Sådan lærte jeg at elske vin igen, efter jeg blev voldtaget
Foto: Getty Images / Fertnig
Munchies

Sådan lærte jeg at elske vin igen, efter jeg blev voldtaget

I tiden efter overfaldet bebrejdede jeg mig selv. Og jeg skød skylden på vinen.
14 maj 2018, 8:00am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA

Inden jeg blev overfaldet, elskede jeg vin.

Jeg vil sige, at mit forhold til vin tangerede til at være en besættelse. Inden jeg begyndte at skrive, havde jeg en lukrativ karriere som bartender på et fancy hotel. Der lærte jeg at sætte pris på vin og alle de forskellige aspekter af kulturen. Jeg blev vild med at lede efter nye druesorter og ukendte vintage-vine, og jeg lærte, hvordan man parrede vine med mad. Jeg tog til vinsmagninger så ofte som muligt, og jeg lærte alle ritualerne med at slynge vinen rundt i glasset, så bouqueten frigives og man kan se "gardinerne". Jeg blev endda medlem af en eksklusiv vinklub. Hotelbranchen gav mig mulighed for at rejse, og jeg valgte mere eller mindre mine rejsemål ud fra hvilke regionale vine, der var.

Vin og "vinkultur" betyder ikke altid det samme for folk. Det, jeg virkelig satte pris på, var, at jeg havde næsten ubegrænsede muligheder til rådighed. Jeg kunne drikke rød eller vin, boblende eller flad. Alt efter mit humør kunne jeg vælge tør eller sød vin, den gamle eller den nye verden, billig boksvin eller dyre årgange. Mit voksende kendskab til branchen, og min efterhånden store viden om at udvælge vine, gav mig stor selvtillid.

Men en nat blev alting forandret.

For nogle år siden var jeg taget i byen med nogle venner for at spise middag og drikke cocktails. Efter maden tog vi på en anden bar for at drikke et glas vin mere. Et glas blev til tre. Til sidst endte jeg i en bil med en mand, som lovede, at han ville køre mig hjem. Men halvvejs hjemme flåede han mig ud af bilen på en forladt gade, kastede mig ned i nogle buske og voldtog mig. Min mulighed for at sige fra blev taget fra mig den aften, og det samme gjorde min kærlighed til vin.

Et væld af tanker fyldte mit hoved efter overfaldet. Ligesom mange andre kvinder gik jeg ud fra, at det var min egen skyld, fordi jeg var fuld. Jeg kom også frem til, at fordi jeg selv valgte at sætte mig ind i bilen, kunne jeg kun bebrejde mig selv. Måske burde jeg have drukket mindre vin? Måske sendte jeg ham forkerte signaler? Jeg tænkte på alle de ting, jeg kunne have gjort anderledes. Jeg bebrejdede mig selv, mine venner for at forlade mig, og selvfølgelig vinen. Jeg bebrejdede alt og alle – undtagen manden, der voldtog mig.

Da jeg betroede mig til en af mine venner, spurgte han som det første, hvor meget jeg havde drukket. Og efterhånden som jeg fortalte min historie til folk, jeg stolede på, fik jeg den samme reaktion igen og igen: det samme spørgsmål om, hvor meget alkohol jeg havde indtaget. Jeg vidste inderst inde godt, at jeg ikke fortjente, hvad der var sket mod mig, men det var svært at sætte oplevelsen i perspektiv.

En ud af fem kvinder oplever en eller anden form for seksuelt overgreb i løbet af deres liv, og forskning viser, at næsten halvdelen af alle overgreb involverer alkohol. Men det betyder naturligvis ikke, at alkohol forårsager voldtægt. Ifølge en undersøgelse om alkoholrelaterede overgreb på universiteter brugte mænd, som havde begået et overgreb, alkohol som en undskyldning for deres voldelige opførsel, mens kvinderne på den anden side oplevede skam og skyldfølelse på grund af alkoholen.

Det er blevet så udbredt i vores samfund at bebrejde ofrene for de forbrydelser, de er udsat for, at vi ikke altid lægger mærke til det, når det sker. Men når man spørger en kvinde, hvor meget hun havde fået at drikke, da hun blev voldtaget, forstærker man idéen om, at det er kvinden, der skal tage sine forholdsregler, eller at voldtægt på en måde er mindre forkasteligt, hvis der er blandet alkohol ind i det. Alle de spørgsmål, og det tabu, der er forbundet med dem, gør, at man bebrejder sig selv, hår dårlig samvittighed og frygter at blive ydmyget, og det kan alt sammen afholde kvinder fra at anmelde overfaldene.

På grund af alle de faktorer er mit overfald en hændelse blandt de 63 procent af alle seksuelle overgreb, der ikke bliver anmeldt til politiet (hvilket gør det til den mindst anmeldte forbrydelse i USA).

Efter voldtægten kunne jeg ikke sove i månedsvis og drak ikke en dråbe vin i næsten et år. Faktisk holdt jeg helt op med at drikke. Alkohol mindede mig om, hvad der var sket, og den frygt, skam og dårlige samvittighed, som jeg bar rundt på. Men mest mindede det mig om, at jeg havde mistet min evne til at sige fra.

Da jeg kom tilbage på arbejdet, skulle jeg fortsætte med at beskrive og sælge vine til gæsterne på hotellet. Hver vin har sin egen aroma, og hver aroma har en utrolig evne til at frigive minder og følelser. I starten var det meget svært for mig at parre vine for gæsterne. Men efterhånden som jeg lærte andre mennesker om vine, kom jeg i tanker om, hvorfor jeg elskede det så højt. Der gik mange måneder, men til sidst besluttede jeg, at jeg ikke ville lade min overfaldsmand afholde mig fra at nyde noget, som har givet mig så meget glæde.

Selvom jeg genfandt min passion for vin, har det aldrig været helt det samme. Det tog flere år hos en psykolog, før jeg forstod, at den eneste, der bærer ansvaret for min voldtægt, er overfaldsmanden - punktum.

Man kan sagtens tale om mådehold, når det gælder helbredet, værdigheden og faren for at andre skal komme til skade. Men når det gælder seksuelle overgreb, er det umuligt at snakke om, hvor meget offeret havde fået at drikke, uden at samtalen kammer over i anklager, skam og skyld.

Ligesom vin kan fortælle en historie om det sted, den kommer fra (det vi kalder "terroir"), kan den også fortælle min historie. Og min historie handler om at tage magten og være stærk.