'Scarface' var inspireret af det her ekstravagante, coke-fyldte hotel

Centrum for Miamis kokainhandel var et farligt og overdådigt sted, der samlede både de største rockstjerner og den kriminelle underverden.

|
10 oktober 2017, 1:59pm

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Mutiny Hotel var en slags Playboy Mansion for Miami, der bragte narkobaroner, mordere og CIA-agenter sammen med Jacky Onassis, Led Zeppelin og football-spillerne fra Miami Dolphins. Stedet åbnede dørene for første gang i 1969 lige syd for downtown Miami i det område, der hedder Coconut Grove og var hjemsted for den eksklusive Mutiny Club, hvor man skulle være medlem for at komme ind. Klubbens klientel bestod blandt andet af nyrige latinamerikanere og de berygtede Cocaine Cowboys, som blev kendt efter Dadeland Mall-massakren i 1979. I slutningen af 70'erne var Mutiny Club et af de fornemmeste steder på planeten, og det var kun Studio 54, der havde en lignende status. Men i 1984 var politiets interesse blevet så stor, at stedet blev solgt for næsten 115 millioner kroner.

I den nye bog Hotel Scarface: Where Cocaine Cowboys Partied and Plotted to Control Miami, udforsker Roben Farzad hotellets historie, som blev udødeliggjort i filmen Scarface. Vi talte med Farzad for at finde ud af, hvorfor det var så svært for politiet at infiltrere Mutiny, hvordan de kriminelle og kendisserne interagerede med hinanden, og hvordan det hele gik op i røg.

VICE: Hvordan hørte du første gang om Mutiny Hotel, og hvorfor besluttede du dig for at skrive en bog om det?
Roben Farzad:
Hotellet fandt mig nogle uger før, jeg tog på college i 1994. Og uden at komme til at fremstå totalt latterlig og flyvsk så vil jeg påstå, at det jeg så, hjemsøgte mig. Jeg tror ikke på spøgelser og ånder, men stedet, og de mennesker, der holdt til der, blev ved med at spøge i kulisserne, mens jeg gik i skole. Når jeg havde hjemve, tænkte jeg på hotellet og undersøgte detaljer om det på biblioteket eller ved at ringe til folk. Jeg havde altid en mappe med noter, og i løbet af årerne er det blevet til 23 med flere på vej. Det blev ved med at vokse til et større og større projekt. Til sidst var jeg ved et vendepunkt i mit liv, hvor jeg skulle komme med et tilbud på en bog, så der var det nu eller aldrig.

Hvem talte du med, og hvordan lykkedes det at få adgang til dem?
Jeg spredte ordet i Miami og fortalte folk, at jeg ville vide mere om stedet, og når først man får hul igennem til en lille fisk, så lægger de et godt ord ind for en. Men det tager lang tid. Jeg fik først rigtigt hul igennem, da jeg blev introduceret til en af de tidligere gangstere, som netop var kommet ud af fængslet, og som havde en restaurant i Miami Beach. Jeg pressede på og plagede og tiggede. Det var først da, de forstod, at sager fra dengang er forældede i dag, med mindre de har slået nogen ihjel, og at jeg var diskret og passioneret omkring historien. Der var mange, der ikke ville tale med mig.

Kokainhandleren Nelson Aguilar, som var gode venner med Rick James og spillerne fra Miami Dolphins

Hvad overraskede dig mest?
Når man er udenforstående og vokser op med Nancy Reagan, George Bush og narkomyndighedernes retorik, så tror man, at alle kokainsælgere er som Tony Montana. Men en af de største kokainbaroner i Miamis historie, som har røget crack det meste af sit liv, kan spille det smukkeste klaver. Han kan trække på erfaringer fra antropologi, CIA, sociologi, politik og økonomi.

Man ser pludselig nogle andre sider og nuancer af mennesker, som, man har fået at vide, er monstre. Men det går begge veje. De ville ikke have noget at gøre med Scarface, da den blev filmet tilbage i '82 og '83 i Miami. Men nu hvor Scarface har fået sit eget liv, bliver citeret alle steder og genudgivet en million gange, er der langt flere af gutterne, som gerne vil stå frem og sige, "ved du hvad, jeg tror sgu, ham der er baseret på mig."

Nelson Aguilars medlemskort til Mutiny Club
Nelson Aguilars halskæde fra Mutiny Club

Hvor svært var det for myndighederne at infiltrere Mutiny?
Det var enormt svært. En betjent fortalte mig engang, at klientellet derinde sniffede mere på en aften, end han tjente på et år med overarbejdstimer. Når du har den slags penge, er det nemt at bestikke politiet – endda dommerne. På Cuba, inden det blev kommunistisk, var alt til salg. Det var et kleptokrati. Man kunne købe lige præcis den retfærdighed, man kunne tænke sig. Man kunne købe sig fri af anklager om overfald og voldtægt, og det var den tilgang til verden, der også prægede Mutiny. Miami Politi havde utrolig svært ved at ansætte de rigtige, for der var så mange prominente betjente, advokater og embedsmænd, som var korrupte. Når først de fik pengene i hænderne, kunne de ikke sige nej.

Hvad betød det at blive set et sted som Mutiny?
Dem, der viste sig frem, var cubanere og deres hvide venner. Colombianerne var ikke selviscenesættende. De var forretningsmænd, og for dem var det hele et spørgsmål om liv eller død. Dem, der solgte, kastede om sig med kontanter og gjorde det tydeligt for enhver, at penge ikke var noget problem. De havde altid rækker af Dom Pérignon og Perrier-Jouët stående på bordene. To af de helt gammeldags pushere købte altid Lafite Rothschild, som er en meget dyr vin fra før den cubanske revolution. De betalte de 1200 dollars (over 8000 kroner) for en flaske kontant og gav tjeneren yderligere 200 dollars (1400 kroner) i drikkepenge.

De allermest prangende typer købte kassevis af Dom Pérignon og hældte dem i badekar, som de kunne springe i sammen med deres groupies. De penge var så demokratiserende. En cubaner eller venezuelaner, som kom fra de trangeste kår, ville normalt ikke have en chance for at komme ind på sådan en eksklusiv klub, men når de havde fået så mange penge og var blevet coke-konger, ville alle mulige kvinder pludselig have sex med dem, og alle, de kendte, ville feste med dem. De her fyre hang ud med Crosby, Stills, Nash and Young, Fleetwood Mac, The Cars og alle dem. Pengene udlignede alt andet.

Politiet beslaglægger penge.

Kan du fortælle om en særlig farverig karakter, som du mødte, da du skrev din bog?
Ricardo "Monkey" Morales spøgte i bevidstheden hos mange mennesker fra Miami. Især anklagere og politiet. Han var personificeringen af alt, der gik galt mellem USA og Cuba. Han var som den fortabte spion, der bare vandrede rundt her. Bogen kunne have heddet "Monkey in Miami", hvis ellers han var blevet hængende længe nok. Han var på en slags selvmordsmission, da først vi var nået til 1982. Han havde så mange dæmoner og var en trist cocktail af PTSD, cokeafhængighed og vold. Et billede på, hvor galt det kan gå, når man lever på kanten. Men der var mange af den slags mænd i Miami – folk der havde hjemve og ville tilbage til det Cuba, som de aldrig fik lov til at rejse tilbage til. De udtrykte deres PTSD og sorg gennem en helt utrolig livsførelse.

Hvordan interagerede kendisser, musikere, narkobaroner, stikkere og politibetjente med hinanden på Mutiny?
I forhold til betjene og narkobaroner så var det et slags frirum. Vi ved, hvorfor I er her, og I ved, hvorfor vi er her så lad os undgå at lave et stort nummer ud af det. Har du nogensinde set The Wire, hvor fyren kører forbi politiet og vinker til dem? Sådan var det meget. De kriminelle havde intet personligt problem med politiet. Betjentenes job var at jagte dem. De kriminelles job var at undgå dem og bestikke dem.

Hvis du er narkobaron, og du ser Stevie Nicks eller Led Zeppelin komme ind af døren – altså nogle af de mest kendte mennesker i verden, så har du ikke lyst til at være ham, der står og er helt starstruck som en ung pige til en Beatleskoncert. Så vil man i stedet være cool og sende en flaske ned til deres bord. Alle forstod ligesom, hvorfor alle de andre var der. For det meste skød de ikke på hinanden eller anholdt nogen, når de var der, og det holdt, indtil hele Miami fik et flip og udviklede sig til en eksplosion af mord og blodrus.

Et værelse på Mutiny

Hvordan fik ordensmagten til sidst sat en stopper for Mutiny Hotel og deres klientel?
Efter 1981 sagde politiet til ejerne, at de anbefalede ham at sælge stedet. Ejeren konsulterede en astrolog og solgte det for 17 millioner dollars (115 millioner kroner). Der var stort set ingen mord på Mutiny før hele historien om Margarita.

Hvem var hun?
Hun var en meget smuk dominikansk pige, der arbejdede på Mutiny, og som blev dræbt af en fuldkommen vanvittig cocaine cowboy, som også var seriemorder. Han ofrede dyr og forførte Margarita, ved at overbevise hende om, at han kunne få hende med i film. De fandt Margarita ude i Florida Keys, pakket ind i et tæppe fra Mutiny. Efter det, var der rigtig mange på klubben, der forstod, at det var et spørgsmål om liv og død og ikke bare for sjov længere.
Der begyndte at være skyderier på de øverste etager. Det tømte stedet ret hurtigt, og de mest prominente ansatte sagde op på Mutiny og grundlagde deres egne klubber. Don Johnson, Philip Michael Thomas og andre kendisser begyndte at komme på de klubber i stedet. På det tidspunkt var Mutiny blevet solgt og på vej mod bankerot.