Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE USA
I over 20 år har den mexicanske fotograf José de Jesús “Chucho” León Hernández dokumenteret de vanvittige øjeblikke, som kun udspiller sig i nattens mørke, mens Mexico Citys bedsteborgere ligger og sover sødt. Chucho vandrer rundt i storbyen med sit kamera og hænger ud på undergrundsklubber og i mørke gyder, hvor han tager billeder af stoffer, sex, slum, glamour, fest og død.
Videos by VICE
Chucho er inspireret af den dramatiske kirkekunst i Mexico og modefotografiets glamour og inviterer beskueren med ned i den besynderlige underverden, hvor han selv føler sig hjemme. Gennem sine billeder præsenterer han os for de ekstatiske højdepunkter fra byens farverige natteliv såvel som de dystre lavpunkter, når festen er slut.
”Jeg er ikke interesseret i de tekniske aspekter ved håndværket,” siger Chucho til VICE over telefonen. ”Jeg er interesseret i historien, og jeg ser mig selv som en slags billedredaktør.” Den tilgang tillader ham at eksistere i nuet, mens scenerne udfolder sig omkring ham, uddyber han. Og det er først dagen efter, når han sidder og gennemgår billederne fra den foregående aften, at han finder guldkornene blandt dem.
Med sine vilde portrætter, nøgenbilleder og reportageagtige fotos formår Chucho at skabe en visuel rytme og kadence, der er helt og holdent hans egen – et formsprog, han opsummerer som “en fortælling om en by – en vilkårlig by et sted i verden”. I kølvandet på udgivelsen af bogen Vida har VICE talt med Chucho om hans forunderlige møder med folk i nattelivet over årene.
VICE: Hvordan er du som kunstner påvirket af katolicismen?
José de Jesús “Chucho” León Hernández: Jeg er opfostret af mine to katolske tanter, som havde en masse religiøs ikonografi stående over alt i huset. Der var billeder af sjæle i skærsilden, billeder af Jesus sølet ind i sit eget blod og en masse stearinlys. Som barn frygtede jeg jordens undergang, profetierne, dommedag. Senere opdagede jeg de smukke, barokke kirker i byen. Jeg var forbløffet over den måde, lyset spillede på alteret, myterne og de sorte kristusfigurer.
Som teenager gjorde jeg oprør mod det hele og begyndte at udforske et satanisk og seksuelt eksplicit billedsprog – jeg blandede de blodige elementer i det katolske billedsprog med ting, jeg fandt i magasiner, mens jeg lyttede til garagerock, punk, jazz og klassisk musik. Jeg begyndte at gå ud om natten for at dyrke sex og lede efter fester og nye venner. Jeg følte mig som et barn, der var faret vild i en biograf eller en kirke; jeg var opstemt og rædselsslagen på samme tid.
Hvordan og hvornår fandt du ud af, at du ville være fotograf?
Det var, da jeg var 17. Jeg begyndte at tage billeder med et polaroidkamera, min kæreste havde givet mig. Efter jordskælvet i 1985 tog vi nøgenbilleder blandt ruinerne af bygninger i Mexico Citys bymidte. Vi eksperimenterede også med lyssætning og bevægelse. Det var en smuk og meget romantisk tid. Jeg begyndte at besøge pornobiografer for at tage billeder af efterladenskaber på gulvet: blod, sæd, brugte kondomer og skygger. Samtidigt tog jeg billeder af de blødende kristusfigurer i byens kirker. Jeg lavede kollager ud af billederne og brugte andre religiøse genstande. Jeg har altid været meget fascineret af magasiner og det, at man kan fortælle sin historie ved at dokumentere den og samtidig manipulere den.
Kan du prøve at beskrive nattelivet i Mexico City for 20 år siden, da du først begyndte at dokumentere den scene?
Krigen mod narko – som blev indledt af den klaphat til Felipe Calderón Hinojosa, der var præsident dengang – var ikke begyndt endnu, så byen var ikke så voldsplaget, som den er i dag. Jeg boede i en lejlighed i Roma-kvarteret, og der hang vi ud næsten hver aften og lyttede til musik, drak os ned og tog billeder.
Der var masser af kunstnere, musikere og digtere i den bygning, som levede på samme måde. Undergrundsklubber som Los Ojos og Amsterdam holdt åben indtil klokken 9 om formiddagen, der var pornoshows på bøsseklubberne klokken 4 om morgenen og punkbands på de billige værtshuse i indre by. Gentrificeringen af byen har gjort, at de alle er lukket i dag. Men der var ingen, der tog billeder af dem!
Hvad er nogle af de mest mindeværdige øjeblikke, du kan huske fra den tid?
Der var meget mørkt på de fleste klubber, så jeg kunne ikke se nuancerne gennem linsen, når jeg tog billeder. Det var først, når jeg downloadede dem til min computer, at jeg indså, hvor vilde ting, der var foregået. Engang fik en pige øje på mig på en bar og forsvandt øjeblikkeligt. Lidt efter kom hun tilbage iført et tykt lag sminke i ansigtet. Da jeg den følgende dag sad og redigerede, så jeg hende pludselig på et af billederne: Hun havde fået tæsk og have et kæmpestort blåt øje. Billedet fangede alle de grusomme detaljer, og det tykke lag sminke gjorde det bare endnu tydeligere.
På et tidspunkt gik der rygter om, at man på en natklub praktiserede Santería; det er ret almindeligt, hvis man gerne vil tiltrække god energi og held. Mens vi dansede, blev jeg pludselig klar over, at gulvet var helt klistret. Jeg tog billeder af det, og da jeg gik dem igennem senere, fandt jeg ud af, at det var blod. Under loftet var der et alter. Jeg fotograferede også slagtede dyr, som kyllinger og duer, selv en kalv, der lå på gaden en nat, jeg var på vej hjem. Det var nogle underlige oplevelser.
Er der sider af nattelivet dengang, som man stadig støder på i dag 20 år efter?
Jeg har en teori om, at der hvert tiende år eller sådan noget dukker en ny bevægelse op. Så dukker der en masse folk op med nye perspektiver og idéer – nye digtere og musikere. Jeg har set det, og jeg har dokumenteret det. Det skal nok ske igen.
