Quantcast

Jeg tjekkede ind i en parallelverden i 24 timer og lod mig (næsten) hjernevaske

Katrine Krøjby

Forestil dig en kostskole, hvor alle er på bevidsthedsudvidende stoffer.

"Jeg vil gerne føle nogen give mig nydelse", siger Oversætteren. Seksuel nydelse, opfatter jeg det som, men jeg er ikke sikker. Jeg er ikke sikker på noget her. Med sin sløve stemme virker han enten liderlig eller påvirket. Måske begge dele. Jeg kan ikke finde ud af, om han bare spiller en rolle, eller om han har fundet en side inde i sig selv, som han kan udleve i den her kunstige verden, jeg har lukket mig selv inde i. Det er et performanceværk i Den Frie Udstillingsbygning på Østerbro, der hedder Sisters Academy.

Min gamle kuffert indeholder ørepropper, sovemaske, pyjamas, sengelinned og tandbørste, tandpasta og deodorant uden mærke på.

Inden jeg kommer ind i, hvad der minder om en sekt-lignende kostskole på syre, ser jeg nogen på Instagram, der allerede har været igennem det. De skriver, at det har været en oplevelse for livet, og jeg får høje forventninger. Der er ikke billeder derinde fra, til gengæld lægger flere billeder op af en gammel kuffert. Det er nemlig et krav, at man skal pakke sine ting i sådan en. Jeg har kun en gammel Samsonite, så jeg må i en genbrugsbutik for at finde noget passende. Jeg fortæller butiksindehaveren, at jeg skal bruge den, fordi jeg skal rejse ind i et kunstværk, hvor jeg skal finde mit "poetiske selv", som det er beskrevet. Jeg kan godt selv høre, hvordan det lyder. Han mener, at det lyder komplet åndet og påtaget intellektuelt. Han siger, at jeg har fået en lorteopgave. Jeg håber, at han tager fejl.

I det optagelsesbrev, jeg har modtaget, står en liste med ting jeg skal pakke i min gamle kuffert. Tandbørste, tandpasta og toiletsager uden mærke på, sengelinned, sovebriller, ørepropper, sort nederdel og hudfarvede strømpebukser. I 24 timer skal jeg være en del af et laboratorium, hvor jeg skal udforske nye poetiske og sanselige måder at lære på. Og jeg kan ikke forlade mit ophold undervejs, hvilket er pænt nervepirrende, for jeg har ingen idé om, hvad der venter mig.

Med min gamle kuffert møder jeg op foran en bygning lige over for Østerport station. Den store blå dør er lukket, og et øjeblik bliver jeg i tvivl, om jeg nu er mødt op det rigtige sted. Jeg træder et skridt tilbage og kigger op. "Sisters Academy" står der bøjet i lyserød neon. Jeg rækker min optagelsesbrev frem mod en mand og en kvinde med et punket udseende, der står foran den lukkede dør.

"Er det din første gang?", spørger kvinden med den tykke eyeliner og det sorte hår mig. Jeg nikker, og hun siger, at jeg godt kan pakke brevet væk, for de er også bare besøgende, ligesom jeg. De har været her før, for et par dage siden, men de er slet ikke færdige derinde, så nu er de tilbage igen. Det virker ret vildt, at de kommer tilbage for at bruge endnu 24 timer i den kunstige verden på den anden side af døren.

Hvis det her er en smagsprøve på, hvad der kommer til at ske de næste 24 timer, er jeg slet ikke sikker på, at jeg har lyst til at gå ind.

Manden med tatoveringerne, det uglede hår og næsepiercingen banker på døren. Den bliver åbnet på klem, og en kvindehånd smyger sig ud gennem sprækken. Han lægger sin hånd i hendes. Han kæler den. Jeg mærker, hvordan det vender sig inde i mig. Hvad er det, jeg er på vej ind til? Hun trækker hånden til sig igen og lukker døren. Sådan kan man stå i noget tid, lader de mig forstå. Jeg er glad for, at jeg står her med nogen, der har prøvet det før, for det virker helt surrealistisk, det jeg oplever. Den store tunge blå dør åbner sig igen, og denne gang giver kvindehånden manden et marmoræg, inden hun lukker døren. Han varmer ægget mellem sine håndflader, før han skubber det ind under døren. Næste gang døren åbner, trækker hånden ham med ind. Processen gentager sig med kvinden med det sorte hår og den tykke eyeliner. Og så bliver det pludselig min tur. Med hjertet siddende helt oppe i halsen banker jeg på. Der sker ingenting. Jeg banker igen, døren bliver åbnet på klem, og hånden smyger sig ud. I sprækken kan jeg se, at hånden tilhører en kvinde iført en gammel kjole, sorte læber, fletninger og et tykt hvidt bind for øjnene. Hun kan intet se, så hun står bare og mærker på folk. Hendes hånd begynder at kærtegne min hånd. Hvis det her er en smagsprøve på, hvad der kommer til at ske de næste 24 timer, er jeg slet ikke sikker på, at jeg har lyst til at gå ind. Men da hun trækker mig ind gennem døren, vinder min nysgerrighed alligevel over mit ubehag.

Det er blæksprutten, der uddeler undervisningstimer i Sisters Academy. Photo: I diana lindhardt

Det første rum, jeg kommer ind i, er vanvittigt smukt. Jeg føler, jeg er havnet på et slot for 100 år siden. Væggene er mørkeblå, de antikke stole er i mahogni, og i loftet hænger en stor krystallysekrone, som kaster lys på en køn, lyshåret kvinde, som sidder bag skranken. Jeg får udstukket en notesbog og et regelsæt i hænderne af hende. Her står, at al kommunikation foregår på engelsk, tid er 'ikke-eksisterende' og alt, hvad jeg tager af noter, tegner på papir, og hvad jeg ellers frembringer under mit ophold, tilhører Sisters Academy. Jeg hører barnegråd og ser ind i et rum, hvor to babyer ligger med en kvinde. Jeg har så mange ubesvarede spørgsmål.

En næsten skaldet kvinde tager mig i hånden og fører mig ind i et omklædningsrum, hvor jeg skal skifte til en hvid skjorte med et Sisters Academy-logo på ryggen. Som jeg skifter fra min kjole til uniformen, mærker jeg, hvordan jeg allerede føler mig mere som en del af det, jeg er på vej ind i. Jeg afleverer min jakke og min telefon og kapper forbindelsen til den verden, jeg kender. Sammen med en anden ny studerende bliver jeg ført ind i et lille rum, hvor vi skal igennem et indvielsesritual. Vi begraver vores hænder i en stor skål med jord. Der bliver hældt vand over, og vores hænder bliver mudrede. Det er længe siden, jeg sidst har haft jord under neglene. Jeg får en følelse af at være barn.

Med rene hænder træder vi ind i det næste rum. Det er en stor mørk majestætisk hall, der ligner noget fra en gyserfilm. Tre kvinder, der sidder med ryggene mod hinanden på en kontorstol uden ryglæn, ruller hen mod mig. De griber fat i min hånd, sender mig lidenskabelige blikke og byder mig velkommen. De præsenterer sig som Blæksprutten, det er dem, der vil hjælpe mig med at komme til de forskellige undervisningstimer. Jeg tager plads på en gammel bænk i lokalet og får at vide, at jeg bare skal tage det roligt, for jeg skal nok få svar på mine spørgsmål.

En studerende spørger, hvornår der er mad, for hun er sulten, og Blæksprutten svarer, er der er mad om "luft time". Selvom tid ikke eksisterer her, finder jeg senere ud af, at "luft" betyder "en". Jeg er fuldstændig forvirret, og jeg kan se på de fleste af de andre nye studerende, der hovedsageligt er unge kvinder, at de har det på samme måde. Settingen er så gennemført, at jeg glemmer, det er en setting. Jeg føler at jeg er i en drøm. Eller måske et mareridt. En mand klædt i sort tætsiddende tøj og bind for øjnene, går forbi mig. Så kommer en kvinde med stor pelshat og pelshandsker. En mand med en slags mundkurv på, hvori der gemmer sig en højttaler, sætter sig ned ved siden af mig. Han indtaster noget på et lille tastatur. "Hvordan har du det?", skratter højttaleren med lyden af en kvindelig robotstemme. Jeg svarer, at jeg har det godt, og spørger, hvordan han har det. "Jeg kunne fortælle dig 1000 løgne til det spørgsmål", siger robotstemmen. Hans navn er Mekanikeren, og han er lærer på skolen. Alle lærerne her er folk, der har ansøgt om at være en del af værket, fordi de har udviklet noget, som de vil undervise de studerende i.

En mand med fuldskæg og kjortel kommer ind. Han går under navnet Skibet, og han bliver min første lærer. Jeg får lagt et marmoræg i hånden, og så følger jeg med ham ind i hans rum sammen med fire andre studerende. Skibet peger på væggen, hvor han med guldskrift har skrevet "Jeg har givet min stemme til Mekanikeren. Han kommunikerer altså enten med fagter eller ved at skrive noget i en notesbog, han hele tiden bærer rundt på. I hele den måned, værket her eksisterer, bruger han altså slet ikke sin stemme. Simpelthen fordi han har fundet ud af, at han trives bedre ved ikke at tale.

En af de andre studerende lugter som om, at han ikke har været i bad i flere dage. Og det er muligvis rigtigt, for senere finder jeg ud af, at han har været herinde i seks dage.

En skål med sand bliver stillet frem, og vi drysser det hver især ud på gulvet med en lille ske, og så skal vi lave mønstre. Jeg har svært ved at tage det seriøst, og alligevel føler jeg et pres på de mønstre, jeg laver i sandet. Er de nu kunst-agtige nok? En af de andre studerende lugter som om, at han ikke har været i bad i flere dage. og det er muligvis rigtigt, for senere finder jeg ud af, at han har været herinde i seks dage. Han har givet sig selv navnet Drømmefangeren, og han er simpelthen så opslugt af den kunstige verden, at han bliver ved med at forlænge sit ophold. Måske fungerer han bare bedre herinde? Sådan er der i hvert fald nogen der har det, viser det sig senere.

Inden måltiderne indtages ved spejlbordet, stiller man sig med lukkede øjne og brummer på sin stol. Photo: I diana lindhardt

En klokke lyder, da vi skal spise aftensmad. Ved to lange borde med bordplader lavet af spejle står lærerne på deres stole og siger brummelyde med lukkede øjne. Helt uden at stille spørgsmål kopierer jeg dem. Jeg stiller mig også op på en stol, lukker øjnene og begynder at brumme. Jeg tænker over, hvor mange herinde der mon er på et eller andet bevidsthedsudvidende stof? En del, formoder jeg. Maden består af kartofler og svampe, for selvfølgelig er det kun vegansk mad, der bliver serveret her. Jeg glæder mig over, at jeg kun skal være her et døgn og ikke en hel måned. Min borddame præsenterer sig selv som Dramaturgen, og jeg spørger hende, hvorfor hun spiller den rolle. Hun fortæller, at folk her ikke spiller en rolle. De er sig selv, "sådan deres rigtige poetiske selv", som de måske ikke kan være normalt. Selv føler hun sig akavet ude i den virkelige verden, men her kan hun være sig selv, uden at der noget mærkeligt i det.

Jeg tænker over, hvor mange herinde der mon er på et eller andet bevidsthedsudvidende stof? En del, formoder jeg.

Min mave knurrer, da vi er færdige med at spise. En lærer tager mig i hænderne og fører mig ned i kælderen. Eller det vil sige, hun tager mig ikke rigtigt i hænderne, hun lader mine hænder følge hendes hænder, som om vi holder i hånd med fem centimeters luft imellem. Jeg får besked på at lukke øjnene, og så bliver jeg ført ned af nogle trapper og ind i et andet rum. Jeg åbner øjnene, rummet er helt rødt. Rødt gulvtæppe, røde gardiner på væggene, rødt lys. En smuk dame står i rødt med en mikrofon, det er hende, der er grundlæggeren af Sisters Academy. I virkeligheden hedder hun Gry Worre Hallberg, men herinde hedder hun Søsteren. Med en nærmest hypnotisk stemmeføring siger hun, at vi skal lukke øjnene. Et øjeblik efter går 30 mennesker rundt i en trancelignende tilstand. På en måde føles det rart at have lukkede øjne. Jeg slapper bedre af, når jeg ikke bliver betragtet. Det er som om, at jeg ikke har mulighed for at fejle, hvis ingen ser mig. Vi lægger os ned, og så skal vi til at finde vores "poetiske navn". Det poetiske navn finder man ved at grave ind i sig selv, men det lykkes mig ikke – måske fordi jeg stadig har paraderne oppe.

Til aftenens ceremoni skal vi finde vores poetiske selv. Photo: I diana lindhardt

Jeg slår øjnene op med uforrettet sag. Flere folk ligger helt krøllet sammen. Jeg kan ikke helt finde ud af, om det gør det, fordi de vil have, at man skal kigge på dem, eller om de bare gør det, fordi det er sådan de har lyst til at ligge sådan. To kvinder står helt tæt, en studerende og en lærer. Senere siger en anden studerende, at hun hørte nogen kysse, da vi havde lukket øjnene. Jeg var død, hvis nogen havde kysset mig, tænker jeg. Det minder mig også om, at jeg hørte et rygte om, at Søsteren, hende der står bag hele dette værk, var sammen med en studerende i en tidligere opsætning, og at den studerende gjorde hende gravid med tvillinger. Om det passer, får jeg aldrig bekræftet, men det er i hvert fald hendes tvillingebabyer, jeg så, da jeg ankom. Er den her verden gennemsyret af seksuelle spændinger, eller er det bare mig, der har det sådan?

Langsomt begynder alle lærerne at kravle ud af lokalet og op af trapperne i slowmotion. Jeg kan næsten ikke mere. Jeg orker faktisk ikke at kravle op af de trapper. Men jeg gør det. Som om jeg ikke kan andet. De kunne få mig til hvad som helst, jeg er jo næsten hjernevasket. Eller ved at løsne op, om man vil. Senere fortæller en kvinde mig, hvordan hun bare elskede at kravle op af trapperne. Hun følte sig så fri. Det er jo sjældent, at man bare kan kravle, siger hun.

Jeg er ved at være træt, men eftersom at tid ikke eksisterer herinde, ved jeg ikke, hvad klokken er. Fraværet af ure, men faste rammer med måltider, ceremonier og undervisningstimer gør, at de kan manipulere fuldstændig med en. Måske får man kun lov til at sove et par timer? Der er næsten ikke noget at sige til, hvis lærerne, der er herinde en måned, virker lidt skøre.

Vejen ind ind til Oversætterens rum, hvor jeg har aftenens sidste lektion. Photo: I diana lindhardt

Inden sengetid skal jeg til en sidste lektion. Blæksprutten sender mig hen til Oversætteren, der viser sig at være manden i det stramme sorte tøj med bind for øjnene, som jeg så, da jeg ankom. Vi er seks studerende inde i hans lille mørke Aladdin-hule med ægte tæpper. Oversætteren fortæller, at vi nu skal "få hinanden til at føle noget ved at se på hinanden". To personer skal altså gøre noget, der kan fremkalde bestemte følelser hos dem, der ser på. Eksempelvis følelsen af at blive forladt. To af kvinderne i rummet melder sig frivilligt, og de kigger inderligt og trist på hinanden, mens de knuger hinandens hænder. Forskellige følelser forsøger at blive fremkaldt gennem scenarier, men jeg føler mest af alt akavethed. Og så sker det. Oversætteren siger, at han godt kunne tænke sig at se noget, der kunne give ham følelsen af nydelse. Jeg opfatter det som seksuel nydelse, men det er ikke sikkert, at det er det, han mener. Det er svært at afkode med sproget og den lidt sløve måde, han taler på, der virker som om, han har taget stoffer, er liderlig eller begge dele. Eller ingen af delene – måske er det bare en karakter, han spiller herinde? Det er den kant, alt herinde balancerer på, og det er det, der gør mig så meget i tvivl om, hvordan jeg skal opfatte alt det, jeg oplever. Men jeg er nok ikke den eneste, der er i tvivl om Oversætterens ønske, for ingen melder sig på banen. Faktisk har kun været i tilskuerrollen indtil nu, for jeg har ikke lyst til, at fremmede mennesker skal røre ved mig på den måde. Alligevel føler jeg en vis pinlighed over kun at se på, så da en person siger, at hun gerne vil føle trøst, melder jeg mig til at blive trøstet. Det er pigen fra porten, da jeg ankom, med det sorte hår og den tykke eyeliner, der skal trøste mig. Hun holder sine hænder på hver side af mit ansigt, og så giver hun mig et stort og inderligt kram. Hun knuger mig, tager mit hoved ind mod hendes skulder. Jeg bryder mig virkelig ikke om at være så tæt med en fremmed, at mærke kropsvarme fra en person, jeg ikke kender.

Jeg bryder mig virkelig ikke om at være så tæt med en fremmed, at mærke kropsvarme fra en person, jeg ikke kender.

Inden timen slutter af, tager en fransk pige ordet. Det er første gang, hun siger noget. Hun er den eneste, der ikke har deltaget aktivt, og hun siger, at hun ikke har gjort det, fordi hun – ligesom mig – ikke bryder sig om, at folk hun ikke kender, skal røre ved hende. Jeg beundrer hendes mod og ville ønske, at jeg havde gjort det samme. Hvorfor er jeg bare sådan et får, der følger med? Det skræmmer mig.

Da jeg skal børste tænder, ser jeg, at en af de andre studerende har en Colgate med sig, og jeg føler mig som en kæmpe idiot. Jeg har stresset rundt over at finde ting uden mærker, men der er åbenbart ingen konsekvenser ved at tage en Colgate med. Ligesom en pige har jeans på, selvom man ikke må. Der er faste regler, men der sker intet, hvis man bryder dem. Faktisk forventer de næsten, at man bryder reglerne her.

Natten er modbydelig, jeg vågner i hvert fald fem gange. Selvom det føles, som om jeg kun har sovet et par timer (uden at jeg aner det) er det rart at komme ud af sovesalen, der giver mig børnehjems-associationer med de gamle knirkende køjesenge af jern. Jeg tænker på, om det virkelig havde været nødvendigt at sove her? Kunne man ikke bare komme tidligt og gå sent?

Jeg fik lejrskolevibes på den dårlige måde i sovesalen. Photo: I diana lindhardt

Jeg er træt og sulten, da jeg går ned til Blæksprutten efter morgenmad. Og så sker der noget virkelig skræmmende. En skoleklasse, måske 10. Klasse eller 1.g, kommer ind på besøg og skal have en times undervisning med os. Da de kommer ind i den store, mørke hall, begynder jeg at sende dem de samme syrede øjne, jeg selv blev mødt med dagen før. Jeg lader dem betragte mig. Mit ansigt er udtryksløst. Jeg er blevet en del af værket.

Da jeg kommer ind i den store, mørke hall, begynder jeg at sende dem de samme syrede øjne, jeg selv blev mødt med dagen før.

Da døgnet er ved at være ovre, og mødet med virkeligheden begynder at nærme sig, begynder flere af mine medstuderende at panikke lidt. De vil ikke hjem. De kommer til at savne de andre herinde, siger de. De ved næsten ikke, hvordan de kan leve videre i den normale verden. Det virker sindssygt, at folk har fået sådan et stærkt tilhørsforhold på 24 timer. Måske er jeg bare en basic bitch, men jeg glæder mig til at komme ud i virkeligheden. Jeg savner kød, min telefon, min kæreste. Jeg savner dagslys, faktisk bare lys i det hele taget, og jeg savner smil og latter. Det er nogle meget seriøse, næsten deprimerede ansigter, jeg mødte herinde.

Gry Worre Hallberg, eller Søsteren som hun hedder i Sisters Academy, er kvinden bag værket. Photo: I diana lindhardt

Inden jeg går ud, får jeg lov til at tale med Søsteren, kvinden der står bag det her imponerende og skøre værk. Jeg spørger hende, hvorfor det skal være så mørkt herinde, det er jo næsten uhyggeligt. Hun forklarer, at hvis man skal give slip på hverdagen, så er det vigtigt at lave et univers, der adskiller sig markant. Jeg spørger hende også, hvem værket egentlig henvender sig til? Søsteren fortæller mig, at det er for alle. Men det er især godt for studerende, fordi det viser forskellige måder at lære på. At bruge sin krop, forme ting i sand, føle med lukkede øjne, bruge sanserne.

Da jeg træder ud i lyset, tager jeg lige et øjeblik til at nyde, at jeg er tilbage. Veganermaden har efterladt et stort hul i min mave, så jeg styrter på McDonalds. Mens jeg sluger min cheeseburger, sidder jeg med marmorægget i min hånd og nogle mystiske tegn på min håndryg, det er det eneste, jeg har med mig ud. Eller næsten. For selvom jeg ikke fandt mit poetiske selv, så er jeg blevet mere bevidst om, at jeg måske godt kan være bedre til at bruge mine sanser og lege lidt mere i hverdagen. Og så skal jeg sige fra – ikke bare følge med.

Jeg ser rundt på de andre burgerspisere, der sidder med deres telefoner. Hvis jeg fortalte dem, hvad jeg har lavet de sidste 24 timer, ville de sikkert enten tro, at jeg er skør eller ikke fatte, hvad jeg fortalte dem. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg selv forstår det.

Hvis du selv har lyst til at tjekke ind i Sisters Academy i 24 timer, er der stadig enkelte dage, hvor der er ledige billetter.

Jeg havde et hul i maven efter 24 på vegansk mad, så jeg strøg direkte ud i virkeligheden og fik min sult stillet.