energidrikke

Jeg drak en 15 år gammel dåse med Nellys energidrik og røg i en tidsmaskine

Som teenager bundede jeg en Pimp Juice efter skole hver dag, men som voksen føles det som at falde ned i afgrunden.

af Adam Rothbarth; illustrationer af Alina Petrichyn
17 januar 2019, 9:09am

Illustration: Alina Petrichyn

Artiklen er oprindeligt udgivet af Munchies USA.

Engang tog man det for givet, at musikere lavede musik, skuespillere spillede skuespil, og kokke lavede mad. Men i takt med at kulturindustrien er vokset, og kendisbranding er blevet en stor ting, er grænserne opløst, og vi har fået produkter som Sammy Hagars Cabo Wabo Uno Tequila og Gwyneth Paltrows Goop-imperium, der blandt andre absurditeter sælger antipastiknive til 4.500 kroner per sæt. (I Danmark blev er vi blevet beriget med kartoffelchips fra Cheff Records.)

At tænke sig at vi engang kunne lytte til musik eller læse om stjernerne uden konstant at blive bombarderet med reklamer for alt det lort, de sælger ved siden af. Det var ikke nødvendigvis en bedre tid, men den var afgjort enklere.

Det har dog også affødt positive ting. En af mine yndlingstrends i den efterhånden lange række af kendisprodukter er eksplosionen af energidrikke, som var godkendt af rappere i det tidlige 00’ere. I en periode var det muligt for almindelige dødelige som undertegnede at få en smag af de vilde liv, som rappere førte på MTV, og prisen var bare et par mønter nede på den lokale tank. Jeg var storforbruger af de energidrikke. Vi følte os pisseseje.

Med udgivelserne af pladerne Country Grammar (2000) og Nellyville (2002) var rapperen Nelly på toppen og klar til at udvide sit brand, som kun en ny megastjerne kan gøre det. Hans våben i køleskabet var Pimp Juice, en af de første store energidrikke velsignet af en rapper, og det førte til en kavalkade af lignende produkter: Ice-T’s Liquid Ice, Lil Jons Crunk, 50 Cents Street King Energy Shot, Kanye Wests Guru Energy for at nævne et par. Pimp Juice, der blev markedsført som ”hiphoppens foretrukne energidrik”, blev kæmpestor, især i St. Louis, hvor Nelly selv er fra. Man påstod sågar, at drikken indeholdt en masse vitaminer, så det er måske derfor, at den i visse kredse blev betragtet som decideret sund. Det var én af de mest populære energidrikke uden kulsyre i 2003 og er fortsat den største kulturelle bedrift for St. Louis, næstefter Anheuser-Busch, Jon Hamm og vaffelis.

Men modedillen døde selvfølgelig ud, og vi blev voksne. I stedet for energidrikke drak vi kaffe, i stedet for at lytte til radioen, lyttede vi til podcasts og playlister på Apple Music. Vi bevægede os længere og længere væk fra vores uskyldige ungdom. Det eneste, der holdt os fast ved nostalgien, var nye Star Wars-film og Nintendos opdaterede versioner af Mario og Zelda.

Men jeg bevarede dog et lille stykke nostalgi i form af en dåse Pimp Juice, som min ven Zach havde gemt. I årevis stod den i Zachs køleskab ved siden af trendy øl fra mikrobryggerier, friske grøntsager og forskellige typer takeout som et monument til en svunden tid. Dåsen blev til en slags maskot for os. Jeg bemærkede den altid, når jeg var på besøg hos Zach for at spille computer eller se film. Hver gang jeg skulle hente noget i køleskabet, jokede jeg med, at jeg ville sælge den eller smide den ud. En dag, hvor jeg var i et særligt melankolsk humør, vældede sentimentaliteten op i mig, da jeg så den stå der i køleskabet, og så sagde det pludselig klik. Det gik op for mig, at den eneste måde at ære den sidste dåse Pimp Juice, og det stykke historie den repræsenterede, var at drikke den.

Først lavede jeg lidt research og fandt ud af, at de fleste energidrikke sagtens kan drikkes, længe efter de har passeret sidste salgsdato. Det viser sig, at de fleste læskedrikke i dag er fulde af så mange kemikalier, at det eneste, de mister, er kulsyren, såfremt man ikke åbner dem. Det var også tilfældet med Pimp Juice, der lader til at indeholde nok konserveringsmidler til at overleve en atomvinter. Her er ingredienser fra varedeklarationen på dåsen: vand, glukosesirup, koncentrat af æblejuice, citronsyre, naturlige smagsstoffer, d-Ribose, æblesyre, inositol, maltodextrin, ekstrakt fra guaranakerner, niacon, calcium, pantothenat, taurin, pyridoxinhydroklorid, gul nr. 5, riboflavin, blå nr. 1 og cyanocobalamin. Jeg er ikke videnskabsmand, men selv jeg kan høre, at det lyder foruroligende.

Efter at have fået dåsen af Zach, besluttede jeg mig for at genskabe 2003’s tidsånd ved at foretage mig nogle af de ting, jeg holdt af dengang. Planen var at drikke Pimp Juice, mens jeg lyttede til Nelly, spillede Super Smash Bros. og spiste mad fra Taco Bell for så til sidst at smide Ringenes Herre på. Men det forløb ikke helt efter planen.

For det første tog det mig ti minutter at finde ud af, hvilket glas jeg skulle drikke den af – skulle jeg i virkeligheden bare drikke den fra dåsen? Sidstnævnte mulighed føltes mere nostalgisk, men jeg havde ikke så meget lyst til at smage på en dåse, der havde tilbragt de sidste 15 år i et temmelig beskidt køleskab. I sidste ende valgte jeg at vaske dåsen af, hvorefter jeg hældte indholdet i et fint cognacglas. Fordi hvorfor ikke? Det var jo en særlig anledning. Nellys ”Air Force One” kørte i baggrunden.

Da jeg åbnede dåsen med Pimp Juice, skulle der ikke særlig meget til at bryde forseglingen. Det var nærmest, som om saften inden i slet ikke kunne vente med at bryde fri af sit fængsel. Det så grønt ud, da jeg skænkede op, som en overgearet karikatur på en giftig væske i en tegnefilm. Jeg inhalerede duften og tog min første tår. Drikken smagte som en blanding af flad æblecider, og den der udefinerbare smag en Red Bull har. Det var slet ikke så dårligt. Havde du fortalt mig, at den var hældt på dåse i går, havde jeg formodentlig troet på dig. Hvilken teknologisk avanceret tidsalder, vi lever i.

I takt med at jeg drak min Pimp Juice, forsvandt alle dagligdagens trivialiteter, og jeg blev gradvist sendt tilbage i tiden. Efter et par minutter satte en voldsom koffeinrus ind. Var det virkeligt eller bare en psykosomatisk reaktion? Det hjalp nok heller ikke, at jeg allerede havde drukket to kopper kaffe den dag. Og jeg glemte også at hente Taco Bell. Men på det her tidspunkt var jeg alt for smadret til at køre. Tankerne begyndte at fare rundt i hovedet på mig. Hvad hvis jeg har gjort noget dumt? Har jeg mon forgiftet mig selv?

Jeg havde lyst til at tjekke Netdoktor omgående, men lignende erfaringer har lært mig, at det er det værste, man kan gøre i den situation. I stedet begyndte jeg at spille Super Smash Bros. Ultimate på min Nintendo Switch og tog en tår mere.

Det er fuldstændig vanvittigt, at det her stads sælges lovligt til børn. Jeg kunne slet ikke få nok af det som teenager, men når man drikker en som voksen, føles det, som om man kaster sig direkte i afgrunden. Jeg begyndte at føle den velkendte, sindssyge rastløshed i kroppen, som man oplever, når man har fået for meget koffein. Det er følelsen af at miste overblik og blive opslugt af angst og vanvid. Hvad hvis jeg bare fortsatte udad den her bane, langt ud over energidrikkens grænser, ud over forgiftning og rus og direkte ned i graven? Det var tid til at drikke noget vand.

1547053842184-pimp-juice-glass
Privatarkiv

Jeg spillede to runder i Super Smash Bros., inden spillet begyndte at skræmme mig. Den kække musik irriterede mig, og spillets tempo var ulideligt, så jeg slukkede for det. Der var noget inde i mig, der fik mig til at slukke for lyset og sætte William Basinskis The Disintegration Loops på. Efter en halv times tid i mørket med ambient musik kom jeg til mig selv igen. Jeg overvejede at sætte Ringenes Herre på, men det føltes på en måde forkert. Jeg begyndte at skrive i stedet.

Nu vil jeg gerne give et par gode råd baseret på min oplevelse, men du ved sikkert godt allerede, hvad jeg vil sige. Popkulturen vil fortsat tvinge os til at se tilbage på fortiden – men gør det på eget ansvar. Og gør det inden sidste salgsdato.

Vi kommer aldrig tilbage til den tid alligevel, og det er nok egentlig meget godt.