Annoncering
utroskab

En brud læste sin utro forlovedes sms’er højt under vielsen

En australsk kvinde gemte sin kommende mands slibrige sms’er til en anden kvinde – lige indtil de stod foran alteret.

af Gavin Butler
26 november 2018, 10:22am

Foto via Shutterstock

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE Australien

Spørgsmål: Hvordan får man allerbedst ramt på sin forlovede, som, man aftenen inden brylluppet har erfaret, har været en utro med en anden kvinde? Svar: Man læser hans klamme sms’er til kvinden højt, mens man står foran alteret, præsten og hele hans familie og vennekreds.

Det var i hvert fald sådan, en australsk kvinde for nylig taklede situationen, da hun stod foran alteret med sin kæreste, som hun havde været sammen med i seks år, og som hun blot timer før vielsen havde taget i at være utro.

”Jeg hang ud med min bedste veninde på hotelværelset. Min telefon vibrerede, og jeg valsede over for at hente den med et champagneglas i hånden,” siger kvinden ved navn Casey til Whimn-journalisten Danielle Colley. ”Sms’en bestod af en række screenshots fra et nummer, jeg ikke kendte, og i den tilhørende besked stod der bare: ’Jeg ville i hvert fald ikke gifte mig med ham. Vil du?’”

De mystiske screenshots afslørede en række sms’er, som Caseys forlovede, Alex, havde sendt til en anden kvinde – nogle var flere måneder gamle, andre var sendt et par dage tidligere.

”Du har den mest fantastiske krop, og du ved fandeme, hvordan du skal bruge den,” stod der i én. ”Jeg ville ønske, min kæreste var halvt så god i sengen, som du er,” stod der i en anden. Og i en tredje stod der: ”Jeg kan ikke tænke på andet end at S'e og K’e dig” – hvilket formodentlig henviser til noget kinky.

Casey fortæller videre, at hun brød sammen i gråd ved synet af beskederne, mens hendes veninde rådede hende til at aflyse brylluppet og at smadre Alex ved lejlighed. Hun husker levende øjeblikket, da hun gik op ad kirkegulvet i sin brudekjole, nåede frem til alteret og vendte sig om mod hele forsamlingen. ”Der bliver ikke noget bryllup i dag,” annoncerede hun. ”Det lader til, at Alex er en helt anden person, end jeg troede, han var.”

Herefter smed Casey brudebuketten på gulvet, afslørede telefonen i sin hånd og begyndte at læse op fra det katalog af slibrigheder, Alex havde sendt den anden kvinde.

”Jeg læste samtlige beskeder højt,” fortæller hun. ”Alex blev mere og mere bleg i ansigtet for hvert ord.”

Gommen havde ikke så meget at sige. Han forlod vielsen sammen med sin forlover, mens Casey forklarede overfor de måbende bryllupsgæster, at ”der bliver ikke nogen bryllupsfest i dag," men at de i stedet for skulle "fejre ærlighed, ægte kærlighed og svære beslutninger.”

Til trods for omstændighederne skulle det eftersigende have været et brag af en fest.