FYI.

This story is over 5 years old.

Sex

Mit kærlighedsforhold til et træ lærte mig at udtrykke min seksualitet

Da konceptkunstneren Genevieve Belleveau som otteårig faldt for et birketræ, anede hun ikke, at hendes kærlighed til naturen skulle forme hendes økoseksualitet.
Illustration: Soofiya Andry

Artiklen er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Jeg er opvokset blandt skovene i det nordlige Minnesota. Der var 30 minutters kørsel til alt, da jeg var barn, så jeg har tilbragt mange somre med at hænge ud i skoven alene. Mine forældre ejede flere hektar land, og jeg udforskede naturen, legede og gjorde alt, hvad jeg kunne, for ikke at miste forstanden af kedsomhed. Min mor er naturvejleder, og min far tog os tit med ud i skoven, hvor han lærte os at være stille og lytte til træerne.

Annoncering

Skovene i Minnesota er skønne. Om sommeren blomstrer de som en regnskov med en hel jungle af dyr og planter. Der er masser af birketræer, fyr og ahorn, som skifter farve. Det er utroligt smukt. Skoven, som jeg voksede op ved, var tæt og uberørt. Det var et vildt sted at vokse op.

Jeg forelskede mig i en lille plet inde i den skov. Jeg kaldte den FernGully efter Diana Young-bogen og filmen inspireret af den. Der var masser af mos og bregner, og når det regnede længe nok, løb en lille strøm igennem. Det var et magisk sted. Jeg tilbragte meget tid der, hvor jeg byggede huler med nedfaldne grene.

I FernGully stod et smukt birketræ, som jeg faldt for. Det så ud, som om der engang havde stået et andet træ der, som var faldet, og ud af det rådne, mosdækkede træ var et nyt sprunget op. Når man pillede en flig af barken af, afsløredes en bleg regnbuefarve i vækstlaget. Jeg gav hende navnet Regnbuebirk.

Jeg var otte år gammel, og det var en fortryllende oplevelse at finde et regnbuefarvet træ. Jeg forelskede mig i hende, og jeg elskede at besøge hende. Jeg ville være sammen med hende hele tiden og tilbringe så meget tid med hende som muligt. Jeg følte en dyb ømhed og ærbødighed for træet – det var kærlighed, jeg oplevede med Regnbuebirk. Jeg følte et slægtskab – jeg havde en fornemmelse af, at hun var et ungt træ, måske sågar et barn som jeg selv.

Vi mennesker har for vane at besjæle ting for at forklare andre organismers adfærd. Men jeg ved ikke, om jeg kan sætte menneskelige ord på Regnbuebirks personlighed eller de følelser, jeg oplevede i hendes nærvær – fascination og kærlighed og en fornemmelse af, at træet accepterede mine følelser – selv hvis hun ikke gengældte den, så var hun åben overfor min kærlighed.

Annoncering

Jeg forsøgte at dyrke sex med Regnbuebirk, så vidt det er muligt for et menneske at dyrke sex med et træ. På det tidspunkt i min spirende seksuelle udvikling var jeg begyndt at onanere ved at gnubbe mine kønsdele mod forskellige genstande, eksempelvis min seng. Da jeg mødte træet, havde jeg en lignende oplevelse med Regnbuebirk. Jeg kyssede og krammede hende og gned mig op af hende. Men jeg følte skam bagefter, fordi jeg havde gjort det mod en levende organisme uden samtykke. Det føltes grænseoverskridende at gøre hende til genstand for mit begær. Et tilbagevendende problem ved økofetichisme er samtykke. Det kan godt være, jeg har lyst til at dyrke sex med en plante, men hvordan kan jeg være sikker på, at den giver sit samtykke?

Flere år efter var jeg på besøg hos mine forældre ved juletid og forsøgte at optage en film til et videokunstprojekt i skoven. Jeg ville udvinde saft fra Regnbuebirk. Men fordi det var koldt, havde jeg ikke tålmodighed til at sidde og vente med en plastikhane, så jeg skyndte mig og kom derfor til at skære et dybt sår i Regnbuebirk, træet, som jeg elskede så højt. Jeg var knust og tænkte, Hvorfor gjorde jeg det bare for en videos skyld?

Lige det træ var helt unikt og meget særligt – jeg tror aldrig, jeg har oplevet et lignende forhold i mit liv. På grund af Regnbuebirk opdagede jeg en sensuel forbindelse mellem planteverdenen og mig selv. Det var noget, jeg kom til at forstå bedre som voksen i kraft af min brug af bevidsthedsudvidende stoffer, der ofte hjælper med at åbne den slags kanaler. Jeg begyndte at se træer og planters bevidsthed og væren.

Annoncering

Da jeg var ældre, opdagede jeg den australske kunstnerduo Pony Express’ univers. Jeg hørte om deres Økoseksuelle Badstue-projekt – et rum, hvor økoseksuelle kan udforske deres seksualitet – og jeg læste også om Annie Sprinkle og Beth Stevens, en performancekunst-duo, hvis forestillinger tager udgangspunkt i økoseksualitet. Det var utroligt spændende at lære om økoseksualitet. Jeg begyndte at overveje begrebet i forhold til mine egne tilbøjeligheder.

Genevieve og hendes mand og patner Themba. Foto: Lanee Bird (@lovvr).

Der findes mange forskellige måder at udtrykke sin økoseksualitet på. Nogle personer finder seksuel nydelse i naturen. Andre har forhold til naturen. Nogle ser det som en politisk akt, og andre ser det som en form for miljøaktivisme. Det er et alsidigt samfund.

Økoseksualitet er blevet en del af min seksualitet som voksen, fordi det ophidser mig at inddrage planter og deres æstetik i mit sexliv. Jeg kan godt lide at lege med BDSM-koncepter og redskaber og bruge naturlige vækster i den praksis.

Jeg har startet et konceptkunstprojekt og et brand sammen med min mand, som vi kalder Sacred Sadism, der erstatter BDSM-kulturens traditionelle værktøjskasse – pisk og læder – med planter og organiske komponenter. Vi laver redskaber ud af falske planter, som silikoneplanter, der er meget livagtige. Min personlige favorit er Kink Tamer Turf, der er en børste lavet med plastikgræs. Det ligner en børste lavet af en græsplæne. Sacred Sadism handler om at få BDSM op fra kælderen og ud i haven, hvor det potentielt kan virke mindre afskrækkende.

Annoncering

Foto: Sacred Sadism.

Når jeg skaber et BDSM-scenarie i Sacred Sadism-stil, så er jeg gartneren, og slaven er det unge skud. Det er en konfiguration, der ændrer fundamentalt på BDSM-dynamikken: Jeg planter skuddet i jorden, passer på det, plejer det, klipper det til og snører det fast til en pind, hvis det er nødvendigt. Det er en måde at vende BDSM-narrativet og arbejde ud fra en ide om, hvad det vil sige at manipulere med og forme en plante, og hvordan det ser ud for en partner, hvis vedkommende er en plante.

Jeg begyndte at dyrke økofetichisme, fordi jeg følte, der var potentiale for at finde heling, personlig vækst og bevidsthedsudvidelse i BDSM, men det er der mange, som ikke forstår. Alt, de ser, er Fifty Shade of Grey og ikke den omsorg og forhandling, der finder sted i BDSM.

En almindelig misforståelse om BDSM er, at det er den dominerende part, som bestemmer. Det faktisk slaven, som har kontrollen. Det er slaven, som trækker i trådene og siger, ”Jeg vil gerne det her, men ikke det her”. For nylig så jeg en interessant dokumentar, The Botany of Desire, af Michael Pollan, som fremfører argumentet, at planter har formet menneskets adfærd og ikke omvendt – de har tvunget os til at opføre os på en bestemt måde for at overleve og sprede os på planeten. Det er en fremragende metafor for udvekslingen af magt. Hvis man etisk set forhandler sin BDSM-scene, så er slaven, eller planten, magthaveren. Det er planten, som siger, ”Jeg vil gerne det her, men ikke det her”.

Når jeg tænker tilbage på mine første, spæde seksuelle oplevelser med Regnbuebirk, føler jeg fortsat skam over det manglende samtykke. Jeg har det ikke skidt med at have bollet et træ, men der er stor forskel på mine oplevelser med Regnbuebirk, og hvordan jeg dyrker økofetichisme i dag. Mit arbejde med Sacred Sadism handler om at legemliggøre en oplevelse sammen med et andet bevidst og samtykkende individ. Og det har jeg det bedre med.