Læs det her

Læs Vic Mensas stærke essay om Palæstina og racisme i USA

"Parallellerne mellem at være sort i USA og at være palæstinenser er overvældende," skriver rapperen i Time.
14.1.18
Shareif Ziyadat / Getty Images

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

For en måned siden udgav den 24-årige Chicago-rapper Vic Mensa en video til tracket "We Could Be Free", det sidste nummer fra hans debutalbum The Autobiography. Videoen bruger klip af optagelser fra Standing Rock, Charlottesville og Ferguson – håndgribelige eksempler på uretfærdigheden i USA – sammen med billeder fra en besat landsby i Palæstina. Mensa rejste selv til Palæstina i forbindelse med optagelserne, og nu har han fulgt op på rejsen med et essay i TIME, hvor han fortæller om oplevelsen og drager paralleller mellem racisme i USA og undertrykkelsen af det palæstinensiske folk.

Annoncering

Mensa går forsigtigt frem i essayet. "Jeg lader ikke, som om jeg forstår samtlige nuancer i konflikten mellem Israel og Palæstina, som har stået på i mange år. Det er lige så indviklet en affære, som rødderne i de familier, som er blevet revet op af dens brutalitet," skriver han.

Jeg kan kun udtale mig på baggrund af mine egne oplevelser i Palæstina, hvor jeg var vidne til, at palæstinensere ydmyges og bestjæles ved grænseposter. Mens jeg gik gennem den gamle by, så jeg soldater i kampudstyr kropsvisitere en palæstinensisk dreng, mens deres kolleger stod klar med fingrene på aftrækkerne. Vores guide fortalte os, at drengen sikkert var mistænkt for at kaste med sten, en forbrydelse, der straffes med minimum fire års fængsel. Tag lige et øjeblik til at tænke over det. Mindst fire år i fængsel.

Den uretfærdighed, han bevidnede, føltes bekendt, skriver Mensa.

Parallellerne mellem at være sort i USA og at være palæstinenser er overvældende. Mens jeg står og stirrer ned i vandtank fyldt med orme ovenpå et nedslidt hus i Aida-flygtningelejren, kan jeg ikke lade være med at tænke på Flint, Michigan, og det rustfarvede, blyforgiftede vand, der kommer ud af borgernes vandhaner. Mens jeg kigger udover den otte meter høje mur, der adskiller parterne, er den nedslående økonomiske virkelighed meget tydelig: den israelske side ligner the Capitol i 'Hunger Games', mens den palæstinensiske side ligner en krigszone. Det er, som hvis de allerfattigste kvarterer i det sydlige Chicago var adskilt fra byens rige centrum med en stor mur af beton. Det er en følelsesladet oplevelse, og mange af dem, jeg står sammen med på taget, begynder at græde. Jeg kan ikke beskrive den vrede, jeg føler, når jeg tænker på insekterne, der svømmer rundt i vandtanken, mens jeg på den anden side af muren ser en israelsk bosættelse med en kæmpestor svømmepøl.

Du kan læse hele essayet her.