Annoncering
De Værste Ting Nogensinde

Danskere fortæller, hvordan deres største musikalske idoler har skuffet dem

"Guilty pleasure eller ej, så vil jeg af princip ikke lytte til Xander, når han har smadret min ven."

af Clara Krohn
17 maj 2018, 10:58am

Foto via Flickr-brugeren micadew

En kaotisk hverdag er fuld af kedelige kompromiser. Lejligheden flyder med vasketøj og tomme dåser, alt i køleskabet er for gammelt, du har en bachelor, du for længst burde være begyndt på, og i øvrigt skal du købe gave til din kærestes farmor, der har fødselsdag lige om lidt. Men midt i alt det er det rart at have et perfekt holdepunkt at vende tilbage til. Et holdepunkt, der giver dig ro, og som du altid kan regne med. Beyoncé er mit holdepunkt. Uanset hvor uperfekt alt andet er, så er Beyoncé en perfekt konstant i mit liv, og det er virkelig rart. I mit hoved er alle Beyoncés handlinger perfekte, bare fordi det er hende, der udfører dem. Derfor er det også tilsvarende hårdt, når jeg en sjælden gang imellem må tage skyklapperne af og se realiteten i øjnene.

Da det for nylig kom frem, at der angiveligt er blevet fusket med Lemonades streamingtal på musiktjenesten Tidal, havde jeg mest lyst at blive i sorgens første fase og fornægte alle anklager, som jeg tidligere har gjort, når hun er blevet beskyldt udnytte feminismen på bedste kapitalistiske vis. Eller da der blev spekuleret i, om hendes tøjlinje bliver produceret af underbetalte srilankanere. Måske er det på høje tid at lade skuffelsen rulle ind over mig, men jeg foretrækker nu alligevel at springe, vrede, forhandling og depression over og gå direkte til accept og tilgivelse. For det er jo ikke Beyoncé, der personligt har manipuleret med tallene, vel?

Jeg står ikke alene med min naive tro på, at musikstjerner er ufejlbarlige, og er desværre heller ikke den eneste, der er blevet slemt skuffet. Derfor har jeg samlet en række beretninger fra folk, der er blevet nødsaget til at indse, at alle skuffer over tid.

Xander tæskede min ven

I folkeskolen fandt mine veninder og mig tilfældigt Xander på Myspace. Han havde kun lagt én sang op, men vi synes, den var megagod. Et par år senere udgav han et album, som vi havde det helt vildt over, og vi tog til hans koncerter og teenage-crushede på ham. Da jeg startede i gymnasiet, vidste jeg godt, at Xander var lidt en guilty pleasure, så jeg delte ikke min kærlighed med mine gymnasievenner, men jeg har hørt hans første album til døde og kan stadig alle sangene.

En aften var jeg ude med mine venner fra gymnasiet, og vi endte med at sidde i en lejlighed og drikke øl. Hvad jeg ikke vidste var, at Xander også boede i lejligheden og lå og sov i værelset ovenpå. Vi var virkelig stive, og de andre, der kendte Xander, fortalte historier om hans udskejelser på Roskilde Festival. Lige pludselig blev døren ud til gangen åbnet, og ind kom Xander i hvid wife-beater og grå sweatpants sammen med en kæmpestor fyr. "Hvorfor fuck snakker I lort om mig?" råbte han og gik hen til min ven, kastede ham ned på gulvet og begyndte at tæske løs på ham med et rør.

Det hele tog virkelig kort tid, og bagefter sagde han bare, at vi skulle gå. Trappegangen var virkelig smal, så vi kunne kun gå ud én ad gangen, og det tog akavet lang tid, før vi alle sammen var ude. I en lang periode havde jeg det svært med at høre Xanders musik. Guilty pleasure eller ej, så vil jeg af princip ikke lytte til Xander, når han har smadret min ven. Men jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg slet ikke har hørt hans musik siden.

Ida Maj Krogh Eriksen, 25 år

Kanye viste sig at være helt væk

Kanye West er en af mine absolut yndlingskunstnere, men flere gange har han ikke formuleret sig hensigtsmæssigt, hvilket især kom til udtryk, da han udtalte sig om slaveri. Jeg er skuffet over, at Kanye endnu engang viser, at han har meget lidt forståelse for, hvad der sker i verden, og hvordan andre opfatter det, han siger. Han har tidligere skrevet sange om, hvordan det er at vokse op som sort og opleve racisme. Men nu går han ud og siger noget, der stikker i den fuldstændigt modsatte retning, og det kan jeg ikke tage seriøst.

Kanye er meget varierende i sine udtalelser. Nogle gange sympatiserer han med den yderste venstrefløj, mens han andre gange sympatiserer med den yderste højrefløj. Hans holdninger kommer til at klinge hult, og det lader til, at han taler for at få opmærksomhed. Det skuffer mig, fordi jeg ikke kun kan lide Kanye, fordi han laver god musik, men også fordi han laver meningsfuld musik. Det, føler jeg, han går på kompromis med lige nu, uanset om det så handler om pladepromovering eller ej.

Jeg vil ikke kræve af ham, at han fremlægger sine standpunkter, men jeg savner klarhed om, hvilken person det er, jeglytter til. Jeg ved ikke, om jeg er blevet mindre Kanye-fan, men nu vil jeg i højere grad overveje, hvordan jeg støtter ham. Tidligere har jeg tænkt, at en koncert med Kanye West ville være det ypperste, jeg kunne opleve rent musikalsk, men nu er jeg ikke sikker på, at jeg ville købe billet, hvis jeg fik muligheden.

Emil Gjerding, 22 år

Kings of Leon blev til et Bon Jovi-jamband

Der, hvor jeg har følt mig mest svigtet og fremmedgjort som fan, var, da King Of Leon udgav deres fjerde album. Jeg var kæmpe fan af dem i 00’erne, hvor de udgav tre virkelig gode album i streg, og når jeg hører "Red Morning Light", bliver jeg stadig hensat til den tid, hvor indie-rock havde det allerbedst.

I 2008 udgav de Only by the night, hvor "Sex on Fire" og "Use Somebody" er på. Det var også det album, der for alvor gav dem deres gennembrud. Men det betød også, at alle dem, der nu kom til koncerterne, var de flotte piger fra skolen, der ikke gad snakke med mig. Jeg følte virkelig, at Kings Of Leon solgte ud ved at få langt, smart hår og små veste og i det hele taget ligne nogen, der havde fået en make-over af American Apparel. Det gjorde det ikke bedre, at de nu lød som et Bon Jovi- jamband. Det er der sådan set fint at lyde sådan – bare ikke, når det er mine helte.

Siden har de udgivet et par okay plader, men de er aldrig rigtig kommet tilbage på sporet. Jeg tror faktisk ikke, jeg har tilgivet dem det svigt, de har udsat mig for. Jeg har ikke købt deres plader eller været til deres koncerter siden. Jeg kan godt høre den gamle musik, men jeg kan ikke tage dem rigtigt tilbage.

Jacob Ege Hinchely, 33 år

Narkotiske Pete Doherty smadrede en Vega-koncert

Da jeg var 14 år, tog min onkel mig med til min første rigtige rockkoncert. Vi skulle se Babyshambles i Vega, og jeg var smaskforelsket i Pete Doherty og helt besat på den måde, man kun kan være, når man er teenager og ikke selv har en kæreste. Jeg synes, det var det vildeste bare at være i Vega. Man måtte ryge indenfor dengang, og jeg kan huske, at jeg sneg mig væk fra min onkel et par gange for at ryge og forsøge at komme længere op foran.

Jeg havde ret god tid til at smugryge, for Babyshambles gik på halvanden time for sent. På det tidspunkt var alle i salen – undtagen mig – ret sure. Da de endelig gik på, var Pete Doherty helt væk på stoffer og lagde ud med at synge andre sange, end dem bandet spillede. Det blev han så frustreret over, at han slyngede mikrofonen ned i scenen, indtil den gik i stykker, og så gik de af efter fire numre. Der var virkelig dårlig stemning i salen, men selv om jeg burde være skuffet, var jeg bare endnu mere forelsket.

Renna Rose Agger, 27 år

Depeche Mode solgte ud

Jeg var virkelig stor fan af Depeche Mode, da jeg var teenager, selv om det var sådan noget musik, man fik bank for at høre, fordi folk syntes, det var dårligt. Vi var derfor en lukket klub, der gik i noget bestemt tøj og følte, at vi virkelig kæmpede for Depeche Mode.

Da de udgav Music for the Masses i 1987, blev deres musik samtidig meget mere populær. Det resulterede i, at der til en koncert i Valby Hallen kom en masse folk, der ikke var rigtige "Depechere". Bandet havde også lavet merchandise, hvilket jeg anså for at være et kæmpe kompromis fra deres side. De havde jo lavet sangen "Everything Counts", der handler om grådighed, og nu stod de her og tjente penge på merchandise. Det værste var nok, at de havde lavet en baseball-cap, hvor der stod Depeche Mode på. Vi "Depechere" havde jo vildt hår og hanekam, og her havde en baseball-cap ikke noget at gøre.

Indtil da havde jeg været til alle deres koncerter i Danmark, og jeg havde kæmpet for at få andre til at kunne lide dem, men da omverdenen faktisk fik øjnene op for dem, blev jeg så sur, at jeg ikke tog til deres koncerter i flere år. Til sidst måtte jeg alligevel overgive mig. Dave Gahan var så sej, at jeg ikke kunne holde mig væk. Og så fandt jeg ud af, at det egentlig var meget fedt, at resten af verden også kunne synge med.

Jakob Staalby, 49 år