Foto: Sarah Buthmann
I går bragt vi en reportage fra Christiania, hvor beboerne siden tirsdag morgen har blokeret Pusher Street, der nu er er rømmet for både hash og pushere. Gaden er på andet døgn lukket, og høje hegne dækket af mange meter sort stof spærrer indgangene og afskærer omverdenen fra at kigge ind. Flere steder hænger forklarende papskilte, der fortæller, at gaden kun er midlertidig lukket og vil åbne igen i en "mere hyggelig" udgave. Så langt så godt. Men årsagen til aktionen blev gennem dagen i går hemmeligholdt for offentligheden, og spurgte man christianitterne selv, blev man mødt med en venlig og ret kontant afvisning. Som en tydeligvis dansktalende mand svarede, da vi spurgte, om han kunne fortælle lidt om, hvad der foregår: "Jeg forstår ikke dansk." Christianitterne ville først melde noget ud, når de havde afholdt fællesmøde.
Annoncering
Det gjorde de så tirsdag aften, hvor Christianias Fællesmøde, der er fristadens øverste enhed, kom med en pressemeddelse, der i korte træk forklarede, at årsagen til lukningen er, at den seneste tids udvikling i Pusher Street ikke har været for Christianias bedste. "Christiania skal være en fristad for kærlighed, mangfoldighed, natur og kultur," skriver de og tilføjer, at den nuværende situation i Pusher Street ikke støtter op om det billede.Aktionen blev iværksat umiddelbart efter, at flere medier de seneste dage har rapporteret, at hashhandlen på Christiania er steget markant det seneste år. Politiaktioner er blevet en fast del af hverdagen, og Berlingske fortæller, at der alene i år har været omkring 100 aktioner. Ifølge avisen er der i år blevet beslaglagt 207 kilo hash og 44.325 joints, mens der til sammenligning på samme tid sidste år var beslaglagt 161 kilo hash og 9.844 joints."Situationen kalder på omtanke og eftertanke, hvorfor vi altså nu har valgt selv at sætte aktiviteterne på pause, så vi kan få arbejdsro til en omstrukturering af forholdene omkring Pusher Street," lød det i pressemeddelsen.Hvad der konkret skal ske, samt hvor meget og hvordan gaden skal reformeres, melder aftenens pressemeddelse ikke meget om. Men der er ingen tvivl om, at christianitterne endnu engang har fået nok af forråelsen omkring Pusher Street, og at de med aktionen kickstarter debatten om gadens formål og eksistens.Og mens politiet på den ene side siger, at de håber, lukningen vil blive permanent, er der ikke meget, der peger i den retning. Ligesom de håndmalede papskilte på hegnet, der omkranser gaden, lover snarlig genåbning, lægger christianitterne heller ikke skjul på, at de ikke er i færd med at lukke hashhandlen helt. Som Helene Schou, der bor på Christiania, sagde, da en journalist fra TV2 i går aftes spurgte, om hashhandlen ville bestå:"Jeg tror, det er utænkeligt – og det er historisk - at forestille sig et Christiania uden hash."