Jeg tog til rosé-festival på Østerbro og lærte at elske mig selv
Forfatteren. Billeder af Hedda Rysstad.
rose

Jeg tog til rosé-festival på Østerbro og lærte at elske mig selv

De lyserøde dråber bliver stadig mere populære, og i weekenden var hundredvis af mennesker samlet i København for at safte sig ned.
27 juni 2018, 7:47am

Jeg svajer lidt på brostenene og kan ikke vurdere, om det er min sindstilstand eller bølgeskvulp, der får verden til at gynge. Ved siden af mig griner en pige ukontrolleret, mens hun suger helium fra en ballon, og to unge knægte er til stor applaus begyndt at snave i den sidste aftensol. Jeg kigger ned af mig selv og opdager, at jeg er iført en armygrøn t-shirt med påskriften 'Nej tak til naturvin'. Hvorfor har jeg den på? Det er jo slet ikke meningen. Længere nede af min svajende krop er mine sko blevet slørede siden sidst, jeg så dem.

Jeg er til rosé-festival, og jeg tror ikke, jeg skal have mere at drikke.

Rosé har altid haft et lidt blakket ry. Enten blev det anset som en pseudo-vin - et produkt, der sætter sig mellem to røde og hvide stole - eller som en drik, som kun MILFs fra Hellerup gider drikke. Der har altid været enten elitære eller sexistiske fordomme omkring rosé.

Men de seneste år har det ændret sig. Rosé er blevet markant mere populært, især indenfor de sidste 15 år, og det er altså både rig og fattig, og mænd og kvinder, der nyder en god drue. Du kan få lavet din egen frosé, og du kan leve til du bliver 100, hvis bare du drikker den laksefarvede nektar. Det har jeg læst. Selv i slummens højborg på Roskilde Festival kan man nu få iskold rosé.

Det er selvfølgelig noget anakronistisk pjat, at vores køn skulle afholde os fra at nyde det ene eller det andet. Ernest Hemingway, den måske mest mandede mand, der nogensinde har betrådt guds grønne jord, var glad for rosé, og så er der ikke mere at sige i den sag.

Men rosé er stadig plaget af en række klichéer, og jeg indrømmer gerne, at jeg også er forudindtaget på området. Jeg tænker straks høje hæle og sejlersko. Jeg tænker pastelfarver og guldindfattede solbriller. Jeg tænker frokost på båden eller vind i håret i åbne biler.

De stereotyper har direkte indflydelse på min fremtoning, for i dag kan jeg ikke overskue at skille mig ud. Derfor har jeg gjort, hvad jeg kunne for at assimilere mig. Jeg har taget mine piercinger ud, redt håret og barberet mit uregerlige skæg af. I stedet for genbrugsbukser og Ungeren-t-shirt har jeg lånt et par hvide Ralph Lauren-shorts og støvet mine gamle lædersko af. En Tommy Hilfiger-polo og en kæk sweater fuldender looket. Jeg føler, at jeg nok skal passe ind, da jeg sidder og soler mig lidt, inden festivalen begynder.

Artiklens forfatter iklædt assimileret rosé-outfit.

En mariehøne sætter sig på mine kridhvide lærredsshorts, og solen spiller i vandoverfladen i den pæne del af København. En mand i kongeblåt jakkesæt stiger ud af sin tomillionerkroners Audi, og mine lædersko knirker, da jeg så nonchalant som muligt træder hen til den røde læber, der udgør indgangen.

Det koster 240 kroner at deltage i rosé-festivalen, og inkluderet i den entré er der to poletter, som kan veksles til smagsprøver hos de forskellige producenter og importører. Jeg køber straks ti poletter yderligere, for det virker fjollet kun at smage to af de 50+ rosé-vine, der er i spil i dag. Det ville være ligesom at tage på Roskilde kun for at se Eminem og så gå igen.

Rosé-festivalen bliver afholdt hos Weber Grill Academy ved grænsen mellem Nordhavn og Østerbro. Den gamle atriumgård ud til vandet fungerer glimrende til lejligheden, men der er ikke meget plads, så gæsterne bliver sendt ind i 150 personers hold af to timers varighed. Det kan umiddelbart lyde som en meget kort festival, men den 36-årige arrangør Marshoud Dababneh forklarer, at efter et par timer er de fleste mættede (læs: fulde) og har ikke behov for mere rosé.

Marshoud Dababneh har arbejdet med vin og reklamer i mange år og er stolt grundlægger af hjemmesiden erdetrosevejr.dk, hvor man til enhver tid kan tjekke om de meteorologiske omstændigheder kan forsvare, at man åbner endnu en flaske lyserød. Hjemmesiden har svaret ’JA’ det meste af sommersæsonen, og Marshoud føler da også, at 2018 er roséens år. Der har været udsolgt til alle runderne på festivalen, og selv hvis folk har været lidt tilknappede, når de ankom, var den indstilling kastet over bord efter kort tid.

”Det er en humørfabrik,” smiler han med et glas i hånden. ”Alle er lykkeligere, når de går herfra.”

Jeg har valgt at deltage på det sidste hold på den sidste dag, så klokken er lidt over fire søndag eftermiddag, da jeg finder min plads i salen. Jeg beholder solbrillerne på under ovenlysvinduerne. Det er et sjovt fænomen. Er man tilpas cool, skinner solen altid på én. Efter en kort introduktion af en sommelier, hvor vi lærer om roséens historie, og jeg ikke rigtig hører efter, bliver tæppet trukket fra, så vi kan kaste os over de mange vine.

Med et brag smækker DJ’en høj fransk house på anlægget, og så er stemningen ligesom sat. For at forsvare at arrangementet foregår i et “academy” opkaldt efter en kuglegrill, er der forskellige workshops med mad. Man kan blandt andet pynte sin egen lyserøde cupcake, men det er altså alkoholen, vi er kommet for, så vi bevæger os straks mod de 20 udstillere.

I starten er jeg tilbageholdende og lytter kritisk til importørernes historier om terroir, mens vi diskuterer gæringsprocesser og temperaturforskelle. Men efterhånden som jeg smager mig igennem rosé fra Østrig, Provence, Hérault, Le Pas-De-Calais, Italien, ja, selv Præstø, bliver jeg mere løssluppen og synes, det hele smager skide godt. Der bliver klappet på skuldrene og klinket glas, og selvom jeg har lovet mig selv aldrig at hælde vin ud, bliver jeg til sidst nødt til det, hvis jeg skal kunne holde mig oprejst, når vi når de sidste borde.

Den vel nok mest sejlivede myte om rosé bliver jeg konfronteret med igen og igen: At rosé skulle være noget særlig feminint. Om det bare skyldes farven er svært at sige, men i hvert fald bliver det endnu en gang fremhævet, da jeg taler med de to unge knægte, Mads og Kristian på 22 og 23 år, som er importører af vinproducenten AIX i Danmark.

”Jeg ved godt, rosé er lidt femi,” siger Mads afvæbnende, ”men vi lever af det her, fordi vi elsker vores produkt. Det er bare en virkelig god vin, som vi gerne vil dele med folk.”

Hans ord giver mig en stille og eftertænksom stund, mens alting summer omkring mig, for behøver jeg være på en bestemt måde for at drikke rosé?

Her er piger i høje hæle og blonder. Her er midaldrende par, som skal købe ind til vinreolen. Her er veltrimmede mænd med strøget skjorte, her er familiefædre og –mødre, og her er veninder på tur. Folk ser til min store skuffelse rimelig almindelige – og forskellige – ud.

Måske kunne jeg alligevel bare have været mig selv? Her er tydeligvis plads til alle. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at der stadig er noget elitært ved rosé. Samtidig går en mand forbi med ’Viva la revolución’ tatoveret på armen. Jeg kommer til at grine, så jeg er ved at kløjs i min Chateau de Manissy.

Man kan godt mærke på arrangører og producenter, at festivalen har været i gang hele weekenden. Mashoud Dababneh indrømmer, at han er ved at være lidt slidt i betrækket, mens han med milde og trætte øjne sipper lidt videre på sin lyse rosé. Csaba fra producenten Garance Wine Cellars er glad for at hælde på folk ved sin bod. Selvom de siger ’stop’, fylder han glasset op og griner over hele hovedet. Ved siden af ham står Janus Brink fra vinhandelen vin121. Jeg er helt sikkert fuldere end ham, men man kan godt mærke, at det har været en lang weekend. Han stikker mig den nej-tak-til-naturvin t-shirt, som jeg fortsat er uvidende om, at jeg vil rende rundt i senere. Han forsøger at forklare, hvorfor han hader naturvin så meget, men jeg er for beruset til at opfange budskabet og bliver distraheret af en mousserende rosé med ribs.

De to timer går hurtigt, men jeg må også give Marshoud ret i, at alle virker glade og tilfredse og ikke har brug for mere. Min fotograf griner hele tiden. Mens salen bliver tømt, hænger vi ud ved et bord og får et sidste glas El Mago fra Asboe & Udsen.

Da jeg støtter mig til dørkarmen og bevæger mig ud på havnefronten, hvor hævede stemmer nyder de sidste glas, ser jeg en sælger give to kunder et hjerteligt kram. ”I har simpelthen været så søde, alle sammen” siger hun, og jeg smiler lykkeligt til manden med tatoveringen.

Mine kinder er så lyserøde som vinen i mit glas, og jeg tror ikke rigtig, jeg har lært noget som helst om rosé. Men jeg kommer helt sikkert igen næste år – helt uden udklædning.