Feminisme

Jeg tog med 'Retten til Liv' til demonstration og spurgte, hvorfor de er imod min abort

Organisationen Retten til Liv tror på, at abort en dag bliver ulovligt i Danmark. I så fald skulle jeg og andre kvinder, som afslutter en graviditet, straffes. På 45-årsdagen for den fri abort, marcherede jeg med dem i København.

af Shani Pedersen
11 juni 2018, 12:21pm

Retten til Liv demonstrerede i København. Jeg (tv) gik med og spurgte Ellen Højlund Wibe (th), hvorfor hun er imod min abort. Foto: Shani Pedersen

”Jeg kan faktisk se, at den er en lille smule positiv,” sagde lægen til mig, da hun trådte ind i lokalet.

”Øh, hvad mener du?” spurgte jeg.

”Ja, altså, det vil sige, at testen slår lidt ud på graviditet, og det betyder…” svarede hun.

Hun fortsatte med at snakke, og jeg stoppede med at lytte. Og så begyndte jeg at græde.

Jeg stod dér i mit lægehus for halvandet år siden. Med en meget lidt positiv graviditetstest og en lige så lille lyst til at være forælder. Ikke aldrig nogensinde. Bare ikke nu. Derfor fik jeg en abort, som gjorde nas på krop og sjæl, men som alligevel var det helt rigtige for mig.

At få en provokeret abort er min ret som kvinde i Danmark. Det har det været siden 1973 – for præcis 45 år siden – hvor aborten under feministiske paroler blev givet fri i Folketingssalen.

Men den bør ikke være en selvfølge og heller ikke en ret, hvis det står til organisationen Retten til Liv, som i lørdags markerede den frie aborts fødselsdag ved at gå fra Nørrebro til Rådhuspladsen i København med budskabet "Red én mere" og 3.000 lyserøde og lyseblå balloner – én for hver abort, som årligt bliver foretaget i Københavns og Frederiksberg Kommune.

Jeg marcherede med dem for at prøve at forstå, hvem de er, og hvorfor de mener, at jeg gjorde noget forkert, da jeg for halvandet år siden tog én af de største beslutninger, jeg har stået overfor, og afsluttede en graviditet – ligesom mellem 15.000 og 16.000 kvinder gør det årligt i Danmark.

Retten til Liv er en kristen organisation, som blev stiftet i 1993. Det skete, præcis 20 år efter retten til fri abort trådte i kraft i Danmark, den 1. oktober 1973.

På landsplan tæller organisationen omkring 3000 medlemmer. Og tror man, at kampen mod den fri abort kun er en gammel mands sag, kan man godt tro om. Fordelingen blandt medlemmerne er nogenlunde lige mænd og kvinder, og ifølge organisationen selv er godt en tredjedel af deres betalende medlemmer unge under 30 år.

Cirka et år efter stiftelsen af organisationen begyndte den at gennemføre aktioner i form af optog, demonstrationer og symbolhandlinger, som skulle markere dens modstand mod den fri abort og sætte ”det ufødte barns ret til livet” på folkets og mediernes dagsorden – en ret, som organisationen mener er ukrænkelig og står hævet over enhver anden ret, for eksempel kvinders ret til at træffe selvstændige beslutninger om egen krop.

”Et menneske er et menneske helt fra undfangelsen og har værdi alene ved at være til. Målet er at få skabt en dansk lovgivning, der beskytter ethvert menneske fra undfangelse til naturlig død,” lyder det blandt andet på Retten til Livs hjemmeside.

3000 balloner symboliserede de cirka 3000 aborter, som foretages årligt i Københavns- og Frederiksberg Kommune.

Jeg ankommer til Kingos Kirke på Nørrebro, hvor optoget skal begynde. Jeg har aftalt at følges med Ellen Højlund Wibe, organisationens landssekretær, men først snuser jeg rundt i kirkens lokaler, hvor lyden af ballonoppustning med store heliumflasker dominerer.

Der står en ung kvinde med en baby i favnen. Hun hedder Agnete Hoffmann, er 26 år og har, siden hun var 18 år, været medlem af Retten til Liv. Organisation er blevet lidt af et familieforetagende for hende.

”Mine forældre og mine søstre er medlemmer, og bedsteforældre på begge sider var også meget markant imod abort,” siger Agnete, som har taget begge sine børn med – Ulrik på seks måneder og Ester på to år.

Det viser sig da også, at jeg har været i kontakt med hendes mor, Kerstin Hoffmann, i forbindelse med min research om dagen i dag.

”Det er da hyggeligt med så meget familie, men det betyder også, det har været vigtigt for mig gennem min ungdom at gøre sagen til min egen. Jeg har opsøgt argumenter for og imod abort, så jeg er sikker på, at jeg kan stå hundrede procent inde for sagen,” siger hun.

Og det kan hun, stå inde for sagen. Hun har aldrig været flov over sine synspunkter eller følt sig afskrækket fra at tage debatten. Men trættende kan den godt blive, fordi modstanden er stor og retorikken hård, fortæller hun.

”Det er fantastisk, når folk har et modspil. Men det drukner ofte i dem, som bare er vrede og vil råbe ad os. Det er min mands eneste indvending mod mit engagement, for han kan se, det påvirker mit humør meget nogle gange,” siger hun.

Jeg spørger hende, om hun kan forstå indignationen hos aborttilhængere som mig – at retten til at kunne træffe beslutninger om sin egen krop er central for mange kvinder.

”Både og. Vi kommer jo fra forskellige udgangspunkter. Den typiske aborttilhænger har et helt andet syn på, hvad fosteret er, og hvilken værdi det har, og med udgangspunkt i de to forskellige forestillinger kan jeg godt forstå, hvorfor nogle finder det uacceptabelt, hvis staten skulle bestemme over deres krop,” svarer hun.

Noget i mig er overrasket over Agnetes åbenhed, refleksionsevne og forståelse for mig, mine erfaringer og synspunkter, en anden del af mig er lidt flov over overhovedet have forventet det modsatte.

Indenfor har folk sat sig til rette, og før forsamlingen på godt 150 personer skal samles ude foran kirken og gå mod Rådhuspladsen, skal præst Jens Christian Larsen sige et par ord.

”I dag bekender vi al den ødelæggelse, der er afledt af den såkaldte fri abort. Beskyt de ufødte mod en voldelig død (...) Nu skal vi vandre i Københavns gader for livet. Lad budskabet om livet nå københavnerne. Ikke for vores skyld. Men for børnenes skyld,” siger han.

Jeg kan mærke, at ordene gør mig utilpas: En voldelig død, den såkaldte fri abort. Jeg har ærligt talt svært ved at vurdere, om småkvalmen i min krop kommer af varmen, præstens ord eller en uheldig kombination.

Retten til Livs årlige aktioner har altid trukket overskrifter i landsdækkende medier og skabt røre i især feministiske kredse og græsrodsbevægelser.

Én af de mere omtalte aktioner fandt sted i 2013 på 40-året for den fri abort, hvor organisationen placerede 16.000 hvide kors på en mark ud mod motorvej E45 i Østjylland. Ét kors for hver abort, der bliver foretaget årligt, og som for Retten til Liv betyder 16.000 børn, som på uretfærdig vis har fået frataget retten til at leve.

Men organisationen står ikke kun for opsigtsvækkende aktioner en gang om året. I deres daglige arbejde driver de abortstøtterådgivningen Abortlinien, hvor gravide, som er i tvivl, om de vil gennemføre graviditeten, kan ringe ind og få støtte og vejledning. Også kvinder, som har fået foretaget en abort eller har konkrete spørgsmål, kan ringe ind eller kontakte Retten til Liv via deres chatfunktion eller brevkasse.

Retten til Liv er blevet kritiseret for ikke at have gjort det tydeligt nok på Abortlinien, at det er dem, som driver den, og at de altså arbejder mod abort, som kvinder ringer ind for at blive vejledt om. Selv siger de, at de ikke oplever at hive holdninger ned over hovedet på de fortvivlede kvinder, som ringer ind, og at kvinderne ikke virker optagede af det faktum, at Abortlinien og Retten til Liv er én og samme organisation.

Ellen (th) og jeg (tv) tog lige en selfie.

Jeg møder landssekretær Ellen foran kirken, hvor de cirka 150 deltagere har stillet sig op i en lang række á fire personer. Ellen er sød og imødekommende – en helt almindelig kvinde på 56 år med en helt almindelig sommerkjole. Havde jeg mødt hende i Netto, havde jeg nok aldrig funderet over, at hun kunne være én af dem – en abortmodstander. Men jeg må indrømme, jeg også tit glemmer, de eksisterer.

Vi går ad Nørrebrogade, og fordi vi jeg går helt i front, har jeg frit udsyn til de mange cyklister og fodgængere, som stopper op for at kigge, snakke med hinanden og tage billeder af det store ballon-optog. Jeg tager mig selv i at tænke meget over, hvad de mon tænker om os. Noget, Ellen må være vant til.

”Jeg føler det hverken flovt eller skamfuldt. Jeg oplever jo, at vi er på livets side. Men jeg er måske også blevet lidt hærdet med min position. Jeg accepterer ”tæskene”. På den måde står vi også mere troværdigt. Hvis vi prøver at undgå dem, tror jeg, vi mister vores berettigelse,” siger hun.

Ligesom Agnete, som jeg talte med i kirken, er Ellen vokset op i en familie, som kæmpede imod den fri abort. Hendes forældre var abortmodstandere, og alle hendes fem børn er det – fire er medlemmer af organisationen. Hun føler selv, hun gennem sit liv har forholdt sig til mange af modargumenterne, og selv om hun forstår nogle af dem, har det ikke kunnet rokke ved hendes syn på dét, hun kalder det ufødte barns ret til liv.

”Jeg kan godt forstå, at abort kan være en fristende løsning i en svær situation. Også for de mennesker, som ikke har nogen højere autoritet i deres liv, for eksempel en gud, de tror på. Abort er en mulighed, som samfundet ukritisk har anerkendt. Men princippet om, at livet er ukrænkeligt, at vi ikke må løse problemet med at slå et andet menneske ihjel, er stærkere,” siger hun.

Retten til Livs budskab i dag er at redde ét liv mere, så jeg kan ikke lade være med at spørge Ellen, om hun selv tror på, at kvinder – selv i et for hende ideelt samfund, hvor abort er ulovligt – vil stoppe med at få aborter. I Irland, hvor befolkningen netop har stemt et rungende ja til fri abort og dermed afskaffet et 35 år gammelt forfatningsmæssigt forbud, har man i stor stil set kvinder rejse til udlandet for at få foretaget abort. Ifølge det britiske sundhedsministerium rejste over 170.000 irske kvinder fra 1980-2017 til et andet land for at få en abort – hovedsageligt til England.

”Lovgivning vil aldrig være i stand til at standse alle aborter. Men den vil sende et meget vigtigt signal om, hvordan vi værdsætter menneskelivet i vores samfund. Om at livet er værdifuldt, og at vi skal passe på det. I en globaliseret verden vil der være sikrede aborter tilgængelige, men det vil være mere besværligt for kvinderne, og det vil måske koste nogle penge,” siger hun og understreger, at hun mener, kvinders rettigheder aldrig bør række til at bestemme over et andet menneskes liv.

Jeg spørger hende, om valget i Irland ikke viser, at abortmodstanden er en uddateret kamp, når den ikke længere kan vinde i et traditionelt religiøst samfund som det irske.

”Jeg tror, det er, fordi sekulariseringen har sit greb i det irske samfund, og kirken har tabt kampen. Det er snarere det, det handler om,” svarer hun og giver udtryk for, at det irske valg ikke kan ses som et udtryk for, at abortmodstanden er en udkæmpet kamp.

”Problemet er, at når der er tale om et lille menneske, så handler det ikke længere om retten til at bestemme over egen krop, for så er der et selvstændigt individ på spil,” siger hun.

Vi når optogets slutdestination, Rådhuspladsen, hvor en gruppe moddemonstranter dukker op og stiller sig helt tæt på Retten til Livs optog, mens de råber feministiske paroler som ”Kvinderet er ligeret!”, ”Ingen sexister i vores gader!” og ”Min krop, mine regler!”. Jeg noterer mig, at kun få af Retten til Livs demonstranter råber igen eller tager kontakt til de råbende demonstranter.

Da demonstrationen er ved at dysse ned, hiver jeg fat i Ellen. Jeg har lyst til at tale med hende om min egen erfaring med det, som vi har talt om hele dagen – abort. Da jeg fik min abort, havde jeg det nemlig skidt i månederne efter, jeg følte mig trist og ustruktureret. "Men jeg følte dengang og føler stadig, at jeg var afklaret med beslutningen. Jeg følte ikke, det var valget, der gjorde, at jeg fik den efterreaktion,” siger jeg til hende og forklarer, at det for mig ”blot” satte gang i en tankeproces, som var tung og uvant for mig – om liv, eksistens og fremtid.

Men jeg har også ofte oplevet, at abortmodstandere bruger kvinders psykiske eftervirkninger efter en abort som argument for, at abort er forkert, og at det – med mine egne erfaringer – provokerer mig, fordi det er at tage mine følelser som gidsel i en kamp, som jeg ikke har indvilget i at kæmpe.

Ellen giver udtryk for, at det er modsætningsfyldt på den ene side at stå ved sin beslutning og insistere på rigtigheden af den, og på den anden side at have ondt. ”Spørgsmålet er, om ikke det ville lette lidt af byrden for sådan en som dig at erkende, at dine instinkter måske i virkeligheden siger til dig, at ja, du tog livet af dit lille barn, og det var forkert – og så komme videre derfra, fordi sket er sket. Det er muligt, du bliver ved med at undertrykke en stemme inden i dig – for det er vel det, du gør, når du har ondt. En stemme, som siger: Nej, jeg kunne da ikke slå mit barn ihjel,” siger hun.

Jeg har fandme ikke slået mit eget barn ihjel, tænker jeg og fortæller hende, at jeg netop følte, jeg tog hensyn til – ikke kun mit eget liv og krop – men også det potentielle liv, der kunne komme ud af graviditeten, hvis jeg gennemførte den. For jeg synes, liv er vigtigt og kræver min omsorg.

”For mig er det synd at sætte et barn i verden, som jeg ikke føler, jeg kan give den omsorg, kærlighed og opmærksomhed, som jeg synes, at alle børn fortjener. Og som jeg har lyst til at give mit barn, når jeg skal have ét – for det skal jeg,” siger jeg.

Der bliver stille i et stykke tid.

”Du mener vel et menneskeliv med sin egen værdi, ikke sandt? For et menneskeliv er det jo. Du er jo et typisk barn af din tid, hvor vi har vænnet os til historien om, at abort er en legitim løsning, og at livet ikke har sin egen selvstændige værdi. Du har taget det til dig, som vores samfund har banet vejen for: At abort er en okay løsning. Det kan man jo blive nødt til at tro på, når man får foretaget en abort. Ellers er det svært at leve med,” afslutter hun.

Selv hvis Ellen og jeg havde gået 10, 15, 20 kilometer mere sammen, tror jeg ikke, vi var blevet enige.

Tagged:
Irland
København
lovgivning
Abort
gravid
retten til liv
abortmodstander