Et kig i krystalkuglen: Her er, hvad vi forventer os af musikkens verden i 2018

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK

I Southampton bor en spåkone ved navn Craig Hamilton-Parker, der påstår, at han kan se ind i fremtiden.

Et eller andet sted i det tågede grænseland mellem jul og nytår faldt jeg helt i koma i flere timer over hans hjemmeside, hvor han præsenterer sine forudsigelser. Til tider rammer han sømmet lige på hovedet. Han har for eksempel forudset Brexit (selv om der selvfølgelig var en 50/50 chance for at få den rigtigt – i hvert fald en 52/48 chance). Ifølge avisen The Independent forudså han også valget af Donald Trump til præsidentposten i USA.

Men der findes også emner, hvor Hamilton-Parker havde knap så meget ret i sine profetier. Den engelske dronnings død optræder med jævne mellemrum i hans syner. Eftersom hun er 91 år gammel, er det heller ikke så meget en forudanelse, som det er sund fornuft, at hun formodentlig snart stiller træskoene. Det samme gælder hans påstand om, at en europæisk storby snart vil blive ramt af et terrorangreb – igen, det er heller ikke rigtig et syn fra fremtiden, det er mere en universel sandhed for enhver, der har bare den mindste indsigt i global politik.

Jo mere jeg læser, jo mere overbevist bliver jeg, om at Hamilton-Parker baserer sine spådomme på kontekstuelle ledetråde frem for overnaturlige kræfter. Derfor tænkte jeg: jeg kan godt lide musik. Jeg er mere end almindeligt investeret i en masse mennesker, som jeg aldrig har mødt før (team Solange for altid), og jeg har også en masse regninger at betale. Derfor har jeg – ligesom min ven Craig – forsøgt at se ud i fremtiden og præsentere nogle spådomme om, hvordan det musikalske landskab kommer til at se ud i 2018. Så hold godt fast, unger. Det bliver en vild tur.

I 1995 dukkede en optagelse med titlen "Wibbling Rivalry" op, hvor Noel og Liam Gallagher skændes om, hvorvidt det er rock’n’roll at blive smidt af en færge eller bare hooliganagtigt. Den 15 minutter lange optagelse byder på samtlige ego-highlights, de to besidder, mens de skriger ad hinanden og ind imellem tager en pause for at slå fast, at Oasis er verdens bedste band.

23 år senere er de fandeme stadig i gang – hvad værre er, at der findes mennesker i verdenen, som fortsat er interesserede i dem. I bedste fald er Gallagher-brødrenes eksplosive forhold en machokonkurrence og en udforskning af et søskendeforhold gennem et vokabularium, der hovedsageligt består af fraser som ”fuck dig” og ”hold din kæft”. I værste fald er det med til at fastholde en giftig machokultur, hvor fornærmelser og svinsk adfærd fortolkes som legitime følelser.

Og det er vel at bemærke på grund af et band, der har komponeret noget af det mest røvkedelige guitarrock de sidste 30 år, hvis man lige ser bort fra Coldplay og Keane. I 2018 bliver det imidlertid meget, meget værre. Ifølge Liam Gallagher på Twitter så taler brødrene igen sammen, hvilket selvfølgelig giver samtlige britpopfans i verden stiv pik omgående.

Men frygt ej: Gallagher-brødrene fucker det altid op, og før du ved det af, er vi tilbage ved de konstante tilsvininger.

Der findes mennesker på kloden, der har dedikeret uforholdsmæssig meget tid og energi til at efterforske muligheden af en forestående Destiny’s Child-reunion. Folk, der neurotisk trawler sig gennem Beyonce, Kelly og Michelles Instagram-feeds og forsøger at få brikkerne i puslespillet til at passe sammen, analyserer kryptiske opdateringer, spiller trioens hits bagfra for at lede efter skjulte budskaber, tweeter om deres fremskridt og gejler sig selv op i en feberlignende rus.

Jeg er ikke et af disse mennesker. Jeg baserer derfor min forudsigelse på en blændende cocktail af homoseksuel intuition og et brændende ønske. Under alle omstændigheder kan du godt begynde at glæde dig, for 2018 bliver særdeles bootylicious. Eller sådan noget.

Sidst i 2016 havde Kanye West det rigtig svært. Han blev indlagt på hospitalet på grund af ekstrem udmattelse og besøgte senere den på daværende tidspunkt nyvalgte præsident Trump i New York. Man har kun set ham ved enkelte lejligheder siden. Han var ikke med til de amerikanske Grammy-uddelinger, Met Gala eller Modeugen, og han har også slettet sine profiler på de sociale medier. Det har imidlertid ikke afholdt pressen fra at skrive om ham.

På mange måder har Kanye én kvinde at takke for det. Taylor. Swift. På sin comebacksingle “Look What You Made Me Do” langer Tay-tay ud efter Kanye. HÅRDT. Derfor forudser jeg, at Kanye vender tilbage I 2018. Og det gør han vel at bemærke med stil. Han kommer til at disse hende på så kosmisk gigantisk en skala, at det får skalperingen af Nick Clegg ved det britiske valg sidste år til at ligne en let hovedbundsmassage. Det kan vi i hvert fald håbe på.

Nu vi taler om fejder, så er Perry versus Swift en af de mest glorværdige, smålige og helt igennem ekstra popfejder i verdenshistorien.

Det var en fejde, der første gang så dagens lys, da Perry i tweet angiveligt kaldte Swift for en ”Regina George” i fåreklæder. Derfra stak det helt af. Tigere (en henvisning til Perrys track ”Roar”), ulve i fåreklæder (en henvisning til Perrys første sviner), Insta-stories, nyhedshistorier, musikvideoer, raketter, grimme parykker, basketbolde, Grammyer, bilulykker, overraskende udgivelser fra bagkataloget, interview, Selena Gomez, backpack-boy, dragqueens, dansere og Calvin Harris var blot en håndfuld af fronterne, slaget udspillede sig på. For slet ikke at nævne Hilary Clinton (i gif-format) og en cigaretrygende Lena Dunham.

Det har været rigtigt sjovt, kort sagt. Det har også været følelsesladet. Det har ærlig talt været god underholdning. Men i 2018 får det en ende. Når squaden bryder op. Fåreklæderne lægges på hylden. Raketterne ryger tilbage i kassen. De tre dansere kan endelig vende hjem.

Sandhedens vogter, The Daily Mail, har for nyligt spredt rygter om, at Perry er set på settet under indspilningen af Swifts nye video til ”End Game”, hvor hun angiveligt optræder som gæstedanser. Vi er stadigvæk i den spæde start på året, men måske har vi allerede genoprettet verdensfreden.

Minus Trump, selvfølgelig. Og Nordkorea. Og de mange væbnede konflikter rundt omkring på kloden. Og fattigdom. Og immigrantkrisen. Og nationalistbevægelsen. Men det er jo de små ting, der tæller, ikke?