FYI.

This story is over 5 years old.

Feminisme

De 10 mest geniale "katolske" outfits til Met Gala

Rihanna var paven, Katy Perry lignede en kylling, og Frances McDormand fik en smøg med politiet. Det legendariske Met Gala løb af stablen, mens du sov, og der gik virkelig dyr Halloween i den.
Foto via i-D

Denne artikel er oprindeligt udgivet af i-D USA

Temaet til årets udstilling ved The Costume Institute, Heavenly Bodies: Fashion And The Catholic Imagination, var meget passende, fordi ingen anden branche i verden er hjemsted for så mange engle og dæmoner som modeindustrien. Det lå lige til højrebenet at fortolke temaet kreativt på den røde løber i år (i hvert fald noget lettere end ved sidste års fest, hvor temaet var baseret på en Comme des Garcons-udstilling, der mest af alt var dybt forvirrende), så derfor var der gået Halloween i deltagernes outfits. Hvor mange andre semi-højtider har vi om året, hvor sex og religion kolliderer i så farverigt et spektakel? Selv om ingen af deltagerne havde klædt sig ud som Jomfru Maria som sådan, så var der skruet helt op for slør, glorier og kroner – et enkelt pavekostume – og en masse forgyldte kjolekanter.

Annoncering

Herunder følger højdepunkterne fra begge ender af spektret, som vi har ratet enten dæmon eller engel. Ikke at den ene nødvendigvis er bedre end den anden. Helvedet har bare nogle andre faciliteter.

Cardi B
Det er det her, vi mener, når vi taler om jomfrufødsel – kun Gud er stor nok til at have bragt Bartier Cardi ind i verden for at frelse musik, mode og talkshows med gamle mænd. Hun bærer sin graviditet med en elegance, som ikke er set siden den Hellige Jomfru selv gik rundt og bar på Jesusbarnet, og hendes vilde lokker oser af ’lige ud af en stald i Betlehem’-glamour. Én dronning er altid bedre end tre vise mænd.

Dom: Engel. Vor Cardi, du som er i himlen.

Solange
Hun har hørt dine bønner, Twitter-univers, og hun havde bandana på, som vi alle havde håbet, hun ville. Solange formår at kombinere den med en glorie af afblegede fletninger, som fuldender looket, og så har hun også en funklende dragt på, der får hende til at ligne noget fra et rumskib i Alien. At dømme ud fra det her billede kan det faktisk godt være, at hun er ankommet til gallaen direkte fra det ydre rum. Vi håber ærligt talt på, at flere stjerner vil rådføre sig med Twitter om modevalg – det kan være den udvikling, der endelig genopretter vores tiltro til demokratiet som institution og vores tro på mennesket.

Dom: Engel med en bandana.

Donatella Versace
Som medarrangør af udstillingen og det suverænt mest italienske og glamourøse menneske, vi kan komme i tanke om, så er Donatella Versace selvfølgelig helt i top. Hun kommer for at skænke dig livets gave, og hvis det ikke lyder religiøst, så ved vi ikke, hvad gør. Hun får også bonuspoint for at kombinere en minikjole med fuldt balskrud i det her Versace Couture-outfit, og når man tager i betragtning, at hun som medvært sikkert har skullet hilse på gud og hver mand, så har det nok betydet flere luftkys, end den menneskelige fatteevne kan begribe.

Annoncering

Dom: Engel. Donatella har mere eller mindre lavet en kjole ud af porten til himmeriget.

Rihanna
Hun er klædt ud som paven! Paven, men i udfordrende format med bare ben og Louboutin. Rapperen skal naturligvis vise konkurrenter, hvor skriftestolen skal stå, og det klares til topkarakter med det her outfit, som er skabt af John Galliano for Maison Margiela. Der var ingen af de øvrige gæster, som var modige nok til at bære et kostume, der mere eller mindre er en del af udstillingen – en Galliano-dragt til mænd er en af hovedattraktionerne ved udstillingen. I tusindvis af år fremefter vil folk knæle foran et ikon af Rihanna klædt ud som paven; et svagt minde fra en svunden fortid, inden hårspray brændte ozonlaget af, og menneskeheden blev udslettet.

Dom: Pavemobilen.

Madonna
Der er ingen, som har kapitaliseret lige så hårdt på deres katolske tro – om så det gælder tungekys med en sort Jesus i ”Like A Prayer” eller de rundt regnet tusind gange, hun har fornærmet Vatikanet – som Madonna har. Det kommer ikke som en overraskelse at se Madge dukke op tilsløret i en dragt lavet af Jean-Paul Gaultier. Det er et veritabelt Maria Magdelene-look med en krone, der passer sig dronningen af pop. Vi er også helt vilde med de mange selfier, hun følte sig tvunget til at tage, der alle kommer med helt fantastiske kommentarer som, ”Jeg er her for at tjene”. Den lyd, du hører lige nu, er lyden af tusind små englebørn, der hyler ”Yaaaas”.

Annoncering

Dom: Dæmon. Kirkens fjende nummer et slår til igen, denne gang iført slør.

SZA
Iført en pink tyl-kreation fra Versace ser SZA helt himmelsk ud. Hun har jo bogstaveligt talt en glorie på, og det opsummerer ret godt, hvordan vi har det med hende efter hendes optræden i Childish Gambinos “This Is America”. Hun er R&B’s gode fe med prærafaelitiske krøller, som er kommet for at redde os fra alle de andre kætterske munderinger med et slag fra sin tryllestav – der i den her anledning er en stok.

Dom: Engel. Vi har altid vidst, at Jesus var en sort kvinde.

Lana Del Rey
Det her look er faktisk inspireret af Jomfru Marias sorger, som hardcore fans af katolicismen vil vide er ret højt oppe på listen – det henviser til de syv lidelser, Jomfru Maria var udsat for gennem sit liv. Lana har næsten lidt lige så meget (hun skal jo have stof til sine sange), så det er passende, at hun har ladet sig inspirere af den her side af troen og lavet tårerne om til et himmelsk tableau af fugle, sværd og operabriller, så hun kan se alle de andre stjerner, som ikke når hende til sokkeholderne. Mange tak til Alessandro Michele for den her.

Dom: Nådens Søstre.

Bella Hadid

I romanen En Fortælling Om To Søstre, også kendt som The Gigi & Bella Hadid Story, spiller Bella søsteren, som er draget af mørket, fordi hun er alt for sej til at gå ad dydens smalle sti. Det er udelukkende baseret på, at hun bærer Chrome Hearts-smykker og er brunette, men whatever. Hendes look er helt afgjort Dødsenglen/Cher, begge er valg, vi hundrede procent står inde for. Det kan være, at Bellas skæbne fører hende tilbage på Cher-stien, og hun ender med at åbne en Twitter-konto, der ikke giver nogen mening, men alligevel på en underlig måde er ret vis.

Annoncering

Dom: Dæmon.

Frances McDormand
Vi gemmer selvfølgelig den bedste til sidst – Frances Mcdormand får sig lige en smøg sammen med Pierpaolo Piccioli foran The Met, det tror vi i øvrigt, de fleste ville have trang til, hvis de var på vej ind i veritabelt helvedesgab med nogle af klodens mest skræmmende mennesker. Frances ser helt utrolig ud i sin Valentino Haute Couture og bærer en fjerpragt, som ingen har gjort det siden Isabella Blow. Den nuance af grøn er simpelthen himmelsk, og det er beslutningen om lige at hænge ud med et par politibetjente også. Det ser faktisk ud, som om gallaen var ret underholdende i år – vi fik jo både en sexet pave, en gravid Jomfru Maria og Frances som Grinchen, der stjal moden, nåh ja, og så en kylling.

Dom: Engel.

Katy Perry
Jeps. Det er lidt af en mundfuld. Vi ved faktisk ikke helt, hvad vi skal sige. Vi giver ordet videre til nonnen – ”Katy Perry, vær sød at holde op”.