Broadly

Mathias har startet en Facebookgruppe for unge LGBTQ’er i Sønderjylland

17-årige Mathias blev overfaldet til en byfest og kaldt bøsserøv i frikvarteret. Nu vil han skabe et netværk af unge LGBTQ'er i Sønderjylland.

af Jeppe Øvig
24 august 2018, 7:09am

Mathias Jensen på 17 år bor lidt udenfor Tønder. Han har mange venner og veninder, men han kender ikke mange andre homoseksuelle i området. Efter et overfald vil han nu skabe et netværk for unge LGBTQ-personer i Sønderjylland. Både for fællesskabet og for synlighedens skyld. Her fortæller han til Jeppe Øvig:

Selvfølgelig er der problemer med at være homo i Sønderjylland. Selv om jeg har mange venner og en familie, der accepterer mig, så kan det godt være lidt ensomt nogle gange.

Altså, jeg er ikke ensom som sådan. Vi er en stor vennegruppe med både drenge og piger, og vi hænger ud på kryds og tværs. Men nogle gange, når jeg for eksempel har sagt ja til at spise middag med en veninde, og hun tager sin kæreste med, så kan jeg godt føle mig ensom som homo, mens de snaver. Det er jeg ved at gøre noget ved.

Vi er ikke så mange homo- eller biseksuelle i Sønderjylland, men jeg er ved at lave en Facebook-gruppe for LGBTQ-personer mellem 15 og 22 år i Sønderjylland. Jeg tror, siden måske kan hjælpe folk til at springe ud.

Jeg taler nogle gange med folk, der fortæller mig, at de er homo- eller biseksuelle, men de tør ikke springe ud, fordi de er bange for at miste kontakten til venner eller familie. Jeg tror, det er et af de største problemer her i Sønderjylland. Især i de mindre byer. Tønder er heller ikke en stor by overhovedet, men jeg tror, det er meget sværere at springe ud i Højer eller Løgumkloster.

Det skyldes også, at man ikke hører så meget om homoseksuelle hernede. Altså, måske taler man om, at man kender en, der vistnok er det – men ikke mere end det. Det er nok også derfor, at folk er nysgerrige, og det er nok også derfor, at folk er fordomsfulde.

Jeg har lige været på lejrtur, fordi jeg skal begynde i 10. klasse i Skærbæk. Det var ikke sådan, at jeg skulle springe ud igen og igen overfor alle mine nye klassekammerater – det er jo nogle små byer her i området, så folk har som regel hørt om mig, inden de møder mig.

Alligevel er der mange piger, der spørger ind til min seksualitet, og så vil de vide alt muligt, fordi de har hørt, at jeg er homoseksuel. Det er helt fint, men det kan godt blive lidt trættende i længden.

Vi var fire dage i Tyskland på sådan en rystesammentur, hvor vi var på forskellige poster med aktiviteter som rundbold og sådan noget, men på lejrturen skete der også noget andet sjovt. Der er nemlig en transkønnet, der også skal begynde på skolen nu, og så var det pludselig mig, der stillede alle de der lidt nærgående spørgsmål. Jeg var vildt nysgerrig.

Privatfoto.

Jeg har ikke selv haft de store problemer med at springe ud. Jeg fortalte det først til to af mine veninder, da jeg var 14. Den ene begyndte straks at fortælle det videre til folk, og sladderen bevæger sig jo hurtigt her, og jeg havde ikke fortalt det til mine forældre endnu. Jeg talte med hende og skrev sms’er til dem, hun havde fortalt det til, og så blev der lagt låg på, indtil jeg var klar.

Jeg gjorde det på en køretur med min familie. Efter køreturen gav mine forældre mig en stor krammer.

Den sværeste at springe ud overfor var nok min bedste ven Esben. Jeg var ret nervøs. Vi havde brugt rigtig mange timer gennem årene på at tale om lækre piger og sådan noget, hvor jeg bare havde talt med. Det gik heldigvis fint, men det er ikke gået fint med alle mine venner.

En aften sad jeg i en Skype-samtale med flere af mine venner, og så sagde en af dem noget med, at “homoseksuelle bare er klamme” – så sagde jeg “tak for lort.” Han forsøgte at trække i land og sige noget med, at jeg ”jo var okay.” Det gad jeg ikke høre på, og nu har vi ikke rigtig kontakt længere.

På min gamle skole oplevede jeg, at nogle af de der karlsmart-typer kaldte mig bøsserøv i frikvarteret, men så gik mine venner straks hen til dem og sagde, at det ville de ikke finde sig i.

Det værste, der er sket, var for nylig til byfesten Klostermærken i Løgumkloster. Jeg blev råbt ad og fik taget kvælertag af folk, jeg ikke kender. Jeg har mest ondt af dem, så jeg valgte ikke at melde det til politiet. I stedet skrev jeg om det på Facebook. Jeg skrev, at der sikkert også er nogen af deres venner, der er homoseksuelle, og at vi faktisk findes i Sønderjylland. Det fik en del opmærksomhed på nettet og af journalister. Nu prøver jeg at se, om jeg kan bruge den opmærksomhed til at få gang i min Facebook-side.

Jeg håber, man kan bruge siden til at dele oplevelser mellem ligesindede og måske en dag arrangere fester og den slags. Man kunne måske også bruge den til at finde kærester, men det behøver man slet ikke. Selv om dating også kan være svært, når vi ikke er så mange i området.
Altså der er jo boyfriend.dk, men det er mest 30 årige, der skriver, at de godt kan lide unge fyre. Det gider jeg ikke.

Det er ikke, fordi jeg ikke kan tale med mine venner og veninder. Vi kan lave alt muligt sammen på kryds og tværs. Vi hører musik, tager i biografen eller går i genbrugsbutikker, kører på knallert i regnvejr og sådan noget. Men det kunne være rart at have flere at tale med, som har samme udgangspunkt som mig.