fly

Folk fortæller om de værste ting, de har gjort, da de var stive på fly

Har du også bedøvet babyer eller taget piller 10 kilometer over jorden?
19.8.17
'Bridesmaids', Universal Pictures

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Selvom det på mange måder er det modsatte af et godt sted at være stiv – der er skarpt lys, ingen plads og man bliver konstant overvåget af et helt hold autoriteter – så elsker folk at drikke sig fulde i lufthavne og på fly. Måske er det et forsøg på at gøre det udholdeligt at skulle sidde på sin rygsæk udenfor en souvenirbutik og vente eller for at dulme den eksistentielle frygt ved at flyve gennem luften i et metalrør. Lige meget hvad er luftdruk en lige så central del af en flyvetur som sikkerhedsinstruktionerne.

Annoncering

Men hvad sker der, når man får for meget at drikke? I denne uge kunne BBC fortælle, at antallet af passagerer, som er blevet arresteret for at være for fulde i britiske lufthavne, er steget med 50 procent på et år. Jeg er ret sikker på, at det dummeste jeg har gjort, da jeg var fuld på et fly, var at høre det samme album med The Killers tre gange i træk, men jeg har set langt værre. Folk der propper næsen på morgenflyet til Ibiza, gymnastik i midtergangen på flyet til Split og det ældre par, der havde tørsex på midnatsflyet hjem fra New York. Luften er lovløs: Det er det vilde vesten deroppe, en øl koster 30 kroner, og ja, vi tager dankort.

Vi besluttede os for at bede nogle folk fortælle deres bedste (eller værste) drukhistorier fra luften.

Martin, 27

Jeg var på vej til Austin i Texas med en ven, og planen var, at vi skulle bruge et par dage på SXSW. Hans eks-kone er mexicaner, så vi skulle køre til Juárez bagefter, for at tilbringe et par dage der. Han havde smuglet noget coke gennem sikkerhedstjekket. Vi havde drukket en flaske champagne inden afgang og vi have købt en flaske whisky, som vi ville drikke på flyet. Det er klart, at da først vi var i luften kom vi lidt op at køre, så vi besluttede os for at tage noget af pulveret. På flyet sad vi ved siden af en pilot, som havde fri, og som var på vej hjem til sin familie. Det er en detalje, som bliver vigtig senere.

Vi mødte nogle irske fyre, som havde en pose fyldt med piller af alle mulige slags, og vi faldt i snak med dem. Vi tænkte, at hvis vi gav dem et par baner, så kunne vi lave en aftale, og få nogle bedøvende piller, så vi kunne sove resten af turen. De sad lige ved toiletterne, så vi smuttede hen til dem, og da de havde smagt på varerne, fik vi et par piller. Det viste sig at være en syntetisk form for Quaalude. De sagde, at de var ret stærke og foreslog, at vi kun tog en halv. Vi tog selvfølgelig en hel, og satte os tilbage i vores sæder.

Annoncering

Jeg kan kun huske at jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede var flyet ved at lande, og der var en besked over højtaleranlægget om, at der ville være en lille forsinkelse, mens to personer blev eskorteret ud af flyet. Vi så på hinanden og grinede, fordi vi regnede med, at irerne var gået lidt for meget amok. Så lagde vi mærke til, at piloten ved siden af os var væk, og at politiet var på vej hen imod os. Vi blev eskorteret ud af flyet. Det var ikke så slemt – vi sørgede for at se ud som om vi havde rigtig dårlig samvittighed, og jeg var lidt nervøs for at skulle checke ind, når vi skulle tilbage, men der var ikke så meget drama. Det var faktisk meget fedt, for vi slap for at stå og vente på vores bagage. Vi kom gennem sikkerhedsområdet, hvor vi blev mødt af vores venner, som havde konfettikanoner, hvilket ikke gjorde det bedre.

Omkring to år senere mødte jeg en af mine venner, som havde siddet på 1. klasse i det samme fly. Vi havde åbenbart væltet rundt oppe foran, vi havde smadret en seng på 1. klasse fordi vi hoppede på den, og en stewardesse havde vist os, hvordan man ryger cigaretter uden at blive opdaget. Det var rart at få udfyldt lidt af hullerne.

Tom, 23

Jeg var på et fly til Spanien. Jeg havde fået lidt at drikke, og var faldet i søvn, så jeg var lidt groggy da jeg gik på toilettet. Da jeg skulle vaske hænder, trykkede jeg på sæbeknappen. Jeg trykkede et par gange, men der kom ikke sæbe ud nogle steder. Så jeg trykkede igen og igen og igen. I min zombieagtige tilstand blev jeg irriteret, så jeg blev ved med at hamre løs på knappen og lede efter sæbe. Jeg kunne høre "ding dong"-lyde udenfor toilettet, men jeg tænkte ikke så meget over det. Så begyndte det at banke voldsomt på døren. Jeg tænkte, at det bare var folk som ville på toilettet, så jeg ignorerede det, men bankene blev højere og højere, og til sidst var der en steward, der tvang døren op. Udenfor stod fire stewardesser og spurgte panisk om jeg var okay, og hele flyet kiggede på mig. Jeg havde trykket på knappen for at få hjælp igen og igen.

Sarah, 27

Jeg drikker ikke særlig meget på fly – jeg er svagdrikker, og jeg har ikke lyst til at skulle gå gennem sikkerhedstjekket fuld, for jeg bliver tit hevet til side (jeg har et mærkeligt efternavn). Men jeg gjorde en undtagelse for et par år siden på en rigtig lang flyvetur, hvor jeg fik to små gin and tonic-flasker – de var så søde. Jeg blev fuld. I dag ved jeg, at det er fordi iltmængden på fly gør, at man hurtigere bliver fuld – jeg giver det i hvert fald skylden. Det var også min første oplevelse af at blive overvældet af følelser på et fly. Jeg vidste ikke, at det var normalt at sidde og tude i et fly.

Det begyndte, da jeg sad og så Sex and the City 2, som ikke alene er en af de dårligste film jeg nogensinde har set, men også den mest stødende. Der er rigtig mange burka-jokes, og et klassisk klip hvor Samantha kaster kondomer ud til en folkemængde i Abu Dhabi og råber noget i retning af "YEAH I FUCK, SO WHAT?!?!", hvilket vist nok skal vise hvor stærk en vestlige kvinde hun er. Jeg græd helt oprigtigt flere gange i løbet af filmen, især til sidst hvor Carrie endelig får sin vielsesring af Mr. Big. Det var bare så overvældende. Fyren ved siden af mig, rejste sig for at gå på toilettet, nok for at give mig lidt plads.

Annoncering

Foto via Flickr-bruger Petrr

Jonny, 31

Forestil dig, at du prutter i et lokale. Med det samme lyser et neonskilt ved den stol for at indikere, at det var dig. Din prut er så frygtelig, at folk omkring dig hverken kan tænke eller slappe af. Lugten bliver hængende, og bliver nærmest kraftigere. Forestil dig så, at lokalet er låst og at I ikke må komme ud før om 11 timer. Forestil dig så endelig, at lokalet flyver gennem luften 10 kilometer over jorden. Det er mere eller mindre sådan det føles, når ens baby græder i lang tid på et fly. Din træthed og det fysiske ubehag ved støjen forsvinder i glemslen, hvis man sammenligner det med den tyngende skam. Man kan nærmest mærke hadet fra de andre passagerer i luften,og deres tanke om, at det helt sikkert er, fordi man er en dårlig forælder.

Derfor var jeg klar til at finde noget bedøvende til både mig og mit barn inden vi tog afsted på vores (desværre uundgåelige) familierejse til Sydafrika. Det gør mig ikke til et dårligt menneske, bare praktisk. Min svigermor var ikke enig. Hun så det som en fornærmelse mod den stoiske ro hun forventede at både forældre og folk generelt skulle udvise overfor det skrigende barn. Hver eneste gang jeg forsøgte, brød hun ind. Der var seriøst intet andet argument end "ej, det burde du virkelig ikke have behov for."

Så jeg sad der og kogte, mens vrælene fortsatte fra begge babyer. Efter en sympatisk og egentlig ret heroisk stewardesse gav mig nogle små flasker Johnny Walker, fandt jeg løsningen. Med nogle besværlige manøvrer på toilettet lykkedes det mig at få børnenes bedstemor til at bedøve begge børn ved hjælp af deres sutteflaske.

Drew, 24

Jeg skulle til Grækenland alene, og jeg er ret nervøs over at skulle flyve. Jeg sad i nærheden af et sødt par, som havde et meget lille barn, der skulle sidde ved siden af mig af en eller anden grund. Jeg drak rigtig meget for ikke at have så dårlige nerver – så meget, at jeg måtte løbe ud og brække mig på toilettet efter vi var lettet. To timer gik jeg kold, men babyen blev ved med at kaste ting til mig, så jeg var nødt til at reagere hele tiden, og det var ret stressende for jeg aner ikke, hvordan man taler til børn. Så jeg blev ved med at drikke i håbet om, at det blev nemmere, og jeg kunne være en god ven overfor den fremmede familie.

Så jeg snøvlede når jeg snakkede og bestilte lidt mere at drikke, hældte det op i et glas, og ville så have noget i min taske – mens mit bord stadig var foldet ned. Glasset væltede og indholdet røg ud over barnet. Det var bogstaveligt talt gennemblødt af cider. Jeg havde ikke fået en dråbe på mig selv. Resten af familien, som sad på den anden side kom hen og sagde "hvad sker der?" og "jeg tror du har fået nok nu". Babyen ville ikke holde op med at græde, så de forskellige familiemedlemmer skiftedes til at trøste det. Jeg sad bare der midt i det hele, ude af stand til så meget som at undskylde, fordi jeg var lammet af skam. Det var frygteligt.