Michelle Færch er journalist, redaktør på Illegal og ansat på stofindtagelsesrummet H17. Artiklen er en del af 'Safe Sesh' – vores tema om stoffer og harm reduction. Læs mere her.
Den 18. februar 2016 mister en vestjysk familie deres 18-årige datter, Laura. Hun har været til en fest i en lejlighed i Bramming, hvor der både blev drukket og taget stoffer. Samme dag er Sydjyllands Politi hurtigt ude med en advarsel om farlige piller på Twitter. Og der går ikke to dage, før dødsfaldet bliver til en overskrift på Ekstra Bladet:
“Forældre til afdøde Laura i chok: Der var rottegift i narko-pillerne.”
Artiklen har også en video-optagelse af de sørgende forældre, der både advarer andre unge mod narko og forholder sig til loven om narkotika. Historien om Laura, der døde af rottegift-inficerede piller, bliver lynhurtigt nappet af både BT og Nordjyske og går nærmest viralt.
En lille måned senere kommer så nyheden om, at der ikke var rottegift i 'narko-pillerne'. Men da er skaden sket, misinformationen er spredt, og ingen er blevet klogere. På den måde er sagen et klassisk eksempel på, hvordan medierne dækker stoffer på: Sensationelt og med røde advarselslamper, der bimler og bamler.
Og det betyder ellers en hel del, om Laura døde af rottegift, dehydrering eller måske et mix af forskellige stoffer. Men rottegift er en gammel narko-myte, og det lyder vildt i en overskrift, så lad os da gå med den, selvom vi ikke aner det endnu.
For narko er ikke bare narko.
Eksemplerne på samme lemfældige omgang med faktuel information i forbindelse med narkotikadødsfald er mange. Her er et andet, som er bragt på Tv2Østjyllands hjemmeside den 19. marts 2016.
“21-årig kvinde død i Silkeborg: Politiet advarer mod farlig narko.”
Senere i artiklen står der, at hun er død efter at have indtaget “en såkaldt ecstasy-bombe”, og senere igen står der, at det er “et farligt narkotikum, som politiet ikke har set udbredt før”. Det er farligt, og politiet har aldrig set det før. Okay. Så fortæller vagtchefen afsluttende, at “der formentligt er tale om et slags syntetisk stof”. Javel, ja.
Vi får simpelthen intet at vide om, hvad stoffet er, eller hvad der er grunden til pigens død, for politiet aner det ikke, og det gør de, med al respekt, oftest ikke. Men de får alligevel altid spalteplads af pressen i de her sager. Det er og bliver en opgave for retsmedicineren at fastslå dødsårsagen.
Hvis vi er interesserede i at forhindre, at tragiske dødsfald som de her sker igen, hjælper det ikke at spytte skræmmehistorier ud om farligt narko med rottegift i eller at lade politiet advare imod et stof, som de ikke har den fjerneste idé om, hvad er. Vi har brug for, at medierne slår koldt vand i blodet og bringer kendsgerningerne, når de har dem.
I stedet for at stille kritiske spørgsmål, kræve dokumentation og undersøge sagerne, videreformidler journalisterne autoriteters forstokkede fordomme, udgiver udokumenterede påstande og søger sensationen. Det er den type misinformation, der fører til, at medierne mister troværdighed på området, og så holder de unge op med at lytte.
Det er med andre ord ren skræmmekampagne, og vi ved, det ikke virker. En rapport fra Det Europæiske Monitoreringscenter for stoffer og stofafhængighed (EMCCDA) slår fast, at massemediernes kampagner for at forebygge unges brug af stoffer ikke har nogen effekt på forbruget, og kun ringe effekt på unges intention om at tage stoffer.
Min påstand er, at overskrifter som den her faktisk kun er med til at gøre det hele værre:
“Farligt stof fundet i Europa: Gør dig til en ‘zombie’ med et enkelt pust”.
Medierne har et ansvar for ikke at lade folk tro, at Laura døde af pillerne, fordi der var rottegift i. En anden tilgang til emnet kunne have været at dække sagen lødigt, undlade at svælge i forældrenes sorg og i stedet oplyse om, hvordan dødsfaldet kunne have være undgået. Sensationsoverskrifterne fodrer først og fremmest en fordomsfuld idé om, at narko er djævlen selv, og det eneste, vi kan gøre ved djævelen, er at forbyde ham. Stigmatisering og forbud redder ikke liv, men det gør reel information, forebyggelse og skadesreducerende tiltag.
Det bringer mig frem til næste punkt. Ord betyder noget i den sammenhæng. En hurtig google-søgning og et kig rundt på artikler fra forskellige medier afslører, at stigmatiseringen også lever i bedste velgående i sproget.
20.600 resultater på ordet “stofbruger”.
102.000 resultater på ordet “stofmisbruger”.
1.290.000 resultater for ordet “narkoman”.
Tre ord for det samme – over en million hits på “narkoman”. Nej, det hedder det ikke. Det hedder heller ikke “misbruger” eller “stofmisbruger”. Ligesom vi heller ikke går rundt og kalder folk, der lider af skizofreni, for “de skizofrene” eller folk, der ikke kan få børn, for “de barnløse.” Desuden er det meste stofbrug ikke stofmisbrug. Ligesom de fleste, der drikker alkohol ikke er alkoholmisbrugere.
Først og fremmest er man et menneske, og dernæst er man et menneske, der lider af noget, som i de fleste tilfælde er noget helt andet end det, man tager stoffer for. “Stofbruger” nærmer sig den rigtige ende af, hvad der er acceptabelt, men desværre forfalder langt de fleste medier til det bedagede og stigmatiserende udtryk 'misbruger'. På samme måde hedder det heller ikke, at man er 'clean', når man er stoffri. Det er hentet fra en gammeldags, religiøs behandlingsindustri og udtryk for et forældet tankesæt. Lyt til det engang: Clean. Det vil så sige, at man er beskidt, når man tager stoffer.
Det hotteste narko-hysteri i medierne lige nu er opioid-epidemien i USA, og hvis man skal dømme ud fra den generelle mediedækning, skulle man tro, at det er den kapitalistiske og voksende medicinalindustri med deres rundhåndede recepter, der har forårsaget den såkaldte epidemi i den lavere hvide middelklasse.
De danske medier har også bidraget til indtrykket af, at USA’s parkeringspladser er fulde af forældrepar, der fråder ud af munden efter en overdosis, imens deres intetanende og efterladte barn sidder på bagsædet og ser til.
“Nu igen: Par bevidstløse af heroin-overdosis i bil med to babyer på bagsædet.”
Jo, et alt for stort antal amerikanerne dør af en overdosis, og bevares, medicinalindustrien har alt for længe nydt godt at det stigende antal smertestillende, folk får udskrevet. Men hovedparten af de mennesker, der udvikler en afhængighed af opioider, udvikler den af mange andre årsager, end fordi de kan gå til lægen og få en recept. Hvad årsagen til afhængighed så er, er der blandt forskere stadig uenighed om, men faktum er, at det langt mere komplekst end adgangen til medicin.
Nej, deres afhængighed af stoffer startede, fordi de havde en grund til det, eller fordi de søgte at blive høje. Om vi vil det eller ej, så bliver folk ved med at bruge opioider og heroin, lige meget hvor meget vi prøver at modarbejde det – der er endda begyndt at blive dokumenteret selvmord, efter smertepatienter pludseligt har fået deres doser sat ned, fordi der i kølvandet på den såkaldte epidemi er kommet nye retningslinjer for udskrivning af opioider.
Det er farligt at tro, at vi bare kan udrydde opioider for at udrydde problemet. Men så længe medierne bliver ved fodre folk med et falsk narrativ og ikke søger til bunds, lige så længe finder vi falske løsninger og gør intet for at hjælpe de mennesker, der dør af det. For folk dør ikke først og fremmest af stofferne, de dør af den ignorance og den uvidenhed, der bliver spredt vidt og bredt.