17 album, der ikke er så dybe, som du tror​

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Der er ingen, der nyder at være idiot. Måske lige med undtagelse af folk, der hænger truckernosser i forruden, så prøver de fleste af os altid at virke langt klogere, end vi egentlig er. Har du for eksempel nogensinde læst Noisey? Det er helt naturligt at prale af sin intelligente og raffinerede smag i film, TV-serier, bøger og musik. Men når man tager et skridt tilbage og ser på de ting, man holder så højt hævet over alt andet, de ting, vi anser for at være selve essensen af vores gode smag, så står det sommetider klart, at film som Garden State og bøger som Fight Club måske ikke helt er så fremragende underholdningsprodukter, som vi går rundt og tror. I den forbindelse har vi sat en liste sammen, der består af album, der ikke er helt så dybe, som vi gerne vil tro og faktisk i visse tilfælde er væsentlig dummere, end vi vil være ved.

Master of Puppets er meget tæt på at være det fuldendte album og enhver, der påstår andet, er fuld af lort. Det ligger helt oppe i toppen sammen med Reign in Blood og Number of the Beast, og jeg elsker den meget højt. Når det er sagt, så var halvdelen af de anmeldelser, det i sin tid fik, helt benovede over, hvor skarpt albummet var i sin "samfundskritik" og sin behandling af "tabuemner" som krig og stofmisbrug. Det er helt overdrevet. Selv om Metallica helt sikkert har noget at sige på den plade, og sagde det på den fedest tænkelige måde, så kan man altså sagtens kondensere al den "samfundskritik" til en rimelig standard fortolkning af teenangst i Reagan-årene.

Læs teksterne. Vi har en sang om at være sur og slå på ting. Vi har en sang om at snorte for meget coke. En sang om, at det ikke er fedt at ligge på den lukkede afdeling. En sang om, at krig er noget lort. En sang om, at religion er noget lort. En sang uden tekst. En sang mere om at være pissesur og voldelig. En Lovecraft-inspireret sang. Det var det. Det er essensen af Master of Puppets – det er en plade om at være sur, tage stoffer og hylde monstre. Selve musikken er voldfed. Cliff Burtons bassolo kommer som et lyn fra en klar himmel, og James Hetfield har aldrig lydt så sej, som han gør her… men som oftest er tilfældet med "intelligent" metalmusik, at det bare ikke er så dybt.— Kim Kelly.

Kan du huske den scene i Almoust Famous, hvor Zooey Deschanel efterlader Patrick Fugit et brev, hvor i der står, "Tænd et stearinlys og lyt til Tommy. Så ser du hele din fremtid for dig."

Ret skal være ret. Det er et ganske udmærket råd fra en oprørsk 18-årig til hendes nørdede lillebror i starten af 1970'erne. Især hvis hun med "stearinlys" mente stoffer og med "ser du hele din fremtid for dig" mente, hmm… blive udsat for overgreb, blive en pinball-wizard og stifte sin egen kult?

Ja, Tommy – især filmen – er rigtig fed, i særdeleshed når man har fyret op under et par "stearinlys." Det er en flot samling af perler fra den klassiske rockgenre. Men langt vigtigere repræsenterer den en opblomstringsperiode for den uhæmmede kreativitet i rock- og popkulturen, hvor kunstnere havde modet til at lave noget underligt bare for at gøre det, også selv om det var ret provokerende at gøre dengang. Selv i dag er Tommy for mange unge mennesker deres første introduktion til den skæve kunst. Men det ændrer ikke ved det faktum, at Tommy er en rodebutik af et konceptalbum, der slet ikke prøver at foregive, at der findes et rigtigt plot. Bare fordi en plade er kunstfærdigt udført, betyder det ikke nødvendigvis, at den er dyb. Så luk døren, skru op for anlægget, og elsk de ting, du elsker, men ligesom Cameron Crowes hyldest til rock'n'roll og alle de andre ting, du holdt af, da du var 16, så skal du ikke lægge for meget i det. — Andrea Domanick

The Mars Volta – De-loused in the Comatorium

The Mars Volta var et markant brud med den stil, bandets medlemmer tidligere havde kørt i At the Drive-In, og det fungerede helt perfekt. Deres debutalbum, De-loused in the Comatorium, var en syret og dristig og langt mere underlig udgivelse, end noget af det AtDI gjorde sig i. Når det er sagt, giver teksterne på albummet overhovedet ingen mening. Alt, der er umuligt at forstå, kan fejlfortolkes som værende dybt. For eksempel: "Transient jet lag ecto mimed bison / This is the haunt of roulette dares / Ruse of metacarpi." Komplet vrøvl. Det er ligesom at tage svampe og spille Scrabble. Og det er også helt fint. Det er ret sejt, når man behandler ord som akustiske elementer, men lad os nu kalde en spade for en spade og blive enige, at de her tekster ikke er dybere end et syretrip. — Dan Ozzi

The Beatles - Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band

Der er to slags mennesker, der tager stoffer: Dem, der tager stoffer, og dem, der taler om at tage stoffer. The Beatles' Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band er den soniske pendant til sidstnævnte. Misforstå mig ej: De her fire grydeklippede gutter skabte en af de smukkeste og mest progressive plader i den moderne musikhistorie, og jeg er ret sikker på, min far slår hånden af mig, hvis jeg taler nedsættende om den, men på et intellektuelt niveau ligger teksterne cirka lige så højt som den samtale, jeg havde klokken 3 i lørdags efter at have drukket 37 øl. For det første indeholder pladen en sang, der hedder "Fixing a Hole," hvor Paul McCartney besynger glæderne ved at fikse ting selv derhjemme. Så er der en sang om en fyr, der hedder Mr. Kite, og nogle trampoliner. Og så bliver de først rigtig dybe på sangen "Lucy in the Sky with Diamonds", der – surprise, surprise – handler om LSD (Lucy/Sky/Diamonds, ha!). Det er selvfølgelig en god plade, og "When I'm Sixty-Four" er en smuk sang, som mine forældre spillede til deres bryllup, men helt ærligt så er teksterne lige så dybe som en pizzabakke. Det er dybest set 13 sange, der handler om, hvor sejt det er at tage stoffer om og om igen. (Det er selvfølgelig også rigtigt nok.)

The Smashing Pumpkins - Mellon Collie and the Infinite Sadness

I 1995 red Smashing Pumpkins fortsat på den bølge af succes, deres debutalbum, Siamese Dream, havde udløst, og det her dobbeltalbum sendte dem helt til tops i alt-rock-pyramiden, fordi det lykkedes bandet at skabe en stor kommerciel succes, der samtidig modtog et stående bifald fra anmelderne (den lå nummer et på hitlisten, fik syv Grammy-nomineringer, solgte millioner af eksemplarer og oversvømmede byrummet med teenagere i "Zero"-t-shirts). Og så var der selvfølgelig den skaldede kaptajn selv, Billy Corgan, som stod ved roret, der førte sig frem med en monolitisk selvsikkerhed parret med tidstypisk teenangst og outsiderens fandenivoldskhed. // I fear that I am ordinary / Just like everyone // hyler han på sin unikke og meget nasale facon. På mange måder er den her plade – der indeholder 28 tracks – det definitive tegn på, at han er alt andet end det. Selv titlerne på sangene lider under sangerens monumentale ambitionsniveau. "Porcelina of the Vast Oceans", "Where Boys Fear to Tread", "Tales of the Scorched Earth."

// I sensed my loss before I even learned to talk // synger han på "To Forgive," mens han andetsteds brøler: "GOD IS EMPTY / JUST LIKE ME!" Og man ender altid med at brøle med – Billy taler til min sjæl. Han er virtuos! Men slap nu lige af. Den her plade er ikke nær så klarsynet, som du troede, da du var teenager, eller som Billys ego gerne så, den var. Mellon Collie… er en storladen og modig plade, men det kammer også over i en næsten Twilight-agtig kitsch-melankoli ("Only Come Out at Night"), når den ikke bare handler om at smadre ting ("X.Y.U."). Når han ikke prøver så hårdt, lykkes det Corgan at videreformidle en ømhed, der ofte bliver hængende efter endt lytning – sange der er langt bedre at hvile hovedet på end en pude. Og så byder bandets tredje udspil selvfølgelig også på en ren kronjuvel af en indie-rocksingle i form af "1979". Det er meget få sange, der fanger følelsen af at være ung og fri af bekymringer, som den gør. Der er ikke noget specielt dybt ved det, men det betyder ikke, at den ikke rammer plet. — Kim Taylor Bennett

Green Day – American Idiot

American Idiot er en punkrock-opera konceptplade, og hele konceptet kan koges ned til to ord: "Regering dårlig." Og det er ikke nødvendigvis en kritik. Regeringen er jo som bekendt ret dårlig, og den viden bør nye generationer få ind med modermælken. Men som voksne mennesker, kan vi vist godt blive enige om, at Green Day ikke ligefrem formulerer en ny tanke i deres meget brede samfundskritik, og vi kan i hvert fald blive enige om, at der ikke var brug for en Braodway-musical om, hvordan medierne har deres egen dagsorden, og at George Bush er en nar. —Dan Ozzi

Neutral Milk Hotel - In the Aeroplane Over the Sea

Historien om, hvordan In the Aeroplane Over the Sea fandt sit grundtema, er efterhånden ret velkendt: Jeff Magnum fandt et eksemplar af Anne Franks Dagbog, læste den og var helt knust. Han fortalte i et interview med Puncture magazine (der senere blev bragt af Pitchfork): "Jeg gik i seng om aftenen og drømte om at have en tidsmaskine, så jeg kunne rejse tilbage i tiden og redde Anne Frank." Den idé i sig selv har affødt en del analyse – en tråd på 4chan stykkede på ironisk vis en konspirationsteori sammen, i hvilken det faktisk lykkedes Magnum – men den er nok langt mere åbenlys i tekstuniverset, end de fleste fans vil være ved (man behøver ikke være atomfysiker for at forstå en tekst som, // then they buried her alive / One evening 1945 // fra "Holland, 1945"). Selv om mange af teksterne er snørklede og svære at gennemskue – på grund af de mange metaforiske referencer til sex og religion – og lader til at være oplagte til en dyb analyse, er forklaringerne ofte ret simple: For det meste handler det om drømmebilleder på lyrisk form. Sex og religion er ligesom et introkursus til surrealisme. Se engang på Salvador Dalís malerier, og læs så Jeff Magnums tekster. Det er påfaldende, hvordan de ligesom lukker sig om sig selv. Som Magnum også oplyste i førnævnte interview, så er hans tekstskrivning ikke noget, han lægger overdrevet meget mental energi i. Han ynder at benytte sine egne drømmemotiver, der alle på en måde kommer til at dreje sig om enten sex eller religion. Hvis man er fikseret på den tematiske bjælke i In the Aeroplane Over the Sea og forlanger, at Magnum skal forklare budskabet, så misser man pointen helt.

Dermed ikke sagt, at albummet ikke besidder en vis dybde. Det gør det helt afgjort! Sagen er bare, at forklaringerne er ret enkelte. Aeroplane er et konceptalbum, men det største koncept, der præger den, er empati, den opfattelse, at den bedste måde at forstå menneskeheden og vores historie på er ved at dykke ned i en andens psyke. Det er ikke specielt dybt at skrive tekster, der handler om Anden Verdenskrig. Det er heller ikke specielt dybt at foreslå, at virkeligheden er en kollektiv illusion – der er en grund til, at visse professorer i filosofi bandlyser enhver diskussion af The Matrix til timerne på uni – men der er til gengæld en masse følelsesmæssig dybde i at vade rundt i en anden persons drømme. Man skal bare ikke tro, at ens personlige forbindelse til en tekst er nok til at retfærdiggøre en annoteret udgave på RapGenius. —Kyle Kramer

The War On Drugs – Lost in the Dream

The War On Drugs har høstet så mange roser fra anmelderne, at Adam Granduciel lige så godt kan få tatoveret "Fem stjerner. Fremragende." på mellemkødet. Anmelderne kaldte den her plade for en dyb behandling af kærestesorger på flere niveauer – "fantastisk og dyb" skrev Pitchfork – fordi den blev skrevet i kølvandet på Granduciels breakup med sin kæreste og derfor indeholder en masse referencer til tilværelsens grundlæggende meningsløshed.

Det er selvfølgelig bare en kæmpe afvigelsesmanøvre, når sandheden faktisk er, at rockanmeldere, der er opfostret på en solid diæt af Bruce Springsteen, røde bøffer, billig whisky og endeløse genudsendelser af Magnum P.I., gennem det sidste årti har været tvunget til at hylde Beyoncé som et geni og Lil Wayne for at skrive årets sang, når de i virkeligheden bare vil have lov til at løbe rundt i cowboyvest og synge med på stadionrockklassikere.

Det er derfor, de elsker den her plade. Det er ikke, fordi den får dem til at føle sig ensomme, det er fordi, den får dem til at føle sig trygge. Den her plade er så tilfreds med sin egen introspektion, at den ofte ikke engang gider at gøre numrene ordentligt færdige. Mange af dem fiser ligesom bare ud i meningsløse jamsessions, som hvis Anton Newcombe gik i søvne gennem 4Sound. Selv de mere peppede tracks lyder som telefonventemusik fra 1980'erne. Men fordi der hele tiden er et løfte om, at noget dybere vil blive afsløret, og fordi man ikke kan høre, hvad manden synger, så kan anmelderne hævde, at det er opus om at være menneske, selv om det faktisk bare handler om, at musikken minder dem om deres barndom, før farmand holdt op med at holde af dem. Den her plade er dybest set en søvndyssende version af et Dire Straits-album. —Sam Wolfson

Muse – Black Holes and Revelations

Hvis du leder på bevis for at Muse er den pseudo-intellektuelles foretrukne soundtrack, så kommer det lige her: Muse er Glenn Becks yndlingsband. — Dan Ozzi

Joey Bada$$ - B4da$$

Der er ikke nogen her, der prøver at sige, at Joey Bada$$ ikke er en fed rapper. Han er tydeligvis en ordsmed af format og på nogle af de senere gæstevers, han har leveret, har han også vist en stor bredde i sit udtryk. Men den dér frelste ide om, at Joey Bada$$ er den eneste, der siger det, som det er, er lige i overkanten, taget i betragtning at nogle af verdens største rappere – eksempelvis Kendrick Lamar og Kanye West – leverer det ene nuancerede musikalske indlæg om race, identitet og politik efter det andet. Der er mange af Joey Bada$$' tekster, der skal forestille at være intelligente, som bare kører på rent ordspil. Hvordan kom han på at bruge ordet "cattle", når han taler om "beef"?! Måske fordi de to ting hænger uløseligt sammen! Young Thug ødelægger ikke musikken ved at rappe forskellige metaforer for grøntsager i lommerne, og Joey Bada$$ redder den ikke ved at rime "lyrical fajitas" med "Vegeta." Det er urealistisk at læse en så stor dagsorden ind i det, han laver. Joeys ordspil er sjove, men det, han rapper om, handler ofte… tja, bare om rap. Lad nu være med at gøre det til mere, end det er. —Kyle Kramer

Coheed and Cambria – Good Apollo, I'm Burning Star IV, Volume One: From Fear Through the Eyes of Madness

Hvis du nogensinde har siddet og hoppet fra kanal til kanal på tv'et og pludselig er havnet midt i en sci-fi-film uden at ane, hvad der foregår, så har du en ret god ide om, hvordan det er at lytte til det her album – og øvrige konceptplader fra Coheed and Cambria, der følger plottet fra en tegneserie. Det er måske ikke helt retfærdigt at sige, at pladen ikke er dyb, eftersom problemet nok mest ligger i, at bandet er fløjet for langt ud i periferien af deres egen supernørdede verden til et punkt, hvor resten af os ikke kan følge med længere. Titlen på albummet viser i sig selv det totale brud med virkeligheden. Og det bliver bare endnu mere esoterisk der fra. Good Apollo, I'm Burning Star IV, Volume Two: No World for Tomorrow; In Keeping Secrets of Silent Earth: 3; In Blowing a Robot on Silent Age Prophecy XXVI: Thee Earthening 8 (Starship X). — Dan Ozzi

Lupe Fiasco - The Cool

Det bedste nummer på Lupe Fiascos debutplade er "The Cool", en sang om genfødsel, der fortæller historien om Michael Young History, en ung mand, der døde, mens han jagtede sine drømme på gaden. Nummeret stak virkelig ud på Food & Liquor, der ellers stilistisk set er lidt rodet. Men fordi sangen var så vellykket, besluttede Lupe at skrive et helt konceptalbum omkring den, hvor han samtidig introducerede to nye figurer: The Streets og The Game. The Cool (albummet) var musikalsk set bedre end debutalbummet, og der var mange, der udråbte det som en intelligent plade, fordi den tematisk cirklede omkring tre karakterer, selv om de kun nævnes i en håndfuld af de 19 numre. Faktisk var de bedste numre på den plade, dem der ikke holdt sig til manuskriptet, "Hip-Hop Saved My Life" og "Dumb It Down." Selv om The Cool blev kaldt "intelligent", så er det altså ikke langt klogere end så mange andre albums, der handler om en rappers indre dæmoner. —Slava Pastuk

The Smiths – The Queen Is Dead

The Queen Is Dead er et af de smukkeste albums, der findes. Den er både ulykkelig og morsom, og så er det en knyttet næve i vejret på vegne af den britiske arbejderklasser, der led under Thatcher. Det er også totalt fjollet.

At pladen tit fremhæves som en af de bedste, der er lavet de sidste 30 år, er et fremragende eksempel på, hvordan verden elsker navlepilleri over alt andet. Det er meget muligt, at titlen refererer Last Exit to Brooklyn, Macbeth og Cymbeline, men – som ofte er tilfældet med Morrissey – så dækker de højtravende referencer over albummets sande mål: At give Steven mulighed for at brokke sig. Fra // to die by your side is such a heavenly way to die // til // sometimes I'd feel more fulfilled making Christmas cards with the mentally ill // – der er ingen i popmusikkens historie, der har haft så ondt af sig selv, som Morrissey har på The Queen Is Dead. Hvis du drikker et shot for hver gang, Morrissey synger om at være ensom og/eller misforstået, så vil din krop lukke ned hurtigere end en pølsevogn til en af bandets koncerter. Nu er den her lette hån, jeg præsenterer ovenfor, selvfølgelig også udtryk for alt det, der gør The Smiths til et fremragende band. Men det ændrer ikke på det faktum, at The Queen Is Dead grundlæggende er en rigtig medrivende teenage-dagbog. —Emma Garland

Pink Floyd – Dark Side of the Moon

Pink Floyd er forherliget stonermusik, og det ved du også godt. Og som det gælder al forherliget stonermusik, så er vi med tiden blevet enige om, at Dark Side of the Moon er et filosofisk mesterværk. Men når man kan købe Dark Side of the Moon-t-shirts i stakkevis i H&M, og pladens altoverskyggende trækplaster i dag er lasershowet til koncerterne, så er det på tide at stille spørgsmålet: Er pladen virkelig så dyb, som vi tror? Eller er vi bare sindssygt skæve lige nu?

John Waters sagde engang: "Hvis du går med en fyr eller pige hjem, og det viser sig, at vedkommende ikke ejer en eneste bog, så lad være med at knalde dem." Det samme gælder folk med Dark Side of the Moon-merchandise. Sig mig venligst, hvad det er, der er så utroligt dybt ved den der cha-ching-lyd på et loop? Hvis man er interesseret i undergravende samfundskritik, så er der mere at finde i Zoolander. —Bryn Lovitt

Rage Against the Machine - Rage Against the Machine

Jeg voksede op med Rage Against the Machine. Det var det første band, jeg så live – det første band jeg købte en t-shirt med. Vi troede virkelig på, at musikken kunne ændre verden. Nu har jeg tænkt over det i 20 år og har haft tid til at se, hvad der unægteligt sker med ungdomsoprør, og det er ikke kønt. Mange år efter Rages toneangivende album kom ud, er galningene bare blevet mere gale, krigene værre og politibetjente mere skydeliderlige. Alle har ikke de samme rettigheder. Mumia sidder stadig i fængsel. Ungdommeligt oprør uden fokus, uden et organiserende princip, falder fra hinanden. Vi havde det, de røvrendte os, og vi tabte det.

Rage Against the Machine er en hyldest til den selvretfærdige politiske aktivist, der ikke har en plan udover at rive den nuværende fra hinanden. Den er fuld af hårde slogans, men meget lidt substans. "Fuck you, I won't do what you tell me!" "Wake up! We gotta take the power back!" "We'll settle for nothing now, and we'll settle for nothing later!" Det føles godt, men det gør ingen forskel. Jeg elsker stadig pladen af hele mit hjerte, men det er nytteløst at skrige 'vågn op', hvis man ikke ved, hvad man skal gøre, når man har vækket folk. —Craig Jenkins

Kanye Fest – Yeezus

Anmelderne elsker Yeezus, fordi selvfølgelig gør de det. Det er trods alt en utroligt ukonventionel og utraditionel hip hop-plade (hvis elementer af 90'er-industrial tæller som utraditionelt). Netop fordi pladen var pakket med så mange lydlige referencer, der aldrig var set på en hip hop-plade før, følte anmelderne sig i deres gode ret til at åbne en hel ny pose synonymer til deres vurderinger. Men selv om mange hylder pladen som begyndelsen på en ny æra for hiphop, så er det revolutionære geni, Kanye West, faktisk bare en millionær, der indtil for få år siden reklamerede for Pepsi. Og det såkaldte "punk-rap-manifest", sangen "Black Skinhead", er forfattet af en mand med storhedsvanvid som respons til en sviner, han engang fik af en designer til Fashion Week. Kanye peger tit på det andet vers på "New Slaves" som noget af sit bedste arbejde, og det er helt afgjort en skarp kritik af den amerikanske fængselsindustri, og Kanye er stadig langt foran de fleste af sine kolleger, men hvis vi ser bort fra musikken og kun vurderer teksten, så siger rapperen faktisk bare det samme, som han altid har sagt – bare tilsat en heftig dosis Nine Inch Nails-inspiration. Det er fristende at se på Kanye og Yeezus som et eksempel på kejserens nye klæder, eftersom det eneste, Kanye egentlig har, er alt sit lækre kluns. —Dan Ozzi

Radiohead - Kid A

Der er aldrig nogen, der snakker om, at det her album ikke handler om noget som helst. Det er en plade uden formål, uden betydning. Det er resultatet af Thom Yorkes skriveblokering og det faktum, at han er omgivet af yes-men, hvis svar på alt, hvad han finder på er: "Okay, helt sikkert. Gør som du vil. Du er Radiohead!"

Kid A er et langt angstanfald, et langt, usammenhængende MySpace-digt af ham den underlige fyr, som elskede at skræmme folk i skolen "bare fordi", der i dag er arbejdsløs og bruger hele dagen på at poste racistiske memes på Facebook. Det er en lang, manisk kærlighedserklæring skrevet af en fyr, der stadig går i skaterbukser, til kæresten i 8. klasse, som han bare ikke kan komme over, selv om det er fem år siden, de slog op.

Det er et pissefedt album, men hvad fanden handler det om? —Annalise Domenighini