestesorggruppe og opdagede, at min sorg ikke er forkert
Feminisme

Jeg tog i kærestesorggruppe og opdagede, at min sorg ikke er forkert

I Mariakirken i København mødes folk med knuste hjerter hver mandag aften i en nyoprettet støttegruppe for folk med kærestesorger. Jeg tog mit knuste hjerte under armen og tilsluttede mig de knuste hjerters klub.
JZ
illustrationer af Jacob Ziegler
21.2.18

"Jeg er jo pisseangst for, at jeg forbinder denne her form for relation, som gør lidt ondt hele tiden, og som er vild og voldsom og utilregnelig, med kærlighed. Jeg føler kærlighed. Men måske er det ikke andet end en usund relation til et menneske, som egentlig ikke vil mig 100 procent og kun vil mig på sine egne præmisser. Hvorfor forbinder jeg dét med kærlighed? Det er jo ikke kærlighed. Måske er det. Det føles sådan."

Annoncering

Sådan står der på en lap papir, som skal forestille at være min dagbog, men nok egentlig bare er en tankeafledningsmanøvre, som jeg for nyligt har implementeret hver aften for at kunne falde i søvn. Lige denne lap handler om et menneske, som (næsten) hver dag sender mig på en torturlignende opdagelse, som jeg ikke selv har indvilget i at deltage i. Den går ud på, at jeg skal finde ud af, om det, han giver mig, er kærlighed, eller om det er et udtryk for hans egen bekvemmelighed ved at have mig nogle gange og måske ligefrem magtnydelse over at observere mig rende rundt som en søgende, forvirret rumraket på selvsamme opdagelse – selv om han ved, præcis hvad jeg leder efter.

Ham. Ham leder jeg efter, og hans kærlighed vil jeg have, og det er for mig en sorg. Både fordi jeg ikke ved, om jeg kan få den, og om jeg egentlig burde ville have den. Eller om jeg bare er en følelsesmasochist, som ikke kan mærke kærlighed, hvis ikke det gør ondt. Hvis det sidste er tilfældet, er den største sorg jo nok, at han formentlig ikke bliver det sidste menneske, som sender mig på en ulidelig opdagelse.

Hvorom alting er, så går jeg her på vej mod Mariakirken. Jeg skal i kærestesorggruppe, fordi jeg er træt af at føle mig komplet vanvittig, træt af at bære rundt på nogle vildt tunge, voldsomme og nærmest eksistentielle følelser og bekymringer i min krop, som jeg desperat prøver at få de nærmeste omkring mig til at forstå. Men uanset hvor meget man fucking plaprer, føles det ensomt. Og dén er jeg mest træt af. Ensomheden.

Annoncering

Selv om kærestesorger kan være mange ting og komme til udtryk på mange forskellige måder, behøver det ikke være så langt fra virkeligheden, når folk siger, at de har fået knust deres hjerte. Et knust hjerte og en stor personlig sorg er nemlig noget, som lægevidenskaben anerkender som en fysisk, målbar tilstand – det såkaldte ”broken heart syndrome”.

Tilbage i 2014 skrev Politiken, at godt 30 personer i Danmark hvert år får diagnosen, hvis symptomer blandt andet er brystsmerter og åndenød, som er de samme symptomer, man kan opleve, hvis man er ved at få et hjertestop.

Og det er da også hjertet, som lider ved ”broken heart syndrome”. Er man midt i en så stor sorg, at man af lægerne får diagnosen, betyder det nemlig, at ens krop er begyndt at producere stress-hormoner, som svækker hjertets evne til at pumpe normalt. Det er med andre ord en svær følelsesmæssig stresstilstand, som er så smertefuld, at den påvirker kroppens evne til at fungere normalt.

Oplever man symptomer på ”broken heart syndrome” midt i sin store personlige sorg, kan det være livsnødvendigt at søge lægehjælp: ”Man kan helt sikkert dø af sorg. En lille gruppe vil dø af sygdommen, hvis de ikke kommer på sygehuset hurtigt. Det er typisk dem, som vi må hjælpe på intensiv afdeling med at trække vejret i en respirator for at holde kredsløbet i gang”, sagde læge Thomas Emil Christensen fra Rigshospitalet til Politiken.

Koblingen mellem emotionel stress og fysiske lidelser er da også noget, som bliver diskuteret mere og mere. I bogen ’How to Fix a Broken Heart’ argumenterer psykolog og forfatter Guy Winch for, at samfundet burde tage emotionel smerte lige så seriøst som fysisk smerte.

Annoncering

Han fremhæver, at kærestesorg og sorg i det hele taget kan være lige så hæmmende for et menneske som en fysisk skade eller sygdom, men at det sjældent bliver anerkendt som sådan af uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser:

”Hvis virksomheder anerkendte den invaliderende indvirkning af kærestesorger og gav deres ansatte tid til at sørge, få støtte og komme sig, ville de ansatte have mulighed for at blive produktive igen hurtigere, end de ellers ville have blevet,” skriver han på ideas.ted.com i anledning af en TED talk, han har holdt om emnet.

Jeg ryger lidt flere cigaretter, end jeg plejer at gøre på en distance på 1,5 km, som der er fra mit hjem til Mariakirken, for jeg tager mig selv i at være lidt nervøs – måske mest spændt – over, at jeg lige om lidt skal sidde der og høre på folks sorg og måske udstille min egen. Da jeg ankommer, står journalist og vært Ayşe Dudu Tepe, grundlæggeren af gruppen, klar ved porten til kirken for at tage varmt imod mit og andre knuste hjerter. I lokalet, hvor det hele skal foregå, går jeg demonstrativt hen mod kaffe- og kagebordet og angriber herlighederne for at dulme den nervøsitet og akavethed, som jeg føler i min krop over snart at skulle tilslutte mig den rundkreds af mennesker, som stille sidder og venter på, at det hele går i gang.

I gang går det. Ayşe Dudu Tepe indleder med at fortælle om ”formen” på støttegruppen – to timers varighed, de fremmødte tager ordet, hvis/når de vil, lader hinanden tale ud og lytter. Man giver ikke råd eller (be)dømmer – man lytter og anerkender hinanden, og når der er én, som har delt sine tanker, siger resten af gruppen ”tak” for at anerkende vedkommendes sorg. Og stilheden, siger hun, dén kan måske opstå, men er næppe farlig.

Annoncering

Det er sjældent, men man kan få et livstruende hjertetilfælde af emotionel stress. Sygdommen kaldes “Takotsubo”. Det er japansk og er navnet på en smalhalset krukke, som bruges til at fange blæksprutter. Sygdommen har fået det navn, fordi hjertets venstre kammer får samme form som krukken hos patienter, der lider af "Broken Heart Syndrome", eller altså "Takotsubo".

Og opstod gjorde den. Stilheden. I starten er der ingen, som siger noget. Folk kigger ud i rummet og så lidt på hinanden. Jeg har taget min telefon med, for på den skriver jeg altid tanker ned, når de opstår – også om den mand, som har knust mit hjerte. Jeg griber ud efter den i min højre lomme og prøver at skjule den omme bag en stol, så ingen kan se, at jeg kigger ned på notesbogen, som står på en tilfældig dag, hvor jeg efterlod den sidst:

”Den 04.02.2018
Ham:
“Hej
Hvordan har du det, babe?
Jeg savner din stemme”
Mig:
”Hej søde stykke slik
Jeg er syg, har ligget i sengen hele dagen. Buuh
Hvad med dig?
Jeg savner også din.”
Intet svar. Stilhed. Flere dage.
Umuligt projekt. Umuligt forhold. Umulig mand.”

Det virker egentlig passende at tage ordet nu, for så kunne jeg måske bare læse dét her stykke fra min notesbog op, og så ville de forstå, hvorfor jeg er her, ikke? De ville forstå, hvorfor det gør ondt og er ulideligt, det der med stilheden fra én, man er forelsket i. Det der med at få lidt kærlighed og så ingenting bagefter.

Men jeg tager ikke ordet. Der er noget i mig, som ikke kan. Måske fordi jeg er lidt flov over det, jeg føler, måske fordi jeg er bange for ikke at blive forstået, selvom jeg ved, at alle i det her rum er i præcis samme båd, måske fordi jeg er bange for ikke at kunne finde dækkende ord for sorgen. Jeg ved det ikke.

Det er der til gengæld andre, som gør. Tager ordet. Lige så stille – én efter én. Af respekt for dem og det fortrolige rum, som vi deler, vil jeg ikke dele ud af deres ord eller sorger. Men jeg kan fortælle, at hver og én er som et lille afbrækket spejlstykke, som tilsammen udgør et spejl, som jeg føler, jeg kan se mig selv i. Jeg kan lige pludselig stå der med min fede, grimme sorg og spejle mig i helt vildt fremmede mennesker, som sidder lige ved siden af mig og lige overfor mig. Der er vreden, der er sorgen, der er svigtet, der er selvforagten. Der er nærmest hele min notesbog.

Annoncering

Ifølge gestaltterapeut Pernille Ranch er alle de følelser, som jeg har skrevet i min notesbog, og som folk udtrykte i sorggruppen, helt normale, for kærestesorg er og føles som sorg.

”I starten befinder vi os i en choktilstand, hvor vi føler os lammede og ude af stand til at kontrollere vores store følelsesmæssige kaos, der fylder vores indre og kan gøre os fysisk syge. Det ene øjeblik kan man ikke mærke noget udover en larmende tomhed, og det næste øjeblik kan man skrige i raseri og bryde sammen i gråd og håbløshed,” siger hun.

Når det værste chok har lagt sig, befinder vi os i en krisetilstand. Vi mærker konsekvensen i hverdagen ved at være alene; alting er anderledes, tomt og meningsløst.

”Vi er blevet forladt – kasseret og kan føle os forkerte og ubrugelige. Hvad skal vi nu poste på Facebook og Instagram? Hvad tænker de andre, når jeg ligger her sårbar i selvmedlidenhed og utilstrækkelighed?”

Ifølge Pernille Ranch kan sorgen være ekstra svær at håndtere, fordi vi lever i et samfund, som ophøjer og anerkender den evige lykketilstand, og derfor bliver vi dårligere og dårligere til at håndtere, når livet viser sig fra sin mindre pæne side. Men det er netop i sorgen, det kan være ekstra vigtigt at række ud efter hjælp og dele sine sårbarhed, så man kan forstå den og komme videre.

”Problemet ved at gå med en kærestesorg eller en krise selv er, at problemerne vokser sig større og bliver uoverskuelige, fordi du er begrænset af din egen måde at tænke, føle, reagere og handle på. Ved at spare med andre i lignende situation under nogle terapeutiske rammer, kan der skabes et rum, hvor du kan komme i kontakt med de svære følelser ved selv at sætte ord på eller ved blot at lytte til de andres fortællinger,” siger hun.

Annoncering

I en gruppesituation kan den sørgende øve sig på at være i nuet og blive spejlet i de andres kærlige ærlige øjne og vende de samme indad mod sig selv.

”Og det er dér, den følelsesmæssige forløsning sker. Det er der, du bearbejder din sorg og derigennem, at du bliver i stand til at komme ud af den – klogere og mere DIG,” siger Pernille Ranch.

Det var det, jeg oplevede i Mariakirken. Spejlet, som gjorde mig klogere, ikke bare på de andres følelser, men i virkeligheden også mine egne. De andre i sorggruppen tog ordet for mig. Jeg behøvede slet ikke at gøre det selv. Faktisk tog jeg mig selv i at føle mig forstået, bare ved at sidde der og lytte til andres sorger. Uden at sige et kvæk. Det var en mærkelig følelse af lige pludselig ikke at være alene mere, at det der tomrum – som plejer at opstå, når man er sammen med mennesker, fordi du føler en sorg, som du ikke føler, de kan forstå eller dulme, uanset hvor meget du forsøger at forklare – det lige pludselig er væk. De her mennesker kan jo godt forstå, for de er lige præcis i dét tomrum sammen med dig.

Så helt uden at jeg fik et ”tak” som anerkendelse for, at jeg havde delt min historie eller tanker fra min notesbog på telefonen, føler jeg alligevel, at jeg fik en form for tak, som måske i virkeligheden er langt mere værd for mig. At jeg blev forstået. Og at jeg ikke er alene.

Jeg går fra sorggruppen med en følelse af lethed i min krop. En følelse af, at min sorg slet ikke er så fucked up, som jeg i min egen lille lukkede kærestesorgsverden gik og troede. Alle de vanvittigt irrationelle tanker, jeg har haft, som jeg skammede mig lidt over, er helt normale og helt okay. Ude i kulden skriver mine allerede forfrosne fingre en ny note på telefonen, bare så jeg husker:

Husk sorggruppe i Mariakirken næste mandag klokken 19.00”

Ayşe Dudu Tepe luftede til at begynde med idéen om at starte en kærestesorggruppe på Instagram, og i støttegruppens kun to ugers levetid har idéen spredt sig til andre byer i Danmark og udlandet. Nu er der støttegrupper på vej i både Aarhus, Randers og Oslo.