Annoncering
stoffer

Hvad er udløbsdatoen på dine stoffer?

Kan stoffer blive for gamle? Her får du svar på et spørgsmål, som du næsten med garanti har gået og stillet dig selv.

af Nilu Haidari
27 juli 2018, 1:36pm

Foto: Indiapicture / Alamy Stock Photo

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Forestil dig følgende scenarie: Det er en af de første dage i januar. Nogle af dine tømmermænd fra nytårsaften hænger stadig ved, tre halvfyldte dåser Tuborg er klistret fast til køkkenbordet, og på bordet står tomme pizzabakker og balancerer faretruende ved siden af en næsten helt fyldt pose coke, som du købte klokken seks om morgenen og kun tog to baner af, inden du væltede i seng. Du smider skraldet ud og gemmer kokainen, mens du fortæller dig selv, at du skal opføre dig bedre i det nye år og ikke partout købe stoffer, hver eneste gang du har fået halvanden fadøl.

Nu er det april. Det er blevet lidt lunere, og du har ikke længere brug for jakke, når du går udenfor. Nogle af dine venner foreslår en tur i byen, med alt hvad der dertil hører, for at fejre foråret. En lille klokke ringer: Du kommer i tanker om det gram coke, der ligger i din undertøjsskuffe. Men har det mistet noget af sin styrke? Bliver du nødt til at tage mere, end du plejer, for at få en effekt, når det har ligget så længe? Stoffer fra apoteket har en udløbsdato – hvad med ulovlige stoffer?

Når vi snakker om medicin, er der forskellige faktorer, man skal forholde sig til, når man vurderer, om man kan ignorere udløbsdatoen: Det kommer an på, hvilket stof det er, hvor lang tid der er gået, og hvordan det er blevet opbevaret. Hvis vi ser bort fra nitroglycerin, insulin og flydende antibiotika, så kan de fleste former for medicin fra apoteket godt indtages op til et år efter udløbsdatoen, hvis bare de har været opbevaret ordentligt. "Ordentligt" betyder i den her sammenhæng, at medicinen ikke er blevet udsat for direkte sollys, varme eller fugt. Ekstrem varme eller ekstrem kulde er generelt dårligt.

Noget forskning peger på, at medicinen måske endda kan holde sig endnu længere. En undersøgelse lavet af det amerikanske FDA i 2000 viste, at 90 procent af det ubrugte medicin, som det amerikanske militær havde på lager, stadig var lige så potent adskillige år efter mindst holdbar til var overskredet. De resultater tyder på, at medicinalindustrien er ret konservative med deres udløbsdatoer, sandsynligvis for at opretholde en høj efterspørgsel. "Udløbsdato" er i sig selv en upræcis betegnelse, for datoen betyder bare, at producenten ikke længere kan garantere, at stofferne virker optimalt.

Fint, men hvad så med feststoffer? Ifølge den her "populære sammenligning", så er det åbenbart sådan her: "Hvis egypterne havde vidst, hvordan man tager mdma, ville vi finde mdma i de gamle gravkamre i pyramiderne, som stadig virker."

Okay, den teori blev fremstillet af en Reddit-bruger, som siden har slettet sin konto – men udsagnet bliver til dels bakket op af den spanske læge Fernando Caudevilla, også kendt som Doctor X, der er ekspert i cannabis, kokain og syntetiske stoffer. "De mest udbredte stoffer kan holde sig rigtig længe," skriver han i en e-mail. "Amfetamin og andre lignende stoffer – speed, crystal meth, mdma, mda og så videre – er særligt stabile og bevarer deres farmakologiske virkning i mange år, måske endda årtier. Stoffer lavet af planter – herunder kokain – er lidt mindre stabile."

Tilbage til den der pose, du har liggende. Stoffer er aldrig hundrede procent sikre – der er altid risiko involveret, og den fare imødekommer du ved at tænke dig om og være fornuftig. Men er indholdet i posen noget, du godt kan indtage? Burde du cutte nogle større baner op for at kompensere for den tid, narkoen har boet sammen med dine sokker?

"Det kommer alt sammen an på, hvor meget lys og fugtighed, det er blevet udsat for – og hvilken temperatur, det har ligget ved," siger Guy Jones, der er teknisk leder for Reagent Tests UK. "Der er ikke en formel, hvor man kan sige: 'Efter X måneder har det mistet en procents potens, og efter Y måneder vil det have mistet to procent,' fordi omstændighederne er så forskellige. Som en tommelfingerregel: Hvis du har fundet det i en skuffe efter et år og ikke har gjort noget særligt for at passe på det, ville jeg ikke blive overrasket, hvis det er to eller tre procent svagere, men medmindre det bogstaveligt talt var fugtigt, da det blev lagt ned i skuffen, er forskellen så lille, at det ikke er noget, du skal kompensere for ved at tage en større dosis. Hvis det bliver opbevaret et køligt, mørkt sted, hvor der ikke er noget fugt, så kan det meste kokain holde sig længere end en menneskealder. I princippet er det aldrig nødvendigt at tage mere for at kompensere for en dalende potens."

Mdma er et endnu mere stabilt molekyle. Det absorberer overhovedet ikke fugtighed fra luften. Ifølge Jones kan man sige, at "medmindre det bogstaveligt talt er vådt, når du rører ved det, så vil det helt sikkert holde længere end dig. Hvis du lægger det i direkte sollys vil det måske langsomt begynde at nedbryde, men hvis du opbevarer det helt almindeligt, så kommer det ikke til at aftage i potens overhovedet. Nogle gange er der andre ingredienser i piller, der optager lidt fugtighed fra luften, men for det meste, får det bare pillen til at falde fra hinanden."

Selv om de stoffer er relativt stabile, så vil de holde sig endnu bedre, hvis du opbevarer dem under de bedst mulige forhold. Generelt er der fire ting, du skal undgå: Luft, varme, lys og vand. De optimale omstændigheder er tørre, mørke og uden adgang til ilt. "Jo nærmere du kan komme de forhold, jo bedre, og hvis du kan opbevare stofferne i en lufttæt beholder, så vil stofferne seriøst holde for evigt," siger Jones.

Man kan altså sige, at medmindre du er en idiot, der efterlader sine små poser i vindueskarmen eller i et fugtigt skab på badeværelset, så vil dine stoffer holde længere end dig.

En undtagelse er lsd, som er særligt sensitivt overfor lys. Selv om det kun bliver udsat for direkte sollys i relativt kort tid, vil man stadig lægge mærke til, at det ikke er helt lige så stærkt. Det skyldes, at det er et meget skrøbeligt molekyle. Jones foreslår, at du pakker dine mærker ind i sølvpapir og lægger dem i en ziplock-pose, for sølvpapiret holder lyset ude, og posen holder ilten ude. Hvis det bliver opbevaret i fryseren, kan det holde i årevis, men selv hvis det ligger i en forseglet beholder i en skuffe, kan det også godt holde sig i et års tid.

Hvis du har tænkt dig at opbevare din kokain i rigtig lang tid, kan du desuden lægge en lille pakke Kisel-gel ind i posen, som absorberer den smule fugtighed, der kan være.

Konklusionen er altså: Dine stoffer kan holde sig, lige så længe du har behov for.