Kvinde kigger i smartphone omgivet af bøger
Illustration: Anna Degnbol

FYI.

This story is over 5 years old.

Feminisme

Danskerne læser mindre og mindre, så her er 11 gode råd til, hvordan du bliver god til at læse bøger

En forlægger, en studievejleder, en boganmelder og en, der har en podcast om litteratur, guider dig til succes med at læse.

Da jeg studerede, så jeg frem til tiden som færdiguddannet, hvor jeg endelig ville have tid til at læse for sjov igen. Jeg så nostalgisk tilbage på min folkeskoletid, hvor jeg gennemsøgte vores skolebibliotek for nye, spændende titler hver uge. Mine gode intentioner til trods er det blevet til imponerende lidt læsning, og når jeg endelig begynder på en bog, afslutter jeg den sjældent. I stedet ser jeg videoer af mennesker, der bager kager i syv lag på Instagram eller genser Modern Family for fjerde gang.

Annoncering

Noget tyder på, at jeg ikke er den eneste, for selv om der bliver udgivet flere og flere bøger, så læser vi danskere mindre og mindre. Det var konklusionen, da Bog- og Litteraturpanelet udgav deres årsrapport i efteråret 2018.

Jeg synes faktisk, det er vigtigt at læse bøger, og derfor har jeg spurgt en række mennesker, der læser rigtig mange bøger, hvordan jeg rent faktisk får succes som læsende menneske i 2019. Her får du de bedste råd fra en forlægger, en studievejleder, en vært på en litteraturpodcast og en boganmelder til at læse flere bøger.

Træf en aktiv beslutning om, at du vil læse bøger

“Der er hård konkurrence om ens opmærksomhed, og der er masser af tilbud til hjernen, hvis den gerne vil forvilde sig. Man må beslutte sig for, at man faktisk gerne vil læse. Man er nødt til at gøre sig klart, at det er et valg, for det er så nemt at blive forført af billedmedier. Jeg kan mærke, at det er godt for mig at læse eller høre lydbog. Jeg kan helt fysisk mærke, at min hjerne bliver lavfrekvent. Ord og litteratur er et hensynsfuldt bombardement af hjernen, for der er en ro omkring det, man bestemmer selv hastigheden.”
– Cecilie Frøkjær, vært på litteraturpodcasten ‘Frøkjær og forfatterne’

Læs af lyst

“Man skal læse bøger, der interesserer en, så det bliver lystlæsning og ikke tvangslæsning. Man skal ikke bare læse Krig og Fred eller Ulysses, fordi man ved, det er store, litterære værker. Der findes en kæmpe underskov af nye forlag, man kan dykke ned i. Man skal også passe på med ikke at falde for marketing og gå efter den første og bedste samlebåndskrimi, som de store forlag smider i hovedet på en. Det kunne være så smukt, hvis vi nåede til et sted med litteraturen, hvor vi diskuterer den, ligesom vi gør med musik.”
– Ziggy Silver, forlægger på forlaget Baggaardsbaroner

Annoncering

Tænk i tid – ikke i antal sider

“Mit yndlingsråd er, at man skal sætte mål for sin læsning i tid og ikke i antal kapitler. Det gør en stor forskel psykisk i forhold til, om man kan nå det, man sætter sig for. Nogle dage er man mere frisk i hovedet end andre, og hvis man så har sat sig for at læse 100 sider, kan det hurtigt blive en lang og sej kamp. Hvis man derimod beslutter sig for at læse mellem klokken 20 og 21, så går tiden jo, mens man læser. Det kan betyde utroligt meget for ens tilgang til at læse og hvorvidt det bliver noget rart eller noget, man slår sig selv oven i hovedet med.”
– Fie Thorup Hansen, Studievejleder på Litteraturkundskab på Københavns Universitet

Hav altid en bog på dig

“Man skal gøre det til en vane altid at have en bog på sig. Nu har jeg lige siddet i bussen, fordi min cykel var flad, og så havde jeg 20 minutter til at læse der. Når man venter på en veninde på en café, kan man lige nå at læse en side i stedet for at tjekke Facebook og Instagram. Det handler om at bytte den ligegyldige scrollen ud med at læse.”
– Ziggy Silver

Skriv ind i din kalender, at du skal læse

“Hvis du vil dedikere dig selv til at læse mere, så kan du skrive dine læsesessioner ind i din kalender. Ligesom med motion og andre ting, du gerne vil gøre mere af, så kommunikerer du til sig selv, at du har forpligtet dig til det, og så er du måske mindre tilbøjelig til at sætte Netflix på. Som studievejleder arbejder jeg med folk, som skal læse hver dag, men som med alle andre vaner er det en god ide at udsætte sig selv for det hver dag for at komme ind i et flow.”
– Fie Thorup Hansen

Læs et rart sted, der ikke er din lejlighed

“Jeg kan godt lide at læse på caféer, fordi jeg godt kan lide, at der er lidt larm omkring mig, men om sommeren er det skønt at sidde i parkerne. Man skal finde et godt sted at læse, der ikke er hjemme hos en selv. Ens lejlighed har så mange konnotationer, og læsningen handler om at løsrive sig fra sig selv og overgive sig til et værk. Det kan være svært, hvis man sidder midt i vasketøj, vaner og kæreste. Det private liv må gerne komme lidt på afstand, når man læser.”
– Mathilde Moestrup, boganmelder og kulturjournalist på Information

Annoncering

Lyt til bøger

“Det føles som en stor luksus at få læst en historie højt, og det at lytte til en lydbog trækker tråde tilbage til barndommen, hvor man fik fortalt historier. Det er et intimt rum, hvor man er alene med stemmen i øret. Hvis man ikke læser arbejdsrelateret, hvor der skal tages noter i margin eller laves æselører, så kan man sagtens lytte til lydbøger, når man er på farten.”
– Cecilie Frøkjær

Hav gang i flere bøger på en gang

“Det er svært at rende rundt med Krig og Fred i rygsækken, men man kan godt have gang i flere bøger på en gang. Man må gerne have en bog til forskellige lejligheder. Jeg har altid noget, der er nemt at komme igennem i rygsækken som for eksempel en digtsamling. Så sidder man ikke midt i en sekstenleddet sætning i Lykke-Per, som man forsøger at få mening ud af, når man skal ud af bussen.”
– Ziggy Silver

Fjern distraktioner

“Når jeg har travlt med at få læst en bog færdig, så tager jeg bogen med på en cafe og bliver der, indtil jeg har læst den færdig. Det handler om at fjerne alle distraktioner, og for mig er det primært min smartphone og min kæreste.”
– Mathilde Moestrup

Læs, før du går i seng

“I stedet for at ligge og se Netflix hele natten, så læs en bog. Der er ikke noget bedre end at mærke trætheden skylle ind over en og mærke, hvordan det bliver sværere og sværere at læse, mens man næsten falder i søvn med bogen på maven. Man sover meget bedre sådan, end når man lige har set Bonderøven flere timer i streg.”
– Ziggy Silver

Konkurrer med dig selv

"Hold styr på, hvad du læser. Hav en lille lommebog, hvor du skriver de bøger ned, som du har læst i årets løb, og kør så benhård konkurrence med dig selv!"
– Ziggy Silver