Annoncering
Features

13 trippede rocktegnefilm, der helt klart ikke er for børn

Gå amok over de fede soundtracks til en samling vintage, psykedeliske og helt gennemført NSFW tegnefilm.

af Mike McPadden
29 december 2017, 3:17pm

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Helt fra sin begyndelse har rockmusikken benyttet sig af syrede billeder, flydende grænser og en uendelig palet af kreative muligheder til at udtrykke ideer og følelser, der er alt for vanvittige til at eksistere i verden på anden vis. Derfor har rockmusikken altid stået i ledtog med tegnefilm, det eneste filmmedium, hvor det bogstaveligt talt kun er fantasien, der sætter grænserne. Et af de allerførste firmaer til at indse slægtskabet mellem høj musik og vilde animerede billeder – og det marked, der lå i den kombination – var Walt Disney Studios. I 1969 genudgav Disney ikke bare den musikalske, protopsykedeliske klassiker Fantasia, de markedsførte faktisk filmen til bonghoveder under sloganet "The Ultimate Experience". De producerede sågar en blacklight-plakat til anledningen.

Siden da er rock-tegnefilm nærmest blevet en hel genre for sig. Så fyr op for højtalerne, drop ud af rotteræset og tag en flyvetur på det magiske tæppe, når vi udforsker de 13 vildeste, mest rock'n'roll-tegnefilm, der nogensinde er lavet.

Heavy Metal (1980)

Heavy Metal blander hardrock, noget, der tangerer tegnefilmsporno, og kantet, hashtåget science fiction. Resultatet er en helt perfekt kosmisk storm af perversion, storhed og guf for øjnene. Filmen, der helt sikkert er forbudt for børn, blev hurtigt en kultklassiker, og man har ikke overstået sin pubertet med succes, før man mindst engang har sneget sig ned i stuen midt om natten, sat Heavy Metal på og bedt til, at ens forældre ikke hører noget. Filmen er adapteret fra fantasy-magasinet af samme navn. Heavy Metal handler om en ondsindet meteoritsten, der skaber trippede og psykedeliske vrangbilleder i form af historier, der foregår i et hav af dimensioner. Som om det ikke sejt nok i sig selv, så byder de enkelte historier også på soundtracks af kunstnere som Black Sabbath, Cheap Trick, Blue Öyster Cult, Sammy Hagar og en kavalkade af andre headbangere fra de tidlige 80’ere. Utroligt nok så holder filmen stadigvæk i dag og er faktisk bare blevet sejere med årene. Der har i flere år gået rygter om, at en 3D IMAX-version, udarbejdet af stjerneinstruktører som James Cameron, David Fincher, Quentin Tarantino og Guillermo Del Toro, er på trapperne, men det er ikke noget, man skal regne med kommer foreløbigt. Tag derimod et ordentligt hvæs, og smid originalen på.

Yellow Submarine (1968)

The Beatles’ totalt trippede, psykedeliske eventyr er ikke som sådan forbudt for børn, men hvis der findes en film, der afbilleder et hjernesmeltende syretrip bedre og mere overbevisende, så har jeg i hvert fald ikke set den. Fab Four rejser ud med bemeldte ubåd i filmen, efter Sergeant Pepper selv pålægger dem at rejse fra The Sea of Time til The Sea of Holes, hvor de skal forsvare Pepperland mod The Blue Meanies og deres kæmpe, flyvende hånd med skarpe tænder. Drengene har også en tro væbner med i form af den klovneagtige Jeremy Hillary Boob. På meget passende vis er soundtracket til hele eventyret skruet sammen af bandets mest syrede numre, herunder "Lucy in the Sky With Diamonds," "A Day in the Life," "Baby, You're a Rich Man" samt det glorværdige titelnummer fra filmen. Hen imod slutningen af filmen stikker det hele af, da historien udvikler sig til et massivt trip, som kan skræmme selv den mest inkarnerede lsd-entusiast fra nogensinde at droppe syre igen.

Pink Floyd: The Wall (1982)

Vanvidskunstneren Gerald Scarfes geniale, medrivende og til tider frygtindgydende animerede sekvenser dukker med jævne mellemrum op i instruktør Alan Parkers mastodontiske filmfortolkning af Pink Floyds konceptalbum fra 1979 og giver denne kultklassiker sit helt eget visuelle sprog. Boomtown Rats-frontmanden Bob Geldorf optræder i hovedrollen som Pink, en flamboyant rockstjerne, hvis løbende sammenbrud er gennemsyret af brutale, fascistoide fantasier og en vis mur, der bare bliver større og voldsommere gennem filmen. Scarfes tegnefilm understreger Pinks totale sammenbrud ofte på meget bogstavelig vis – som i The Walls mest berømte scener, hvor hagekorslignende hamre marcherer afsted for at overtage verdensherredømmet og klimakset, ”The Trail”, hvor samtlige motiver samles i et grotesk, animeret mareridt.

The Great Rock-n-Roll Swindle (1978)

Da punken var på sit højdepunkt i 1977, blev der sat tre forskellige Sex Pistols-film i produktion: Who Killed Bambi? af holdet bag The Valley of the Dolls, Russ Meyer og Roger Ebert; Julien Temples skælmske semi-mockumentary The Great Rock-n-Roll Swindle samt en unavngiven tegnefilm. Desværre var der kun et af projekterne, der blev færdigt, nemlig den fantastisk forfærdelige The Great Rock-n-Roll Swindle, og scenerne fra de øvrige film blev i stedet brugt i den sammenhæng. Når man sidder og ser filmen med alle dens bedagede punkklicheer – især den scene, der udspiller sig til Sex Pistols’ aborthyldest "Bodies" – ville man næsten ønske, at det var tegnefilmen, der var blevet til noget.

Tom Waits for No One (1979)

Animator John Lamb vandt en Oscar for Tom Waits for No One, en tryllebindende, syv minutter lang hyldest til rendestenspoeten Waits’ liv. Skaberne af tegnefilmen (som også tæller Waits selv) håbede på at udvikle kortfilmen til en fuldlængdefilm. Man tilføjede flere scener, men de er på tragisk vis gået tabt, og der har heller ikke været megen interesse for at genoplive projektet. Men Tom Waits for No One har vi dog, og det er en trist, men sjælfuld og glædelig tegnefilmsskat. På den måde er det faktum, at filmen er ufuldendt helt perfekt i forhold til den skrabede æstetik og kunstneren, der står i centrum for fortællingen.

Fire and Ice (1983)

Den banebrydende og legendariske animator Ralph Bakshi (Fritz the Cat, Wizards) puster liv i Frank Frazettas ikoniske tegninger. Frazetta, der er kendt for sine liderlige barbarer, krigere og gudinder, har udsmykket nogle af de mest kendte pladecovers fra rocken og metallens historie (du kan eventuelt tjekke hans arbejde ud for blandt andre Molly Hatchet, Nazareth, Dust, Yngwie Malmstein og Wolfmother her). Fire and Ice er derudover også et rigtig fedt adventure-brag af en film, der fungerer perfekt i kraft af Bakshis særlige rotoscop-teknik. Man ærgrer sig virkelig over, at Bakshi ikke fik sin vilje i forhold til soundtracket til sin filmatisering af Ringenes Herre fra 1978. Bakshi havde faktisk fået Led Zeppelin med på vognen, men filmstudiet ville ikke betale, hvad bandet krævede. På nuværende tidspunkt er Robert Rodriguez – manden bag film som From Dusk Till Dawn og Sin City – i gang med en liveaction-udgave af Fire and Ice. Selv hvis han får Led Zeppelin til at indspille soundtracket, kan den aldrig slå originalen.

Rock & Rule (1983)

I et futuristisk univers, der er overrendt af mutanter, kidnapper en ond rockstjerne en sanger med en englerøst i håb om at fremmane en dæmon, og det er derfor op til sangerens band at forpurre planerne. Blondie, Cheap Trick, Lou Reed, Iggy Pop og Earth, Wind, and Fire leverer musikken. Rock & Rule er det canadiske tegnefilmsstudie Nelvanas største sats og kom i kølvandet på, at firmaet havde takket nej til Heavy Metal. Selv om filmen er både morsom og nostalgisk, så er den langt fra lige så syret, som de tv-programmer Nelvana producerede i 70’erne. Her finder man blandt andet A Cosmic Christmas, Rome-0 and Julie-8, The Devil and Daniel Mouse (som Rock & Rule mere eller mindre er baseret på) og derudover tegnefilmsscenerne til den berygtede Star Wars Holiday Special fra 1978, hvor studiet blandt andet introducerede verden for dusørjægeren Boba Fett.

American Pop (1981)

Den ikonoklastiske animator bag Fritz the Cat, Ralph Bakshi, havde på overraskende vis en del mainstream succes med American Pop, en flamboyant mixed-media rejse gennem amerikansk historie i det 20. århundrede set gennem øjnene på en familie af musikere. Filmen tager afsæt i vaudeville-æraen og fortsætter gennem 60’ernes folkscene, syrerocken og stadionkoncerterne, men American Pop brillerer især i de scener, hvor den puster liv i historien ved hjælp af musik fra blandt andre The Doors, Jimi Hendrix, Lynyrd Skynyrd og The Sex Pistols. Hele sagaen kulminerer med Bob Seger, der måske virker som et besynderligt valg til en musikalsk konklusion, men faktisk fungerer ret godt. Seger tager sig godt ud i animerede gevandter.

The Body Electric (1985)

The Body Electric, et musikalsk sci-fi eventyr med Rush, kommer fra landet, der også har givet os både Heavy Metal og Rock & Rule. Faktisk så er denne film, der oprindeligt blev lavet til tv, så inspireret af den progressive rocktrios musik, at stednavne og temaer fra bandets tekster fungerer som grundlag for fortællingen. En gruppe mennesker vender tilbage til en verden, der er overtaget af robotter og ligner et post-apokalyptisk helvede, og flere af Rushs libertarianske space-sange fortæller historien, herunder "The Body Electric," "2112," "Working Man," "Hemispheres," "Jacob's Ladder," "Red Sector A," "Marathon," "Cygnus X-1," "Different Strings" og "The Fountain of Lamneth."

Hey, Good Lookin’ (1982)

Ralph Bakshi sniger sig endnu engang ind på listen. Hey, Good Lookin' er animatorens oversete biografiske værk, der portrætterer hans opvækst i Brooklyn mellem bøller og forbrydere i 1950’erne. Det var et populært tema at udforske på daværende tidspunkt, men i stedet for at sætte et soundtrack sammen af gamle popmelodier fra 50’erne, som for eksempel Martin Scorsese gør i American Graffiti, bestilte Bakshi i stedet et soundtrack af originale rocksange skrevet af Ric Sandler og John Madara. Resultatet er en fascinerende og bizar cocktail, der lyder som 50’er-musik filtreret igennem 80’ernes new wave. Soundtracket var faktisk langt mere populært end filmen var. I 2006, efter et kvart århundrede med bootlegkopier af soundtracket fra filmen, besluttede man endelig at lave en officiel udgivelse.

B.C. Rock (1980)

Den belgiske tegneserietegner Picha brød igennem til et voksent publikum i 1975 med filmen Tarzoon, en knap så stueren parodi på Tarzan, der i USA fik titlen Shame of the Jungle, som stjerner-in-spe Bill Murray, John Belushi og Christopher Guest lagde stemmer til. I 1980 fulgte Picha op på succesen med hulemandsfarcen B.C. Rock, hvor Murray og Guest igen lægger stemmer til, men filmen bød også på et fedt soundtrack med Rick Wakeman fra Yes, Clarence Clemmons fra Bruce Springsteens E Street Band og MTV-kometerne Breeze, hvis ene store hit var "You Don't Love Me Anymore".

Down and Dirty Duck (1974)

Tegneserietegneren Bobby Londons undergrundsstribe Dirty Duck kom under kærlig behandling af b-filmskongen Roger Corman, der var på udkig efter en lukrativ succes a la Fritz the Cat. Desværre blev Down and Dirty Duck hurtigt glemt igen, men den er ekstremt underholdende på en halvklam måde, og så er musikken fra Flo og Eddie, to popprovoer, der tidligere var kendt som The Turtles, og forsangerne fra Frank Zappas The Mothers of Invention temmelig fed. Som om det ikke er nok, så dukker Zappa selv op i en mindre rolle i filmen.

The Point (1971)

The Point er charmerende, rørende og politisk bevidst. Det er et børneeventyr skabt af sangskriveren Harry Nilsson, der var i en helt særlig sindstilstand, da han arbejdede på den. ”Jeg var på syre,” indrømmer han blankt. Filmen, der præsenteres som en godnathistorie fortalt af Dustin Hoffman (og i senere versioner af Nilssons gode ven Ringo Starr), fortæller historien om den rundhovedede dreng Oblio, der bor i en verden befolket af mennesker med spidse hoveder, som ser ned på ham. Han tvinges til at gå med en kegleformet hat på, indtil han en dag stikker af sammen med sin hund, Arrow, for at finde et sted, hvor han passer ind. The Point er en gennemført psykedelisk oplevelse og en bevidsthedsudvidende lektion i kunsten at acceptere sine medmennesker, tage chancer og indse livets mange muligheder. Alt det plus smukke sange og hypnotiserende billeder. Børn er vilde med filmen, og det er psilocybin-entusiaster også.