Her skal du bo, hvis du er ung og fattig
Edinburgh har det vildt. Foto via Flickr-bruger Alison Day
bolig

Her skal du bo, hvis du er ung og fattig

København er nummer syv på listen.
Manisha Krishnan
Toronto, CA

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Det er dyrt at være ung. Der er husleje, transport, takeout-mad og sprut, og det hele løber op. Hvis du ikke passer på, ender du med en kæmpe gæld og en bolig, som ikke er meget større end et kosteskab.

Men ifølge en rapport fra MoveHub er alt håb ikke ude. De har rangeret 30 byer rundt omkring i verden for at finde ud af hvilken, der er bedst for fattige unge. De vurderede byerne ud fra faktorer som billig mad, pris på offentlig transport og husleje og gav hver by en score på op til 100 point.

Annoncering

Otte af byerne i top 10 er i Europa og Edinburgh ligger øverst på listen.

Edinburg fik en score på 82,95 og har "flest steder, hvor man kan spise billigt" og huslejen, der ligger på omkring 4500 kroner for en etværelses, spiser 32,5 procent af den gennemsnitlige indkomst.

Berlin, som er berømt for sit vilde natteliv, er nummer tre på listen med en score på 78,25 og vandt blandt andet på, hvor billigt det er at bo der, fordi indbyggerne kun bruger 25,6 procent af deres indkomst på husleje. Den gennemsnitlige etværelses koster lidt under 4000. Wien, Prag og Madrid var også i top 5.

Mumbai i Indien er en af de kun to byer, som ikke ligger i Europa, og som er i top 10. (Den anden er Melbourne i Australien.) Ifølge MoveHub er offentlig transport i Mumbai super billigt og kan klares for under en hund om måneden.

I forhold til hvilke byer, man skal svinge uden om, er det nogle af de samme, som folk ellers tit taler op. En måneds offentlig transport i London koster omkring 1200 kroner og huslejen spiser over 52 procent af indkomsten. Derfor ligger byen nummer 30 ud af 32.

San Francisco, hvor den gennemsnitlige husleje for en etværelses er 16000 kroner om måneden, kom ind på en 29. plads. New York er nummer 26 med en gennemsnitlig husleje på 11000 kroner.

Sao Paulo i Brasilien kom på sidstepladsen, fordi det både er farligt og svært at finde billig mad, samtidig med at indbyggerne lægger 64 procent af deres indkomst på husleje. Selvom det er dyrt at bo i København, kommer vores hovedstad ind på en 7. plads, så vi har det ikke helt skidt.